Runding.dk





Samfundets engle


Finn Gemynthe Madsen

Er engle en truet art? Det hævder Malcolm Godwin i sin skønne og tankevækkende bog: "Engle. En truet art." Men hvad, man hører jo dagligt om truede arter. Og med hensyn til netop arten engle, så findes den vel overhovedet ikke? Hvem skulle vel være tosset nok til at frygte en ikke-eksisterende arts uddøen? Det er jeg!


 
 


Pludselig fandt jeg mig omgivet af engle. De var ikke fjedrede og bevingede, men optrådte forklædte som ganske almindelige mennesker; og hvem skulle vel have troet, at engle kunne skjule sig så snedigt! - Helt uhyggeligt blev det, da jeg fik øje på mig selv i spejlet og mente også der at se en lille, forklædt engel? - Men denne indbildske mistanke har jeg af al magt fortrængt.
Stadigvæk ser jeg engle alle vegne. På gaderne og inde i husene farer de omkring og gør uegennyttige gerninger. Det er på samme tid en opløftende og en foruroligende opdagelse; thi eftersom de findes, kan de godt være i fare! Og det forekommer mig, Godwin har ret: Englene er truet.
Engle har på en eller anden måde brudt naturens love. I strid med tyngdekraften og med alt for små vinger i forhold til vægten holder de sig svævende. Dette må også gælde alle de engle, der har camoufleret sig som helt almindelige mennesker. Åndeligt set har de hævet sig over de uskrevne love, der ellers har været gældende for alle andre levende væsener igennem resten af jordens historie. Men hvor længe formår arten engle at trodse naturlovene?
Når englenes eksistens ikke for længst er erkendt, skyldes det to forbløffende forhold: Englene er så beskedne, at de ikke vil kendes ved deres egen eksistens. Og englene er så talrige, at man ikke kan se skoven for bare træer.
Den manglende erkendelse af englenes eksistens nødvendiggør en nøjere beskrivelse af deres særlige unatur. Men når man først opdager dem, lærer man en stribevis af sikre kendetegn, der klart adskiller dem fra resten af jordens liv. Først og fremmest sætter de sig ud over den dyriske egoisme, men da de samtidig er så utrolig beskedne, kan de endog finde på at camouflere sig under en sort kappe af ... egoisme!
Det kræver en særlig forestillingsevne at identificere sådanne pseudo-egoistiske engle, så lad os starte med et langt lettere eksempel. En hverdagens engel, som på det nærmeste skilter med sin englekarakter: Dagen lang kan en ung, skøn kvinde stå og balancere på høje hæle, mens hun smilende skænker gratis, opkvikkende kaffe til alle forbipasserende kunder. Man skulle tro, at hun sidst på dagen måtte være både træt og øm i benene, men hun forbliver blidt tjenstvilligheden selv.
Denne slags let genkendelige engle beskæftiger sig gerne med noget meningsfyldt: At hjælpe syge, passe småbørn, skaffe mad, sy tøj, gøre rent, sælge gode varer, Men det er næppe til at spore nogen forskel med hensyn til engagement og tjenstvillighed hos de engle, der sælger cigaretter, whisky og dollargrin. Eller aktiveres efter ordre fra Højeste Sted. Eller kommanderes til at marchere i takt. Uanset hvad de sættes til at lave, er de lydige imod deres kald og deres chefer. Og lydighed er en tydelig form for anti-egoisme.
Vi kan sikkert takke samme uselviskhed for englenes manglende begær efter mere fritid og bedre økonomi. Skønt alle nulevende engle har været vidner til automatikkens opsving, falder det dem ikke ind, at de enorme rationaliseringsgevinster kunne komme dem selv til gode. Ferierne kunne forlænges og arbejdsdagene forkortes. Ja, arbejdet kunne såmænd gøres til et frivilligt valg! Men så ville englene jo ikke få afløb for al deres lydighed. Englene kunne også være meget rigere, hvis ikke de var så generøse til at smide væk. Uden at blinke ofrer de oceaner af brændstof og ser røgen stig e til himmels. Uden at forvente tak forærer de mængder af fine ting til affaldssække, containere eller genbrugsstationer. Ingen egoistisk ærgrelse over spildte penge og spildt arbejdstid formørker deres rundhåndethed.
Så englene køber brug-og-smid-væk- varer og bliver ved med det. Og både manden og konen finder det helt i orden, at de begge må arbejde fuldtids og over gang på gang. Derfor bliver det lille englelands regering forstået, når den i stedet for at love rigdom uden arbejde gør sit bedste for at mobilisere selv svagelige engle til at arbejde hårdere og længere.
Nogle af de offervilligste engle er faktisk dem, der går ind i politik. Lydigt Indordner de sig under partiets hierarki, glemmer egne meninger og våger til den lyse morgen for at nå de kunstfærdigste kompromiser. Hvorefter de stadig er oppe på mærkerne for at besvare allehånde spørgsmål fra de journalistengle, der kun søger sandheden. Således skilles fårene fra bukkene, og folket kan kåre de dydigste til posterne som ærkeengle.
Unge forældreengle indrømmer gerne, at det er hårdt at skilles fra de små alle hverdage. Alligevel kommer pligten i første række. Det går ikke an, at børnene forstyrrer dem i dagens dont. Desuden siges institutionslivet at modne de små, så de tidligere lærer at blive englebørn. Kende klokken, overholde tiden. Nøjes med en smule plads under øredøvende larm fra rungende vægge. Ikke drille, og ikke gøre gengæld, selv om det er en anden, der begynder. Snart er de skolemodne og forhåbentlig tilstrækkelig engleficerede til at klare timers stille syslen med udvalgte opgaver. Og deres lærer m/k forventes til gengæld at holde orden og lære fra sig uden brug af magtmidler. Mislykkes denne overmenneskelige opgave, føler læreren sig som en falden engel.
Og engle risikerer skam at falde! De faldne engle, Lucifers forhadte tjenere, får også deres sider i Godwins englebog. Det er næppe sådan, at han anser dem for udryddelsestruede, men ligesom nat følger dag, synes himmelens engle uvægerlig at blive modsvaret af helvedes engle.
Således også i samfundet: Der er den store, velsignede skare af gode engle; og så er der de udstødte, faldne engle. Man kunne tro, at disse simpelthen er havnet i den dyriske egoisme, men det er en fuldstændig misforståelse. Deres "egoisme" er dybest set et skalkeskjul for uegennyttige følelser som misantropi, offervilje og dødsdrift. I sandhed en pseudo-egoisme. Og deres lydighed imod mørkets magter er ikke mindre end de gode engles lydighed imod de højeste bud, snarere tværtimod.
Retfærdigvis bestræber det gode englesamfund sig på at holde så mange som muligt oppe i de himmelske sfærer. Samtidig tilgives de faldne engle, gang på gang, og får nye chanc er. Og vist er det, at visse engle sving er mellem himmel og helvede på en måde, der viser, at de gør deres bedste. Ånden er redebon, og samfundet noterer sig skam succeser i de behjertede forsøg på at flytte så mange som muligt op blandt de godes engleskarer. Man kunne derfor håbe på, at den gode samfunds-engleficering en skønne dag vil være fuldbragt.
Når jeg alligevel ser englene som en truet art, hænger det sammen med, at de overanstrenger sig selv med al den åndelige flyvning. Tænk hvis de en dag ikke længere kan holde sig svævende, men hiver hinanden med ned 1 et kollektivt styrt! Hvad vil der da ske? Vil flertallet konvertere til helvedet og vælge sig onde ærkeengle som førere? Det er sket før, det kan ske igen! Sådanne aspekter opfordrer os til at tage engleficeringen alvorligt. Lad os prøve at forstå englenes historie. Hvordan skabtes de, ud af naturlige mennesker af kød og blod og begge køn? Hvorledes skete dog miraklet, at menneskenatur forvandledes til engle-unatur?
Allerede for længe siden var menneskene så gode, at de kunne anse deres egen natur for at være ond! Thi det kræver stor godhed at kunne tro ondt om sig selv. Men de klarede denne vanskelige opgave med glans og lyttede med angst og bæven til prædikenerne om deres medfødte arvesynd. Gjorde deres bedste for at følge de ti bud og sky de syv dødssynder som pesten. Og de frygtede helvedet og håbede på nåden og paradiset.
Med denne frygt og dette håb undrer det ikke, at generation efter generation har bestræbt sig på at hæve sig over deres egen natur. Og menneskets ånd er stærk og fantasifuld og prøver gerne at flyve højt. Eller den opgiver ævred og lader sig falde i dyb depression, dybt ned under jordens overflade til Hels uhyggelige unatur. Antager vi denne teori om engleficeringens årsager, åbner der sig en overraskende mulighed for at frelse de gode engles art. Ganske vist må de give afkald på flyvefærdigheden, ligesom også pingviner og kiwier har gjort. Men hvis englene kunne nøjes med at være jordgående, ville det kraftigt forbedre deres overlevelseschancer. Når man ikke flyver højt, falder man heller ikke dybt. Helvedet vil gå glip af den løbende tilgang af faldne engle!
Hvordan kan englene da opgive de farlige flyveforsøg? Jo, de kan ændre holdning til deres egen natur! Anerkende deres medfødte egoisme uden at betragte den som ond. Se blot på barnet, så sødt og blødt det fødes, så indstillet på at modtage og give kærlighed! Man kunne sagtens kalde den lille en engel, i ordets bedste betydning. Og behandler man den godt, skulle der være gode chancer for at englesindet bevares livet igennem.
Så må man tage med, at han eller hun kan være doven, rethaverisk, begærlig og for flæng til at kassere mere end højst nødvendigt. Ja, man må acceptere, at naturens jordgående engle kan finde på at vise vrede og oprørskhed imod alt, hvad der virker ubehageligt og uretfærdigt. - Men det er nok ikke det værste, der kan ske. Verden ville allerede nu være langt bedre og mere retfærdig, hvis ikke det var for det store, gode flertal, der alt for engleblidt finder sig i alt for meget!