Runding.dk





På sporet af den nære natur


Finn Gemynthe Madsen

I gamle dage var jeg vist mere romantisk. Jeg drømte om at komme ud i den helt rigtige natur, den vilde, uberørte, fjerne. I virkelighedens verden har jeg drevet det til en tur til New Zealand, men ellers har det vildeste været bjergene i Østrig og Norge. Under nogle skønne ferier for længe, længe siden. Så blev jeg ældre, sattere og fattigere og drømmen om Påskeøen, Antarktis, Amazonas og en afrikansk feriefarm blev lige så fjern for mig som Vallis Marineris på Mars. Stadig fascinerende, men urørlig.


 
 


Tilbage til Danmark
Tilsvarende skærpedes min sans for havet omkring Danmark og fædrelandets grønne lunde. De sandbløde strande, "høje himmel"bjerge, gulgrønne marker, braklagte vange, kryptiske moser og så videre. Men frem for alt så jeg det fantastiske i skovene, denne utrolige samling af levende vækster, hvoraf nogle bliver svimlende høje, nogle tykkere end elefanter og nogle ældre end fyrre menneskegenerationer. Hjemsted for en vrimmel af spændende naturdyr. Dette vildnis, der er landets oprindelige natur.

Tilbage til skoven
På denne inspiration voksede en drøm om at flytte ud i naturen op i mig. Det blev til en teoretisk opfindelse, en roman om et skovklædt fremtidsdanmark og videre et projekt om at oprette et skov-økosamfund. Ikke et landbrugskollektiv, hvor man fortsætter med at bortluge den oprindelige natur, men et ægte økologisk eksperiment, hvor man som jægere, fiskere og samlere skaffer sig føden uden at vælte træerne. Når vore forfædre og formødre kunne trives i årtusinder, så burde vi da også kunne. Så meget desto bedre som vi har redskaber, der kunne få dem til at blegne af misundelse, og viden, der ville gå over deres forstand. Om hvordan man kan nedfryse og konservere, det der er for meget af i nuet, holde lidt køkkenhaver og husdyr, dyrke spisesvampe på træ, og hvem ved, forvandle grene og blade til føde i en "kunstig komave," - min teoretiske opfindelse: En slags bryggeri, hvor udvalgte mikroorganismer guffer løs af den cellulose og lignin, vi ikke kan fordøje, og forvandler det til noget spiseligt. Ligesom koen får en masse ud af rå natur.
Tænk hvis vi kunne springe landbruget over! Det ville da være fint for naturen, og nemt for os. Skoven producerer oceaner af biomasse, og alle der gad, kunne flytte ud i frodigheden og leve af naturvenlig selvforsyning. Samtidig kunne jungleloven få lov til at sætte sit præg på skovene og gøre dem helt anderledes afvekslende. Og turde man have de store bæster af landets oprindelige fauna rendende frit omkring, så kunne de rydde lysninger og levere vildt bøfkød.
I "Den fjerde verden" bliver en nutidsteenager, Maja, bortført til en grøn og uventet fremtid. Hun møder bl.a. en europæisk bison: "Hun sidder stadig på hug, da hun fornemmer noget nærme sig … Ud af øjenkrogen ser hun et par brune, behårede klove forsvinde om bag den brede træstamme, og hun når lige akkurat at rejse sig halvt, idet et enormt, hornet hoved kommer til syne… Afstanden er højst et par meter."
Maja får meget at undre sig over i denne alternative fremtid: "Et sted rider de over et bælte af en gråsort, smuldrende stenart, gennembrudt på kryds og tværs af træer, buske og friske skud. Midt i bæltet løber brudstykkerne af to hvide striber. Maja følger det underlige område med øjnene, og en sælsom forklaring slår ned i hende: Sådan kan en vej komme se ud, når den for længst er gået af brug."

Skoven som levested & levevej
Fra romanen var der ikke langt til en projektbeskrivelse og stiftelse af en lille forening, Skovbo-1, bestående af ligesindede, der kunne tænke sig at bo i eller ved en skov. Fædrelandets natur har blandt meget andet inspireret mig til følgende ønskedrøm:
Kunne det ikke være vildt spændende at oprette danske naturreservater med stammer af nulevende mennesker? Folk der stræbte efter at leve af selvforsyning og skaffe sig føden gennem jagt, samling og fiskeri, evt. suppleret med køkkenhaver, svampedyrkning, biavl og enkelte husdyr. Alt efter pladsen, personerne og konceptet kunne det resultere i landskaber som i jægerstenalderen, bondestenalderen eller bronzealderen. Man kunne også tænke sig en kombination af high-tech og skov, hvor husenes tage er beklædte med solpaneler, beboerne kan arbejde på internettet, og der forskes i alle mulige aspekter af selvforsyning, bæredygtighed og menneskets tilstedeværelse i naturlige omgivelser.
Under alle omstændigheder ville naturparken blive et miljøvenligt område. Både for flora, fauna og mennesker. Stammefolkene ville få et sundt, spændende og afvekslende liv, og på en måde beskytte naturen ved at bo i den! Og besøgende kunne færdes i naturparker, der byder på usete kombinationer af natur & kultur, og hvorfra de kan vende hjem med inspiration og nyt mod på tilværelsen.

Naturen her og nu
Men er projektet i virkeligheden ligeså romantisk uopnåeligt, som de eksotiske steder, jeg drømte om i ungdommen? I jordbundne stunder kan jeg sagtens få den tanke. Men med alderen har jeg også opnået en indsigt, der gør, at jeg sådan set slet ikke behøver at rejse nogen steder hen for at opleve inspirerende natur. Den ligger der jo, rundt omkring Herlevs Kildegård og i alle mulige haver, i al slags vejr hele året rundt. En overdådighed af træer, planter, søer, vandhuller, frøer, fugle og sommerfugle. Sidstnævnte ser man selvfølgelig kun om sommeren, medmindre man da finder en overvintrer, så også disse små flaksende kunststykker er der i en eller anden form året rundt, hvis man bare kan få øje på dem.
Jeg er altså blevet så nærsynet, at jeg har fået øjnene op for de nære ting, i den nære natur. Indset at det er da helt forunderligt, det gamle piletræ der står i sumpen og hælder sin vældige stamme højt over mit hoved, der hvor jeg kommer cyklende. Et overvældende stort kunstværk.

Naturen her og før
Men helt svimmel kan jeg blive, når fantasiens vinger hæver mig op over mit lillebitte nu. Drømmer mig bare 100 år tilbage til år 1903. Ser mænd knokle med at grave tørv, ikke en bil i nærheden. Lokkes straks videre ud i uendeligheden, til en flok vikinger fra 903. Eller hvad med 903 f.v.t. midt under bronzealderen, hvor pigerne gik rundt med snoreskørter, i Hjortespring som i Egtved, om sommeren ved festlige lejligheder. Eller hvorfor ikke tage det helt store spring, 6.000 år bagud til dengang, skoven stod urørt af bondehænder?
Nu hvor jeg er i gang, og det er blevet snestorm, de åbne vidder så måske ligesådan ud lige efter istiden? Der mangler bare rensdyrene, og deres jægere. Godt den holdt op, istiden! - Hvor højt stod isen egentlig over mit hoved, da det var værst for 70.000 år siden? Og hvordan har stemningen egentlig været, da istiden var undervejs sidst i Eem-mellemistiden for 115.000 år siden. Dér sidder de og skutter sig, i hytten ved søen, de sidste sejlivede neanderthalere i et ukendeligt Hjortespring. "Holder den vinter da aldrig op?" mumler de sammen. Først sidst i maj smelter sneen det år, den svundne slægt havde kun et par regnfulde måneder til at søge sydpå, gennem triste skove af udgående træer, før næste snestorm kom fygende allerede først i september.

Den levende tidsmaskine
Tidens natur er helt uoverskuelig stor. Måske er det derfor, den aldrig er blevet opfundet: Tidsmaskinen. En bruger ville ikke kunne bestemme sig. Og tænk hvis han ville fremad?! Hvordan ser her ud om 100 år, 1.000, 10.000? - Nej, det er mærkeligt med tiden, den er så stor og dog så begrænset til nuet.
Men da jeg er kommet lidt videre og sneen er smeltet, går det pludselig op for mig, at jeg er en levende tidsmaskine. Jeg kan kun køre fremad, i første gear, og kun holde den kørende i en begrænset årrække. Men indenfor denne periode fungerer der 5-6 sanser og en egentlig forbavsende hukommelse på min egen, private tidsmaskine, samt en fantasi der kan danne sig forestillinger om andre naturer og tider. Ja ved nærmere eftertanke er tidsmaskinen så avanceret, at en langt mere rammende benævnelse ville være: Tidsorganisme.
Det er faktisk meget spændende, hvad min tidsorganisme kommer til at opleve på sin videre færd ind i fremtiden. Det har den endda en vis indflydelse på! Alligevel vil der ske masser af uforudsigelige ting, kun et kan den regne helt sikkert med: På et eller andet tidspunkt vil tidens tand have gnavet livstråden over. Hvorefter der beklageligvis er en tidsorganisme færre til at sanse sig frem igennem tiden, naturen og kulturen. Men plads til at andre kan tage over.
Her og nu kan jeg fremkalde sansebilleder fra længst forsvundne dage for årtier siden. Og jeg kan ræsonnere over, hvad der genkaldes, måske opdage nye sammenhænge og blive klogere på både fortid og fremtid. Stille spørgsmål, filosofere og få ideer.
Pludselig føler jeg, at jeg afslører tidens hemmelighed! Tid er jo simpelthen bevægelser - af atomer, luft, vand, kroppe og hele jorden og månen rundt om solen. Derfor må vi følge tidens naturstrøm, vi kan ikke få alle bevægelser til at køre 115.000 år baglæns, ja ikke engang et sekund. Lige så lidt som vi kan komme frem i tiden ved at springe en masse bevægelser over.

Naturen som inspiration, inspiration fra kunsten
Men hele tiden er nutiden ganske nærværende, er den i virkeligheden den aller nærmeste del af naturen? Selv om vi ikke kan røre ved den, se, høre, lugte og smage den, så har vi dog vor tidsfornemmelse, og vore ure. Kulturen hjælper os med at guide os gennem tiden. Og se tilbage i tiden! Tænk hvad den gemmer på af bøger, noder, lydspor og billeder! Kulturen forsøger sig også som tidsmaskine og afdækker med omhu, hvad der rørte sig i fordums tid. Som nu vægmaleriet af det naturlige romerske par, der blev begravet i Pompei af vulkanen Vesuv, men blev udgravet og nu fremtræder så livagtigt på bogens "fotokopi," at man med et føler sig rykket 1.900 år tilbage i tiden. Kunst som tidsmaskine!
For mig at se skal kunsten på en eller anden måde forholde sig til naturen. Gøre den nærværende. Det kan være ved at maleren maler så naturtro som muligt, gerne tilsat egen eller tidens fantasi, som Botticelli gjorde det for snart 600 år siden, da han underskønt og legende skildrede Venus' fødsel. Maleren kan også lege med impressionisme eller surrealisme eller gøre mennesker firkantede, så de måske passer bedre til deres tid. Men finder jeg kun en trekant, en stang eller tilfældige farver har jeg svært ved at forbinde kunstværket med naturen, og jeg tvivler på, at folk om 100 år vil kunne bruge det til noget. Så hellere et fotografi af træet, der med rødderne i sumpen hvælvede sig hen over cykelstien dengang i 2003.