Runding.dk





Misantropens Risiko


Uddrag af novelle af Finn Gemynthe Madsen 1996

Misantropens risiko er den risiko alle misantroper og pessimister løber: Nemlig at menneskene og verden ikke er så slem, som de forestiller sig. At fremtiden udvikler sig helt anderledes og meget bedre, end de har givet sig selv lov til at tro. Det kan være en rystende oplevelse for en misantrop at blive glædeligt overrasket.
I "Misantropens Risiko" er dette netop, hvad det overgår hovedpersonen. Han, som i ungdommelig misantropi har "draget konsekvensen" og taget sit eget liv, kaldes under en spiritistisk seance til live igen. Kun som et spøgelse, ganske vist, en usynlig ånd for de levende, der tror at seancen er mislykkedes. Men den hidtil døde misantrop oplever sin genoplivning således:


 
 


Mørke! Umiskendeligt mørke! Men det forbavser mig, at jeg kan registrere mørkets eksistens. Jeg troede, jeg var død. I umindelige tidsrum har jeg intet tænkt, intet mærket.
Den er opstået her for få øjeblikke siden; bevidstheden. Nu er den der, uhjælpeligt, uden at jeg har ringeste anelse om, hvordan det er gået til. Og det føles, som om den stadig er i vækst! Jeg hører lyde, svagt, i det fjerne; men de stiger i styrke, og snart går det op for mig, at jeg lytter til jeg en kvindestemme, der kalder mit navn: "Morten Nysted, Morten Nysted, kom! kom!" Det kan ikke være mig. Det sidste, jeg erindrer, er min død.
Alligevel kalder nogen mit navn, indtrængende, bedende, krævende. Det lyder som Majas stemme. Nej, det kan ikke være sandt! Chokket giver mig åndenød! Skønt førhen behøvede jeg ikke trække vejret. Det er forhekset, jeg fatter intet. Mørket, mit beskyttende mørke, gennemskæres med et af blændende lysstriber. Jeg kan ikke få hænderne op for at skærme mig mod lyset. Det kommer fra bestemte punkter, lige foran mig.
Lyset er mørkerødt og blafrende. Det kommer fra små olielamper, der står i et mønster på et stengulv. Det kaster et rødbrunt skær på en ung kvinde, der sidder i skrædderstilling på et sort skind. Hendes lyse, glatte hår indrammer hendes ansigt og fortsætter flydende som en kappe om hende, helt ned på det sorte skind. Oven på det sidder en sort kat, med halen sirligt snoet omkring poterne, og stirrer uudgrundeligt på mig.
Kvinden rækker sine hænder imod mig med langsomme, højtidelige bevægelser, mens hun stirrer på mig uden gran af genkendelse. Gentager mit navn og beder mig om at komme. Kan hun da ikke se, jeg allerede er her? Nej, hun lukker sine øjne, bevæger sit hoved i langsomme, rytmiske bevægelser, mumler stadig mit navn. "Morten Nysted, Morten Nysted." Hendes hage, læber og kindben, alt runder så usædvanligt blødt. Og næsen, den er meget lidt fremstående. Majas træk og dog forandrede, yngre; kan hun være en datter? Nu åbner hun øjnene igen, men øjenlågene løfter sig kun halvt og blikket er døsigt og fjernt. Hun synes at være i trance, intenst optaget af at kalde mig frem. Kan hun da ikke se, det er lykkedes alt for godt? Jeg svæver jo her i røgen fra det lille fyrbækken, der ulmer på gulvet lige foran hende.
Vi er ikke alene, jeg er omringet af flere andre personer, der sidder meget tæt på mig. Jeg fornemmer deres åndedrag; drejer hurtigt mit hoved rundt og stirrer lige ind i fremmede ansigter. To skæggede mænd, den ene med et bredt ansigt og vildmandshår, den anden påfaldende langskallet med hule kinder under tydelige kindben. Og en ung kvinde, hvis kraftige, kløftede hage peger alvorligt og koncentreret direkte imod mig. Det virker stærkt ubehageligt på mig at have dem så tæt på.
Vender blikket tilbage mod hende, der ligner Maja, undres over hendes hvide pelskåbe, der er bestænket med sorte pletter. Hermelinpels, som spillekortenes gamle konger bar! Hvor i himlens riger og lande er jeg havnet? Over mit hoved svæver en flad, rødglinsende kampesten, væggene omkring os er lige så enkle og effektive. Jeg befinder mig midt i en sten-dysse.
"Det kan vist ikke lade sig gøre at dyrke slægtsforskning på denne måde," siger vildmanden bag mig med noget, der ligner et ironisk smil.
"Så I den ikke?" mumler "Maja," "tågen!"
"Luften er ladet med noget, jeg mærker det," hvisker den magre mand, med sin store, krumme næse og tætsiddende, stirrende øjne rettet tværs igennem mig. Hans hår og skæg er sort og velklippet, som kontrast til vikingen bag mig. "Freja, du forstår altet bedre end os andre!" fortsætter han med langsomme, velovervejede ord, "måske er du i kontakt med selve naturens hangud!"
"Men det var så svagt, at jeg ikke ville sige noget, for ikke at skræmme ham væk," mumler "Medie-Freja".
"Helt gennemsigtigt var det vist!" siger vildmanden drillende.
"Koncentrationen glippede et sekund, det var nok," mumler min fremkalder med skuffelse i stemmen.
"Vi får aldrig opklaret, hvem han var og hvorfor han døde. Det er nok en naturlov," siger hendes veninde og lægger en trøstende hånd på hendes knæ.
"Men det nager mig ikke at kende ham."
"Lad dog de døde ligge!" siger veninden, "Livet det er nu og fremtiden, aldrig fortiden! Fortiden er det dødeste af alt!"
Veninden er indhyllet i en sort læderkappe, hendes hår er samlet i nakken med et bredt sølvspænde. Hendes hage er markeret og giver ansigtet et bestemt præg. I hendes venstre øre hænger en hvid muslingeskal. Hun forekommer mig lige så eksotisk som en indianer, og det virker malplaceret, at hun taler dansk.
"Jeg er søvnig, lad os sove på det!" siger vildmanden gabende.
"Ikke her!" udbryder Freja, mens hun trækker skuldrene op og skæver sig omkring med frygt i øjnene, "jeg fryser herinde! Luften er blevet levende! Som er de begravede stendyssefolk vakt til live! Jeg vil ikke kunne lukke et øje!"
"Lad os komme ud!" siger Frejas veninde gysende.
Og hurtigt rejser de sig og pakker forskellige sager sammen. Jeg befinder mig i rummet midt i mellem dem uden at de ænser mig. Fyrbækkenet ulmer videre. Et dækken slås til side, katten stryger ud som den første og en efter en kravler menneskene efter den. Som den sidste kaster Freja et søgende blik tværs igennem mig, førend hun tager den tilbageblevne af de små olielamper og efterlader mig i mørket.
Paralyseret har jeg registreret, hvad der er foregået omkring mig, uden særlig reflektion. Men nu gennemisnes jeg af en frygtelig vished. Det er lykkedes hende, "Medie-Freja," bedre end hun aner! Hun har fremkaldt min ånd, men hun så mig kun som en gennemsigtig tåge! Og nu går hun bare uden at lade mig vende tilbage til min evige, drømmeløse søvn. Amatør, gravskænder!
Rasende, skrækslagen, slår jeg skindforhænget til siden og farer ud på en høj i fuldmåneskin. Dernede i underskoven går de i gåsegang ad en sti. Frejas hår og hermelinskåbe lyser mellem grenene.
"Kom tilbage!" råber jeg af min ånds fulde kraft, "Freja, gør dit arbejde færdigt!"
Hun fortsætter i hælene på de andre, slukker sin olielampe i det samme. Forsvinder i mørket mellem buskadserne. Uhørlig, usynlig, står jeg foran stendyssen badet i måneskin. Jeg skæver tilbage over skulderen og ser, at jeg mangler min skygge.

Hvad der siden sker i romanen skal ikke røbes. Kun så meget at alting virkelig er gået langt bedre, økologisk, socialt og bevidsthedsmæssigt, end selv de vildeste filantroper og optimister kunne forestille sig i krisetiden kort efter år 2000. Romanen kan derfor også læses som en økologisk science fiction fuld af skæve og runde idéer. Misantropens Risiko er ikke udgivet i bogform, men kan bestilles som "Print on demand."
Misantropens Risiko - klik for større billed