Runding.dk





Senromersk stemning i Høje-Taastrup


Finn Gemynthe Madsen

Gentager historien sig? - Tit når jeg kommer til dette sted, får jeg en fornemmelse af deja vu. Jeg har været her før! Set noget der mindede, fornemmet den samme stemning! Og nu er det gået op for mig hvor: I Rom og i Trier. Augusta Treverorum som den tyske by hed på imperialismens sprog.
Porta Nigra - det gigantisk monstrum af en senromersk byport er godt nok et vældigere bygningsværk end vor stationsbygnings små, fikse buer. Men inde bagved findes der ikke mange rundinger; her troner bygninger og monumenter i en vinkelret byplan og et helhedsindtryk, som kunne være konciperet af kejser Diocletians byplanlæggere. Selv detaljer som søjlerækkerne og gitterværkerne foran vinduerne bærer et umiskendeligt, vinkelret senromersk præg.
Desværre har jeg aldrig været i Salonae, nutidens kroatiske Split, hvortil kejseren trak sig tilbage for at nyde sit otium i år 305. En hel by formede han efter sine ønsker, og at dømme efter byplan og billeder kom den til at ligne det moderne Høje-Taastrup.


 
 


Byggerier og bikinier
Vedr. Roms forfaldstid plejer man at tænke på dekadente kejsere som Claudius og Nero. Men Nero døde allerede i år 68, og efterfølgende voksede imperiet sig endnu vældigere. (Avanceret teknologi og organisation kompenserer åbenbart for meget forfald.) Under Trajan strakte riget sig fra Kuwait til Skotland, og under Diocletian var det still going strong. Man byggede i større stil end nogensinde før. Byggeboomet omfattede arenaer, triumfbuer, rådhuse, butikscentre og hele nye byer med geometriske gader. Man byggede jo for evigheden, imperiet var uovervindeligt!
Urbs aeterna - den evige stad - kaldte man Rom. Her har Diocletians termer lagt navn til hovedbanegården. Ruinerne af hans badeanstalter gør endnu i dag et uhyre indtryk med deres enorme hvælvinger og massive mustensfacader.
Senromerske mosaikker viser smarte, bikiniklædte piger med lette håndvægte. Badeanstalterne var centre for alle slags fitness, og temperaturen skulle naturligvis være passende. - Hvor meget træ er der mon gået til at opvarme vandet og rummene? Sørgede man for nyplantninger, var forbruget bæredygtigt? - Historikerne svarer benægtende…

Bureaukrati som problemløser
Diocletian indførte det bureaukratiske kejserdømme. Problemerne skulle administreres væk. Love, dekreter og regulativer flød i en strøm fra hans kontorer. Inflationsbekæmpelse var en mærkesag, og Diocletian udstedte forordninger om maximalpriser på alting. Derfor ved vi i dag, hvad hasselnødder måtte koste dengang. Og man kommer til at tænke på EU's regulativ vedr. agurkers krumning. Hovedstaden i vort nye Rom, Bruxelles, ligger i nærheden af Trier, trygt indenfor grænserne på Diocletians tid.
Også arbejdskraften måtte man have styr på. Friheden sattes ud af spil, folk skulle bo og arbejde, hvor der var behov for det. Historikerne har påpeget, hvorledes folk dermed vænnedes til apati og uselvstændighed, og vejen banedes for middelalderens dybe fald i levestandard og kultur.
Allerede under Diocletian var stilen grovere og mere rå end tidligere. Figurerne på Torstårnet har lidt af det samme tilsnit som de senromerske statuer. Og jeg har set mosaikker, der kunne være lavet i dag. En scene med et lam, der overfaldes af en løve, gengives med modernistisk grumhed. Ufrihedens ulyst fik afløb under gladiatorspillene; var år 2000's mest populære film ikke Gladiator?

Et pludseligt sammenbrud
Tilsyneladende virkede det med brød og skuespil og administrationens stadig fastere greb. Riget holdt skanserne, og Diocletian fik efterfølgere som Konstantin den Store og Theodosius den Store. Da sidstnævnte døde i 395, forestillede man sig næppe, at enden var nær.
Livet fortsatte som hidtil. Der findes kilder om, hvorledes en familie som Praetextatus levede i tryg velstand i slutningen af 300-tallet. Helt hyggeligt virker det med alle disse udflugter til sommerhuse og landsteder.
Men en kolos på lerfødder står usikkert, og grundlaget blev gradvist mindre og mindre bæredygtigt. Der skulle kun et lille stød til. I år 401 trængte goterne ned i Norditalien, og i december 406 blev det isvinter. Rhinen frøs til, 15.000 barbarer gik over isen og stormede! Der var ikke ressourcer til at dæmme op for dem, skønt alene Gallien havde ca. 20 millioner indbyggere. Infrastrukturen brød sammen. Som dominobrikker faldt Belgien, Sydtyskland, England, Fran-krig, Spanien, Portugal, Nordafrika og Italien. År 410 plyndrede barbarerne selveste Rom. Så stærkt kunne det gå, allerede dengang før biler, fly og motorveje.

For øvrigt mener jeg at…
Står vort nye Rom efterhånden lige så usikkert? Jeg håber det ikke, men truslerne synes endog værre end datidens barbarer. Overbefolkede ulande, ozonhuller, forurening, ressourcespild, oprustning, terrorisme og et svælg mellem rig og fattig. Og frem for alt en manglende indsigt og vilje til at løse de grundlæggende problemer. Kan EU mon administrere og bygge dem væk, når Diocletian ikke kunne?
Men som den gamle Cato har også jeg en kæphest. Og jeg synes i al ubeskedenhed, den er mere konstruktiv end hans. (Han mente, at Karthago bør ødelægges) Min kæphest hedder: For øvrigt mener jeg, at selvforsyning er sagen. Med hvad dertil hører af selvstændighed, nærdemokrati, ansvarlighed og miljøbeskyttelse.
Cato fik sin vilje, hvad om jeg også gør det? Enten fordi et sammenbrud tvinger os til at leve af det forhåndenværende. Eller langt hellere, fordi økosamfund og byøkologi bliver den nye trend, der breder sig med større styrke end ungdomsoprøret i 60'erne. Thi er folk efterhånden ikke godt trætte af bureaukrati, byggerier, ufrihed, ulighed og ubæredygtigt byliv?

Forslag til bygningskiggeri:
Rådhuset på Forum Romanum i Rom er bygget under kejser Diocletian.. Bemærk den rå, imposante, firkantede funktionalistiske stil; og vinduesgitrene a la Høje-Taastrup.
Mange andre senromerske bygninger giver det samme indtryk. Man byggede også lavt og kaserneagtigt, men altid firkantet, ordentligt og funktionelt som i Høje-Taastrup.