Runding.dk





Nordpolsbassinet
og Stillehavsbassinet

- er de resterne af runde kæmpekratere?

Finn Gemynthe Madsen

Det er spændende at kigge på kort. Globusser og atlasser især. Når man ser på jorden helt oppe nordfra, kan man godt komme til at undre sig. Man ser det meste af en cirkel, med enkelte revner og et større hul mellem Grønland og Norge. Og ikke en ø i en kæmpe cirkel rundt om Nordpolen, som er dybt hav.
Kontinenterne vandrer, men hvornår har der sidst været et kontinent ved Nordpolen? Hvornår har der ikke været dybt hav? Mig bekendt ikke i flere 100 millioner år? Siden dinosaurernes æra er de store kontinenter som Asien, Amerika og Europa fra tre sider gledet nordpå. Indtil et vist punkt, hvor fremrykningen synes at møde modstand. I en vældig kurvet vold, der siger: "Hertil og ikke længere." Her findes tilsyneladende en slags barriere, der indtil videre har holdt Nordpolsområdet landfrit.
Kunne barrieren tænkes at være en gammel kraterrand? I så fald må nedslaget have været gigantisk, men der findes også gigantiske kratere på de andre planeter og måner.


 
 


Der er dybt vand under den arktiske is. Tæt ved Nordpolen, i det Eurasiske Bassin er der dybder på 4300 m. Lidt længere sydpå findes der en særpræget struktur, en undersøisk bjergryg, der ligner en lang stribe af vældige uregelmæssige firkanter. Strukturen kaldes Nansen Cordillera og er lang som vejen fra København til Rom. Intet andet sted på klodens atlas ser jeg noget lignende. Kunne Nansen Cordillera skyldes de specielle forhold, der kan opstå, når en kraterbund bliver tilstrækkelig gammel, samtidig med at kontinentaldriften og trykket indefra skubber og trækker?
Hvornår kan krateret være skabt? Det finder man næppe ud af, før man begynder at opfatte det som et krater. Det kan have indtil 4,6 milliarder år på bagen og stamme tilbage fra tiden kort efter Jordens fødsel, hvor solsystemet "flød" med brokker, der endnu ikke var "fusioneret" med nogen planet eller måne. Eller kan det være meget nyere, fx blot 250 millioner gammelt og være resterne af den værste af de 5 store "dræbere," et nedslag, der ved grænsen mellem perm og trias udryddede 95% af jordens plante og dyreliv. Nedslaget satte muligvis gang i en ekstrem vulkanisme, der netop på den tid dækkede Sibirien med tykke lavalag. Begge dele kan tilsammen have forårsaget det katastrofale klimakaos, Perm - Trias katastrofen, som er en ren gyser at læse om.
Eller kunne Nordpolskrateret mon være levnet fra det største nedslag nogensinde? Den kollision der skabte Månen! Forskerne er ved at være enige om, at vor egen måne blev skabt ved en kataklysmisk kollision, Big Splash kaldet, mellem Jorden og en protoplanet lige efter dannelsen for omkring 4,6 milliarder år siden. Jorden overlevede sammenstødet, men der hvirvledes så meget materiale så højt op, at der omkring Jorden dannedes en sky og siden en ring og siden vor måne ud af alle disse brokker.
Jorden selv må have været et rødglødende inferno længe efter, fra top til tå. Kunne det tænkes, at nedslagsstedet lå, hvor Nordpolen ligger nu?
Månens radius er 1737 km. Ca. samme afstand er der fra Nordpolen til mange af de nordligste kyster i Nordamerika, Sibirien og Nordnorge. Kunne man lægge Månen på Nordpolens plads, ville den ikke passe perfekt i "hullet," men den ville på den anden side ikke dække de store landområder. Queen Elizabeth Islands, Nordgrønland og Svalbard er de eneste steder, hvor der ville være overlap. Hvor kontinenterne måske har klaret at forcere de smuldrende rester af kraterranden?
Men næppe! Krateret er for lille! Søger vi Månekrateret, må vi tænke endnu større. Ethvert nedslag frembringer et krater, der er en hel del større end det nedstyrtende objekt. Efter den kosmiske kollision, der skabte Månen, må den ene side af Jorden have været "udhulet" som når man tager den første store, men overfladiske bid af et æble. Er Jorden mon kommet sig helt over dette urbid? 4,6 milliarder år er lang tid, har tidens tand formået at glatte arret helt ud, at gøre Jorden pæn og rund hele vejen rundt om?

Ikke helt tilsyneladende. Kigger vi på kloden fra et punkt over midten af Stillehavet, ja så ser vi ikke meget andet end hav. Mange steder meget dybt hav, helt ned til rekorddybden på over 11 km's dybde på bunden af Marianergraven.
Hele Stillehavsbassinet lader os ane konturerne af et gigantisk krater. Omkranset af Østasien, Australien & New Zealand, Antarktis, Sydamerika og Nordamerika, Alaska og Sibirien. Og når der enkelte steder findes småøer i verdens største ocean, så er det vild vulkanisme, der har klaret at hæve Hawaii og de øvrige øer over Stillehavets overflade. Kun New Zealand synes at have mast sig et stykke derudad, men de to store øer har også haft både vulkanisme og bjergfoldning til hjælp.
Javist, kontinenterne er kommet vandrende, de har ligget ganske anderledes og på mange forskellige måder igennem den seneste milliard år fra Prækambrium til nu. Atlanterhavet er fx skabt ved, at Amerika og Afrika/Europa er gledet fra hinanden. Men mht. Stillehavet så synes der generelt at have manglet store kontinenter i hele dette vældige område. Øer og småkontinenter har der fra tid til anden været, fx i Ordovicium og Kambrium, men den generelle tendens så langt tilbage det kan spores er, at den synlige del af kontinentaldriften, den der får kontinenter til at hæve sig højt over havoverfladen, overvejende er foregået på den resterende del af kloden, der ligger uden for Stillehavsbassinet. Ikke så underligt hvis der her findes en fordybning, hvor der kræves ekstraordinær landhævning, vulkanske hot spots fx, for at landjord kan hæve sig over vandmasserne. Findes der desuden en dybtliggende barriere, verdens ældste kraterrand, rundt om Stillehavet, så forstår man hvorfor kontinenterne helst driver uden om dette enorme trug.
Den protoplanet, der vædrede Jorden og skabte Månen, menes at have været på størrelse med Mars. Planetens diameter er 6780 km. Afstanden fra Alaska til Antarktis er ca. 16.000 km., fra New Guinea til Sydamerika langs Ækvator ca. 13.500 km. Ethvert nedslag frembringer som sagt et krater, der er en hel del større end det nedstyrtende objekt. Så for mig at se kunne Manden i Månen godt være spyet ud fra det sted, hvor Stillehavet i dag ligger.
At Månekraterets centrum i så fald ligger ved Ækvator, som ligger i Månens plan, gør ikke teorien dårligere. Mig bekendt er Jorden aldrig "væltet," således at dens rotationsakse og dermed en af polerne, har peget imod Månen. Månen holder os pænt på plads, således at aksehældingen selv i dag, hvor Månen gradvist har fjernet sig og dermed har løsnet sit greb om Jorden, højst kan svinge mellem ca. 21 og 24 grader......
Vi har meget andet at takke Månen og dermed dens skaber, protoplaneten "Big Splash" for. Vor jordskorpe er beriget med værdifulde mineraler som fx Månen mangler. Og alt dette tidevand, der siden havenes dannelse har overskyllet og udtørret enorme landområder i en fast rytme, har muligvis skabt livet, og sandsynligvis lettet dets landgang. De havplanter og havdyr, der bedst tålte at blive tørlagt, er lidt efter lidt blevet så seje, at de har kunne bide sig fast på landjorden.
Og så er der kontinentaldriften. Kunne den tænkes at være sat i gang af "Big Splash?" Vore søsterplaneter, Venus og Mars, mangler denne vigtige drift, der har skabt dynamik og nye landskaber gennem hele livets historie, og som beriger atmosfæren med luftarter og gøder jorden med aske. Og som, aller vigtigst, tager trykket af den indre kedel. Venus, som af størrelse er næsten mage til jorden, lader til at være blevet udsat for en global vulkanisme for 500 millioner år siden. Et inferno, der har slettet alle kratere, og udslettet ethvert liv, der måtte have været. Men det har der næppe, da planeten sandsynligvis altid har manglet den kontinentaldrift, som skulle sørge for at overskudsvarmen slipper ud gennem mange små sikkerhedsventiler, i stedet for med jævne mellemrum at brænde sig ud til planetens overflade og forvandle den til ét glødende lavahav. Venus var ikke så heldig at møde sit Big Splash. Eller ifølge en ny teori: Venus blev ramt så uheldigt, at den mangler både måne, kontinentaldrift og livsvenlig atmosfære og rotation.

Og så lige et lille fremtids-PS: Et velrettet Big Splash kunne måske stadig nå at frelse Venus fra evig goldhed. Næppe gennem naturlig eller guddommelig indgriben, men arten menneske på naboplaneten Jorden er jo inde i en yderst ekspansiv fase og har taget de første spæde skridt ud i rummet. Og vi har fantasi og visioner! Læs fx bogen "The Next Ten Thousand Years" af Adrian Berry.
Fortsætter rumeventyret som Berry forudaner, og bliver menneskene i stand til at manøvrere rundt med asteroider, ved fx at affyre raketter eller brintbomber modsat bevægelsesretningen og dermed bremse deres færd om solen, så kan man lade den udvalgte asteroide bevæge sig ind i en bane nærmere solen. På denne måde kunne man muligvis manøvrere fx den største asteroide Vesta ind i tæt kredsløb omkring Venus, og dermed sætte gang i planetens rotation. For derpå, efter et passende antal årtusinder, lade Vesta styrte ned i en vinkel, der hvirvler tilstrækkelig meget materiale op til at frembringe en lille Venusmåne, og forhåbentlig frembringer en kontinentaldrift, der kan tage trykket af Venus' indre kedel. - Det ville være terraforming i stor og konstruktiv målestok, og det skulle selvfølgelig følges op af en regn af vandfyldte kometer, således at den stakkels tørre, solbagte planet kunne køle af og begynde at få søer og have - og det liv, som hurtigt vil blomstre op på en måneberiget, solbeskinnet planet med en passende temperatur -og et ordentligt nylavet krater til Venus' første ocean.