Runding.dk




Af og til bliver jeg grebet af en eller anden højst alternativ teori, som pludselig runder min vej. Først tænker jeg: Tænk hvis manden har ret! Snart efter tænker jeg: Manden har ganske enkelt ret! Der er alt for meget, der passer sammen til at det kan være et tilfælde. Og derpå kan jeg slet ikke lade være med at brygge videre på den kontroversielle teori, og bakke den op så vidt jeg formår. - Her en teori, der for mig at se får en mængde brikker til at falde på plads og danne et stort, smukt billede:

Titlen på nedenstående artikel, "Odysseus ville hjem til Lyø," lyder måske helt rundt på gulvet i mine ærede læseres øren? Og dog er den baseret på en kontroversiel, men for mig at se forbløffende sandsynlig bog & teori af italieneren Felice Vinci.
På italiensk hedder den "Omero nel Baltico", og er nu udkommet i 5 udgaver. Derudover er den udgivet i Rusland (2004), USA (2006 - "The Baltic Origins of Homer's Epic Tales"), Estland (2008), Sverige (2009), Danmark (februar 2012) og i samme år vil den også udkomme i Tyskland.

the Baltic Origins of Homer's Epic Tales - klik for større billed

Det var en omtale i Politiken den 13. juli 1996 af "Homer i Østersøen," der gjorde mig opmærksom på den forbløffende teori. Jeg smilede i skægget og blev nysgerrig. Siden mine dage som klassisk-sproglig i gymnasiet har jeg været dybt interesseret i Iliaden og Odysseen. Samtidig læser jeg nogenlunde italiensk, så jeg bestilte bogen hjem.
Jeg havde ikke ventet mig andet end en fiks idé a la så mange andre, men jeg skulle ikke langt ind i Vincis bog, før jeg fandt den yderst overbevisende. Mange tegn og navne i Homers værker peger i retning af Norden, og i betragtning af hvilken rig og fremmedartet kultur, der udfoldede sig heroppe i bronzealderen (lurerne, solvognen, Egtved-pigen), burde det egentlig ikke virke så utænkeligt. Når dertil kommer, at de første grækere, mykenerne, var kommet indvandrende nordfra omkring år 1600 f. kr., øjner man den fjerne sammenhæng.
Med Vincis teori i baghovedet er det en helt aha-oplevelse at læse Illiaden og Odysseen. Fx minder Homers vejr- og landskabsbeskrivelser slående om dem, vi synger med på i fædrelandssangene. Også belysningsforholdene og de lange, lyse nætter virker nordiske. Heltene sveder aldrig, derimod klager de ofte over dårligt vejr.
Men det aller mærkeligste er nok, at mange af nutidens stednavne, især i Finland, passer så godt med Homers, at en modteori om "tilfældighedernes spil" forekommer statistisk usandsynlig. Vincis teori bryder ikke sammen, hvis nogle af etymologierne viser sig ikke at holde vand. Der er ikke tale om en "kædeteori," der knækker ved det svageste led, men om en "billedteori" sammensat af utallige punkter. Selv om nogle af punkterne forsvinder, kan man stadig let se, hvad billedet forestiller.
Da jeg havde læst bogen, sendte jeg Vinci et begejstret brev. Hurtigt fik jeg et venligt svar. Siden da har vi haft en livlig korrespondance, og Vinci har vist sig meget lydhør overfor mine kritikpunkter og supplerende oplysninger og ideer. Han har også besøgt mig, og vi har sammen besøgt Kranaes Ø = Møn og beundret Møns Klint. (For nærmere forklaring, læs min artikel!)



Kontroversiel teori vender op og ned på Iliaden og Odysséen:

Odysseus ville hjem til Lyø


Finn Gemynthe Madsen

Da han havde gjort det af med bejlerne til sin elskede viv Penelope, gav han sig til at fortælle skipperhistorier fra Norge og Nordatlanten. Kyklopen var en norsk kæmpetrold, og malstrømmen ved Lofoten blev til uhyret Charybdis, der “indsuger det sortladne søvand ... Gid du ej må komme derhen når hun suger ... “ (Odysséen oversat af Wilster, 12. 104 + 106). Ja alle de sindsoprivende eventyr Odysseus kommer ud for – uhyret Skylla, Solgudens ø Thrinakia, vindenes gud Aiolos, lotofagerne, laistrygonerne, sirenerne, troldkvinden Kirke, rejsen til Hades, nymfen Kalypsos skjulte ø lang ude i oceanet og endelig de gæve fajakeres land – giver forbløffende og fascinerende mening når de anbringes oppe i nærheden af polarcirklen.


 
 


Den italienske ingeniør, Felice Vinci, har som sin hobby beskæftiget sig indgående med Homers Iliade og Odyssé. Og han er nået frem til en forbløffende teori: Den antikke kulturs to hovedværker blev skabt i Norden, i lurernes, Egtvedpigens og solvognens tid! Derpå satte en klimaforværring gang i en folkevandring, og via de russiske floder nåede hin tid nordboere, ligesom siden vikingerne, Grækenland.
Teorien hænger sammen med, at de første grækere, mykenerne, indvandrede nordfra omkring år 1600 f. v. t. Rummene i de mykenske borge er centrerede omkring ildstederne, og bygningernes lukkethed står i stærk kontrast til middelhavsfolkenes åbne byggestil. Også skeletter, våben, rav og klædedragter peger nordpå. Således bar mykenske kvinder bluser af samme snit som den, man fandt på den jyske Egtvedpige.
Den etablerede forskning har endnu ikke fastslået, hvorfra mykenerne kan være kommet. Vinci drister sig imidlertid til at sætte stednavne på. Samtidig inddrager han den antikke kulturs ældste og fornemste værker. Han antager, at indvandrerne medbragte deres sagnskat og omplantede den til Middelhavet. Også stednavnene omplantede de, ligesom nybyggerne i nyere tid har gjort det i USA og New Zealand. Helt til Ægypten og Ethiopien rakte hellenernes navngivninger.
Men der kunne selvfølgelig kun blive tale om en tilnærmelse. Derfor passer Homers beskrivelser af de geografiske forhold i Middelhavsområdet så dårligt med virkeligheden, at man allerede i oldtiden hovedrystende sagde: "Homer er poet, ikke geograf." Peleponnes betyder "Pelops-ø," men det græske Peleponnes er kun en halvø. Odysseus' ø, Ithaka, opgives at være den vestligste af en øgruppe bestående af yderligere tre hovedøer: Dulichium, Samos og Zacynthos. I dag ligger Ithaka øst for en ø ved navn Kefallinia. Dulichium betyder "den lange ø," men der fandtes ingen ø af det navn i det klassiske Grækenland. Øerne i nærheden er ikke udpræget lange, og nutidens Samos ligger et helt andet sted.
Efter at have gennemsøgt alverdens øgrupper kan Vinci kun få Homers geografi til at passe ét sted: I det sydfynske øhav. Lyø er den vestligste af en række øer, der strækker sig fra "den lange ø" Langeland over Tåsinge/Zacynthos og Ærø/Samos til Lyø/Ithaka. Den lille ø Asteris, hvor bejlerne lagde sig i baghold for at få ram på Odysseus' søn Telemachos, kunne være Avernakø.
Med en sådan omvæltning af alle tilvante forestillinger kan det ikke undre, at den etablerede oldtidsvidenskab kvier sig ved at acceptere Vincis teori. Den ignoreres eller latterliggøres fra mange hold, men der findes også etablerede forskere, som bakker teorien op. Den italienske homerover-sætter Rosa Calzecchi Onesti roser teorien for at tage Homers værker alvorligere end megen anden forskning, der i vidt omfang reducerer værkerne til at være fri fantasi.

Nordiske stemninger
I Odysséen besøger Telemachos den gamle Nestor i hans kongerige på vestsiden af Peleponnes, på jagt efter oplysninger om sin forsvundne fader. Nestor tager hjerteligt imod ham, men henviser ham til at drage videre til Menelaos og Helena. De regerer over et ur-Sparta, som ikke virker spor spartansk. Hovedstaden er Lakedaimon på den sydøstlige del af øen. Nestor anbefaler Telemachos at køre i hestevogn derover, da det vil være nemmere end at sejle. Dette råd forekommer umiddelbart besynderligt, idet det græske Peleponnes er bjergrigt og ufremkommeligt.
Men Telemachos og hans følgesvend ager afsted ved daggry, og hestene "fløj hen over sletten." Om aftenen gjorde de holdt i Ferae, som ifølge Vinci kunne være landsbyen Førslev nær Susåen. Vi befinder os altså på Sjælland! Næste morgen fortsætter køreturen forbi "den hvedebevoksede mark" og om aftenen når de bestemmelsesstedet uden problemer af nogen slags. Der nævnes intet om stejle bjergveje, middagshede og støv; det landskab, Telemachos kører igennem, er et lavland.
Ganske vist siges det efterfølgende om Lakedaimon, at det ligger "i dal mellem fjelde," men for mennesker, der ikke er vant til store højder, bliver bakker let til bjerge, sådan som vi kender fra Bjergsted og Himmelbjerget. Dertil kommer, at Iliaden og Odysséen igennem århundreder er blevet overleveret i Grækenland fra skjald til skjald. Derfor er det ikke underligt, at der i tidens løb er sket en vis tillempning, således at der kunne blive plads til løver, marmor og vin brygget på druer. Man kan snarere undre sig over, hvor mange beskrivelser der stadig er præget af nordiske stemninger.
Heltene klager over meget, men aldrig over varme, skønt de på et tidspunkt kæmper to døgn i træk. Lyse sommernætter og køligt vejr kunne være en enkel forklaring på, at en sådan skildring overhovedet har kunnet opstå.

I Iliaden og Odysséen myldrer det med vejrbeskrivelser, der kunne høre hjemme i nordiske fædrelandssange, og det gælder både sommer og vinter:

"Som når en vestenvind kommer i heftige ryk og bevæger
langstrået korn på en mark, så aksene nejer derunder - "
(Illiaden II, 147-148)

"Som når en hyrde fra varden ser uvejrsskyen i optræk
rulle indad mod kysten fra havet for vestlige vinde;
begsort tegner den sig i det fjerne for øjnene af ham
som den står ind over søen med ruskende stormvinde foran;"
(Ill. IV, 275-278)

".. sådan en skrigen der lyder fra traner oppe på himlen
når de på flugt for vinter og plaskende efterårsbyger
skrigende flyver af sted på træk til Okeanos' strømme.."
(Illiaden. III, 3-5)

"som når den hårfagre Heres gemal lader lynene glimte -
enten før skyllende regn eller heftigt piskende haglvejr
eller en byge af sne der fyger hen over marken.."
(Ill. X, 5-7)

"….. Og stenene faldt som et snefog.
Som en orkan der ryster og rykker i sortnende skyer,
Pisker flokke af fnug på det livsopholdende markland -"
(Ill. XII 156-158)


Navne fra bronzealderen?
Rundt om i Norden finder Vincis teori forbavsende mange stednavne, der både lydligt og handlings-mæssigt passer ind i den homeriske sammenhæng: Grækerne kaldte sig selv "danaer," og ægypterne talte om nogle krigeriske søfolk ved navn danauna, der omkring år 1200 f.v.t. kom sejlende nordfra. Vinci mener, at ordet stadig lever i form af Danmark.
Der er adskillige danske stednavne, der passer ind i Homers geografi. Er der virkelig tale om navne fra bronzealderen, vil det være et stort gennembrud for stednavneforskningen. Hidtil stopper forklaringerne ved de ældste skriftlige kilder, som sjældent er ældre end 900 år. Derfor må man ofte gætte sig frem, og kan nemt komme til at gætte forkert. Eksempelvis menes Neksø at indeholde ordet "næk," dvs. en slags vandtrold kaldet en nøkke. Og navnet skulle således betyde: "Søen hvor der bor en nøkke." - Men hvis stedet allerede har haft et gammelt, uforståeligt navn, der lød i retning af "nøkke," kan det være derfor, at man har ment, at søen husede en nøkke.
I Sverige er Euboea blevet til Øland. Theben byen Täby. Og øen Faros var oprindelig Fårø, der ligger nordøst for Gotland. Allerede i antikken undrede geografen Strabon sig over, at en ø, der ifølge Homer lå en dagsejlads fra Ægypten, når vinden er god, i virkelighedens verden lå så nær, at der blev bygget et fyrtårn for at markere indsejlingen til Alexandria på denne ø. En anden ting, han kunne have undret sig over, er den malende beskrivelse af sælernes uforstyrrede liv på Faros.
I Iliaden nævnes det, at der kom forsyninger til hæren ved Troja fra Lemnos. Midtvejs mellem flådens formodede afskibningssted ved Norrtälje og den finske sydøstkyst findes øen Lemland. Her finder man i dag stednavet Flaka, mens man på den græske ø Lemnos finder navnet Plaka. "P" modsvarer på germansk "F," som f.eks. i Pater - Fader.
I Finland findes påfaldende mange stednavne, som umiddelbart minder om navne på trojanernes allierede. F.eks: Askainen - Askanios, Nästi - Nastes og Kiikoinen - Kikonerne. Midt iblandt disse homeriske navne ligger der en lille by ved navn Toija. (Finsk har aldrig "r" efter en konsonant) - Ifølge Vinci minder stedets omgivelser slående om Iliadens beskrivelser af den trojanske omegn.

De forsvundne hellespontinere
Ingen ved, hvilket sprog der taltes i bronzealderens Norden. Men det står fast, at med overgangen til jernalderen forsvandt den rige bronzealderkultur. En magrere og barskere jernalder trådte i stedet, og en nærliggende forklaring kunne være, at germansk- og finsktalende stammer erobrede magten i Norden. Indvandrerne medbragte sprog, der fortrængte "græsk" tale og kultur i Norden. Kun i Hellas overlevede Homers sprog og værker.
Hvad blev der af de sidste af Nordens hellenere? Saxo taler om sejre over et mystisk folk ved navn "hellespontinerne." Disse synes at have holdt til i Baltikum, og nutidens lettisk og litauisk udviser faktisk så mange ligheder med latin og græsk, at disse sprog udgør vigtige brikker i indoeuropæisk sprogforskning.
Trods det græske sprogs forsvinden har den "nord-hellenske" befolkning sikkert efterladt sig efterkommere i Norden. Det almindelige mønster har været, at undertvungne folkeslag har levet videre under nye høvdingeætter. Altså kan mange af os være direkte efterkommere af folk som Odysseus og Penelope, Menelaos og Helena.
Det sprog, de talte, foreslår jeg kaldes hellespontisk.

Gåden Homer
Mens man almindeligvis har biografiske oplysninger om andre græske digtere, forfattere og filosoffer, fortaber personen Homer sig i en forhistorisk tåge. I en sådan grad at visse homerforskere ligefrem betvivler, at han nogensinde skulle have eksisteret. Værkerne er i så fald de samlede produkter af mange skjaldes kvad, overleverede mundtligt fra generation til generation. Andre mener, at én skjald digtede Iliaden, en anden Odysséen. Mens atter andre fremhæver, at værkerne er så sammenhængende, at én skjald er den oprindelige mester. Kun vides det, at værkerne blev nedskrevet på et eller andet tidspunkt fra det 8. til det 6. århundede f.v.t.
Ifølge Vinci kan Homer have været skjald for høvdingeslægten på Lyø, der på homerisk kaldes Ithaka. Formentlig engang i 1600-tallet f.v.t. inden den store udvandring til sydens sol tog sin begyndelse. En så fjern oprindelse kan være den umiddelbare forklaring på, at intet vides om en så stor digter som Homer.

Gåden Troja
For 150 år siden anede man ikke, hvor Troja lå. Nogle var endda tilbøjelige til at mene, at byen skulle være et foster af digterisk fantasi. Men Heinrich Schliemann troede på, at byen skulle findes i det nordvestlige Lilleasien, og i 1868 opdagede han adskillige lag af byer under en høj ved navn Hissarlik; hvorefter han udnævnte stedet til at være det sagnomspundne Troja.
Senere udgravninger har afsløret, at der findes ni lag af byer oven på hinanden. Nu om dage regner man med, at Homers Troja repræsenteres af enten lag 6 eller 7a. Der findes dog også forskere, som bestrider, at stedet skulle kunne identificeres som Homers Troja. Moses Finley er en af dem, og Vinci er enig med ham. Homers beskrivelser af omgivelserne stemmer dårligt med stedets geografi. Derimod finder Vinci, at forholdene omkring det finske Toija passer langt bedre.
Så hvis Vincis teori står til troende, reduceres Hissarlik til at være en ruinhøj på linie med mange andre i Middelhavsområdet. Og turister med interesse for Homer kan i stedet valfarte til kultsteder i Finland, Sverige, Norge og Danmark.

Forhistorie bliver historie
Teorien om hellenernes nordiske herkomst rejser stribevis af spørgsmål. Det er et helt nyt felt, som åbner sig foran oldtidsforskningen, og der synes at være stof til mange års undersøgelser og debatter. Men opnår teorien en rimelig anerkendelse, vil det have vidtrækkende konsekvenser.
Nordens historie kan tilføjes nogle nye kapitler, foran de hidtil kendte. Den fjerne bronzealder, som normalt anses for at ligge langt tilbage i forhistorisk tid, vil med eet slag få mæle. Og hvilken bedre historiefortæller kan man ønske sig end Homer? Tør vi stole på ham, bliver forhistorie til historie, og Nordens historie rykkes tilbage i tiden, fra omkring år 1000 e.v.t. til omkring år 1700 f.v.t.
Opdagelsen kan også få turistmæssig og økonomisk betydning. Og kunstnerisk! Hvem ved om ikke der kunne komme en relativt realistisk film ud af at anbringe Odysseus i nordiske omgivelser!



Nedenfor to kort fra et italiensk tidsskrift, hvorpå jeg har tilføjet enkelte navne yderligere, som også hører hjemme i Vincis teori. De øvrige billedtekster henviser til billeder og fund, som kan findes i diverse bøger og på nettet:

Odysseus ville hjem til Lyø - klik for større billed
Billedtekst 2:
(Det lille kort i nederste højre hjørne)
Vincis kort over Danmark på Odysseus' tid. Det er påfaldende, at bronzealderens "hovedstad" måske i dag ligger begravet under København og omegn. Leder af danaernes togt mod Troja hed Agamemnon, og han regerede i Mykene, på græsk 'ai Mykenai. Et navn, der muligvis overlever i form af Amager. I middelalderen hed øen Amakæ.
Agamemnons lillebror, Menelaos, regerede i et Lakedaimon beliggende på Præstøegnen. Herfra røvede prins Paris hans skønne viv, Helena, hvorefter han for første gang favnede hende på øen Kranae. Denne ø er aldrig blevet fundet i Middelhavet, men har man røvet en pige ved Præstø og skal sydøstpå, kommer man hurtigt til Møn. Byen Kraneled kunne være en sidste reminiscens af øens oprindelige navn. På græsk betyder kranaeos "klippe-," og Møns klint er jo en virkelig påfaldende klippe i området.

Billedtekst 1: (Det store del af kortet)
Den nordiske verden i den ældre bronzealder. Vinci mener at kunne følge Homers såkaldte "skibskatalog," der omhyggeligt nævner "skibenes tal" samt navnene på de ledende høvdinge, Østersøen rundt. Ved yderligere at trække på mange andre oplysninger fra antikkens verden giver Vinci dette overraskende bud på oldtidens oprindelige geografikort.
Det fremgår heraf, at Kreta oprindelig betegnede en del af Polens nordkyst. Homers beskrivelse af Kreta er næsten blottet for mindelser om Middelhavets højkulturelle Kreta. Derimod taler han om nogle indbyggere, kaldet pelasgere, et navn der måske genfindes i vore dages "Polska."
Nord for Kreta lå Naxos, vore dages Bornholm. Fra Naxos sejlede helten Theseus videre mod Athen, som ifølge Vinci oprindelig lå i skærgården omkring Karlskrona. Her findes øer med navne som klinger af oldtidens Athen og omegn. Platon fortæller iøvrigt i dialogen "Kritias" nogle underlige ting om Athen: I gamle dage var der vidtstrakte skove på bjergene, der var floder og kilder alle vegne, og Akropolis var langt større end på hans tid. - Refererer Platon mon til datidens sidste rester af viden om det fjerne Nord?
En virkelig overraskelse er Ægypten, vore dages polske flod Vistula. Da Odysseus fortæller om sin ankomst til "floden Ægypten," starter han med at sende spejdere ud til "de højeste bakker." Siden hen bliver han gode venner med kongen, der græder og omfavner ham. Der er intet ophøjet over denne "farao," intet om pyramider og andre vidundere.
En anden mærkværdighed er "Ethioperne." De siges at bo yderst på jorden. De er delt i to forskellige stammer: Den ene bor hvor solen ved gry står op, den anden hvor den daler om aftenen. Vinci placerer dem i det nordligste Norge, hvor to nærliggende fjorde, Eids- og Hops-, vender henholdsvis mod vest og øst. Kan Eid + Hop mon være blevet til Et + Hioperne? - I hvert fald vides det, at den såkaldte Komsa-kultur blomstrede i området allerede i stenalderen.