Runding

Projekt Rumino

Omsætning af biomasse til foder og føde

Af Finn Gemynthe

File:Michael Therkildsen - Køer, der bisser.png - Wikimedia Commons

”Skovens biomasseproduktion overgår selv den mest højtydende kornmark.”

(Thomsen, Karsten: Alle tiders urskov. Danmarks vilde skove i fortid og fremtid, p. 52. Nepenthes’ forlag, 1996)

Lytter vi til denne opsigtsvækkende oplysning, kunne det betyde indledning til en helt ny æra. En grøn og bæredygtig fremtid, hvor menneskeheden vender tilbage til naturen og lever og ernærer sig i pagt med vores allesammens grundlag. Som stenalderens jægere og samlere, blot på højteknologisk niveau.

Oplysningen fra Alle tiders urskov fortæller os nemlig, at landbrug kan overflødiggøres, helt eller delvist. Dette bør have vor intense interesse i en tid med klimakaos, forurening, muldsvind, arters uddøen og menneskelig higen efter mere fri natur. For ikke at tale om den katastrofale situation i ulandene, hvor regnskove ryddes og afbrændes til fordel for landbrug med hastigt faldende biomassepro­duk­­tion til følge. Hvad blive følgerne for naturen og klimaet? - Kunne synet på regnskoven ændres fra ”ukrudt” til ”en højtydende have,” ville det være en epokegørende erkendelse.

Også hos os kunne omlægning fra landbrug til skovbrug være en fornuftig strukturændring. En meget stor del af Danmarks landbrugsareal optages nemlig af marker, hvorpå der dyrkes foder til husdyrene. Kunne man i stedet ”fodre med skov,” kunne man også foretage skovrejs­ning på disse vældige områder, til stor gavn for natur & miljø. – Og skovejerne (hvoraf en hel del kunne være bønder, der simpelthen havde valgt at øge deres markers biomasseproduktion!) kunne finde fortræffelig anvendelse for tidligere værdiløse rester som afskær, udtyndingstræ og stormfældede træer.

Jamen producerer skoven da den rigtige biomasse? Er der megen næring i grene og blade? Er ikke største­delen af skovens planteceller indkapslede i ufordøjelige stoffer som cellulose og lignin? – Jovist, men vi ser dog, at sukkerstoffet cellulose kan nedbrydes og omsættes til sunde næringsstoffer, hvilket køerne dagligt demonstre­rer ved at æde sig gennem græs, hø og blade. Mens østershatte også går i lag med det endnu sejere lignin, når de vokser i frodige klynger på træstubbe. Vor viden om, hvordan dyr som drøvtyggere og termitter samt svampe og mikro­organismer bærer sig ad med at omsætte næringsstoffer, der er ufordøjelige for os, er efterhånden meget udbygget, men man kan undre sig over, hvor lidt der gøres for at omsætte teori til miljøvenlig praksis.

Ganske vist, målt pr. kg. er der ikke nær så megen næring i grene og blade som i kornets afskallede kerner; til gengæld er der så meget mere af skovens vældige vækst, at de store mængder mere end opvejer de små kerners næringskoncentration. Beviset herfor er eksistensen af store, hurtigtvoksende planteædere som køer, giraffer og elefanter, for ikke at tale om fortidens giganter som baluchiterium, brontosaurus og bracchiosaurus.   

File:Elephant eating Shea MS5162.JPG - Wikimedia Commons 

Projektidé
Projektets formål er at undersøge mulighederne for at omsætte lignocelluloseholdig biomasse til i første omgang foder. Dyrene, der skal prøvespise de omsatte materialer, kan være henholdsvis drøvtyggere som kvæg og ikke-drøvtyggere som svin, høns, gæs o.lign. Lykkes det at fremstille sundt foder af skovens grene til vore husdyr, vil der være sket et epokegørende forskningsmæssigt gennembrud. Ydermere indebærer gennembruddet kimen til endnu et vildt fremskridt, idet ufordøjelig biomasse er blevet forvandlet til noget, der i princippet også kan anvendes direkte til menneskeføde. Vægten i projektet søges lagt på naturlige omsætnings­metoder ved hjælp af mikroorganismer og svampe, men man kan også benytte sig af midler som enzymer, kogning o.a.

Metoder
I naturen foregår der både aerob (med ilt) og anaerob (uden ilt) omsætning, og det bør undersøges, hvorledes de to metoder virker hver for sig samt evt. i kombination.

Aerob omsætning: Det er en kendt sag, at svampemycelium kan omsætte træ til sunde spisesvampe som østershatte og gransvovlhatte, men det resterende træ kan utvivlsomt også udnyttes som et tilsætningsfoder, også til ikke-drøvtyggere.

I Chile har man tidligere på græsrodsbasis benyttet svampeomsat træ under navnet ”Palo podrido.” I forskellige artikler beskrives resultater og perspektiver, og det beklages, at der ikke er forsket mere i de lovende mulig­heder. - "Palo Podrido" - Decomposed Wood Used as Feed. F. Zadrasil, J. Grinbergs & A. Gonzalez. European J.  Appl. Microbiol. Biotechnol. 15, 167-171 (1982).

Anaerob omsætning praktiseres bl.a. af alle drøvtyggere. Græs, blade og kviste forvandles til bøfkød og mælk i løbet af forbløffende kort tid. Man kender processerne fra levende komaver og laboratorieforsøg, men mærkeligt nok er det yderst sparsomt, hvad man har gjort for at efterligne naturen på dette område. Hvorfor ikke prøve at holde koens mikroorganismer som husdyr? En ”kunstig komave” på størrelse med et mindre mejeri kunne være en målsætning og en forskningsmæssig udfordring.

Træer og grene som foder
Efter omsætning af lignin er materialet renset for det, der besværliggør drøvtyggeres fordøjelse af træ og grene, og det kan da bruges som foder til køer, får, geder, hjorte og andre drøvtyggere.

Omsættes også cellulosen, er det resulterende produkt prin­cipielt for­døjeligt også for ikke drøvtyggere. Det kan da bruges som foder til svin og høns.

Derudover kan man fortsætte forsøgene ved at stile imod at frembringe menneskeføde. Materia­let kan koges eller pasteuriseres, eller det kan steriliseres ved tilførsel af organi­ske syrer, man har udvundet af ”den kunstige komave”. Dernæst kan man fore­tage endnu en behandling ved hjælp af mikroor­ganis­mer. Mange af disse er allerede velkendte "husdyr", andre kan fremelskes netop til dette materiale. Af de kendte kan nævnes Lactobacillus-arterne, som danner mælkesyre ved forgæring af sukkerarter. Efter nedbryd­ningen af cellu­lose og frigørelse af celleindholdet vil der være fremkommet sukkerarter, som til en vis grad kan sam­men­lignes med, hvad der findes i mælk. Ved hjælp af arter som f.eks. Lactobacillus helveticus, Lactobacil­lus bulgaricus, Lactobacillus acidophilus kan man eksperimen­tere sig frem til produkter mindende om ost, yoghurt, A38, ymer, aci­dophilustykmælk, kefir osv. Sukkerarterne kan også forgæres til alkohol gennem tilsætning af gærsvampe af slægten Saccharo­myces.

Det er også muligt, at man kan tilsætte mælkesyre­bakterier eller gærsvampe til et dejlignende produkt, der kan bages til en form for brød. Under alle omstændigheder knytter der sig flere fordele til at udnytte mikroorganis­merne; de kan bedre produktets smag, de kan højne dets næringsværdi og de kan ved hjælp af deres stofskifteprodukter virke kon­serveren­de. Iøvrigt vil det cellulose­nedbrudte materia­le også kunne bruges mere industrielt, idet det ved mikroorganismers hjælp kan vise sig muligt at fremstille antibi­otika, enzymer, vitaminer o.m.a.

Videre perspektiver
”Projekt Biomasse til foder og føde” vil kunne realiseres indenfor rammerne af allerede kendte institutioner og virksomheder. Men projektet kræver så megen nytænkning, at det muligvis kommer hurtigere i gang på basis af en nystartet virksomhed, f.eks. med navnet ”Rumino” (Af latin: Jeg tygger drøv). I hvert fald ved vi, at Danmark før har vist sig som foregangsland indenfor fødevarepro­duktion. I en tid, hvor der satses hårdt på bioteknologi, vil projekt ”Biomasse til foder og føde” kunne give bioteknologien en overraskende miljø- og klimavenlig dimension.      

Hvilke perspektiver, der åbner sig, hvis det lykkes at udvikle en velfungerende ”kunstig komave,” ses beskrevet i min økologiske science-fiction: Den fjerde verden, Gyldendal, 1993. Bagest heri ses også et simpelt diagram over den omtalte ”kunstige komave”.

Flyvemaskinen er et barn af det 20. århundrede; hurtig, dynamisk, forbrugende, forurenende og larmende. Designet er præget af, at fart og tempo betyder langt mere end ressourcer og miljø. Derfor er der stadig en tendens til at overse, at lufttrafik faktisk kunne være en næsten lige så mil­jøvenlig transportform som sejlskibsfart.

Opfindelse (?) af Finn Gemynthe

 "Hvalen filtrerer vandet for krill med sine barder og sin tunge" - Tænk om en "luftens blåhval" kunne filtrere skyernes vanddråber fra til brug på en tørstende jord! - File:Blue-Whale-0009.jpg - Wikimedia Commons 

"Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det" Storm P. / Mark Twain
Tit og efterhånden oftere (tænk blot på sommeren 2018) sukker Jorden og dens beboere forgæves efter regn, mens bugnende skyer hænger ovenover uden at kaste en dråbe af sig. Skypodning med kondensationspartikler er en virksom, men omdiskuteret metode, som foreløbig mest anvendes i lande som USA, Kina og Rusland. Skyerne beskydes med mikropartikler af fx sølviodid fra jorden eller bombarderes fra oven af fly, hvilket får vanddampen til at kondensere på partiklerne og synke mod jorden som regn. Det er dog en dyr og bombastisk løsning og samtidig er det svært at styre, hvor regnen vil falde - og bevise at den ikke ville være faldet alligevel.

En langt fredeligere metode består i at opsætte net, på hvilke havgus og tåge kan kondensere. Det rene ferskvand løber derefter nedad og opsamles og gør nytte i Namibias ørkenområder, på trods af at tågen fordamper op ad dagen. Endvidere er der typisk mere bevægelse i en sky end i langsomt drivende eller stillestående tåge, så det er begrænset, hvor mange af tågens mikrodråber, der kommer i netkontakt. Følgelig bliver udbyttet pr. døgn relativt beskedent; her dog lidt mere om denne upåagtede metode:

”Nettet placeres så vinden typisk vil stryge på langs af nettet, og ved nettets nederste kant placeres en slags ”tagrende”, hvor vandet løber ned. Når tågen kommer, vil den sætte sig på nettet, de små dråber løber sammen til større og falder ned i renden – herfra løber de ved tyngekraftens hjælp ned i en beholder. Er der en passende vind, vil den hjælpe til med at få vandet til at falde af nettet og give plads til mere. Et 40 m2 net kan producere op til 1.000 liter i døgnet, i gennemsnit typisk 200 liter i døgnet – afhængig af placeringen.” (Jesper Søe: Tåge – en utappet kilde til vand - https://globalnyt.dk/tage-en-utappet-kilde-til-vand/ - 30/11-2009)

Billede fra https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0169809502000960

Drømmen om at malke skyerne
Den 26/3-2019 vågnede jeg med en forbløffende klar drøm om en ”skymalkertankvogn”, og jeg skitserede straks min vision – se "forsidebilledet"!

Drømmen udsprang tilsyneladende af den blå luft; men mon ikke ovennævnte ”netmetode” til at indsamle ferskvand har spøgt i min underbevidsthed – jeg havde nemlig læst om den for år tilbage. Desuden har jeg engang med egne øjne observeret, hvordan vanddråber perlede af flyets vinger og vinduer under opstigning gennem skyerne over Kastrup lufthavn. Åbenbart har slige gamle strejf af viden inspireret min drøm til nærværende opfindelse; muligvis under indtryk af sommeren 2018 samt den løbende strøm af forfærdelige tørker rundt om på vor overophedede klode.

I alle fald; det stod klart for mig, at drømmen anviste mig en metode til at malke uvillige skyer for vand, lokalt og uden kemi. Dette at vand kan kondenseres fra tåge måtte også kunne anvendes i Danmark og mange andre steder, blot i skyhøjde. Tåge er jo intet andet end skyer i jordniveau.

Skymalkerballon og vandvogn  
Fra en ”skymalkertankvogn” eller en tilhørende trailer opsendes en skymalker i form af en gasballon i en line, til hvilken er fæstnet en ultralet vandslange af fx nylon. Ballonen er forneden og hele vejen rundt forsynet med en åben rende, ligesom på verdens første ballon, brødrene Montgolfiers, der opsendtes i 1783 og vakte vældig opsigt – og var udstyret med en ”rende” hele vejen rundt forneden. Denne indeholdt dyr og mennesker, men i vor skymalkerballon havner alt det nedløbende vand i samme slags rende for straks at fosse videre nedad gennem et afløb til vandslangen. For at fange et maksimum af dråber skal rendens kant som en ”krave” stritte skråt i vejret hele vejen rundt om ballonen.

Maleriet illustrerer princippet med en åben rende omkring ballonbunden. Renden var stor nok til at rumme mennesker, men tilhørte i modsætning til skymalkerballonen en varmluftsballon. File:Montgolfier brothers flight.jpg – Wikimedia Commons

Ballonen skal naturligvis ikke være en varmluftsballon, da vanddamp ikke kondenseres på varme overflader, men indeholde en gas såsom helium, ammoniak eller brint. Under ballonens opstigning vil gassen udvide sig og afkøles, hvilket vil give kondensationen en flyvende start. Dette fænomen vil man kunne udnytte op igennem skyen, idet trykket og temperaturen som bekendt falder med stigende højde. Som et yderligere supplement kan ballonen ved jorden påfyldes nedkølet gas, dog ikke koldere end at ballonen stadig kan stige til vejrs.

Under fx et sommerhøjtryk dannes der talrige, spredte cumulusskyer. ”Den inversion, som højtrykket danner, ligger typisk mellem 1 og 2 km. oppe… (Theilgaard, Jesper: Det danske vejr. Gyldendal, 2006, p. 193.– altså ikke højere end at vi snildt vil kunne sende en skymalkerballon derop). En anden og mere stationær mulighed er de såkaldte stratus- eller tågeskyer, og de hænger ofte endnu lavere. De dannes typisk ved, at ”jordoverfladen er koldere end luften. Hvis varm luft blæser hen over en kold overflade som det, man kalder varmluftskonvektion, eller hvis jordoverfladen udstråler mere energi, end den modtager, bliver luften afkølet med mulig skydannelse til følge. Denne form for afkøling rækker sjældent højere end 1 km op, hvorfor stratusskyer dannet på den måde ligger under dette niveau”. (Theilgaard, Jesper: Det danske vejr. Gyldendal, 2006, p. 91-92)  Da slige stratusskyer er almindeligt forekommende, også i tørkeperioder, og dækker op til hele himlen med kedsommeligt, regnløst gråvejr til følge, vil de være oplagte mål for skymalkning.

At opsende ballonen i stormvejr vil selvfølgelig være halsløs gerning, men heldigvis modtager vi tit himmelsk hjælp i form af de rolige højtryk, der netop kendetegner tørketider. Selv da kan det blive noget at problem at holde en stor krabat i skyhøjde tøjret fra jorden, men når man under 1. verdenskrig kunne opsende vældige spærreballoner og fastholde dem tøjrede, burde det også kunne lade sig gøre med skymalkerballoner i kraft af vore dages ultrastærke og –lette liner:

File:Barrage Balloon ascends at Camp Davis, N. C. (5756043716).jpg - Wikimedia Commons

I øvrigt har tanken om skymalkning ledt mig videre til andre og nok i praksis mere højtydende skymalkere end balloner, men som forsøgsredskab vil ballonen nok være nemmere og billigere at have med at gøre. Følgelig fortsætter jeg i første omgang med at beskrive skymalkning vha. ballon.              

Størst mulig overflade
Ballonens overflade skal være stor for at bringe den i berøring et maksimum af skyernes myriader af mikrodråber. Eksempelvis kan den være tæt rillet lodret fra top til bund, og måske desuden formet som en stjerneformet karambolfrugt.

File:Carambola Starfruit.jpg - Wikipedia

Det kondenserede vand vil løbe nedad langs rillernes sider og bund samt dryppe ned i ovennævnte krave for at havne i renden omkring ballonens bund og derfra videre nedad gennem slangen. – At skyer selv i det roligste vejr så at sige altid er i bevægelse vil medvirke til at øge kontakten mellem vanddamp og ballon. 

Ballonens yderside skal være gjort af et materiale, der er optimalt til at tiltrække vanddamp. Samtidig skal overfladen være glat, således at det kondenserede vand tynger ballonen mindst muligt. Det indvundne vand skal ufortøvet løbe nedad mod renden, afløbene og vandvognen.

Dråbenet omkring ballonen?
For at skabe en endnu større berøringsflade kan der fra renden omkring bunden udgå opadstigende dråbenet hæftet på lette stivere, langs hvilke vandet kan løbe ned i kanalen. Dråbenettene skal hænge således, fx i V-form, at det indvundne vand fluks løber nedad til stiverne og videre. Nettene kan udgøre en ”paryk” om ballonen med størst mulig overflade, men ”parykken” skal naturligvis være ganske let, og samtidig skal den selvfølgelig nødigt blæses af.

Skymalkerballonen, med eller uden dråbenet, viser sig forhåbentlig at være en flittig malkepige, der er nem og billig i drift.

Nedkøling af ballonen – eller et vedhæng?
Giver det ekstra udbytte at holde ballonen yderligere nedkølet under hele ”skymalkningen”, kan der til linen være tilknyttet to lette gasslanger monteret på ballonen. Gennem den første pumpes kold gas op nedefra til ballonens top, hvorfra gassen siver nedad gennem ballonen. Den anden gasslange er monteret til ballonens bund og aftager den varmere gas, der derpå suges tilbage til ”gaskredsløbet”. Denne anordning styres fra et aggregat tilkoblet vandvognen.

En anden eller supplerende mulighed kunne være at forsyne ballonen med et vedhæng i form af en ”frostbold” anbragt over en tragt. Inspirationen hertil er de frostbokse, man kan købe til at lægge i sin fryser. Benytter man samme princip til en ”bold” eller ”paryk” af tynde slanger med et indhold af kold gas, opnår man dels en stor overflade, dels en langvarig dannelse af smeltende rim, der flyder ned i tragten og videre ned i slangen eller en underhængt vandsæk.  

Vandvognen og tilbehøret
Vandslangen monteres til vandvognen, og skyvandet løber direkte ned i denne. Vognen kan holde parkeret i udkanten af en tørketruet mark, og vandet kan flyde videre ud i slanger til sprinklere, der kan redde høsten. Det ligner en interessant mulighed at anvende landbrugets gyllevogne, som faktisk holder stille en stor del af året, ikke mindst under en sommertørke. Samtidig kan de få sig en tiltrængt gennemskylning.

http://www.oerum-smeden.dk/gyllevogne/

Resten af udstyret; ballon, gasflasker, vandslange og line samt eventuelle gasslanger og gasanlæg kan fremføres af en dertil indrettet lastvogn eller trailer.   

Skymalkning kan vise sig at være et smukt alternativ til tørke eller skypodning. Man ved, hvad man får, og spildet er minimeret. Hele konceptet er billigt, praktisk og transportabelt. Og udstyret behøver ikke at samle støv, når det begynder at regne efter naturmetoden. Gartnerier, vaskerier og bilvaskehaller bruger vand året rundt, og det kan kun være et ekstra plus, at skyvandet er kalkfrit og kan leveres til døren, eller afmalkes på stedet. At erstatte dyrebart grundvand med skyvand ligner god miljøpolitik.

Storstilet skymalkning
Viser skymalkning sig at være en givtig mulighed, kan man forestille sig store, stationære anlæg, hvorfra hele flokke af balloner malker vand til lagring i tanke, bassiner, grusgrave eller søer. For hvis det virkelig skal batte af noget midt i en tørketid, skal der tænkes stort.

Mens jeg tumlede med slige tanker, så jeg med ét, om formiddagen den 12/ 4-2019, en blåhval for mit indre øje. Og jeg mindedes en artikel om, hvordan den kan vokse sig til verdens største dyr bare ved at æde løs af myriader af smådyr såsom krill:

”Når blåhvalen jager, svømmer den hurtigt ind i en krillstime. Her skaber hvalen et undertryk med sine kæber, så vand og krill fosser ind i gabet.

Hvalen svømmer med høj fart ind i en krillformation.

Munden, som har op til fem meter lange kæber, åbnes lynhurtigt og skaber et undertryk i vandet.

Omkring 80 m3 krillholdigt vand fosser ind i gabet, der kan udvides som en elastisk sæk.

Når munden er fyldt, lukkes underkæben igen med høj fart.

Hvalen filtrerer vandet for krill med sine barder og sin tunge.” (https://illvid.dk/dyr/havdyr/hvaler/blaahval-hvordan-kan-blaahvaler-leve-af-krill - se forsidebilledet)

Mange bække små gør en stor å - og på den vis kan blåhvalen gro sig så uhyre stor og stærk. Derpå så jeg et luftskib, himlens blåhval, pløje sig igennem en sky, mens det benyttede en lignende metode – bortset fra at det ikke behøver spilde tid med at ”lukke munden”.

Skymalkerluftskib
Under bugen bærer luftskibet en i forenden og bagenden åben letvægtsbeholder, i hvilken lag på lag af dråbenet gør det ud for hvalens barder. Nettene opfanger myriader af skydråber, der kondenseres på deres overflade. Evt. kan udbyttet øges ved at dråbenet eller beholder holdes let nedkølet. Propeller agters i beholderen skaber et vedvarende undertryk, der indsuger sky forfra og samtidig giver luftskibet en tilpas sagte fremdrift igennem skyen.        

Det skymalkede vand skal selvfølgelig hurtigst muligt bringes ned til den tørstende jord, og det kan ske på 3 måder:

1. Beholderens bund er ét stort brusehoved. Hvert brusehul er af en størrelse, der skaber store dråber for at minimere fordampning undervejs mod jorden. Alligevel må man påregne et anseligt spild i form af fordampning, ikke mindst i en tørketid, så de efterfølgende 2 indirekte metoder er nok at foretrække:
2. Det skymalkede vand opbevares i første omgang under luftskibet. Enten ved at det drypper ned i beholderens bund, eller ved at det, fx gennem en spalte i bunden, flyder ned i en særskilt letvægtstank. I begge tilfælde findes der en bundbruser ligesom ovenstående, bortset fra at der kan slukkes for brusningen, fx ved at en let plade dækker bunden. Når pladen skydes en tak sideværts, kan det regne fra luftskibet, og det kan ske i lav højde, hvor man meget præcist kan dosere ”regnen” nøjagtigt over målet, fx en mark, en skov eller en brand.
3. Eller luftskibet tømmer sin vandlast gennem vandslanger ved jorden. Fx over i gyllevogne, bassiner eller sågar dertil indrettede vandtårne.  På denne vis begrænset spildet til nær 0.

Hvad der yderligere taler til fordel for metode 2 og 3 er en funktionel ligevægtsfaktor i processen. Luftskibes løfteevne er legendarisk, men vand er tungt, og efterhånden som skymalkerluftskibet får fuld vandtank, tynges det mod jorden, indtil det når ned, hvor man kan få glæde af dets dyrebare last. Lettet for sin byrde kan luftskibet derpå foretage en hurtig opstigning til endnu en skymalkning. 

Økofly til skymalkning
Mens jeg i min fantasi baksede med visionen om skymalkerluftskibe, kom jeg i tanker om en af mine gamle kæpheste, som har sin helt egen artikel ovenfor: Økoflyet! Luftskib og fly i ét! En stor del af økoflyets krop er fyldt med helium, eller med varm, atmosfærisk luft, der opvarmes af motorernes spildvarme. Ja, er oversiden mørk eller gennemsigtig, kan også solens stråler bidrage. – Og pludselig faldt det mig ind, at min egen opfindelse, økoflyet, der foreløbig kun findes på papiret, måske ville kunne skymalke endnu bedre.

Økoflyets form giver i sig selv samme opdrift som flyets vinger i kraft af aerodynamik, også kendt som Bernouilles princip. Men da økoflyet er udformet som én stor vinge, er opdriften under fart væsentligt forhøjet, hvilket man efterhånden har fået øjnene op for, fx i form af bombeflyet Den Flyvende Vinge - Northrop B-2, der kan bære 180 tons. Altså muliggør denne udformning en vældig lasteevne; men min tanke med økoflyet var nu, at det udelukkende skulle bruges civilt, til gods eller passagerer. Og i kraft af økoflyets yderst aerodynamiske udformning samt dets indhold af helium eller varmluft vil det kunne flyve langsomt og dermed spare masser af brændstof.

Langsomhed har dog næppe virket befordrende for økofly-tanken. Endnu hænger vi fast i, at fart og tempo prioriteres højere end miljøhensyn, og når man nu kan komme så lynhurtigt af sted med gængse fly, er det forståeligt, at det stadig er dem, der vinder kapløbet.

Men til skymalkning kan økoflyet vise sig at være uovertruffent! Dets brede profil kan stille og roligt gnaske sig igennem skyerne, hvis dråber kan afmalkes og opbevares på samme vis som under luftskibet. Og ”indsugningskanalerne” kan indeholde dråbenet, hvorfra de utallige dråber flyder ned i en fladbundet tank under bugen. Fremdriften besørges af små propeller siddende agters, bag dråbenettene, i skymalkerbeholderne. Propellerne skal næppe snurre ret hurtigt, da dråberne skal have tid til at fæstne sig til nettene, så støjgener på jorden må blive minimale – hvad de i øvrigt også er, når et luftskib kommer brummende.

I forhold til luftskibe vil økofly være lettere at bakse med. I luften vil de trives fint i modvind, og på jorden vil de ikke tage nær så megen plads op. Ja, man kunne forestille sig en høj hangar eller lade, hvor der står økofly i flere etager. Hvortil kommer, at økofly kan benytte alm. flyvepladser til start og landing, og at de vil kunne komme i luften med ganske kort tilløb.           

De første spændende forsøg
Skymalkning må selvfølgelig komme an på mange prøver. Desuden vil det kræve en hel del forskning at udvikle små forsøgsluftskibe eller -økofly, begge dele med dråbenet og vandbeholder under bugen.

Hvad angår ballonmetoden, vil der nok være store udfordringer, både hvad angår vindens træk, hvor store vandmængder der i praksis kan malkes af skyerne, og om projektet kan gøres rentabelt. Med i regnestykket må man huske at medregne de indtægter, der kommer fra taknemmelige brugere, som under tørke og vandingsforbud kan få vandet deres marker, gartnerier, skove og haver.

De forsøgsmæssige udfordringer vil dog nok være overkommelige og ikke specielt omkostningstunge, da man kan benytte sig af eksisterende tankvogne, slanger og liner. Eksempelvis kan 800 m. dragesnor fås for 73 kr. Til de allerførste forsøg kan man nøjes med at anvende en billig, brintfyldt vejrballon, der holdes i snor fra jorden:

File:Filling Hydrogen Balloon.JPG – Wikimedia Commons

Op og ned i en cyklus
Ved ballonens bund fæstnes der som tidligere nævnt en let opsamlingsrende med høj kant eller krave for at opfange nedfaldende dråber. Og for at undgå komplikationer med tilkobling af vandslange, kan vandet fra renden / kraven simpelthen løbe ned i to poser i tilslutning til afløbene. Der vil da ske det interessante, at ballonen vil dale til jorden igen i takt med, at det indsamlede vand tynger den ned. Da vil det blive spændende at registrere de indsamlede vandmængder, tidsforbruget og hvilke skyhøjder, der giver bedst udbytte.

Når ballonen sendes til vejrs igen, vil dens gasindhold udvide sig efterhånden som tætheden falder, hvilket medfører en afkøling, der fremmer kondensationen på dens yderside oppe i skyerne. På denne simple vis vil man kunne lære meget om hele skymalkningsprocessen – og sæt nu det er første gang i historien, at et sådant forsøg udspiller sig!

For at øge ballonens areal kan næste skridt blive at forsyne den med lodretgående flapper eller riller. Dermed vil det kunne beregnes, hvilket ekstra udbytte der bliver resultatet af denne arealudvidelse. Endvidere kan man eksperimentere med forskellige materialetyper eller belægninger. Målet er at opnå bedst mulig ”dråbetiltrækningskraft” og samtidig en glathed, der får dråberne til at flyde nedad.

Vandslange eller vandsække
Næste forsøgsfase bliver nok at tilkoble vandslangen. Denne skal ifølge sagens natur være længst og lettest mulig og kunne rulles ud og ind på en slangeopruller, og da man nok aldrig har haft behov for at producere en vandslange udfra et sådant koncept, må den sandsynligvis udvikles fra grunden af. Med det store udvalg af lette, slidstærke materialer, såsom i nylonregntøj, kan der forhåbentlig kreeres en tilstrækkeligt let vandslange, der kan nå skyerne.  

Giver forsøgene tilfredsstillende udbytte, kan man imidlertid vurdere, om vandslangen er nødvendig, eller om en tilstrækkelig stor ballon vil kunne dale ned med så rigelig en vandbeholdning, at den, straks efter aftapning vil kunne sendes til vejrs igen efter en ny forsyning. Kan ballonen synke ned med vandsække indeholdende fx 100 liter malket på fx 45 minutter, vil aftapning til vandvognen efterfulgt af ny, hurtig opstigning til skyhøjde sikkert kunne overstås på et kvarter. Er ballonen på denne vis i sving i 10 timer, bliver udbyttet, alt andet lige, 1000 liter.    

Droneballoner, luftskibe eller –økofly
Ved hjælp droneteknologi vil man kunne undgå alle tøjringsproblemer. Droneballoner vil kunne sendes op og efter malkning ned til modtagerne med deres last. Endvidere kan både forsøg og drift med luftskibe eller økofly få stor hjælp af droneteknologien, og ved hjælp af fjernstyring vil disse nyskabende droner kunne styres igennem skyer, hvorefter de dirigeres ned til aftapning og registreringer.

I drift    
Når det kommer til fuldskalaudførelsen, vil det dyreste nok være den til formålet skræddersyede ballon, men når man kunne allerede i 1783, skulle det vel ikke være umuligt her i 2022. Sandsynligvis vil en høj, slank, karambolformet ballon give det bedste udbytte. En anden mulig form kunne dog være nedenstående, men den må i så fald forsynes med en eller flere ”kraver”, som kan opsamle spildet fra de nedadskrånende flader.      

File: NASA_Super_Pressure_Balloon_Begins_Globetrotting_Journey_(26978370252) – Wikimedia Commons.

Men indrømmet; der skal høstes meget vand, før investeringerne til store, driftssikre balloner, luftskibe, økofly eller droner har tjent sig hjem. Kunne man forestille sig en skymalknings-billigudgave? Lad os lige vende tilbage til indledningens namibiske net, der malker ferskvand ud af ørkenens morgentåge!   

Højtflyvende net
Løftes et kondensationsnet op i skyhøjde, vil det ganske som i de namibiske morgentåger kunne malke vand ud af skyerne, og dette vand kan ”downloades” til den tørstende jord som ovenfor nævnt, enten via en letvægtsslange eller ved at nettet tynges nedad, efterhånden som en vandsæk eller beholder fyldes op.

Men hvordan kommer nettet så højt op at flyve, hvis ikke det løftes af en ballon?

Skydragen
Løftekraften kunne fx være ”drageprincippet”, hvor en ultralet ramme holder nettet udspilet, og hvor denne skydrage med liner fastholdes på jorden og af vindkraft hæves til skyhøjde.

File:Kite at Morecambe Kite Festival.jpg

Men hvorfor ikke kombinere skydragen med ballonprincippet: Nettet og dragen bæres af en med brint eller helium udspilet ramme, der yder løftekraft som en gasballon – blot i en helt ny og uprøvet form. 

I begge tilfælde kan man benytte sig af de nye, ultralette materialer. Med et eksempel fra rumfarten så var solsejlet IKAROS, som Japan opsendte i 2010, ”konstrueret af 0.0075 mm tyk polyamid, der vejede så lidt som 10 g. pr. kvadratmeter.” (Illustreret Videnskab, 8/2019 p. 44)   

Og de myriader af dråber, der kondenseres på nettet, vil ligesom i Namibia kunne opsamles af ”tagrender” og fra disse flyde ned i en vandsæk eller beholder. Eller gennem en slange løbe ned i en ”tankvogn” som i min drøm.

Skydragen som skymalker og regnmager
Er skydragen tilstrækkelig høj, fx 100 meter, vil den, foruden at kondensere skyvand, kunne fungere som en veritabel regnmager takket være fænomenet stigningsregn. Det har enorm effekt, når skyer stiger til vejrs, afkøles og afgiver regn. I Himalaya, Norge og Alperne falder der kolossale nedbørsmængder, fordi bjergsiderne tvinger skyerne til vejrs; men også i ”flade” Danmark mærker man tydeligt effekten. Den kaldes også bakkeeffekten: ”Hvis vi ser på en bakke i et ellers fladt landskab, vil den luft, som rammer bakken, blive tvunget til vejrs. Det skaber en afkøling af luften, og hvis bakken er høj nok, kan afkøling medføre fortætning med skydannelse til følge. Som det ses i de kommende afsnit om det regionale vejr, vil en sådan løftning desuden medføre en øget mængde nedbør”. (Theilgaard, Jesper: Det danske vejr. Gyldendal, 2006, p. 23.)   

Selv på lille Bornholm er forskellen mellem de lavtliggende og højtliggende egne slående, hvilket fremgår af en almindelig turistbrochure: I havnebyen Rønne falder der kun 539 mm årligt, mens der i Almindingen med en højde over havet på 100-150 meter over havet falder hele 712 mm.

Der skal altså ikke meget til for at gøre en stor forskel, her gælder det Jylland: ”Når skyer f.eks. kommer ind fra Vesterhavet og rammer Jylland, vil klitter, bakker, træer o.s.v. presse skyerne opad, hvor luften er koldere. Skyerne kan nu ikke indeholde så meget vand som før, og den overskydende vandmængde falder til jorden som regn.” (http://www.mitrejsevejr.dk/vejrleksikon/regn.php)

Holdes en gasløftet skydrage i en vinkel, der tvinger skyerne opad og over den øverste kant, vil man måske både kunne malke dråber ud af skyerne og frembringe stigningsregn. Det fordrer at netmaskerne er så små, at en stor del af skyvinden tvinges opad. Hvis nettet kan konstrueres af et semipermeabelt materiale, således at luftens molekyler kan passere, mens vandmolekylerne tilbageholdes og enten kondenseres eller stiger til vejrs, vil det samtidig mindske vindpresset på skydragen. 

Selvfølgelig skal skydragen være af anselig størrelse, før det batter af noget, men med en ultralet konstruktion, der kan sammenfoldes efter brug, kan man forestille sig en hel række af ”fodboldbanestore” skydrager stige til vejrs op imod skyer, der ellers ikke ville kaste en dråbe af sig. Og linerne til jorden, de vil måske ad åre kunne erstattes af mikropropeller og dronestyring.

Skymalkning som forskningsprojekt
Under alle omstændigheder kan projekt skymalkning blive et spændende og opmærksomhedsskabende forskningsprojekt, der sætter fokus på vort dyrebare ferskvand og hele dets kredsløb. Forsknings­institutioner såsom DMI, DTU og skoler kan blive engagerede medspillere. Danmark har ingen tradition for produktion af store luftfartøjer, hvorimod vores landbrugstradition er et bærende element. Desuden satser vi på innovation og udvikling af nye produkter, og det kan blive et helt nyt marked, der åbner sig i forbindelse med projekt skymalkning. Og for mig ville det være en opfyldt ønskedrøm at komme op og flyve i et økofly, gerne et danskproduceret til formålet skymalkning!   

I det store perspektiv
Aftagerne til skymalket vand eller drageskabt stigningsregn kan være mangeartede; fra landmænd, gartnerier og skovejere over private virksomheder med sans for et grønt image til havejere eller grundejerforeninger, der med fornøjelse vil høste skyvand i det små og glæde sig over at kunne vande deres dyrebare vækster med god samvittighed. Forhåbentlig vil skymalkning kunne betale sig i Danmark i kraft af indtægter fra en bred vifte af brugere, som under tørke og vandingsforbud kan få vandet deres marker, gartnerier, skove og haver, plus de øvrige som kan værdsætte kalkfrit vand året rundt. 

Man skulle umiddelbart tro, at landbrugets og skovbrugets organisationer burde være motiverede til at støtte forsøget. Ja, skymalkning kunne ligefrem blive en samfundsopgave i takt med, at vort klima går mod subtropisk med lange, hede, tørre somre. Tørkesommeren 2018 kostede bønderne og samfundet milliarder, og staten var nødt til at punge ud med 400 millioner, hvilket dog forslog som en skrædder i helvede. (http://nyheder.tv2.dk/samfund/2018-08-08-torkeramte-landmaend-taber-milliarder + https://landbrugsavisen.dk/s%C3%A5-er-t%C3%B8rkepakken-her-bliver-kun-en-miniudgave ). Så kanske det ikke bliver så vanskeligt endda at hente støttekroner til såvel de første spæde forsøg samt videreudvikling og perfektionering af projekt skymalkning.

Gartneri i Victoria, Australien. Et sådant sted kunne det en oplagt mulighed at opsætte skymalkere på bjergene, hvorfra vandet kan ledes ned over de tørstige marker. File:Bacchus Marsh Werribee Vale Road 001.JPG - Wikimedia Commons

Mange lande døjer imidlertid med langt værre og hyppigere tørker end vore. I Sahara er skyer nok for sjældne til, at der er noget at stille op, men i Middelhavsområdet, Californien og Australien må man tit spejde forgæves op til skyer, der ikke kaster en dråbe af sig. Og i mange ulande i Mellemøsten, Afrika og Asien er vandmangel et så uhyre problem, at selv beskedne skymalkninger vil blive taget imod med kyshånd. For nylig var det et hjerteskærende indslag i nyhederne, hvor der berettedes om en sydafrikansk bonde i et område uden regn i 5 år. Hans brønde kunne snart ikke levere mere vand til hans køer. Ovenover det trøstesløse sceneri hang et tæppe af stratusskyer. - Ergo skulle man tro, at både eksportvirksomheder og ulandsorganisationer måtte være interesserede i projekt skymalkning.  

Thi lykkes det at malke vand ud af skyerne, kan dette dyrebare vand afhjælpe mange nødsituationer og komme som sendt fra himlen.         

Lidt yderligere litteratur om emnet   

https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0169809502000960

https://vandetsvej.dk/hvad-vejer-en-sky

https://ing.dk/artikel/vejr-ingenioerer-skal-producere-60-milliarder-kubikmeter-regn-aarligt-186067

https://da.wikipedia.org/wiki/Sky_(meteorologi)

http://www.wetlaboratory.com/cloud-seeding-milking-more-moisture-out-of-clouds-for-northern-nevada/

https://globalnyt.dk/content/tage-en-utappet-kilde-til-vand

https://s3.amazonaws.com/academia.edu.documents/46700358/Exploring_fog_as_a_supplementary_water_s20160622-9736-106n24o.pdf?AWSAccessKeyId=AKIAIWOWYYGZ

https://inhabitat.com/httpinhabitat-comwp-adminpost-phppost519497actioneditmessage1/

Theilgaard, Jesper: Det danske vejr. Gyldendal, 2006.

Illustrationen Økofly på farten er malet af John Fords­mann

Af Finn Gemynthe med bidrag fra Thomas Krag

Et stående problem for mange bølgekraftanlæg er de vældige kræfter, der forsøges tæmmet. Dette gør kravene til "forankring" vanskelige at opfylde, og man er nødt til at overdimensionere og kreere helt ny teknologi aht. "100-årsbølgen." Altså er det både økonomisk og teknisk en yderst krævende opgave at gøre bølgekraften bæredygtig.

EnergiGalejen slår imidlertid flere fluer med eet smæk:

• Skibet er i den grad en gennemprøvet konstruktion
• Konstruktionen og forankring behøver ingen overdimensionering, da EnergiGalejen simpelthen kan lægges bi i hårdt vejr
• Energiproduktionen kan endda fortsætte uden forankring
• Der vil være gode pladsforhold indenbords, både til mekanik og bemanding
• Teknikken bag energiproduktionen kan implementeres på mange forskellige måder og niveauer. Fra robådsformat til flere hundrede meter lange skibe
• EnergiGalejen er mobil og kan flyttes efter behov: Hen hvor søgangen pt. er højest, i ly for orkan eller i havn og dok ved reparationer
• En kæde af EnergiGalejer kan agere kystsikring
• EnergiGalejen benytter sig af kendt teknologi og kan bygges på eksisterende skibsværfter. I princippet kan en gammel fragtbåd bruges som test-fartøj - og udtjente skibe kan få nyt liv som miljøvenlige elværker

 
Foto: Thomas Krag

Fotografiet viser EnergiGalejen i form af en såre simpel prototype, EG-1. Den blev konstrueret i 2000 - 2001 af Thomas Krag og undertegnede på et lille maskinværksted. Den 26. august 2001 blev den afprøvet og testet under opsyn af Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi, hvor der findes et ”test-site” i Nissum Bredning. Der foreligger en bølgekraftrapport ved navn ”Energigalej,” skrevet af Søren Ellemann i oktober 2001. EG-1 er udstillet på Nordvestjysk Folkecenter for Vedvarende Energi. 

For nemheds skyld nøjedes vi med at udstyre EG-1 med en enkelt ponton, der anbragtes agters. Langtfra den optimale fremgangsmåde, og dog demonstrerede EG-1 klart og tydeligt, at princippet fungerer. Bløde dønninger var nok til at få dynamolygten i mastetoppen til at lyse. 

Dønningerne fik pontonen og båden til at bevæge sig i forhold til hinanden. Pontonen var via en vippearm forbundet med et kædetræk, der aktiverede en navdynamo. Begge dele hentet direkte fra cyklernes verden. Selv småbølger fik kæden til at køre frem og tilbage forbi navdynamoen, hvorved der fremkom en elektrisk strøm, som fik cykellygten i mastetoppen til at lyse. 

Hvad kunne det ikke blive til, hvis en rigtig stor EnergiGalej med 100 vældige pontoner lå og vuggede ude i Vesterhavet? For ikke at tale om en stribe af EG’ere udfor en kystlinie, som trængte til at bølgebeskyttelse?

File:Santorini Landsat.jpg - Wikimedia Commons

Afsaltning gennem
undertrykskogning

Her min allerførste opfindelse, for hvilken jeg vandt en kemibog og et diplom i Philips konkurrence for unge opfindere. Den var skrevet med kuglepen og skitseret med tuschpen - og princippet er så enkelt, at et diagram næppe er nødvendigt. Dengang fik jeg idéen ved at læse følgende i min lille fysikbog:     

Det er en kendt sag, at jo lavere tryk, desto hurtigere koger vand. På Mont Blanc, f. eks., koger vand allerede ved ca. 80 C. 

På basis af denne viden burde man kunne afsalte havvand i stor stil. Hvor havvand er varmt, er der mange steder vandmangel på land. Undertryksafsaltningsanlæg kunne vise sig at være sagen på de græske øer, såsom Santorini, såvel som langs kysterne af Afrika, Arabien, Indien, Chile, Californien og Australien. Samtidig findes der mange steder havnære bjerge, og det vil man kunne udnytte til at høste energi til at drive processen.  

Ganske vist kender man adskillige andre metoder til afsaltning af havvand, men typisk er de både dyre og energikrævende. Derfor har verden hidtil kun set relativt små, omkostningstunge og uøkologiske anlæg, der tilmed tit har for lav kapacitet til at imødekomme behovet.  

I det følgende skitserer jeg nogle simple principper for et undertryksafsaltningsanlæg beliggende mellem en kyst og et bjerg: 

• Havvand ledes ind til anlægget gennem rør, der er gennemsigtige foroven og sorte i bunden, således at vandet forvarmes en smule.
• Rørene udmunder i et kogekammer, ligeledes gennemsigtigt for oven og sort i bunden for at opsuge mest mulig solvarme. I kogekammeret holdes trykket så lavt at vandet koger. Derved udskilles havvandets salte. 
• Vanddampen stiger til vejrs og strømmer ud af kammeret gennem et rør i loftet. 
• Røret fører op til en nærliggende bjerg- eller bakketop. Her suges dampen på skift ind af ens pumper (fx A, B, C, D, E, F og G), der i princippet fungerer som omvendte cykelpumper.
• Så længe stemplet trækkes tilbage, suges der damp ind, hvilket er med til at bibeholde undertrykket i systemet. - Lad os følge forretningsgangen i pumpe A:  
• Når stemplet er trukket fuldt ud, lukkes der for tilgangen til resten af systemet.
• Vanddampen ledes ud i en anden beholder, der holdes kold, fx ved at være indbygget i bjerget og omgivet af trækkanaler. Derved fortættes dampen ved et minimalt energiforbrug. 
• Imens trykkes stemplet i A i bund, og pumpen er klar til en ny indsugning af vanddamp.
• I forskudt rækkefølge gentages samme procedure i de øvrige pumper, således at der hele tiden er tilstrækkelig kapacitet til at opretholde undertrykket i systemet ned til kogekammeret. 
• Det afsaltede vand ledes fra fortætningsbeholderne ned ad bjerget gennem et rørsystem, der undervejs passerer en kraftværksstation. Det strømmende vand holder gang i turbiner, der producerer elektricitet. På denne måde bliver systemet i nogen grad selvsupplerende med energi. Om den producerede strøm fuldt ud kan dække pumpernes behov er måske tvivlsomt, men behovet for yderligere energitilførsel kan formentlig holdes på et så lavt niveau, at afsaltningsanlægget kan klare sig med små driftsudgifter. Beliggenheden på bjergtoppen vil være gunstig for vindmøller og/eller solfangere. Således kan afsaltningsanlægget drives 100% af vedvarende energikilder. 
• Det tørre lavland vil tage begærligt imod det afsaltede ferskvand. Faktisk er overrisling med flodvand af flere grunde problematisk, bl.a. indeholder flodvand tit en smule salt, der langsomt akkumuleres. Vandet fra afsaltningsanlægget er derimod 100% saltfrit og kan endda bruges til at udvaske salt fra områder, der er ufrugtbare grundet for høj saltholdighed.
• Skulle der omvendt komme til at mangle salt, vil det være en enkel sag at tilsætte passende små doseringer af de mængder, der udvindes i kogekammeret. Denne lage kaldes brine og er problematisk at lede tilbage i havet.
• I stedet bør den ledes ned i en gold lavning og danne er sø a la Det Døde Hav. Leder man også havvand ned i denne saltsø, vil man skabe et spændende, omend goldt område. Men den store fordampning herfra vil øge luftens fugtighed og dermed bidrage til at forbedre chancerne for dug, skyer og regn  

Viser de første pilotanlæg sig at fungere tilfredsstillende, kan det første rigtig store undertryksafsaltningsanlæg tænkes at blive anlagt i Californien og forsyne Los Angeles med drikkevand og landbruget med overrislingsvand. Endnu større perspektiver ligger der i at få de internationale hjælpeorganisationer til at gå ind i et storstilet program for etablering af undertryksafsaltningsanlæg rundt om i verden. På denne måde kan man højne levevilkårene i mange u-lande og mindske presset på ferskvandsressourcerne. 

Ja, man kunne gøre det til en mærkesag for FN at gå til modangreb mod ørkendannelsen. De gamle ægyptere forvandlede med små og primitive midler Nilområdet til en frugtbar have. De teknologiske landvindinger siden da er så store, at vor tids verdenssamfund burde kunne give sig i kast med at gøre Sahara grøn påny. 
Til en begyndelse kan vandledningerne gå til wadierne, der er udtørrede flodlejer, og til de udtørrede søer. Langs bredderne kan folk bosætte sig. De kan udsætte fisk, plante træer og dyrke den nærliggende jord. Og som der bliver flere og flere vådområder, vil den onde klimacirkel blive brudt. Det begynder atter at regne, og de grønne områder breder sig. 

Men det skal ikke nødvendigvis blive således, at hele Sahara opdyrkes. Vidtstrakte områder må gerne ligge hen som savanner fulde af antiloper, bøfler, løver, giraffer og elefanter. Sådan en fauna trivedes der for 7000 år siden, da Saharas klippemalerier skabtes. Der var bøffer nok, både til løverne og menneskene. - Men uden vand kan intet leve. 

Der kan være endnu en grund til at iværksætte en verdensomspændende afsaltningskampagne: Drivhuseffekten! Havene stiger, når isen ved polerne smelter. Men Sahara og andre ørkener er som tørre svampe og vil muligvis kunne opsuge så store vandmængder, at vi nogenlunde kan holde trit med havstigningen. 

Så lad os dog give afsaltning og overrisling en høj prioritet. Hvad enten det sker ved hjælp af undertryksafsaltningsanlæg eller andre metoder. Så længe det foregår ved hjælp af vedvarende energikilder, kan jeg ikke se andet end fordele ved at forvandle gold jord til grøn jord.

File:Olsen-banden - Den røde kuffert med autografer.jpg - Wikimedia Commons

Solkuffert 
Den gode, gamle kuffert en såre praktisk indretning. Sikken masse man kan lagre og transportere på et minimum af plads! Ikke sært at den har inspireret Olsen Banden samt rejsekongen H. C. Andersen til eventyret Den Flyvende Kuffert

Men kunne kuffertens praktiske design ikke også bruges til at opsamle og lagre vedvarende solenergi. Enten i form af solopvarmet vand, eller i form af solcellegenereret strøm.

Når man slår sin solkuffert op, kan både bund og låg gøre lige god fyldest som sollysopsamlere, og på denne måde fordobler man arealet. Samtidig kan man let og elegant transportere sit lille solanlæg omkring, hvor man har brug for det. Fx fra huset til sommerhuset, kolonihaven eller båden. Til solkufferten hører der et indstilleligt stativ, på hvilket solkufferten kan ligge og drejes i de retninger og vinkler, der er mest optimale i forhold til solindstrålingen.Stativet kan udformes på mange måder, lige fra et simpelt, staffeliagtigt stativ til en "solvogn" på hjul og med glidende justeringsmuligheder, således at kufferten kan drejes i den bedste vinkel mod solen.     

Solkuffertvarme
Både kuffertens låg og bund fyldes med vand, i alt f.eks. 50 liter. Opvarmningen af vandet sker på traditionel vis ved, at solen opheder i den opslåede kuffert. 

Vandpåfyldning og aftapning kan ske vha. en vandslange med simple fittings. Placeres solkufferten højt, kan brugsvandet aftappes vha. tyngdekraften. Ellers må man bruge en pumpe til at bringe vandet hen, hvor man ønsker det.

Fordele: Billig og ukompliceret teknologi. Nem transport, oplagring, påfyldning og aftapning. Sjovt og miljøvenligt "legetøj" for "farmand." 
Anvendelse: Brugsvand til opvask og badning, også fx til børnebassiner eller badekar. Eller som radiator til kolde aftener & nætter. Er den på hjul kan den køres ind, hvor man har brug for varmen - ellers må farmand træde til som stærk mand. Når kufferten åbnes i en position, (2-3 kroge/bærestænger kan holde kufferten åben i en selvvalgt position) kan varmen stille og roligt diffundere ud i rummet.
Brugssteder: Gårde, villaer, sommerhuse, kolonihavehuse, altaner og både. Virksomheder med miljøvenlig profil. Skoler. Solvarmeproducenter eller -leverandører, som en transportabel demonstrationsmodel. I ulande, hvor solkufferten kan bruges til (op)vask og badning. I polaregne, hvor man om sommeren har solskin næsten døgnet rundt, og hvor solkuffert & solvogn kan drejes i de ønskede retninger, evt. vha. en drejeskive og elektronik.

Solcellekuffert
Samme kuffertprincip, men kuffertens bund og låg er beklædt med solceller. Kufferten kan blive smal, let og præsentabel. Et tilhørende stativ er knap så nødvendigt, men kan selvfølgelig gøre god fyldest. 
Anvendelse: El til belysning & apparater. Evt. med supplerende udstyr såsom akkumulator/batteri, således at der også er strøm om natten. Kan i princippet også bruges, selv om man har velfungerende elforsyning; f.eks. ved at man opretter sit eget ledningsnet direkte til lamper, bærbar PC el. lign. 
Brugssteder: De samme som ovenfor nævnt.

Småt er godt; små vindmøller snurrer også rundt 

Hvis jeg var lidt handy, havde jeg for længst ombygget en lille bordpropel, så den i stedet for at forbruge strøm selv lavede strøm. Og når den efterhånden var optimeret, så den snurrede lystigt og lavede al den strøm, man kan håbe at få ud af så lille et vingefang, kunne jeg opsætte 10 af slagsen rundt om i haven eller på tagryggen. Småt er smukt, også på hustage. Når man må have vejrhaner deroppe, kan ingen vel heller gø ad mikrovindmøller.

Fordele: Mange bække små, gør en stor å. Et tilstrækkeligt antal mikrovindmøller må kunne producere lige så megen strøm som en stor. Og deres økonomi kunne være beskeden og fornuftig. 
 
Anvendelse: El til belysning & apparater. Evt. med supplerende udstyr såsom akkumulator/batteri, således at der også er strøm om natten. Kan i princippet også bruges, selv om man har velfungerende elforsyning; enten ved at man opretter eget ledningsnet direkte til lamper, bærbar PC el. lign., eller ved at inputtet fra mikrovindmøllerne tilføres elnettet direkte og får elmåleren til at snurre ganske langsomt eller sågar baglæns; på samme måde som store vindmøller sparer deres ejere for mange udgifter eller ligefrem tjener penge til huse. Det skulle ikke undre mig, om 10 vindmøller på taget kunne dække en almindelig, sparsommelig families forbrug. 
 
Brugssteder: Gårde, villaer, sommerhuse, kolonihavehuse, altaner og både. Virksomheder med miljøvenlig profil. Skoler. I kombination med solvarme eller solceller. Som transportabel demonstrations- eller reklamemodel for leverandører af vedvarende energianlæg. I ulande, hvor der er langt til nærmeste strømkilde.

Redningsvinger i højhuse
89 år efter Titanic oplevede verden en anden katastrofe, hvor mange menneskeliv kunne have været sparet, om man havde haft nok sikkerhedsudstyr "om bord." - Jeg undrer mig såmænd også selv over, at jeg havde hørt om filmen "Det tårnhøje helvede" uden at fæstne mig ved risikoen. 

Så hvorfor findes der ikke i alle højhuse et stort antal "redningsvinger?" Disse kan til daglig ligge sammenpakkede i "rygsække" i skabe tæt ved vinduerne. Ved brand el. lign. kan flygtende iføre sig en sådan rygsæk, hvorfra et vingepar kan folde sig ud og strække sig hen over ryggen. Brugeren stikker hænderne igennem manchetter lidt ud af vingerne, der kan bæres nedhængende og sammenfoldede indtil udspring. Ved udspredning af armene og vindtrykkets påvirkning vil vingerne folde sig ud i fuld længde og bredde.
 
Princippet er som ved hang-gliding, med de tilføjelser, som fordres mht. sammenpakning, pladshensyn og nem betjening af uøvede. Redningsvingernes størrelse kan desuden være lidt mindre, da det jo ikke drejer sig om at svæve, men om at komme ned i levende live.

File:Legoland Windsor - Hand Gliding (2835032193).jpg - Wikimedia Commons

De fleste af mine opfindelser har desværre ikke formået at foretage det store, vanskelige spring fra fantasi til virkelighed. Men det lykkedes trods alt med døp! Engang i 1982 studsede jeg over, at min fætter sorterede madaffald fra i en papkasse, og da så jeg pludselig for mig et dobbelt affaldsstativ, hængende på køkkenlågen som det enkelte, men med plads til to poser. 
 
Og minsandten om ikke denne lille fantasi formåede at virkeliggøre sig selv. Ingen havde dengang patenteret noget lignende, og på Opfinderkontoret (nu Idéer og innovation, https://www.teknologisk.dk/ydelser/ideer-og-innovation) blev jeg hjulpet godt videre. Jeg fik også støtte fra E. R. Rasmussens Fond og gik i kompagniskab med min fætter, og vi stiftede firmaet dansk økologisk produkt, for nemheds skyld kaldet døp. 
 
Vi fik lavet prototyper og tegninger og bevæbnet med et af de første eksemplarer af min vision bøjet i trådvare dukkede jeg op hos det nu hedengangne Gendan A/S. På Gendan blev man begejstret; det var lige sådan en lavteknologisk løsning, man var på udkig efter, så pludselig befandt vi os midt i i et affaldseventyr.

 Der var brug for vore sorteringsstativer til både begrænsede forsøg og hele byer, der skulle lære at sortere eksempelvis madaffaldet fra. For mit vedkommende varede affaldseventyret i 5-6 år, hvorefter vinden slog om og genanvendelse røg en tur i mølpose. Hvorfra idéen om kildesortering rundt om i de små hjem nu atter er røget op på tapetet, blot i mere storstilet form med lovforslag om 10 fraktioner.   
 
døp er for længst lukket ned, men her en liden oversigt over, hvad vi rendte og lavede dengang - måske nogle af de lavpraktiske idéer atter kunne inspirere: 

Se døp's produkter her i PDF format

File:Globe and high court.jpg - Wikimedia Commons

Forslag til en ny kombination af belysning,
æstetik, inspiration og information:

1, Jordens globustider
Kunne det ikke være spændende at glo på tidsglobusser, der viser jordens udseende, som den så ud i fortiden? 

File:Geological time spiral.png - Wikimedia Commons

Det er fascinerende at læse om, hvordan jorden har skiftet overflade op igennem tiderne. I Kambrium for 545 - 510 millioner år siden lå de største landmasser ved sydpolen i form af kæmpekontinentet Gondwanaland, dog prydedes jorden også af øerne Laurentia (Nordamerika) og Sibirien ved ækvator. Øen Baltica (rester heraf på Bornholm) lå langt mod syd, men nord for Gondwanaland. I Perm og Jura for ca. 250 millioner år siden var alle kontinenter samlede i Pangæa. For ganske nyligt, under istiden for blot 20.000 år siden, var hele Nordeuropa dækket af skinnende hvide iskapper. Osv. - forandringerne har været enorme. (Kilde: Naturen i Danmark - Geologien. Gyldendal 2006) - Og er der lys i slige tidsglobusser, kan de også bruges til belysning:

File:Triberg Kuckucksuhr 60zu1 P1270402.JPG - Wikimedia Commons

File:Spacecolony3.jpeg - Wikimedia Commons