Runding.dk





Nøjsomhedens Miljø


Finn Gemynthe Madsen Artikel i Fredag nr. 20, december 1988

"Tilknyttet disse fem huss tande er tre sommerhuse, to lystbåde, en svømmepøl og ni biler, syv vaskemaskiner, ti farvefjernsyn og sytten stereoanlæg (incl. Dem i bilerne) o.m.a."
Finn gemynthe beskriver myrestiens beboere og en nordsjællandsk livsform, der ikke som man skulle tro er domineret af gråd ighed og storforbrug, men af nøjsomhed.

Når man sætter sig til rette i Kystbanetoget og kører nordpå, begynder allerede ved Hellerup et opulent landskab. Smukke, statelige villaer, hele små palæer i velplejede små parker glider forbi, og efter Klampenborg vandrer hjorde af kronhjorte under ældgamle ege og bøge. Så med et skuer man, ved at dreje hovedet fra vindue til vindue, i et enkelt åndedrag fra Eremitagens nette pragt til det skønne, blå Øresund og Sveriges bølgende kyst. Således fortsætter det hele vejen op langs kysten, og man forstår så udmærket digterens henførte beskrivelse af Rungsteds lyksaligheder.
Man skulle tro, at også de mennesker, der i dag bebor dette dejlige område, måtte høre til landets mest privilegerede, og sandt er det, at deres købekraft ikke står tilbage for nogens. Men denne åbenlyse rigdom modsvares af en udpræget nøjsomhed, som, netop fordi den ikke er dikteret af håndgribelig nød, virker så meget desto stærkere. Vi står af på en tilfældig station, hvor den ærværdige, røde stationsmestermurstensbygning spreder en aura af hygge, og begiver os ud blandt beboerne. Ikke lader vi os forblænde af ydre pragt og herlighed, vi har gennemskuet, at sligt kun er et skalkeskjul for en beskeden nøjsomhed, der alt for længe har ligget upåagtet hen.


 
 


NØJSOMHEDENS VEJ
Myrestien er en overskuelig, blind vej, der stopper ved skovbrynet. På denne dejlige vej ligger kun fem smukke villaer med tilhørende velholdte haver. Husene har en gennemsnitsstørrelse på 230 kvadratmeter, og repræsenterer ialt en vurderingssum på 6,9 millioner kroner. Tilknyttet disse husstande er tre sommerhuse, to lystbåde, en svømmepøl og ni biler, syv vaskemaskiner og fem opvaske-, ti farvefjernsyn, sytten stereoanlæg (incl, dem i bilerne) o.m.a. Af beboerne er der ialt elleve, otte voksne og tre børn.
I nummer i bor to ungkarle. Sammen har de opbygget en slags vekselererfirma, der skaffer risikovillig kapital til alle slags investeringer. De har hver sin bil og har delt huset mellem sig således, at den ene bor "upstairs" og den anden "downstairs." De hæger hver især om deres privatliv, men er dog fælles om svømmepølen. Den fungerer mest som repræsentativ værdi, da de selv sjældent har tid til at benytte den. Kurserne går hele tiden op og ned og kræver konstant årvågenhed. De har jo sat sig i store udgifter, og der skal kradses grunker ind. Nogle weekender får de dog tid til at dyrke det københavnske natteliv, hvor de fromt står i kø, indtil dørvogteren vurderer, at nu er der plads til to til. Vel indenfor boltrer de sig som sardiner på dåse under støjforhold, der langt overskrider arbejdstilsynets tilladte grænser. og under røgforhold, som ville udløse smogalarm i Ruhr. Tappert holder de ud, linder lidt på slipsene og bevarer roen, mens de udvælger sig egnede emner og indleder en form for konversation. Går den, så går den, og ud på de små timer kan de ses hver for sig farende nordpå ad Strandvejen med deres skønne erobringer på for- eller bagsædet. Men ak, "hvem genbruger brugte dåser?", og de må næste weekend gennemgå de samme strabadser forfra igen, med samme usikre resultat og med frygten for endnu et par pinlige møder. Men de er hårdføre unge mennesker og kan nøjes med forbløffende lidt søvn.
I nummer 2 bor derimod en rigtig familiefar. Han er kaffeimporter og har en dejlig kone og ditto børn på 12 og 14. Børnene er så store og selvstændige, at han sjældent ser noget til dem, og konen har frititidsbeskæftigelse som bankassistent. Han er naturligvis levende optaget af sit firma og gør, hvad han kan for at få det til at trives og vokse, f.eks. er han en ørn til at købe billigere ind end konkurrenterne. Han er i det hele taget noget af en perfektionist, og det rette sted at udøve denne dyd er golf- banen, hvor han har bøjet adskillige køller i ærgrelse over fejlslagne puts. Desværre ligger familiens sommerhus lovligt langt fra nærmeste bane, så konen og børnene må ofte drage derop alene. Interessen for de små kugler og huller er så stor, at ferierne i reglen tilrettelægges efter de europæiske baners beliggenhed. Han kan foretage en rejse til Sicilien uden at stifte bekendtskab med meget andet end endnu en bane. Hans kone har et afslappet og tolerant forhold til denne lidenskab, herregud, de er jo voksne mennesker og lever hver deres liv. Og manden stiller ikke påtrængende krav i soveværelset, når han har fået afreageret på køllerne, han sover som en sten. Og hver især føler de sig godt tilfredse, hvilket kun borger for deres nøjsomhed.
Naboen er folketingsmand, medlem af et parti, der ser det som sin fornemste opgave at kanalisere flest mulig penge fra det offentlige til det private forbrug. Dette mål vier han al sin energi, og hustruen ser ham ofte ikke før hun vågner om morgenen ved hans side. Men hun er stolt af sin mand og står last og brast med ham i alle livets forhold. Hun sørger for, at de selv og deres hjem præsenterer sig fra den aller bedste side. Derfor følger hun nøje med i alle modens strømninger, og mindst en gang om måneden kan hun ses i Illum prøvende diverse klædningsstykker. Men hendes valg dikteres ikke af, hvilket tøjstykke der er behageligst at have på, f.eks. købte hun for et år siden en drøm af en smygende silkekjole, der kun kunne vække velvære, og dog er den allerede røget ud til fordel for noget stivere, men mere moderne. Hun vælger sko, der klemmer tæerne sammen og giver hende en vaklende gang, stadigvæk parat til at lide for skønhed en. Men det må jo begge køn, hvad må hendes kære mand ikke døje dagen lang i jakkesæt og slips ...? Livet kræver nu engang ofre, kun på den måde kan man skille fårene fra bukkene, og det må alle pyldrede klynkedanskere lære at forstå. Såvel på egne som andres vegne er de så nøjsomme, at de kan undvære biblioteker, teatre og andre fornøjelser, og så selvopofrende, at de vil sætte livet på spil ved at lade sig indlægge på et nedsparet hospital. Dette kan snart blive aktuelt, for manden har problemer med både mave og hjerte, efter læg ens udsagn som følge af overanstrengelse. Men han bider smerterne i sig og fortsætter sin heroiske kamp.
Overfor bor en direktør for et reklamebureau. Hun er enlig mor for en halvvoksen datter og har været det, siden pigen var to år. Hun er stolt af, at hun har klaret alle disse år som alenemor på egen hånd, selv når det har kostet blod, sved og tårer. Hun er også stolt over, at hendes reklamebureau stadig ekspanderer og er i stand til at sælge hvad som helst. På sin væg har hun diplomer for årets bedste reklamer hængende. Hun fik priser både i 81, 84og 87. Hun er sikkert også stolt over det sted hun bor, selv om det koster en stram økonomisk politik at klare terminerne og de nødvendige nyanskaffelser og reparationer. Hun har altid anset nøjsomhed for en dyd, men hun er bekymret over, at datteren på det seneste er blevet så nøjsom, at hun mener at kunne klare sig næsten uden føde. Så vidt kan nøjsomheden drives, af unge mennesker i overflodens kultur.
Manden i nr. 5, det store hus for enden af Myrestien, hvor haven støder lige op til skoven, har de største indtægter på vejen. Han beklæder en direktørstilling indenfor emballage-industrien og råder over en hel del aktier og bestyrelsesposter. En gang om året køber han ny bil og sælger den gamle. Selv om handlen kaster ham mange tusind kroner, mener han at gøre noget fornuftigt. Brugte biler taber så hurtigt i værdi, at det gælder om at få den gamle bil solgt hurtigst muligt. Således får han økonomien til at hænge sammen, og den kan foruden en bil om året bære mange andre moderne indretninger, som burde gøre hverdag en lettere. Den koncern, han arbejder for, fremstiller emballager. Han gør sig megen umage for at emballere så meget som muligt, mælk, ymer, yoghurt, fløde, flødeboller, fisk, batterier, cigaretter, icebergsalathoveder, persille, konservesdåser o.m.a. Og da alle hans indpakninger kun kan bruges een gang, er det fuldt forståeligt, at han har meget at bestille, uden udsigt til at han en dag skulle have opfyldt sin mission. Selvudslettende lader han sit liv styre af en time manager. Omhyggeligt udfylder han hullerne i timeplanen mange uger frem i tiden. Viser sig på pletten i Herning mandag den 31/5 d.å. klokken 8.30. Klokken 12.30 indfinder han sig i Kolding til et lille møde, der forventes afsluttet 13.30, således at han skulle kunne nå endnu en lille sag i Odens e 14.45. Hvis Storebæltsbroen havde stået færdig, havde han kunnet nå endnu et møde i Korsør inden fyraften. Mødet i Kolding varede længere end beregnet, og med livsfarlig fart suser han hen over Lillebæltsbroen. Uden at reflektere over, om sagen nu er livet værd. Andre mennesker har i tidens løb krævet en vis storhed eller idealisme af de sager, de har viet deres liv. Vor emballagemand stiller ingen spørgsmål, han ville ikke drømme om at forlange, at hans indsats skulle være et lille skridt på vej en mod en bedre verden. Tværtimod er han klar over, at hans aktiviteter forbruger en masse olie og papir og forurener en masse natur. At han producerer bjerge af skrald, og at naboerne til lossepladserne klager. Og at ingen vil rejse en statue til hans ære. Men det ville han heller ikke på nogen måde forlange. Han er tilfreds, blot han ser omsætningen øges.
Når han er hjemme, bor han alene på 280 kvadratmeter. Hans kone nr. 3 forlod ham for halvandet år siden, og skønt han lovede sig selv hurtigt at finde en ny, er det endnu ikke lykkedes ham. Formentlig fordi han næppe har haft tid til at gøre en indsats. I reglen har han sager med hjem. Udenfor kan fuglene synge, blomsterne blomstre, en liflig forårsbrise blafre fristende med gardinerne, han kunne ikke drømme om at svigte sit kald. Ja, der er gået år, siden han sidst gik en tur i skoven, iøvrigt med hovedet fuldt af noget så nøjsomt som tal. Små abstrakte kruseduller, mens alting sprang ud omkring ham.
Han sætter en skive musik på, mens han sysler med tal, Classics up to date af James Last. Han kan vrage og vælge mellem alle menneskehedens værker, fra Bach til Beatles, Renæssancen til New Age, fra indiske ragaer til New Orleans, og blandt alle disse muligheder vælg er han som altid en ganske beskeden. Et minimum af oplevelse er alt hvad han forlanger, blot må teknikken, der fremfører musikken, være perfekt og up to date.
Han hævder med bestemthed, at han trives med sin nuværende tilværelse, og det er just beviset på hans nøjsomhed. I en grænseløs verden, fuld af undere og underværker, nøjes han med at fylde sine sanser og sit hoved med emballage. Han træffer talrige repræsentanter for sine artsfæller, den højest udviklede art på jorden, måske i hele universet, og med alle disse interessante væsener nøjes han med at opretholde en ganske forretningsmæssig kontakt. Men han føler heller ikke, at han selv eller de andre er noget særligt, "når det kommer til stykket, er mennesket jo blot en samling molekyler og jorden et fnug i universet."

NØJSOMHEDENS VEJE
Den nøjsomhed, vi bemærker hos Myrestiens beboere, er den ægte vare. Det kan vi se at, at den ikke er dikteret at nødvendighed. Af egen fri vilje vælger disse mennesker at spare på en lang række at de glæder, der både er store og gratis. De nøjes med et langt mindre udbytte aflivet end de behøvede. De affinder sig med snævre rammer og tunge ofre. Den fattige families "nøjsomhed," derimod, kan bunde i et brændende ønske om at slå sig igennem så godt som muligt og er således alt andet end ægte. Nødvendig nøjsomhed fornægter sig selv, medens u-nødvendig nøjsomhed knejser mod himlen. Den virker imponerende, næsten frygtindgydende.
Myrestiens mennesker kunne sagtens, om ikke stå at ræset, så dog trappe ned. Galvanisere deres biler og beholde dem i tyve år, utvivlsomt en god forretning. Købe brugt gennem den blå avis, nøjes med cykelferier, genbruge deres tøj i flere sæsoner, leje en etage ud eller danne et bofællesskab med gode venner. Snakke sammen over hækkene og arrangere en vejfest. I det hele taget unde sig selv mere fritid og flere af de gratis glæder. Og hvis de gerne ville opleve den rare følelse af at foretage sig noget meningsfuldt, kunne de engagere sig i miljøet omkring dem eller i samfundets truede velfærd. Introducere en genbrugsmælkeflaske, overføre kapital til produktion af varige eller harmløse goder. DE har mulighederne, men det interessante, og foruroligende ved dem er, at de stædigt opretholder deres nøjsomme levevis på trods af alle afsavn.
Tidligere tiders overklasser var langtfra nøjsomme m.h.t. kunst og nydelse, og en betragtelig del af dem gik ivrigt op i filosofiske og samfundsmæssige spørgsmål, vejen til den bedst mulige verden og andre ubeskedne emner. De var interesserede i større dele al livet end hvad angår emballage. Visse al dem tænkte endog på deres eftermæle og senere slægter, for hvem de stiftede fonde, legater o.lign. Men det er gået tilbage for disse overklasser, de har mistet deres rigdomme og i grelle tilfælde hoveder. Og hvorfor? Ja, allerede i Mikkelsens latinbog, forklares det, at Capua faldt, fordi byens fristelser skulle have kvindagtiggjort (effeminavisse) forsvarerne. Men folkene på Myrestien har åbenbart lært af historien og værner om deres ressourceerobrende, anti-dekadente nøjsomhed.
Iøvrigt føler de sig på ingen måde som noget særligt, de er som folk er flest, bare lidt dygtigere, flittigere eller smartere, og vil som sådan ikke høre tale om klassificeringen overklasse. Og rigtigt er det, at også syd for hovedstaden findes der en Myresti. Bevægede vi os derned, ville vi også der finde et forbrug, der opsluger størstedelen af indtægterne og tvinger beboerne til flid og nøjsom levevis. Og måske skjulte drømme om en dag at flytte til den nordlige Myresti. For man må indrømme, at det er her forbillederne bor. Ikke blot for enkelte personer, men for hele samfundet. Med hensyn til forbrug, og til den skjulte bagside, nøjsomhed.
De gratis glæder syner ikke af meget i regnskaberne. Virksomhederne kan ikke leve af dem og nationens statistikere ikke prale af dem. Hvis de gratis glæder vandt frem på bekostning al de kostbare, ville det kun vække anledning til bekymring. Folk må lige fra vuggestuealderen vænnes til at omgås de gratis glæder med nøjsomhed, således at de kan lægge så meget desto mere energi i produktion og forbrug af de kostbare, Når denne socialisering hos det voksne menneske er lykkedes, kan det mærkes i regnskaberne. Og derfor kommer den nordlige Myrestis beboere, trods al beskedenhed, ikke uden om at stå i spidsen for nationen.
En dag kører emballagedirektøren galt med sin nye Mercedes. Han har altid gået ind for fri hastighed, muligvis en kompensation for manglende frihed på andre områder, men en dag mister han kontrollen over vognen og vædrer et vejtræ. Bilen totalskades, men mirakuløst slipper direktøren med en forstuvet albue. Redningsfolkene, der skærer ham fri af det forvredne metal, imponeres over den afslappethed, han udviser ved lejligheden. De ved heller ikke, at han sagtens kan være rolig, når han er så nøjsom, at livet ikke har den store betydning for ham.

NØJSOMHEDENS PRIS
Hvis vor livsnødvendige civilisation en dag styrter sammen gennemtæret al forurening og manglende ressourcer, vil de overlevende anklage GRÅDIGHEDEN som ansvarlig for ulykken. Lidet anende at den virkelige synder er NØJSOMHEDEN, den menneskelige overhjernes evne til at NØJES med døde fragment er i en spillevende, grænseløs verden. Således tænker jeg dystert på tilbagevejen, mens toget ruller forbi Eremitagens hjortehjorde og det endnu solbeskinnede Sverige på den anden side af Øresunds mørkeblå flade.