Runding.dk





Saltdronningen


Eventyr af Finn Gemynthe Madsen

Langt borte i et øde og goldt land regerer Hendes Majestæt Saltdronningen. Hendes palads ligner på afstand et prægtigt sneslot. Kridende hvidt funkler det i solen med tårne og spir og tinder. Faktisk skal man helt tæt på, så nær at man kan smage på det, før man opdager, at slottet er lavet af det pureste salt.
Saltdronningen elsker salt, ja hun føler, at hun ikke ville kunne leve uden. Hendes residens ligger i Saltdalen. Her har engang ligget en saltsø, men efterhånden er vandet fordampet, og i stedet for jord, planter og dyr ligger der nu en saltørken. Alt dette overjordiske salt henrykkede Saltdronningen, og her lod hun bygge sit saltslot.
Fra kælder til tårnkvist er alting gjort af salt. Dronningens bad er et saltkar, og når hun spiser gør hun det ligesom kineserne, blot med saltstænger. Der sidder hun så i ensom majestæt og spiser sine saltnødder, saltsild og som dessert, saltpastiller. Stirrende på sine stolte aner, der står som saltstøtter langs murene, mere livagtige end statuer.
Det har altid været hendes kald at følge i deres stolte fodspor. "Salt over jorden!" lyder slægtens valgsprog. Jo mere salt, der dækker jorden, des bedre trives hun. Thi hun afskyer dyreunger, fuglefløjt og grønne spirer. "Alt dette vokseri, det er usalteligt!" hvisler hun, "Nej, SALTET, det er vidunderligt, uforanderligt, dét ved man hvor man har! Det kan opløses i vand, javist, men når vandet fordamper ligger det der igen, hverken mere eller mindre. Saltet kender jeg og forstår, saltet hører mit rige til."
Saltdronningen holder sig nøje underrettet om alt, hvad der tildrager sig rundt om i verden. To hvide saltsvaner flyver ud, bruger øjne og øren, og vender tilbage til saltslottet. Dronningen sætter sig parat ved vinduet, når hun hører deres vingesus. Og de lander elegant og ærbødigt på vindueskarmen foran hende.
Tit har de mellemlandet i Det Døde Hav, thi de mister noget af deres saltpragt, hver gang de kommer i berøring med ferskvand.
Sidst havde de ordentlig været på langfart. Nordens riger og lande havde de besøgt, ved vintertide, hvor planter og dyr ligger i dvale under de kolde, hvide snedyner.


 
 


"De skulle have set det. Eders Majestæt," hvæsede den første svane, "alt er pudret og dækket med den fineste, skæreste, hvideste sne. Det ligner salt til forveksling. Det er næsten, lige før man skulle tro, at en saltstorm er føget over landet."
"Ja, det hvideste er også det smukkeste," hvislede Dronningen, men jeg ved jo, at sneen smelter. Blot solen skinner for længe. Sådan er det ikke med saltet, det står imod!"
"Det kan menneskene ikke vente på," hvæsede den anden svane. "de spreder salt ud på alle veje og stræder for at smelte sneen, straks den er landet."
"Hvad siger du?" udbrød Saltdronningen og løftede begge hænder i vejret af glædelig overraskelse.
"Ikke alle menneskene," hvæsede den første svane, "Ikke menneskene i Sverige og Norge. Men menneskene i Danmark, de gør det hver gang, der bare er udsigt til sne!"
"Det er rigtigt," hvæsede den anden svane, "vi fløj tæt hen over nogle lange, lave huse, hvor man ligefrem kunne lugte det nyudsprøjtede salt. Det lugtede så lifligt, at vi hurtigt dykkede og landede i en lille sø. Og vil De tro, Eders Majestæt, man kunne fornemme, at der allerede er kommet en smule mere salt i søen"
"Umiskendeligt," hvæsede den første svane, "ikke meget, og dog nok til at jeg kunne sanse adskillige års saltninger."
"Utroligt," mumlede Saltdronningen og frydede sig i sit hjerte, "disse danskere kan jeg lide. De kunne bruge gråt og kedeligt grus, men nej, de foretrækker saltet. Mennesker har det ellers med at pyldre om deres planter, men disse danskere er mere idealistiske."
"Rigtigt, Eders Majestæt," hvæsede den anden svane," Danskerne tager sig heller ikke af, om deres biler ruster eller deres sko bliver ødelagte. Selv deres hundes poter er de ligeglade med."
"Hvilken saltheds-idealisme" sukkede dronningen rørt og knuste en salt tåre, "disse brave folk er villige til at ofre meget for saltets hellige sag."
"Såre sandt," hvæsede den første svane, "salt, der henlå gemt og glemt i undergrunden, suger de op og udspreder, hvor det ret kan virke og gøde jorden for Eders kommende herredømme! Søer, grundvand og jord, alt bliver en lille smule saltere fra snevinter til snevinter."

Da kunne Saltdronningen ikke holde sine følelser tilbage længere. Medens hendes salte tårer trillede, omfavnede hun begge sine kære saltsvaner. Og svanerne drak med begær af disse tårer, thi blot en enkelt kan gøre en saltsvaneham hvidere end sne. Og de følte sig nu lidt grumsede og afsaltede efter den lange rejse.
"Næste gang I flyver ud," hvislede Saltdronningen, "skal I medbringe mine salteste hilsener til danskernes dronning. Jeg vil adle hende med min fornemste orden, Den hvide Saltstjerne. Samt skænke hende en kostelig gave: Den uudtømmelige saltbøsse!"
"Som De befaler," hvæsede den første svane og bøjede ærbødigt hovedet.
"Men Eders Majestæt, vinteren er næsten ovre deroppe," hvæsede den anden svane, "skal vi ikke vente med denne ekspedition til næste vinter, så vi kan sikre os, at modtageren virkelig er værdig til Eders høje gunst. Sæt de holdt op med at salte! Det kunne de gøre lige så nemt som i Norge og Sverige!"
"Lyseslukker!" hvæsede den første svane, "Hvorfor skulle danskerne vænne sig af med noget, de har vænnet sig til? Menneskene er vanedyr!"
"Javist, min kloge svane," hvislede Dronningen ømt; "Og selv de klogeste af dem ser jo kun, at det hele bliver en lille smule saltere fra år til år. Mit golde saltrige kommer, lige så stille så længe de salter, og jeg har tid til at vente!"
Og derved blev det. Saltdronningen sendte sine svaner ned til en forfriskende dukkert i voldgravens saltvand, så de kunne blive klar til atter at begive sig nordpå. Selv begav hun sig ind i sit saltskattekammer, hvor hun frydefuldt valgte sig den aller salteste saltbøsse. Thi hun stolede fuldt og fast på sine saltende danskere.