Runding.dk





Rundt i Mælkevejen


Om små 5 millioner år kan hele vor galakse være koloniseret

Finn Gemynthe Madsen

Det var en artikel i Politiken, der gav mig idéen. Titlen lød: "Er der nogen derude?" Og efter at have slugt den lille artikel, kastede jeg mig over dens forlæg, nemlig en større artikel i Scientific American, July 2000: "Where Are They? Maybe we are alone in the galaxy after all."
Det vildt spændende aspekt er for mig at se astronomen Ian Crawfords synspunkt om, at en avanceret civilisation relativt hurtigt kan kolonisere hele Mælkevejen. Da dette ikke synes at være sket, skønt der har været 12 milliarder år til det, konkluderer han, at vi sandsynligvis er alene og uden konkurrenter i vor galakse.
Ian Crawford opstiller et regnestykke, hvor der i gennemsnit er 10 lysår mellem hver stjerne, og hvor hver rumrejse kan foregå med 10 % af lysets hastighed og altså varer 100 år. Så sætter han konsolideringen af hver ny rumkoloni til at vare 400 år, før de to næste ekspeditioner mod de to næste stjerner sendes afsted. Hver fase eller "generation" varer altså 500 år og fordobler antallet af beboede solsystemer. Allerede efter 10.000 år kan alle stjerner i et område på 200 lysår være koloniserede, og på relativ kort tid kan hele vor galakse være beboet af intelligensvæsener, der startede ud fra samme lille hjemmeplanet. Eksakt 3,75 millioner år vil det tage ifølge Crawfords regnestykke. Til sammenligning kan nævnes, at dinosaurerne beherskede jorden i 140 millioner år.


 
 


Bo bedre i rummet
Ifølge en klassiker fra 1977 af Gerald O'Neill: "Rumkolonier - en udfordring til fremtiden," kan rumkolonier blive tryggere og behageligere at bo i end selveste Jorden.
Rumkolonierne kan bygges af materialer fra Månen og asteroiderne. Når først rumfabrikkerne kører, vil de have meget gunstige arbejdsvilkår i kraft af vægtløse omgivelser, rigelige ressourcer og ingen forureningsproblemer. Rumkolonierne kan bygges på samlebånd og gøres så store, at der bliver plads til landbrug, søer, skove og byer. Formen kan være rund eller cylindrisk, og mennesker, dyr og planter kan bo på indersiden. Vejret og solskinnet er man selv herre over, og ved at lade rumkolonien rotere kan man opnå samme tyngdekraft som på jorden. Kosmiske partikler kan man beskytte sig imod gennem et kunstigt magnetfelt eller et isolerende lag af vand eller andre kompakte materialer.
Ude i rummet er der plads nok og indtil videre ingen fare for overbefolkning. - Men hvordan komme fra solsystem til solsystem?

Rejsende i asteroider
Fremtidens trygge og komfortable rumrejser kan fx komme til at foregå således:
Man udvælger en lille asteroide eller komet. Et rumskib udstyret med kraftige styreraketter indhenter himmellegemet, monteres til dette og giver sig til at puffe det fremad i den ønskede retning. Hertil behøves ikke den helt store kraftpåvirkning. Typisk vil man manøvrere i retning af en planet, hvis tyngdekraft derpå, på allerede gennemprøvet vis, udnyttes til at slynge asteroide & rumskib på rette kurs med forøget hastighed.
Bag himmellegemet eller ligefrem indbygget i det kan en hel rumkoloni befinde sig i tryghed for forskellige af rummets farer, idet man rejser fremad med den faste klippe som skjold.
Hvilke fordele giver det da at etablere en sådan "symbiose" med et omkringflyvende himmellegeme?:
  • Beskyttelse mod kollisioner med meteoritter og kosmisk stråling
  • Et råstoflager, der kan udnyttes undervejs
Inspireret af O'Neills bog om rumkolonier ser jeg en sådan, formet som en cylinder, for mit indre øje. Den sidder trygt og godt tæt bag den frembrusende klippe vha. et kraftigt "tårn" i hver ende. Cylinderen kan rotere med tårnene som støtte, hvorved der fremkommer den centrifugalkraft, der svarer til tyngdekraft på cylinderens inderside, der er de rumrejsendes hjem.
Længere bagude giver kraftige anti-stof-raketter fremdrift. Eller også sidder raketterne to eller flere steder længere ude mod klippens kanter og skyder fremdriftsmidlet udenom rumkolonien.
I en endnu mere avanceret version bor menneskene i den udhulede klippe, der, når accelerationen er tilendebragt, kan bringes i rotation med samme tyngdekraftsvirkning som ovenfor beskrevet.

Lange rejsetider - lange liv
Men vil fremtidens fremdriftsmidler mon kunne accelerere noget menneskevenligt rumfartøj op til hastigheder, der kan bringe de rejsende frem indenfor overskuelig tid? "Bare" at accelerere et rumskibs fart op på 10 % af lysets hastighed kræver masser af energi. - De mest effektive raketmotorer kan anvende antistof, fusion, ioner eller energistråler. Der er mange kilder at øse af, og når det lykkes at fremstille antistof undervejs, kan dette futtes af i raketdyser, så snart det er lavet. Dermed undgår man opbevaringsproblemer af universets kraftigste sprængstof, der ved kontakt med almindeligt stof forvandles til 100 % energi.
Den første interstellare rumrejse kunne meget nærliggende gå til den nærmeste stjerne Proxima Centauri, omkring 4 lysår væk. Rumskibet eller den udhulede asteroide kan indvendigt være foret med alle bekvemmeligheder. En kunstig sol kan lyse "om dagen," en kunstig måne "om natten." I den store rumhave kan der være en svømmesø omgivet af græs, frugttræer, fugle og husdyr. Og i de tilstødende arbejds- og boligområder vil der være luxuslejligheder, sportshaller, cockpit, landbrug og biblioteker, der medbringer alverdens viden og underholdning i digital form. Ved ankomsten kan de udfolde udstyr til nye rumfabrikker, der kan starte fabrikationen af rumkolonier udfra lokale asteroider og måner. På denne måde gør man sig uafhængig af, om der findes beboelige planeter.
Men rumrejsen vil immervæk vare i 40 år, så endnu et vældigt, forudgående fremskridt vil være en forudsætning. I vor primitive tid er forskningen i "anti-aging" kun i sin spæde vorden. Der er dog allerede gjort mange små opdagelser, og ved den tid, hvor det første interstellare hop foretages, kan levealderen være forlænget til måske 1.000 ungdommelige år eller mere. I så fald vil rumfarerne næppe nære de store betænkeligheder ved at rive 40 år ud af kalenderen.
Og hvis de nærmeste stjerner ikke er omkredset af brugbare planeter, asteroider eller kometer, kan man også vælge at springe længere deruda'. Bernards stjerne ligger kun 6 lysår væk, og med den samme gennemsnitshastighed på 10 % af lysets vil 60 år stadigvæk kun udgøre en beskeden del af et rigt menneskeliv. Og menneskeheden kan stille og roligt kolonisere og udforske sin galakse, hvor noget kunne tyde på, at vi er enestående intelligente og sociale...

Paradisbobler rundt om i Mælkevejen
Men hvad med de etiske og filosofiske aspekter? - For at mennesker skal kunne holde ud at leve sammen i rumkolonier og rumskibe, er det nødvendig, at de har det godt med sig selv og hinanden. Det stiller krav om gode opvækstvilkår for børnene, og om tilsvarende gode levevilkår for deres forældre. Mennesket skal lære at hvile i sig selv. Velfærdssamfundets målsætning er altså ganske udmærket og kan i stærkt forbedret praksis bruges også ude i rummet. Man kan sige, at kun en velfungerende, ja paradisisk civilisation fortjener at erobre galaksen.
I så fald vil der ikke være hold i moralske kvababbelser, som nu om dage kunne finde på at insinuere, at "det vil være imperialistisk af os at erobre vor galakse." - Man kan svare ved at henvise til menneskets urgamle nysgerrighed og eventyrlyst, samt alle historiens opdagelsesrejser rundt om på Jorden og nu også Månen. Og tale om alle de golde planter, som vi kan terraforme, dvs. gøre jordlignende så de kommer til at blomstre af liv.
Og, uden religiøs fanatisme, men af ren og skær lyst og sympati, vil fremtidens rumfarere kunne efterleve bibelens ord om, at vi skal gå ud og gøre os mangfoldige…