Runding.dk





Køleelement til flasker


Opfindelse af Finn Gemynthe Madsen

Isterninger er en nærmest uundværlig del af mange menneskers hverdag. Millioner af de små, kolde, våde blokke hældes dagligt i kander, glas og kopper; men hvad gør egentlig alle de mennesker, der drikker af flasker? - Normalt affinder de sig med lunkne slurke, for det er nemlig besværligt at putte isterninger ned gennem en snæver flaskehals. Og hvis man alligevel gjorde det, ville man uvægerligt få isterninger i munden og den gale hals, når man bøjede nakken bagover for at drikke. - Isterninger er en opfindelse fra før det blev almindeligt at drikke af flaske!
Til flaskebrug ville det være langt mere praktisk, hvis man kunne lave "isterninger" i form af én, lang stang, smal nok til at kunne komme igennem de gængse typer af flaskehalse. Samtidig skulle man sikre sig imod, at "isstangen" røg med ned i den drikkendes mund. Og endelig skulle man ubesværet kunne hive "isstangen" op efter brug.
Det var denne behovserkendelse, der gav mig ideen. Den kom til mig, da jeg tænkte på at huske vandflasker til fodboldspillerne næste gang. Ville gerne holde vandet køligt ved at putte isterninger i, men det ville være besværligt at putte isterninger igennem den snævre flaskehals. Ideen er siden hen blevet til flere forskellige løsningsmodeller, der dog alle har stangformen tilfælles.
Til almindelige drikkeflasker har man brug for, at termoelementet foroven er forsynet med et "topstykke," der dels fastholder elementet i flasken, dels letter optagningen. Jeg er nået frem til et par udformninger, der på en gang opfylder de funktionelle krav og er praktiske og dekorative. Den ene bærer det poetiske navn "Isblomsten:"


 
 


1, Isblomsten er lavet af plast og består af 3 dele:
"Stængel" dvs. termoelement af en tykkelse, der kan passere gennem den dertil egnede flaskehals og i en længde lidt kortere end flasken. Isblomsten kan således skræddersys til de velkendte ½ eller 1½ liters sodavandsflasker foruden til øl- og vinflasker. Termoelementet vil typisk være beregnet til, at brugeren selv påfylder vand, før det anbringes i fryseren. I så fald skal der være en prop eller skruekapsel enten for oven eller neden. Men termoelementet kan også fremstilles som en hermetisk lukket enhed indeholdende et på forhånd påfyldt kølemiddel.
Oven på termoelementet er der et topstykke bestående af to dele:
"Blomsterblade" dvs. en roset af bløde "modhager" i form af "blomsterblade," der blidt støder imod flaskehalsen og holder termoelementet fast dernede, når flasken vendes med bunden opad, samtidig med at væsken kan passere rosettens blade." Bladene er lavet af elastisk plast og kan ved træk bøjes bagover, således at isblomsten kan trækkes op af flasken igen.
"Støvdrager" med "støvknop" (som det hedder på botaniksprog) dvs. en trækstang med en gribeknop øverst. Denne sidder i midten af rosetten og stikker op til nogenlunde i plan med flaskehalsens munding. Dermed sikrer man sig, at optagning bliver en let sag, idet. Man holder om støvknoppen med to fingre (typisk tommel og pege), og når man hiver opad, følger hele termoelementet med.
Isblomsten kan fremstilles i diverse smukke farver og kan pynte i flasken samtidig med at den køler drikken i en periode på et par timer afhængig af temperaturforholdene. Efter brug kan den puttes i opvaskemaskinen, hvorefter den er klar til en ny tur i fryseren.

2,
I den anden udformning er termoelementet fremstillet som ovenfor bortset fra, at der øverst i stedet for isblomst sidder nogle elastiske stænger som ligeledes spærrer for utilsigtet udfald under drikning. Stængerne kan evt. løbe sammen i en gribeknop øverst, således at arrangementet ligner en lille krone. Dette design kunne simpelthen kaldes "Iskronen."
Til sportsdrikkedunke, hvor kapselen foroven er forsynet med en "sugeprop," dvs. et kort "sugerør," som kan åbnes og lukkes med tænder eller hænder, har man ikke de problemer, der nødvendiggør eksistensen af et topstykke. Alligevel kan man med fordel benytte Isblomsten eller Iskronen, og den bredere flaskehals muliggør, at termoelementet gøres tykkere og dermed kan køle i længere tid.
På den anden side kan man undvære topstykket og udvikle et termoelement, der hæftes sammen med drikkedunkens kapsel. Enten således at kapsel og termoelement svejses sammen eller kan skues eller klikkes sammen. I begge tilfælde skal der være passager i sammenhæftningen, hvorigennem flaskens indhold kan suges op gennem sugerøret.
Til alle slags termoelementer til flasker kan der fremstilles et futteral, der både kan tjene som emballage og hygiejnisk isolation. Når termoelementet lægges i fryseren, vil det være en hygiejnisk fordel at termoelementet er emballeret, men man kan selvfølgelig undlade futteralet eller bruge en frysepose.
Fremstilles termoelementet af en plasttype, der tåler mikrobølgeovn, kan det også bruges til drikke, som man vil opvarme eller holde varme. Ganske vist vil mange nok til dette formål være mere tilbøjelige til at bruge termokande, men for nemhed skyld og i en kortere periode kan termoelementet gøre god fyldest.
Termoelementet kan desuden anvendes uden at der er brug for flaske og kapsel. Fx

  • Som "dyppekøler/dyppevarmer" i en kop eller kande, hvis indhold man enten vil køle ned eller lune.
  • Som køle- eller varmelegeme lagt ved madvarer, der skal transporteres.
  • Som køle- eller varmelegeme lagt i en seng eller i et stykke tøj, man ønsker afkølet eller opvarmet.
  • Eller, for lige at nævne et mere eksotisk tilfælde, som køle- eller varmelegeme i et akvarium, der er blevet enten for varmt eller koldt.

Termoelementet vil sandsynligvis være billigt at fremstille og kan få et fikst og indbydende design. Et lille bidrag til hverdagens og feriens "temperaturkomfort."