Runding.dk





Idræt for flere

Baggrund for pilotprojekt letbold

Finn Gemynthe Madsen

Manglende motion er i færd med at blive velfærdssamfundets akilleshæl. Alt for mange mennesker rører sig alt for lidt; i Sverige anslår det svenske Folkhälsinstituttet at 80% af befolkningen over 30 er så fysisk inaktive, at det er helbredstruende. Og det skulle undre, om ikke tendensen i Danmark er tilsvarende. Der er da også mange, der råber vagt i gevær. Læger er begyndt at ordinere motion som behandlingsform. Mislykkes forsøgene på at vende udviklingen, tårner alle mulige alvorlige sundhedsproblemer sig op og truer med at overbelaste sundhedsvæsenet og økonomien: Fedme, sukkersyge, knogleskørhed, hjerte-kar-lidelser, kræft, psykiske lidelser osv.
Man forsøger at dæmme op for denne skæbnesvangre udvikling gennem information og kampagner: ABC - Alle Børn Cykler, Vi Cykler til Arbejde, Hjerteforeningen arrangerer motionsløb o. lign. behjertede tiltag. Men gennemslagskraften af sådanne appeller til sundheden og fornuften synes langtfra tilstrækkelig.


 
 


De aktive - de inaktive
Der findes imidlertid en stor gruppe af medborgere, som får masser af motion. De kan ligefrem få problemer med overtræning og overbelastning. Det er selvfølgelig de aktive idrætsudøvere og motionscentrenes slidere, jeg taler om.
Antallet af aktive skrumper tilsyneladende ikke ind. Ifølge en dansk undersøgelse udført af Socialforskningsinstituttet for Lokale- og Anlægsfonden, viser tværtimod, at andelen af danskere, der er idræts - og motionsaktive, er steget med 14 % på bare 4 år. Hele 83% af befolkningen svarer ja til, at de deltager i en eller flere former for fysisk aktivitet i fritiden. Det tilsvarende tal var i 1998 69%.
Umiddelbart synes dette at være i total modstrid med ovennævnte påstand om, at 80% får for lidt motion, men man kan selvfølgelig straks spørge, om det giver motion nok at kalde sig aktiv i fritiden. Man kan også få på fornemmelsen, at stigningen på 14% på 4 år kunne tyde på, at det er lige oppe over. Folk kan nu på egen krop mærke inaktivitetens konsekvenser, samtidig med at de fra alle sider bombarderes med advarsler mod velfærdssygdomme og fedme. Derom vidner, at det især er de over 50-årige, der har oppet sig.
Børn er mere ubekymrede og mindre fornuftige, og de lader sig vanskeligt påvirke af skræmme-kampagner. Det passer med, at de helt unge er blevet mindre aktive. Et andet tegn på at "slaget om motionen" ikke er vundet er, at organisationsgraden er faldet for fodbold, håndbold og andre boldspil for hold. Og det virker ildevarslende, for det at være fast tilknyttet et idrætshold er nok en af de bedste garantier for, at man får regelmæssig og tilstrækkelig motion; og at mange får det på en gang!
Moderne lægekunst må spænde stadigt videre. Lige fra dem, der kollapser pga. overanstrengelse, til dem, hvis årer kalker til pga. for lav gennemstrømning. Motionsmæssigt er samfundet således brækket over. De to dele, der falder længere og længere fra hinanden, kunne man kalde: De aktive contra de inaktive. Eller mere bramfrit: De energiske contra de sløve. - Sidstnævnte udtryk er et citat fra en junior-fodboldtræner i min bekendtskabskreds. (Den klub, han er træner for, er i parentes bemærket ikke en topklub, men den har (selvfølgelig) ambitioner, både på egne og drengenes vegne). På spørgsmålet om, hvorvidt den hårde træning ikke får nogle af drengene til at droppe fodbolden, lød det befriende ærlige svar: "Jo, men de, der ryger ud, er selv ude om det. De er for sløve."
Med andre ord, de der har mest brug for motion, er der mindst plads til på holdet. - Gad vidst om dette ikke også gælder mange andre steder??

Motion og idræt
For folk i almindelighed, både drenge, piger, kvinder og mænd, skal motion helst være noget, man glæder sig til. Vi lever heldigvis i en velfærdstid og vil gerne more os i fritiden, gerne være sammen med andre, gerne gøre noget godt for os selv, når ikke det er for hårdt og bøvlet. Gerne komme ind i en god vane som at glæde sig til klubaftener. - I idræt kan man kombinere adskillige slags fritids-velfærd.
Samlet set batter det selvfølgelig også mere, når mange motionerer på en gang, end når hr. Madsen sætter sig for, at nu vil han jogge sin egen vej ½ time hver morgen. - Og hvem ved, om ikke der var større chancer for, at hr. Madsen ville holde fast i sit gode forsæt, hvis han hørte til i en klub med klubkammerater. Eller endda på et hold, hvor han glædede sig til hver dyst?
Derfor burde det være indenfor idrættens område, at vi for alvor kunne håbe på en forøget tilgang af aktive motionister. Statistikken viser såmænd allerede pæne tal: Danmarks Idræts-Forbund kunne i 2003 mønstre 1.665.170 medlemmer. Heraf lægger den populæreste sportsgren, fodbold, beslag på 308.318 medlemmer.
Det samlede tal ser umiddelbart meget imponerende ud, men en del af sportsgrenene giver nu ikke megen motion: Billard, dart og motorsport eksempelvis. Med lidt kendskab til klubliv ved man jo desuden, at mange er mere eller mindre passive og nærmest er medlemmer for gammelt venskabs skyld. De mest aktive kommer og hepper på kammeraterne. Så er der en anselig gruppe medlemmer, der højst tørner ud hver 14. dag, foruden gruppen af reserver, der må nøjes med at stå stand by i det meste af idrætstiden, fordi de ikke er gode nok til at være faste på holdet. Og endelig de reserver, der kun kommer, når der er mandefald blandt den faste stab.
Alt i alt skulle det ikke undre mig, om det er langt under millionen, der får en sund og passende dosis motion i kraft af idrætten. Så er der selvfølgelig en hel del, der motionerer tilstrækkeligt på egen hånd eller i kraft af deres arbejde, men i forhold til at der i Danmark findes omkring 5 millioner mennesker med behov for motion, kan der godt være hold i det svenske estimat om, at 80% af befolkningen får for lidt motion.

For eliten eller folket?
Når der findes så mange idrætsgrene, og når det kunne være så givende på mange planer at dyrke en idræt efter sit hoved, så kan man let komme til at undre sig: Hvorfor formår idrætten ikke at tiltrække flere, hvorfor formår idrætten ikke at bibringe flere en tilfredsstillende kondition?
I middagsradioavisen den 23/1-2004 kunne man høre om resultatet af en nordjysk undersøgelse af gymnasiepigers kondition. Næsten 80% havde en kondition under middel. Og en pige fra Rysen-steens Gymnasium, Fie Iversen, fortalte, at det hurtigt blev alt for konkurrencepræget og krævende, hvis hun meldte sig ind i en idrætsklub. Henrik Lindgaard Møller fra Gymnasieskolernes Idrætslærerforening, der står bag undersøgelsen, kom med et lignende svar på spørgsmålet om pigernes dårlige kondition: Idrætsorganisationerne har ikke tilbud til de piger, som ikke har lyst og tid til at dyrke sport på højt niveau. - Men jeg mener nu, at man roligt kunne udvide påstanden til:
Idrætsorganisationerne har ikke tilbud til de mennesker, som ikke har lyst og tid til at dyrke sport på højt niveau.
Kunne det tænkes, at sporten generelt er blevet mere og mere resultatorienteret? Ikke mindst hvad angår holdsport? - Det ville de enkelte på holdet mærke, især naturligvis de dårligste. "De sløve," dvs. dem som er en hæmsko for holdet i kampen for oprykning eller mod nedrykning, ville få mindre spilletid. Og "de sløve" vil lige så stille sive ud af holdene og klubberne.


Pilotprojekt letbold

Fodbolden som eksempel
Her i landet behøver fodbold ingen nærmere præsentation. Alle og enhver kender vor nationalsport, og de store landskampe har det med at slå seerrekorder. Ikke at det undrer mig, jeg kender ingen sjovere og sundere leg. Bolden er rund og kan fare frem og tilbage mellem spillere og mål på alle mulige måder, fra genialitet over kreative mønstre til falden på halen komik. Og spillet er skruet sådan sammen, at luften kan dirre af spænding og drama fra start til slutfløjt, eller emme af forudsigelighed. Intet er givet på forhånd. Absolut en fascinerende sport!
Ikke mindst for udøverne selv, skulle man mene. Men for mig at se screenes en stor del af befolkningen væk fra legen med fodbolden. Fodbold er forbeholdt en elite, helt ned til de lavest rangerende hold, helt fra puslingestadiet til superveteranerne. For at kunne begå sig i klubberne skal man nemlig være seriøs og ambitiøs, man kan ikke bare spille for sjovs skyld. Man skal også have evner, være nærkampsstærk, robust og boldsikker. Desuden skal man være indstillet på at træne hårdt og ofte uden bold. Rette sig efter en træner, der kan få legen til at minde om eksercits. Man skal tro på, at resultatet er det vigtigste, og være glad hvis man vinder uden kamp og motion, fordi modstanderne ikke dukker op. Og så skal man finde sig i at være udskiftningsspiller, hvis man spiller for dårligt.

Fravælgelsen af spillere
Trænere, holdkammerater, idrætsforbund og TV hylder talenterne og fighterne. Alles øjne er rettede mod de bedste, nationalt såvel som lokalt. - Men set med sundhedsøjne behøvede man vel ikke at gøre sig så store anstrengelser for at gøre de toptrimmede endnu bedre?
Jo mere fokus der er på de bedste, desto mindre lægger man mærke til de middelmådige og "sløve." De hører ofte til den store gruppe, der bare ønsker at spille bold for at motionere eller have det sjovt. Og de, der har hårdest brug for at forbedre kondien og smide nogle kilo, har svært ved at holde tempoet på sidsteholdet. De må enten nøjes med at være udskiftningsspillere det meste af tiden eller droppe sporten. Lige så stille og umærkeligt screenes de mest motionstrængende mennesker ud af fodboldklubberne.

En fodboldelskers bekendelser
Jeg kan underbygge min påstand med mit eget lille eksempel. Siden jeg var dreng har jeg nydt at spille fodbold. Og jeg elsker skam stadig spillet med den runde, selv om jeg efterhånden befinder mig i klassen: Afdanket superveteran. 52 år, så er de fleste holdt op, herunder undertegnede. Den smule fodbold, jeg får spillet, er småbold med min søn og hans venner, en gang i mellem når det lige kan arrangeres. Tempoet som "rigtig" superveteran blev for højt, kampene for betydningsfulde, det gjaldt jo op- eller nedrykning! Jeg tilbragte efterhånden størstedelen af tiden udenfor banen som passiv udskiftningsspiller, noget der ikke giver motion, kun kolde fødder.
Og indrømmet, jeg har aldrig været en dygtig spiller, tværtimod! Den har altid været gal, både med evnerne, fysikken og motivationen. Jeg er af natur langsom og lettere fumlet. En dribling koster et større hjernearbejde og lykkes derfor sjældent. Jeg er for let at flytte med en skulder. Der er ikke den store saft og kraft bag sparketeknikken, og jeg har aldrig skullet nyde noget af at risikere lemmerne i et brag af en tackling. Og mht. motivationen, så har jeg altid opfattet fodbold som en herlig leg. - Jeg burde altså være glad for de gange, jeg fik lov at være med…
Men jeg savner faktisk stadig at komme ud og boltre mig på grønsværen igen, at tilhøre en stamme af ligesindede, der vil ud og lege med bolden og dyste for ramme sjov. Det er nu engang en spændende oplevelse at mærke spillets puls på egen krop og få masser af sund motion midt i kampens hede. Samtidig er der græs under fødderne, frisk luft, vidtstrakte udsyn, skønne solnedgange, tårnhøje cumulusskyer og kølende regnskyl. Gamle venner og nye bekendtskaber, sammenhold og "fjender," man kan snakke venskabeligt med. Sejre og nederlag og gyldne øjeblikke, hvor man sparker bolden i mål. Den arketypiske tilfredsstillelse ved at høre til en stamme, "the soccer tribe," ikke bare som fan, men som aktivt medlem.
Og jeg ved, det ville være sundt for mig. Jeg kan nu engang ikke tvinge mig selv til at løbe efter næsen. Hjerteforeningens velmente tilbud om motionsløb vækker ikke samme trang til løb som en bold. Jeg er nok et rigtigt velfærdsvrag: Det skal være lysten, der driver løbet, ikke en eller anden fighting spirit, ikke en ambition eller en rationel erkendelse af, at det er godt for hjertet. - Og jeg kan altså ikke tro, at jeg er alene om at have det sådan…

Bolddropperne
Som fader, så søn. Som 6-årig var han vild efter at spille fodbold. Hans entusiasme holdt omkring et år, så var den slidt op af trænerdisciplin og hans egen utålmodighed efter at komme til at spille bold. Desuden var han lille af sin alder og blev ofte skubbet væk fra bolden.
Måske fattede han det hurtigere end sin tungnemme far: Moderne fodbold er gearet til at være en elitesport, fra puslinger til super-veteraner. Det er forstemmende at se, hvor stort frafaldet er med alderen. Mens der i 2003 var 185.897 fodboldspillere under 18 år, var der kun 79.666 tilbage af hele den vældige befolkningsgruppe, der er ældre end 25 år. Når man tænker på den entusiasme, der stråler ud af puslingerne, så kan man let få på fornemmelse, at rigtig mange har mistet gejsten for spillet, fordi de mere eller mindre indirekte har fået at vide, at de er "for sløve."
Tallene illustrerer samtidig en uheldig udvikling: Børn har godt af motion, men de forstår tit at skaffe sig den på mange måder. Folk over 25 år har det med at sætte sig ned i livsfarligt omfang.
At så mange fravælger fodbold og anden holdsport er brandærgerligt, eftersom netop holdsporten har et enormt potentiale til at rette op på folkesundheden. Jeg vil derfor i det følgende bruge fodbolden som et eksempel, både for at illustrere hvad der er galt, og for at foreslå at vi drager konsekvensen af, at der findes de to vidt forskellige tilgange til sporten: Enten spiller man for at vinde, eller også spiller man fornøjelsens og motionens skyld. Sidstnævnte målgruppe er slemt forsømt, hvad vil da være naturligere end at oprette en særlig fodboldafdeling for motionsspillere Lad os altså dele de store sportsgrene op i to hold alt efter udøvernes tilgang til sporten. Lad os tale om ambitionisterne og motionisterne.

Fodbold for motionister
Det er ikke gjort med den flotte bemærkning, at folk da bare kan spille lidt småbold i rundt om på de grønne arealer. Det sker allerede i det små; rundt omkring i beboerforeninger og vennekredse mødes folk over hver sin øl og aftaler at spille bold hver søndag i kirketiden. Men erfaringen viser, at sådanne uorganiserede tiltag plejer at have kort levetid. Folk siver, den løse, uforpligtende form mangler klubbernes organisation og faciliteter, ingen interesserer sig for kampene og deres udfald, der flippes og egotrippes indtil de sammenbragte "børn" bliver irriterede på hinanden. Og værst af alt, der sker af og til grimme skader, når reglerne står hen i det uvisse, dommeren er en by i Rusland, sundhedshensyn tilsidesættes, og folk intet lærer om den mest elementære teknik.
Derfor må motionsfodbolden organiseres, sundhedsaspektet skal bringes i fokus, og samtidig skal der trods alt være nogle små, uhøjtidelige gulerødder at spille om. Ikke op- og nedrykning, men der må gerne holdes regnskab med placering, points, målscoring, målscorere osv. i den lokale pulje, man spiller i. Og alt efter hvad man beslutter sig til kan der være små hyggelige præmier og trøstpræmier på højkant.

Letfodbold
Når vi går i gang med at oprette en særlig motions-underafdeling af fodboldsporten, vil det være nærliggende samtidig at moderere reglerne, således at skadernes antal minimeres. Nogle enkelte regelændringer kunne have stor betydning og for at understrege, hvorved de nye regler vil ændre spillet, vil jeg kalde motionsbolden for letfodbold. I letfodbold vil der være plads til alle, der bare kan løbe en lille smule. Eftersom det ikke er resultaterne, men motionen og legen der tæller, kan mangt og meget gøres anderledes:
Reglerne skal sigte på at beskytte svagere spillere og forebygge skader. Derfor bør
  • bolden være lettere
  • der spilles med sportssko i stedet for fodboldstøvler
  • tacklinger ikke være voldsomme og farevoldende, evt. kan man overtage regelsættet fra indendørsfodbold
  • i stedet for almindelige trænere har hvert hold min. en "opsynsmand m/k", der organiserer, træner og instruerer sit hold, både om de elementære fodboldregler og om hvordan man undgår skader. Opsynsmanden kan enten agere dommer eller spille med på sit hold, men skal gøre sit bedste for at forebygge skader og tvister og dømme retfærdigt. Er opsynsmændene uenige om en kendelse (frispark, indkast el. lign.), uden at kunne tale sig til rette på ½ min., slås der plat og krone for at komme videre uden kævl
Træningen skal være sund, frivillig, individuel og lystbetonet. Ikke sigte imod at lave stærke spillere, men at forbedre den enkeltes helbred. Man kunne f.eks.
  • dyrke øvelser, der er tilpasset den enkelte
  • simpelthen dele to hold og spille afslappet mod hinanden
  • få besøg af ergoterapeuter og o.a. sundhedseksperter
  • få tjekket blodtryk og kondi
Turneringsformen skal sigte på at få mange til at spille letfodbold, tit og regelmæssigt. Derfor bør man være meget fleksibel, hvad angår holdsammensætning:
  • antallet af spillere er underordnet. I stedet for at operere med 7-mands og 11-mands hold, kan man i letfodbold nøjes med de rundere kategorier: Store hold (fra 8 til 15 spillere& små hold (fra 7 til 3 spillere på hvert hold). Er et af holdene i overtal, udlånes der spillere til det hold, der er i mindretal. På denne måde sikrer man sig mod mange aflysninger.
  • holdene kan sammensættes af spillere, der kender hinanden. Der kan laves familiehold, nabohold, kvartershold, firmahold, vennehold, m/k-hold eller rene drenge-, mande-, pige- og kvindehold
  • holdene kan også sammensættes lokalt og mødes i lokale turneringer, således at der ikke går megen tid med transport
  • der spilles ikke om op- og nedrykning, men man kan godt føre turneringsregnskab og ved sæsonafslutning holde fester, hvor tabere trøstes og vindere hyldes.
  • der kan også holdes stævner, hvor de mest ivrige motionsspillere får lejlighed til at møde nye hold, og dyste om en motionsbamse!
  • TV kan måske endda finde på at transmittere udvalgte letfodboldskampe, som en kærkommen kontrast til proffernes mere og mere taktiske og perfektionistiske kampe.

Samarbejdspartnere
De mest oplagte samarbejdspartner må være Dansk Boldspil Union, Dansk Firmaidrætsforbund (DFIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Idræts Forbund (DIF). Derudover findes der adskillige oplagte muligheder indenfor sundhedsområdet, lige fra Hjerteforeningen til Center for Idrætsforskning.
Letfodbolden kunne selvfølgelig organiseres helt separat, men for at opnå den bedst mulige gennemslagskraft må man tilstræbe samarbejde med flest mulige etablerede organisationer. Gerne må letfodbolden lægges ind under en eksisterende organisation. Hvem ved om ikke fx DBU kunne lade sig inspirere af letfodbolden:

DBU som eksempel
DBU har formuleret sit værdigrundlag i 10 princippunkter. Det første værdigrundlag fastslår, at fodbold er for alle, men som det fremgår, føler jeg ikke, at klubberne gør nok for at efterleve denne smukke hensigt. Der kunne letfodbolden komme ind som en god hjælp til at realisere hensigtserklæringen om, at fodbold er for alle.
Så er der 9 principper yderligere, men ikke et handler om sundheden. Kunne man ikke indsparke et 11. bærende princip om, at fodbold skal bidrage til folkesundheden?
Det burde kun være en ekstra fjer i DBU's hat, hvis man formår at løfte dette ekstra værdigrundlag. Og antager vi, at motionsbolden bliver et tilløbsstykke, vil det resultere i medlemstilgang. Nogle af sidsteholdenes spillere vil måske nok sive over til motionsbolden, men man behøver næppe at frygte tab af gode, ambitiøse spillere, og en del klubber vil vel kun hilse en sådan "slankekur" velkommen. Samtidig vil de kunne sige velkommen til mange nye ansigter, der uden letfodbold aldrig ville blive aktive spillere. Hvis letfodbolden slår igennem, vil der utvivlsomt blive tale om en nettotilgang af fodboldspillere, og de vil tilsammen løbe mange flere kilometer end tidligere.
Et godt samarbejde med DBU vil selvfølgelig også være at stor praktisk betydning for letfodbolden. At få del af baner, omklædningsrum, PR, klubhuse og klubliv vil gøre det let at dyrke letfodbold. Og der vil være en enorm løftestangseffekt ved at blive budt velkommen af DBU allerede fra den spæde start.
Lykkes det ikke at etablere et sådant samarbejde fra dag et, vil det gøre introduktionen af letfodbold sværere, men forhåbentlig ikke umulig. Skoler, fritidshjem, parker og beboelseskvarterer råder også over baner, og der kan måske være et vist konkurrencemoment ved at introducere en alternativ fodboldopfattelse. - Men som sagt, samarbejde burde være i begge parters interesse.


Motionsidræt som en generel nyskabelse

Jeg har brugt fodbolden som det mest oplagte sted at slå et slag for at popularisere idrætten, og forøge dens betydning for folkesundheden. Men andre sportsgrene kunne også få deres særlige motionsafdelinger. Her tænker jeg især på andre holdspil som håndbold, volleyball og basketball. Indenfor disse tre boldspil råder der stadig en stiv struktur, hvad angår antallet af spillere på banen og kvalifikationskrav til den enkelte. Man kunne bløde op og skabe nye motionshold, og rydde afskrækkende forhindringer af banen. Eksempelvis ville jeg, som lille og langsom, ikke vove mig ind i basketballklub. Men vidste jeg, at der fandtes uhøjtidelige motionshold, evt. også et med eksempelvis en spillerhøjde på max 175 cm., så kunne det da godt være, at jeg var til at lokke.
Indenfor mere individuelle sportsgrene som atletik, badminton, cykelsport osv. kunne der også tænkes at være basis for oprettelse af særlige motionsafdelinger. Det er imidlertid mit indtryk, at det er nemmere at komme som evneløs nybegynder og alligevel falde godt til under de eksisterende forhold, når man ikke skal leve op til særlige holdsportskrav. Det er da også indenfor de individuelle sportsgrene, at man ser de store motionssucceser som ABC, Vi cykler til arbejde og Eremitageløbet give deres bidrag til folkesundheden.
Noget lignende tror jeg, der er basis for indenfor store holdsportsgrene som fodbold. Ja, jeg tror endda at motionsidræt vil kunne levere et længere og sejere træk for folkesundheden end kampagner, der er mere tids- og stedsbegrænsede. - Men det kræver altså en lidt alternativ tilgang til sporten, og med dette projekt forsøger jeg at løse op for knuder, der virker som en unødig begrænsning af potentialet.



Besøg letbold.dk og se hvor du kan spille letbold.
Du kunne jo også fortsætte med Runde cykelhjul!