Menu


File:Diamond ring ESA390166.jpg - Wikipedia Commons

Projekt Måneskygge

Vor eneste frelse fra syndfloden?

Af Finn Gemynthe


File:Antartica 13.JPG – Wikimedia Commons

Truende hedeslag og oversvømmelser
Klimakrisen er på alles læber, isen smelter omkring polerne, og havstigninger truer med oversvømme utallige øer og storbyer. Årsagen er hævet over seriøs diskussion; menneskeheden udleder alt for mange drivhusgasser, først og fremmest CO2. ”I slutningen af sidste istid lå koncentrationen nede omkring 190 ppm, dvs. der var 190 CO2-molekyler pr. million luftmolekyler.” (Eigil Kaas: Lidt om vulkaners klimaeffekter – og global opvarmning. GeologiskNyt 1/07, p. 22).

Via 280 ppm midt i 1700-tallet er atmosfærens indhold af denne drivhusgas nu steget til det nuværende alarmerende niveau på over 400 ppm med stadig stigende tendens.(https://www.climate.gov/news-features/understanding-climate/climate-change-atmospheric-carbon-dioxide - August 14, 2020. https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/co2-koncentrationen-i-atmosfaeren-naar-nye-hoejder - 14. maj 2019)

Professor Eigil Kaas sammenligner menneskehedens udledninger med vulkaners, hvilket ikke falder ud til vores fordel: ”I øjeblikket vurderes det, at der på denne måde tilføres (uddunstes) omkring 0,1 milliarder ton (Gt) kulstof til atmosfæren hvert år. Den vulkanske uddunstning skal sammenholdes med, at de menneskeskabte udslip gennem afbrænding af fossile brændsler p.t. er på omkring 6,4 Gt kulstof per år. Man kan derfor sige, at vi mennesker kortslutter kulstoffets kredsløb ved pludseligt at flytte meget store mængder kulstof til de i geologisk sammenhæng hurtigt koblede lagre af kulstof i atmosfære, oceaner og de øvre jordlag (herunder biomassen på land- og i havet). Selv om afbrænding af fossilt brændsel er en anden kemisk proces end uddunstningen af CO2 fra vulkaner, kan man dog godt tillade sig at sige, at den industrielle revolution har været og er et meget stort og spændende eksperiment, også set med geologiske briller. (Eigil Kaas: Lidt om vulkaners klimaeffekter – og global opvarmning. GeologiskNyt 1/07, p. 19-20).

Nu, 14 år efter at dette blev skrevet, er de menneskeskabte udslip af kulstof betydeligt større, svarende til 9,88 Gt. (https://www.statista.com/statistics/276629/global-co2-emissions/ & (https://www.webqc.org/molecular-weight-of-CO2.html ) dvs. at der er 3,66 Gt CO2 per Gt kulstof).

Tallene ser endnu grellere ud, hvis man samler de totale C/CO2-udledninger; de androg 36,15 Gt i 2017 (https://ourworldindata.org/co2-emissions & https://www.statista.com/statistics/276629/global-co2-emissions).

Og selv om coronakrisen på det seneste har lagt en dæmper på udslippene, er atmosfærens indhold af CO2 fra december 2019 til december 2020 steget fra 412 ppm til 414 ppm ifølge målinger fra målestationen på Mauna Loa Observatoriet på Hawaii (https://www.esrl.noaa.gov/gmd/ccgg/trends/12. januar 2021). Hvilket ikke bør overraske i betragtning af, at denne drivhusluftart er en træg størrelse, der er svær at slippe af med, når den først er sluppet løs i atmosfæren.

Både - Og
Den logiske, jordnære klimaløsning, som selvfølgelig også er på manges læber, er at udfase fossile brændsler og i stedet producere energi ved hjælp af vindmøller, solceller osv. - og samtidig leve sparsommeligere, drosle ned og skåne kloden mod menneskelig hyperaktivitet. Undertegnede er rørende enig, så meget desto mere som fossile brændsler også forurener på en lang række andre måder end med CO2. Se fx en helt ny EU-rapport, der fastslår: ”CO2 udgør kun en tredjedel af flys klimabelastning.” (https://ing.dk/artikel/eu-rapport-flystriber-co2-udgoer-kun-tredjedel-flys-klimabelastning-241137).

Hvilket minder os om, at angsten for klimabelastning ikke må overskygge de miljøbelastende effekter af alle verdenssamfundets øvrige ”skarnsstreger”. Vi må lære at tænke bredt og holistisk i stedet for enten eller.

Men hvad angår drivhusgasserne, så kan der være grund til at frygte, at selv hvis vi som ved et trylleslag, fra nytår 2022, kunne reducere alle udledninger til 0, ville afsmeltningen ved polerne og fra bjergenes gletsjere være irreversibel. Det tager 50- 200 år, før et globalt udslip af CO2 er forduftet, og situationen gradvist er vendt tilbage til ligevægtsniveauet.  (https://www.experimentarium.dk/klima/kuldioxid-co2/)

Dertil kommer, at der er sat gang i en global proces, som vi kan kalde albedoreduktion: Sne og is tilbagekaster langt mere stråling og solvarme end vand og jord, så når der sker massiv afsmeltning, øger dette i sig selv såvel opvarmning som afsmeltning – og så videre. Iskerneundersøgelser har for længst afsløret, at istidens afslutning foregik med langt større hast, end man tidligere havde forestillet sig. En 13 år gammel artikel i Videnskab.dk er temmelig alarmerende, idet den forkynder: Istiden sluttede på kun et par år. Ganske vist gjaldt dette kun for grønlandske forhold, men der ligger sandelig stadig en masse is og sne, som kan nå at smelte langt hurtigere, end vi bryder os om. På basis af en lang række iskerneboringer i Grønland kan forskerne idetalje beskrive, hvordan et klimaskift udviklede sig år for år, da isen smeltede for 11.700 år siden… »Der sker så bratte klimaskift som om, der var blevet trykket på en knap« - Dorthe Dahl-Jensen, professor på Center for Is og Klima…. »Vanddampe er strømmet ind over Grønland fra andre områder. Og der har været power på den atmosfærisk cirkulation med lynhurtige og dramatiske ændringer af vejrsystemerne over Atlanten. Temperaturen faldt i disse områder to til fire grader, mens den steg med cirka ti grader over Grønland. Istiden sluttede mere eller mindre på ét enkelt år,« forklarer Sune Olander Rasmussen.” (https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/istiden-sluttede-pa-kun-et-par-ar 19. juni 2008).

I virkeligheden har vi stadig en rest af istiden liggende ved polerne og i bjergene. Jorden har før været fuldstændig isfri og langt varmere end i dag. Faktisk har Jorden befundet sig i en såkaldt drivhustilstand uden antydning af kontinentale gletsjere 85 % af sin historie (https://en.wikipedia.org/wiki/Greenhouse_and_icehouse_Earth - 7. januar 2021).

Dog synes kontinenternes nuværende placering at sikre os imod total nedsmeltning af Antarktis’ iskappe. Dette ville føre til havstigning på ca. 70 meter. ”Oven i de 70 m ville derfor komme yderligere et bidrag på op til 30 m fra vands varmeudvidelse – altså det forhold, at varmt vand fylder mere end koldt”. (https://illvid.dk/naturen/klimaforandringer/hvad-ville-der-ske-hvis-al-is-paa-jorden-smeltede). Men allerede en total havstigning på 65 meter vil forårsage et ukendeligt verdenskort, som fx i en artikel med overskriften: ”Sådan ser Jorden ud, hvis indlandsisen smelter (farvel, Danmark)”. (https://www.euroman.dk/natur/sadan-ser-jorden-ud-hvis-indlandsisen-smelter-farvel-danmark).

Selv om dette skrækscenarie efter alt at dømme ligger langt ude i fremtiden, jf. at ”På nuværende tidspunkt stiger det globale havspejl med lidt mere end 3 mm om året”, så går processen hurtigere og hurtigere (https://da.wikipedia.org/wiki/Havoverflade 29. marts 2017).

Heldigvis er vi altså ikke i umiddelbar havsnød, men det er let at forestille, sig, at noget må der gøres – og at det ikke rækker med at begrænse udledningen af drivhusgasser til 0 i år 2022! Denne ønskedrøm synes faktisk endnu utænkeligere end de værste skrækscenarier. Projekt måneskygge skal derfor ikke opfattes som et alternativ til alskens miljøtiltag, men som et nødvendigt supplement! Der er ikke tale om enten eller, men både-og!

Flere klimajokere
Forskerne har utvivlsomt taget højde for albedoeffekten i deres prognoser. Og dog udsættes vi gang på gang for alarmerende meldinger om, at polernes nedsmeltning går hurtigere, end prognoserne havde forudanet (https://www.dmi.dk/nyheder/2020/klima-opvarmningen-i-arktis-gar-hurtigere-end-ventet /https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/gamle-billeder-og-kort-afsloerer-groenlands-stoerste-gletsjere-smelter-hurtigere).

Årsagerne kunne være et par upåagtede jokere, som mærkværdigvis sjældent omtales i denne forbindelse:

En meget vigtig opvarmningsfaktor består i, at fordampning mange steder er kraftig nedsat på grund af bortledning af vand, såsom når der drænes og moser udtørres, eller når fugtig landjord bliver til tør byjord. Ejgil Kaas påpeger, at når vand bortledes i stedet for at blive liggende mere vedvarende, fjerner vi en vigtig afkølingsfaktor. Vi kender den fra os selv, fx når vi passerer en kølig mose, hvor mosekonen sågar kan finde på at brygge – eller når vi skutter os, inden vi har tørret kroppen efter et varmt bad.    Asfaltering og bebyggelse medfører også en markant nedsættelse af fordampningen (Ifølge Eigil Kaas, december/januar 2020/21).

Forståeligt derfor at temperaturen i byområder generelt er højere end i landdistrikterne. Alle og enhver kan se, at sneen smelter hurtigere i byerne end på landet. Både reduceret albedo- og fordampning samvirker i dette spil, hvortil kommer endnu en joker, vi kunne kalde affalds- eller spildvarmen.

Hvilken effekt har mon summen af alle disse moderne menneskelige aktiviteter? Hvor megen varme tilfører alle disse motorer og maskiner og rumopvarmning samt al den friktion, der opstår når biler drøner hen over vejene, mens jetfly brøler hen over himlen? For ikke at tale om skovbrande som følge af overophedning og tørker?

Spildvarmens bidrag til den globale opvarmning viser sig imidlertid at være temmelig beskeden sammenlignet med drivhuseffekten: ”Det antropogene forbrug af alle fossile brændsler svarer imidlertid kun til en energipåvirkning på under 0.1 Watt per kvadratmeter (set i gennemsnit for hele kloden). Dette skal sammenholdes med den tilsvarende menneskeskabte strålingspåvirkning på grund af udslip af drivhusgasser mv. Den er omkring 3 Watt per kvadratmeter!” (Ifølge Eigil Kaas december 2020)

Man må imidlertid formode, at virkningen af spildvarmen forstærkes i takt med atmosfærens stigende indhold af drivhusgasser. Drivhuseffekten tilbageholder jo netop varmen ved jorden, uanset om den kommer fra solen eller min bil. Altså må 1 liter afbrændt benzin "varme mere" i 2021 end i 1921? Hvortil kommer ekstra spildvarme fra friktion i form af bildæks fræsen henover vejbaner samt den transportens uundgåelige vindmodstand; jo hurtigere man kører eller flyver, desto mere friktion og vindmodstand. Og selvom sligt nok hører til i småtingsafdelingen, så gør sådanne ”nye varmeformer” immervæk en forskel i forhold til før menneskeheden blev motoriseret.

Drastiske tiltag
Summa summarum; sporene skræmmer! Erfaringsmæssigt er der langt fra store og ædle intentioner til tilstrækkelige handlinger, og i mellemtiden vil atmosfæren fortsat være nødt til at opsuge drivhusgasser og spildvarme i gigantiske mængder. Og når stigningen omsider er bragt til ophør, vil disse gasser, især overskuddet af CO2, som nævnt blive hængende i op til 200 år fremover (https://www.experimentarium.dk/klima/kuldioxid-co2/). – Kan polarisen holde skansen så længe?

En faretruende situation kræver drastiske tiltag. Hvor drastiske fremgå af følgende tre eksempler på storstilede redningsprojekter:

”Forskere foreslår at bygge kæmpe mure rundt om Grønland”. (https://videnskab.dk/naturvidenskab/forskere-foreslaar-at-bygge-kaempe-mure-rundt-om-groenland)

”Isen på Antarktis smelter i et accelererende tempo, men nu mener et ­forskerhold, at det har fundet en løsning: Kunstige øer, enorme pumper og undervandsdæmninger skal bremse afsmeltningen”.  (https://illvid.dk/naturen/klimaforandringer/gigantisk-projekt-skal-redde-antarktis) 

Og/eller: ”Forskere vil bygge en enorm dæmning tværs over Nordsøen.” (https://nyheder.tv2.dk/udland/2020-02-12-forskere-vil-bygge-en-enorm-daemning-tvaers-over-nordsoeen)

Med tanke på at slige projekter vil kræve ufattelige mængder af stærkt CO2-udledende beton, maskiner og skibe, og at miljøet til vands og til lands tager skade af langt mindre brobyggerier, kunne man godt ønske sig, at hjælpen ville komme som sendt fra himlen i stedet for. Og faktisk har jeg i mit stille sind fået idéen til en helt anden løsning, som angriber problemet ved ”ondets rod”: Solindstrålingen!

Faktisk foreslog James Early allerede i 1989 en ”rumskygge” med en diameter på 2,000 kilometers anbragt i Lagrangepunktet L1. Formålet med sådanne ”climate engineering” projekter er selvfølgelig at ”aflede en lille mængde af solens energi fra Jordens atmosfære, hvilket ville reducere den energimængde, der trænger ind i Jordens økosystem” (https://en.wikipedia.org/wiki/Space_mirror_(climate_engineering) 5. december 2020).

Mit stille sind er således ikke ene om at pusle med projekter, der sætter ind ved denne afgørende forudsætning for global overophedning. Et stort problem kalder på storstilede projekter, og der er opstået en ny, fantasifuld(?) disciplin kaldet geo-engineering. Mit bud på en radikal løsning minder i princippet om følgende, som Eigil Kaas og Thomaas Krag nyligt har gjort mig opmærksom på: ”Opsætning af enorme spejle i rummet for at sende Solens stråler væk fra Jorden”. (https://videnskab.dk/teknologi-innovation/innovative-klimaloesninger-vil-vi-have-farvede-skyer-kunstige-vulkaner-og_5. november 2020).

Sådanne projekter tages efterhånden så alvorligt, at EU har afsat 9,1 millioner € til et projekt kaldet “GeoEngineering and NegatIve Emissions pathways in Europe (GENIE).” (https://scholar.google.dk/scholar?hl=da&as_sdt=0%2C5&as_vis=1&q=%E2%80%9CGeoEngineering+and+NegatIve+Emissions+pathways+in+Europe+%28GENIE%29.&btnG=).

Professor Benjamin Sovacool fra Aarhus Universitet er leder af dette vidtløftige projekt, der bl.a. skal beskæftige sig med: “En anden vigtig teknologi er solstrålingsstyring (SRM), en type klimateknik, hvor sollys reflekteres for at begrænse eller vende den globale opvarmning”. Formålet er at sætte et ”presserende nødvendigt tværfagligt og helhedsorienteret perspektiv på disse teknologier for at forstå, om og hvordan de kunne anvendes i den krævede skala til at løse problemet” (https://pure.au.dk/portal/da/persons/benjamin-sovacool(fca10105-c4eb-4f0f-99a7-a354a8a8a47a).html).


File:Solar Eclipse May 20, 2012.jpg – Wikimedia Commons

I al ubeskedenhed synes jeg imidlertid, at mit eget lille måneskyggeprojekt rummer den poesi og letfattelighed, der skal til for at oplyse offentligheden om disse upåagtede muligheder. Samtidig med at det foreslår alternative, muligvis brugbare ideer såsom opsætning af solceller i stedet for spejle, hvilket vil kunne give rumforskning et energirigt boost, som kan aflaste vor hårdtprøvede Moder Jord. Jeg mener faktisk, at det er på tide at sætte fokus på sådanne optimistiske løsningsmodeller, også af hensyn til folkesundheden. Uden håb om en realistisk, himmelsk redning på den lurende klimakatastrofe risikerer vi, at folk går i sort, bliver opgivende og tænker: Det hele kan være lige meget. 

Skyg for Solen!
Set fra Jorden er Solen uanselig af størrelse. Ja, skæbnens uransagelige veje har maget det så, at vor relativt lille Måne med en diameter på kun 3.474,6 km fra en gennemsnitlig afstand af 384.405 km nøjagtigt kan dække for hele solskiven, hvilket forårsager få minutters total solformørkelse. Her en lille meteorologisk rapport fra en amerikansk solformørkelse i august 2017. 

”Temperaturen styrtdykkede under solformørkelsen i USA
Målingerne viser også, at der overhovedet ingen energi blev tilført fra Solen i de to minutter den totale del af formørkelsen varede… På lidt over en halv time faldt temperaturen således med fem grader. Det er et temperaturfald som en almindelig solnedgang skal bruge flere timer på.” ( https://vejr.tv2.dk/2017-08-24-temperaturen-styrtdykkede-under-solformoerkelsen-i-usa).

Bag en pandekageskyggemåne!
Hvad derfor om Jorden fik sig en svalende, partiel, hyppig eller kronisk solformørkelse forårsaget af en skyggemåne, eller flere? Og nu man var i gang, kunne man lige så godt beklæde den solvendte side af skyggemåne(rne) med solceller og på den måde høste masser af solenergi, der bl.a. kunne bruges til kursjusteringer. For ikke at tale om en rumkoloni eller rumfabrik i tilknytning til skyggemånen? – Allerede i 1970’erne lagde man visionære, miljø- og menneskevenlige planer for kolonisering af rummet, læs fx O’Neills nærmest poetiske bog Rumkolonier - en udfordring til fremtiden (https://www.saxo.com/dk/rumkolonier-en-udfordring-til-fremtiden_gerard-k-oneill_ukendt_SX44319296).


File:Spacecolony3edit.jpeg – Wikimedia Commons

En skyggemåne skal selvfølgelig have et anseligt areal for at kunne kaste tilstrækkelig skygge; jo længere ude den placeres, desto større skal den være. Men teknologisk set vil den være rørende enkel: I princippet kan den sammenlignes med en pandekage, hvis varme bund vender ”nedad” mod en hed stegepande = Solen, mens dens koldere, skyggekastende side vender opad = mod Jorden. Flade skyggemåner må kunne rulles ud eller samles på ”samlebånd” uden de store dikkedarer ude i rummet, hvor ingen blæst vil genere de tilsyneladende sarte konstruktioner.

Så tynd kan en skyggemåne være
Under en forsøgsfase vil man kunne nøjes med et ultratyndt materiale a la det, som japanerne allerede i 2010 ”rumsatte” i form af solsejlet IKAROS:

”Sejl er tyndere end et menneskehår
IKAROS blev sendt ud i rummet kort før midnat 20. maj (dansk tid) sammen med venussonden Akatsuki. I perioden 3.-9. juni blev sejlet foldet ud, og siden da har sollyset altså accelereret det eksperimentelle rumfartøj. Sejlet er ca. 14 meter på hver led og kun 0,0075 mm tykt, hvilket er tyndere end et menneskehår. Solceller placeret på sejlet leverer strøm til IKAROS”.(https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/japansk-solsejl-virker 15 juli 2010).


File:LightSail 2 with deployed solar sail.png – Wikimedia Commons

Skyggemåner i tætte kredsløb
Placeringsmæssigt kunne man skæve til rumstationen ISS:

”Hvor befinder Rumstationen sig?
Den Internationale Rumstation befinder sig i et lavt kredsløb omkring Jorden. Mens f.eks. kommunikationssatellitter bevæger sig om Jorden i op til tusindvis af kilometers afstand, er ISS blot mellem 330 og 435 km fra Jorden i en lav kredsløbsbane benævnt LEO (Low Earth Orbit). I denne bane bevæger rumstationen sig med en fart af ca. 28.000 km i timen, hvilket giver den en omløbstid på cirka 90 minutter, svarende til cirka 16 kredsløb i døgnet. Rumstationen er så stor, at den kan ses med det blotte øje fra Jordens overfladen”. (https://faktalink.dk/titelliste/international-space-station).

En stor skyggemåne vil ifølge sagens natur dække et langt større område af himlen, og når den passerer ind foran Solen, vil den om ikke formørke den, så æde en anselig luns af den, som Månen gør det under en partiel solformørkelse – eller ligne hullet i en 5-krone. Ganske vist vil den kun skygge under henved halvdelen af sin omløbstid, og skyggefladen vil kun være maksimal, når den befinder sig midt mellem Solen og Jorden – medmindre man formår at dreje den løbende i kredsløbet, så den hele tiden vender hele sin ”pandekageflade” imod Solen.

Skyggemåne mellem Solen og Jorden
En anden mulighed, der sikrer maksimal skyggevirkning døgnet rundt, kunne være en stationær placering mellem Jorden og Solen:


File:Geometry of a Total Solar Eclipse ta.svg – Wikimedia Commons


Desværre vil det næppe være muligt at fastholde en sådan ideel skyggemåne i nærheden af Jorden. Den skulle døgnet rundt kunne svæve over vor klodes evigt roterende solside, mens den kredsede rundt om Solen, ikke Jorden – men betegnelsen måne kunne vel immervæk forsvares, eftersom den ville følge sin planet ”som en skygge”.

Skyggemåner i ligevægt
Der findes imidlertid et ligevægtspunkt, føromtalte Lagrangepunkt L1, beliggende imellem Jordens og Solens tiltrækningskræfter: ”Med Jorden og Solen i rollerne som de to legemer ligger punktet L1 i ca. 1.500.000 km's afstand fra Jorden, i retningen direkte mod Solen. Fra dette punkt er der altid fri og uhindret "udsigt" til Solen, og derfor er solobservatoriet "SOHO" (Solar and Heliospheric Observatory) placeret i umiddelbar nærhed af dette punkt.” (https://da.wikipedia.org/wiki/Lagrange-punkt).


File:Lagrangepoint1.png – Wikimedia Commons

Dette punkt lyder umiddelbart tiltrækkende, men afstanden på næsten 4 gange til Månen afslører, at en L1-skyggemåne skal have et anseligt overfladeareal for at opnå en tilstrækkelig skyggeeffekt på Jorden fra dette fjerne punkt. Men da vi naturligvis ikke sigter mod permanent, total solformørkelse nogetsteds på Jorden, vil en mindre reduktion af solindstrålingen, måske blot i form af halvskygge, formentlig række.

Man kunne også forestille sig 2 skyggemåner, der kaster skygger over hver sin pol, hvor behovet for temperatursænkning jo er størst. Eller 3 skyggemåner, der fra forskellige positioner ved L1 kaster 3 skygger over henholdsvis Arktis, Ækvator og Antarktis. De ækvatoriale områder er imidlertid tit skydækkede, hvorimod der omkring 30 grader nord os syd for ækvator ligger et par zoner, hvor mangel på skyer mange steder forårsager ørkener (Illustreret Videnskab, 18/2020, p. 66).

Sahara er et kendt eksempel på dette livsfjendske fænomen, og det er også i slige ørkenområder, at der slås varmerekorder. Altså kunne 4 skyggemåner anbragt over henholdsvis 30 og 85 grader nord og syd for ækvator ligne en fortrinlig skyggemodel. Og hvis man sigter på bestemte skyggebælter indenfor disse zoner, kunne man kompensere for årstiderne skiften fremkaldt af Jordens aksehældning ved lige så sagte at manøvrere skyggemånerne op og ned hen over året i takt med årstiderne (https://da.wikipedia.org/wiki/Akseh%C3%A6ldning).

Strålingspåvirkning
4 små ”begynderskyggemåner” fra ”pol til pol” i L1-feltet vil være aldeles usynlige set fra Jorden, hvad enten de er runde eller firkantede. Og dog vil de døgnet rundt blokere for myriader af solvarme fotoner og kaste usynlige, kølende skygger på Jorden. Men hvor stor eller lille vil deres temperaturdæmpende effekt være? Lad os for nemheds skyld antage, at de produceres / ”udprintes” som kvadrater på 100 x 100 meter – eller i lange baner a la 10 x 1000 meter. Det lyder ikke af meget i det vældige rum, men den eftertragtede effekt skal jo også kun være hårfin; at forårsage istid er så sandelig ikke hensigten. Spørgsmålet er altså: Hvad ville eksempelvis disse 4, små skyggemåner reducere solindstrålingen med? Og hvilken temperatursænkning ville de forårsage? ”Det burde være muligt overslagsmæssigt at beregne fx hvad eksemplet med en 0,01 km2 skyggemåne ville betyde for reduktion af solindstrålingen sat i forhold til effekten af den forøgede CO2”. (Thomas Krag, januar 2021).  

Modelleret over eksempelvis begrebet strålingspåvirkning: ”For at vurdere den energimæssige effekt af forskellige klimapåvirkninger, opererer man med begrebet strålingspåvirkning, der er den netto-energitilførsel – eller tab – udtrykt i W/m2, som planeten oplever, hvis solindstrålingen eller mængden af drivhusgasser pludselig ændres.(Eigil Kaas: Lidt om vulkaners klimaeffekter – og global opvarmning. GeologiskNyt 1/07, p. 22).

Nede på Jorden i ”skyggefeltet” vil man sikkert med avanceret teknisk udstyr kunne påvise, at strålingspåvirkningen daler en anelse, selv hvis det kun drejer sig om en begynderskyggemåne på 10.000 kvadratmeter. Og blot udfra denne påvirkning kan det muligvis beregnes, hvor store skyggemåner der er påkrævet for at bremse afsmeltningen i samme område.   

Teknisk set
Der kan selvfølgelig også stilles allehånde tekniske spørgsmål til projektet. En løsning, som er let at se for sig, kunne kaldes ”skriftrullekonceptet”: En skyggemånes ultratynde solsejl kunne på en jordisk fabrik printes ud og sammenrulles i én proces. Solsejlrullen skulle derpå anbringes i en cylindrisk raket/satellit, der på traditionel vis opsendes med løfteraketter og transporteres til det udvalgte sted i rummet, fx L1, hvor den skal blokere for solstråling fx med kurs mod Arktis. Derude udrulles solsejlet i en lang bane a la skriftrulle.


File:Busto maschile.JPG – Wikimedia Commons

Mikroraketter i hver sin ende af den yderste ”trækstang” sørger for stille og rolig udrulning, indtil solsejlet er fuldstændig udrullet. Det forbliver fæstnet til satellitten, som virker som forankring og evt. strømopsamler for al den elektricitet, som solsejlets solceller måtte producere. I samvirke med mikroraketterne sørger satellitten for tilretninger af kurs og position. Mens solsejlet er så let, at det vil være påvirkeligt af sollysets tryk, jf. føromtalte solsejl, der accelereres udelukkende vha. solstråling, vil satellit og trækstang modvirke afdrift i retning mod Jorden. På længere sigt, hvis solsejlene bliver hundredvis af kilometer lange, vil lystrykspåvirkningen kunne minimeres ved, at skyggemånerne anbringes i den solvendte udkant af L1, således at Solens tyngdekraft trækker i den modsatte retning. Ganske små styreraketter, der ind i mellem automatisk aktiveres, vil desuden kunne bidrage til, at skyggemånerne opretholder optimal position, hvor end de placeres.   

Skyggemåner vil selvfølgelig være sårbare overfor både rumskrot og meteoritter. De vil være udsat for at blive hullede med tiden, især hvis de går i tætte kredsløb om Jorden, hvor mængden af rumskrot er størst. Sligt er begyndt at genere fungerende satellitter, så det er på tide, at rumskrotsamlere som ClearSpace missionen også begynder at rydde op i de baner, der kan udpeges til at huse skyggemåner (https://www.electronic-supply.dk/article/view/692386/esa_tager_skraldet_godkender_skrotmission_i_rummet).

Under alle omstændigheder skal solsejlene ikke lade sig slå ud af kurs eller funktion, hvis de træffes af fremmedlegemer. Langt de fleste af disse er bittesmå og vil suse igennem det skrøbelige solsejl uden at påvirke dets placering. I ny og næ vil de forårsage huller, som med tiden vil mindske ”solblokadens” effektivitet og strømproduktionen, men der er langt mellem meldinger om satellitter, rumskibe og astronauter, der træffes af fremmedlegemer. Desuden åbner ”skriftrullekonceptet” op for en nem og praktisk metode til at vedligeholde solsejlet: Med jævne mellemrum kan det rulles tilbage i den cylindriske satellit til automatisk tjek og lapning, hvorefter det atter rulles ud for at agere solafskærmning.                

I betragtning af at menneskeheden har opdyrket og anlagt byer og veje på enorme arealer, og at konstruktionen af en ultratynd skyggemånde mestendels vil kunne foretages af robotter uden menneskeligt slid og slæb, og at investeringen kan vise sig guldrandet nede på Jorden i form af afværget klimakrise, behøver Projekt måneskygge ikke at være særlig fjern fremtidsmusik.

Hvad der også kunne virke til trækkende, er udsigterne til oceaner af solenergi fra alle skyggemånerne. Solenergi fra rummet vil ifølge en artikel i Business Insider kunne sendes ned til Jorden – og forhåbentlig lette omstillingen til CO2-fri energikilder (https://www.businessinsider.com/space-based-solar-panels-beam-unlimited-energy-to-earth-2015-9?r=US&IR=T).

En måde at gøre det på fremgår af følgende artikel i Ingeniøren: Mikrobølgestråling sender energi til jorden. Et af de mest fremhævede forslag til et solkraftværk i rummet går på at bygge to hovedpaneler, strækker sig over fem kilometer. En afsender på satellitten konverterer sollyset til radiofrekvenser på omkring 2,45 eller 5,8 GHz og sender det mod en modtager på Jorden, kaldet, kaldet en rectenna, som opfanger energien og konverterer mikrobølgestrålingen til jævnstrøm (https://ing.dk/artikel/se-animationen-solkraftvaerker-i-rummet-sender-energi-til-jorden-82365 16/10-2007).

Dog kunne man også benytte sig af lejligheden til at udnytte de rige energimængder lokalt til et industrieventyr langt ude rummet – helt uden miljømæssige omkostninger. Ja, Jordens miljø kan få sig en tiltrængt håndsrækning, hvis man lægger vægten på asteroideminedrift fremfor forurenende, jordisk minedrift. Mange asteroider, samt du gamle Måne!, bugner faktisk med dyrebare råstoffer! (https://videnskab.dk/teknologi-innovation/minedrift-paa-asteroider-foerste-skridt-bliver-rumtankstationer)

Ombyg en asteroide!
I Jordens nabolag findes der op til 5.000 jordnære, potentielt farlige asteroider. Af samme grund er man i færd med at finde metoder til at flytte rundt på slige bæster (https://www.astronomibladet.dk/solsystemet/asteroider/ca-5000-jordnaere-asteroider-der-er-mere-end-100m-store.html & https://www.dagens.dk/videnskab/ekspert-jorden-rammes-af-en-asteroide-vi-skal-forberede-vores-forsvar-nu).

I forlængelse heraf planlægger en stort anlagt rummission i samarbejde mellem NASA og ESA, hvorunder man i 2022 besøger asteroiden Didymos, der minsandten har sin egen lille måne, Dimorphos, på små, handy 160 meter. Satellitten DART vil vædre hin minimåne, således at man kan måle på, hvilke kursændringer dette vil afstedføre (https://en.wikipedia.org/wiki/Double_Asteroid_Redirection_Test).


File:65803 didymos model.png – Wikimedia Commons

Sidenhen vil man kunne flytte råstofrige asteroider hen, hvor man brug for dem, fx vha. eksplosioner eller påmonterede raketter, og man vil kunne benytte sådanne asteroider som miner og fabrikker. Og da mig bekendt samtlige jordnære asteroider roterer samme vej rundt om Solen og med nogenlunde tilsvarende hastigheder som Jordens 107.219 km/t, vil det næppe koste de store energimængder at flytte asteroider hen, hvor de kan gøre nytte.

I første omgang kan det dreje sig om den udvalgte asteroide, der ophøjes til at være vor skønne, blå planets første skyggemåne af ”rumstof”. Og for at den kan indgå i Projekt Måneskygge, skal den bearbejdes således, at den forvandles til en pandekageform, dækket af ”solcellesukker” på solsiden. Med velberåd hu vil dens skygge gro frem på himlen, indtil den opnår en størrelse, der bevarer polernes is og afværger klimakrisen. Samtidig med at vi jordboere fortsætter bestræbelserne på at minimere CO2 udledninger og beskytter Jordens dyrebare miljø på alskens vis.

På længere sigt
Projekt Måneskygge vil også på andre måder kunne lette vor tilværelse hernede på Jorden. Man kunne forestille sig skyggevariable skyggemåner, såvel en mekanisk à la persienner eller en elektronisk, der virker ved hjælp af flydende krystaller til gavn for vore led-skærme.  

Mulighederne er mange! Vi udsættes jo her og nu for mere lokale klimakatastrofer end global opvarmning, ja visse steder er der tale om kroniske katastrofer. Sahara, fx, var grøn indtil for ca. 4000 år siden (https://www.kristeligt-dagblad.dk/rejser/sahara-er-fyldt-med-giraffer-elefanter-og-koeer). Tænk om man kunne mindske den nuværende overophedning og afbryde den onde cirkel af manglende skyer og 0 regn ved hjælp af veltilrettelagte måneskygger fra skyggemåner skræddersyede til en opgave som klimaforbedrere!  

Orkaner ligner endnu en opgave for Projekt Måneskygge. Lur mig om ikke man kunne tage brodden af disse uhyrer, hvis årsag er overophedet havvand, ved at skygge temperatu­ren en smule ned under den kritiske grænse på ca. 27 grader, jf. fx følgende link fra DMI (https://www.dmi.dk/klima/temaforside-fremtidens-klima/kraftigere-tropiske-orkaner-sandsynligvis/).

En tredje opgave for målrettet ”måneskygning” kunne bestå i at frelse koralrev, som er på randen af kollaps som følge af for høje havvandstemperaturer (https://www.klimadebat.dk/koralrev-r466.php).

For ikke at tale om skovbrande. Hvis man bliver tilstrækkelig ferm til at manøvrere mobile skyggemåner, som dækker stort set hele solskiven ved middagstid, hen over overophedede, udtørrede skovområder, vil man disse steder kunne sænke temperaturen drastisk og samtidig få hidsige vinde til at lægge sig. Forebyggelse er som bekendt bedre end helbredelse, men selv hvis skovbrande allerede har bredt sig, vil temperatursænkning og roligere vinde gøre det lettere for brandmænd at få bugt med skovbrandene.       
Lokale måneskygger
Lokal måneskygning kunne etableres ved, at skyggemåner kredser i stærkt, elliptiske kredsløb om Jorden og synkroniseret med ”middagssolen” over de udsatte steder. Månernes kredsløb bringer dem nøjagtigt hen over disse steder, således at de stort set kun kaster skygge, når de er nærmest Jorden og dér, hvor behovet er.

Når slige skyggemåner befinder sig nærmest Jorden, kunne man forestille sig en utilsigtet refleksion af varmestråling fra atmosfæren og tilbage til denne. Dette ville kunne mindske måneskyggernes effekt, hvortil kommer at skyggemåner kunne forårsage utilsigtede refleksioner nede på Jorden. Faktisk har vi ingen interesse i at kunne se nogen skyggemåne hernedefra, men løsningen er såre simpel: Deres jordvendte side skal være kulsort og varmeabsorberende.  

Når sådanne lokale skyggemåner har løst en given opgave, kan de flyttes ud i en venteposition, hvor de døgnet rundt fortsat laver strøm, indtil der atter bliver brug for dem.

En anden og mere stabil position kunne være skyggemåner anbragt i det geostationære kredsløb: ”Den geostationære bane er en cirkelformet omløbsbane omkring Jorden, ca. 35.786 kilometer over havets overflade ved Jordens ækvator. I den højde tager et omløb lige så lang tid som Jorden er om at dreje én gang omkring sig selv …Idéelt set vil f.eks. en satellit i den geostationære bane synes at "stå stille" på himlen i forhold til en stationær observatør på Jordens overflade.” (https://da.wikipedia.org/wiki/Geostation%C3%A6re_bane).


File:Geostationary orbit.png – Wikimedia Commons

Det kunne indvendes, at en skyggemåne i denne bane kun kaster skygge i en kort del af døgnet, men det drejer sig jo ikke om at ”skygge maksimalt”; det interessante forhold vil være den procentvise reduktion af solens samlede indstråling (Thomas Krag januar 2021).

Dertil kommer, at vor skyggemåne ikke som Månen bevæger sig i et slingrende kredsløb, men vil kaste skygge for hver gang den bevæger sig ind mellem os og Solen – samtidig med at vi ikke tilstræber totale måneskyggeformørkelser. En skyggemånediameter på fx 100 km i den geostationære bane kunne forårsage daglige, partielle solformørkelser ved middagstid over udvalgte områder og derved sænke kritiske temperaturer, forebygge orkaner og frelse koralrev.    

Lokale, atmosfæriske skyggemåner
Man kan spørge sig selv, om ikke det ville være muligt at etablere lokale "måneskygninger" nede i atmosfæren og derved undgå raketopsendelser. Der er jo også det fine ved atmosfæren, at den følger med rundt Jorden rundt, samtidig med at den kan yde opdrift. Ja, faktisk forekommer hele projektet meget nemmere, om man kunne placere kæmpemæssige drager eller ultraflade luftskibe / balloner oppe i stratosfæren. Balloner kan nå op i en højde af 39 km, jf. nederst i denne artikel: https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-04-24-coronakrisen-gjorde-det-muligt-for-danskere-at-saette-uofficiel-rekord-jeg-har).

Atmosfærisk uro udgør imidlertid en ”mørk pegasus” i dette spil (Pegasus var i den græske mytologi en bevinget, flyvende hest og et symbol på digternes inspiration: https://da.wikipedia.org/wiki/Pegasus). Man kunne snildt forestille sig, at hidsige vindstød hurtigt kunne ramponere og kuldkaste de sarte konstruktioner, eksempelvis virker jetstrømmenes kraft skræmmende (https://fysikleksikon.nbi.ku.dk/j/jetstroemme/).

I tilfælde af at der findes tilstrækkeligt vindstille atmosfærelag, kunne disse dog være oplagte til at huse atmosfæriske skyggemåner. I så fald ville det sikkert være det hurtigste og billigste at opsende hele flåder at skyggedrager med hule, tynde rammer og skeletter indeholdende brint. Og hvis solceller ikke virker for tyngende, kunne de yde en masse i dagtimerne.

Det er imidlertid let at forestille sig, at atmosfæriske skyggemåner vil være sårbare overfor styrt og havarier sammenlignet med vægtløse skyggemåner i det lufttomme rum, fx anbragt i det magiske, døgnet rundt solbeskinnede ligevægtspunkt L1 - hvorfra man måske også kunne fremkalde lokale og orkanforpurrende måneskygninger ved middagstid nede på Jorden, fx over Caribien.  

Genudstråling
I den helt jordnære boldgade har Thomas Krag gjort mig opmærksom på en alternativ, forbløffende mulighed for at hjælpe Moder Jord af med overskudsvarmen: Effektiv køling: Stråling kan sende overskudsvarmen ud i universet. Stråling med bølgelængder mellem 8 og 13 mikrometer slipper uhindret gennem Jordens atmosfære. Det kan udnyttes til at køle bygninger, opsamle vand og lave lys i mørke. Af den spændende artikel i Ingeniøren fremgår det at: Hvis et legeme ved en sådan udsendelse af stråling taber mere energi, end det modtager, vil det blive koldere. Ud over at denne form for strålingskøling til verdensrum­met er med til at holde Jordens gennemsnitstemperatur nogenlunde konstant omkring 15 °C, har den derfor været udnyttet af mennesker, der lever i varme ørkenområder, i århundreder. De har benyttet strålingskøling til at køle ting – ja ligefrem omdanne vand til is om natten i lerfade, selvom omgivelsestemperaturen aldrig når under frysepunktet. Isen har været opbevaret i bygninger kaldet yakhchal (yakh betyder is) i det nuværende Iran (https://ing.dk/artikel/effektiv-koeling-straaling-kan-sende-overskudsvarmen-ud-universet-248093. Af Jens Ramskov i Ingeniøren, 7/6-2021).


File:Yakhchal of Yazd province.jpg - Wikimedia Commons

Her ses en yakhchal, og det er en inciterende tanke, at fortidens mennesker udfra skarpsindige iagttagelser og uden anelse om årsager har kunnet konstruere vældige og effektive udstrålere af overskudsvarme. Og den naturlige tanker melder sig, om ikke vi kunne lure de gamle kunsten af og slippe af med den globale opvarmning ved at bygge et utal af ”yakhchaller”. Ingeniørens artikel munder ud i netop denne idé:    

Nogle vil måske fundere over, om det ikke også kunne være en løsning på den globale opvarmning. Disse kan finde opbakning hos Jeremy Munday fra University of California, Davis, der for et par år siden fremlagde en overslagsberegning, der viste, at den globale opvarmning kunne håndteres, hvis vi dækkede 1-2 pct. af Jordens overflade med materialer med en køleeffekt på 100 W/m2 – hvilket andre vil finde helt urealistisk.

Mon ikke langt de fleste, ikke mindst alle investorer, vil høre til disse ”andre”? Men lidt har jo også ret, og såfremt man kunne beklæde moderne ”yakhchaller” med solceller, der genudstråler overskudsvarmen i form af stråling med de rette bølgelængder mellem 8 og 13 mikrometer, kunne der måske komme fornuft ud af at opføre millioner af ”yakhchaller” i ørkemområder. Disse kunne desuden ikke blot tjene som køle- og lagerhuse; med den rette isolering af de underste etager burde det være muligt at skabe et behageligt indeklima uden strømslugende, støjende ventilationsanlæg og dermed gøre dem velegnede til beboelse - med indbyggede, gratis køleskabe! Ja, moderne ”yakhchal-ørkenstorbyer” kunne tage form og yde deres til at lægge en dæmper på den globale opvarmning. Og hvor adskillige km2 er beklædt med afkølende materialer, vil der sandsynligvis opstå et anderledes mikroklima med mere fugt og regn til gavn og glæde for både mennesker, dyr og planter, hvilket vil forbedre muligheden for lokale landbrug, hvormed selvforsyningsgraden kan få sig et tiltrængt løft.

Selv i gunstigste fald vil der imidlertid stadig være langt op til de 1-2 pct. af Jordens overflade, der nødvendigvis må bebygges med ”yakhchaller” for at bremse den eskalerende drivhuseffekt, og for mig at se vil det både være billigere, hurtigere, mere miljøskånsomt og mere effektivt at udrulle skyggemåner udenfor Jordens atmosfære. Og problemerne derved bør vi se som spændende udfordringer!                       

Alle tiders samlingspunkt
Projekt Måneskygge kunne eksempelvis blive en spændende opgave for det private rumfirma SpaceX  (https://www.spacex.com/). Allerede på forhånd råder der imidlertid betænkeligheder overfor geo-engineering; hvilket fremgår af følgende science fiction-scenarie:  

Kan bruges som våben
Et andet aspekt, som forskerne skal undersøge, er teknologiernes potentiale for at skabe konflikter mellem lande. Noget forskning sandsynliggør nemlig, at det i fremtiden bliver muligt at modificere klimaet specifikke steder på jorden med geoengineering og dermed kan fungere som et værktøj til krigsførsel (
https://videnskab.dk/teknologi-innovation/innovative-klimaloesninger-vil-vi-have-farvede-skyer-kunstige-vulkaner-og 5. november 2020)

Og indrømmet: Private eller nationale rumprojekter kunne tænkes at udvikle sig til et skrækindjagende Wild West i rummet. Derfor vil de helt store og ædle visioner nok først kunne få luft under vingerne, hvis projektet bliver samlingspunkt for FN og den forenede menneskehed. Et heroisk, storstilet projekt, som frelser klodens klima fra katastrofe, og som dybest set må være i alles interesse at se udfolde sig. Som i sin substans er enkelt, letfatteligt, lidet ressourcekrævende og ikke særlig omkostningstungt i forhold til nyttevirkningen; ja der kan sågar være mulighed for en veritabel ”overskudsforretning” i kraft af storstilet strømproduktion. Projekt Måneskygge ligner en sikker succes, hvis man sætter helhjertet ind.

Projekt Måneskygge kunne betyde startskuddet til fredelig, produktiv sameksistens i rummet og et vægtløst eventyr for kolonisering af det endeløse, ressourcebugnende verdensrum – til uvurderlig aflastning for vor gode, gamle, hårdtprøvede Jord. 

Tænk altså om Projekt Måneskygge kunne skænke vor kære, gamle Jord adskillige overmåde nyttige, supplerende skyggemåner! 

Katastrofefilm med happy ending
Virkeligheden har det med at overhale fantasien. På den anden side kan fantasien forestille sig fuldstændig usandsynlige farer, som fx i katastrofefilmen fra 2004 The Day after Tomorrow, ”der handler om de katastrofale konsekvenser af den globale opvarmning.”  Det usandsynlige består i, at dette i filmen medfører, at USA mærkværdigvis rammes af ekstrem istid på ingen tid. Og dog blev filmen verdensberømt og ”nr. 34 på listen over højst indtjenene film verden over…( https://da.wikipedia.org/wiki/The_Day_After_Tomorrow).

Så var der lidt mere relevans over filmene Deep Impact og Armageddon, der begge udkom i 1998 og indtjente milliarder af dollars. Armageddon, eksempelvis, handlede om ”en gruppe borebisser, som sendes ud i verdensrummet af NASA for at forhindre en asteroide i at kollidere med Jorden.” (https://da.wikipedia.org/wiki/Armageddon_(film). Det kan være film som disse, der har givet stødet til føromtalte NASA & ESA- projekter, der ”handler om at ændre asteroiders baner før de rammer Jorden.”

Uundgåeligt vil en asteroide, en stor meteor eller en komet nemlig før eller siden ramme Jorden med ødelæggende kræfter, måske sågar med så gruopvækkende følger som da dinosaurerne blev udryddet for 65 millioner år siden. Men heldigvis er der langt mellem store nedslag fra rummet, og faren synes ikke nær så overhængende som risikoen for syndflod forårsaget af yderligere nedsmeltning omkring polerne.

Forestil jer derfor endnu en katastrofefilm, ”Into the Moons’ shadows”, der for alvor kunne få folk op af stolene:

---------------------------

Vi skriver anno 2041. Albedoeffekten er løbet løbsk ved begge poler, og Grønland er med sin relativt sydlige beliggenhed allermest udsat. Større og større før isglitrende områder bliver med rivende hast mere og mere blå, grønne, brune og sorte – altsammen farver der opsuger langt mere solstråling end is. Smeltevand fosser stadigt vildere ud i havene fra utallige floder og vandfald. Tilbage i 2021 lød det i en alarmerende overskrift: Niels Bohr Institut advarer: Vandstanden stiger mere end hidtil antaget”. (https://ing.dk/artikel/niels-bohr-institut-advarer-vandstanden-stiger-mere-end-hidtil-antaget-243511?utm_source=nyhedsbrev&utm_medium=email&utm_campaign=ing_daglig - 3/2-2021).

I artiklen forudses der en stigning i verdenshavene på op imod 1,35 meter frem mod 2100. I betragtning af at prognoserne hidtil løbende er blevet overhalet indenom af virkeligheden (måske fordi de ikke tager nok hensyn til førnævnte supplerende opvarmningsfaktorer såsom mindsket fordampning, mere spildvarme samt friktionsvarme), slås der i anno 2041 global alarm: Havstigningen har nemlig allerede rundet 1 meter, og stigningen fortsætter eksponentielt. (Den årlige havstigning december 2020 andrager 3,4 millimeter ifølge Illustreret Videnskab 1/2021 p. 54).

Under disse forhold er Venedig ved at synke i havet, og lignende skæbne truer alle lavtliggende byer, øer og landområder. Syndfloden truer i endnu mere globalt og katastrofalt omfang end dengang, hele Doggerland mellem Danmark og England forvandledes til Vesterhavet. (https://da.wikipedia.org/wiki/Doggerland). Og eftersom vort yndige fædreland i høj grad er en søfarende nation og har en ”kystlinje på 8000 kilometer og halvdelen af sine 100 største byer liggende i lav højde ved kysten, inklusive København, Aarhus, Odense og Aalborg”, ja så kunne vi også få den tvivlsomme ære at have hovedpersoner med i filmen. (Morten Beiter i Weekendavisen, 3/2-2021 https://www.weekendavisen.dk/2021-5/ideer/land-under-vand).  

Handlingens indledning følger familier, kærestepar, syndflodsflygtninge og beslutningstagere i Venedig, København, Bangladesh og på Seychellerne, (https://ing.dk/blog/seychellernes-praesident-er-det-fair-vi-skal-betale-prisen-klimaforandringerne-94957) samt i New Orleans og New York. I FN har man længe indset, hvad der er under opsejling, og i samarbejde med NASA, ESA, Rusland, Kina og mange andre nationer samt private virksomheder har man i de foregående 3 år påbegyndt Projekt Måneskygge, men automatikken ude ved Lagrangepunkt L1 er rendt ind i tekniske uheld. Kun en bemandet rumfærd ledsaget af fragtsatellitter samt storstilede forsyninger af solcellesejl kan frelse os fra syndfloden.

Og/eller: En egnet asteroide skal kapres og manøvreres til L1, hvorefter den i lyntempo skal forarbejdes til en så stor skyggemåne, at udviklingen vendes og den globale vandstand endelig begynder at dale. Spændingen er ulidelig ude i rummet, hvor vi følger astronauternes tidspres og problemknusninger, hvortil kommer, at to af dem, en mandlig og en kvindelig, har et godt øje til hinanden, men må gå grueligt meget igennem, inden de endelig kan komme hinanden nær i et vægtløst, kosmisk favnetag.

Men omsider, 2 år efter den succesfulde operation ude ved L1, følger vi nede på Jorden et forskerhold, der ved Antarktis’ isrand konstaterer, at isdækket for første gang i årtier er tiltagende. Hvorefter vi i Venedig sammen med familien Bertini kan ånde lettet op, da vandet begynder at risle ned ad kajen til havet få centimer længere nede fra den ellers permanent oversvømmede Markusplads.

--------------------------

Lur mig om ikke Hollywood vil kunne trylle en sensationel spændingsfilm ud af dette plot - og samtidig ruske op i miljøbevidstheden og indirekte sætte gang i Projekt Måneskygge og kampen for at afværge den truende syndflod!

Idé & TAK
Projekt Måneskygge opstod som en bekymret undren i mit stille sind i efteråret 2020: Tænk at så lille en solskive på himlen kan forårsage global opvarmning og smeltende poler!? Uden denne lille skive - total, global istid uanset hvor meget CO2 atmosfæren ellers indeholdt.

Men så kom jeg til at tænke på solformørkelser og fandt ud af, hvor hurtigt og kraftfuldt de sænker temperaturen, der hvor deres skygge falder. Altså burde man kunne skygge lidt af al denne overskudssolenergi væk, fx ude fra Lagrangepunktet L1 mellem Solen og Jorden. Lænestolsastronomi har nemlig været en af mine kæpheste siden barnsben, og jeg erindrede dette magiske ligevægtspunkt. Desuden har jeg lige siden min pure ungdom været fascineret af O’Neills ikoniske bog Rumkolonier - en udfordring til fremtiden. Så det faldt mig let at koble tingene sammen og nedskrive en liden afhandling om, hvad jeg troede var min helt egen idé.

Men da jeg rådførte mig med to utroligt vidende fagfolk, ingeniør Thomas Krag og professor Eigil Kaas, gik det op for mig, at adskillige andre havde gjort sig lignende indlysende tanker, og at der fandtes en hel teoretisk videnskab om emnet. Hvilket kun opmuntrede og ansporede mig; det var beroligende ikke at være ”Palle alene i verden” og vide, at der allerede fandtes storstilede projekter med samme ædle formål rundt om på ”tegnebordene”. - Men hvorfor hørte man så aldrig om dem? Måske tanken trængte til lidt popularisering, og det kunne så være mit lille bidrag til at frelse kloden fra hedeslag.

Ergo er jeg Thomas Krag og Eigil Kaas taknemmelig for sparring samt spændende ny viden og vigtige kilder. En af mine flyvske ideer gik ud på at forelægge projektet for FN i håb om at gøre det til et globalt projekt, men nu hvor jeg er blevet gjort opmærksom på, at professor Benjamin Sovacool fra Aarhus Universitet er godt i gang med føromtalte projekt GeoEngineering, kunne Projekt Måneskygge måske indgå som en lille, populærvidenskabelig del af et EU-projekt, der en skønne dag havner på FN’s bord.         

Har tyngdekraften ingen modspiller?

 

G = Gravity = Tyngdekraft. Men hvor er anti-G?  

Det er karakteristisk for naturen, at den holdes i ligevægt af modsatrettede kræfter.Atomet fungerer eksempelvis takket være balancen mellem de positivt ladede protroner overfor de negativt ladede elektroner. Kun tyngdekraften, G, synes uden modpol – og kun G er stadig gådefuld blandt fysikkens grundkræfter. Trods mange forsøg på at forene alle de fire kendte kræfter (elektromagne­tismen, den stærke kraft, den svage kraft og tyngdekraften) er det endnu ikke lykkedes at indbefatte G. Mon vi simpelthen ikke har nogen chance at forstå tyngdekraften, så længe vi betragter den som en monopol?

Af Finn Gemynthe

Uden modpol til tyngdekraften, også kaldet G  - det totale kollaps i et sort hul!                                                              

Manglen på modspiller har ingen betydning i vor dagligdag, ej heller i vort astronomiske nabolag. Først når en udbrændt stjerne tungere end 3 solmasser kollapser, får vi miseren: Uden modpol til G vil stjernens kollapse til den er blevet et sort hul, hvis centrum blot anses for at være et matematisk punkt med uendelig høj masse.

 Denne dristige teori er efterhånden et knæsat dogme. Begrebet ”sorte huller” er kommet helt ned på jorden og blevet en almindelig del af talesproget. Ifølge Den Danske Ordbog er et sort hul ”et hypotetisk himmellegeme med en så stærk gravitation at hverken stråler eller materiale kan forlade det igen - menes at eksistere, men dette er endnu ikke bevist. SPROGBRUG kendt fra 1976”.

I astronomiske kredse har man imidlertid opereret med sorte huller siden 1917, hvor Karl Schwarzschild løste visse ligninger for en enorm massekoncentration på et meget lille sted. Man mener også at have fundet masser af både små og store sorte huller, selv om de ikke kan ses direkte. Tillader man sig derfor at antyde, at naturen kunne tænkes at råde over en modspiller til G, må man forvente at blive mødt med en syndflod af artikler og bøger, der alle som én går ud fra som givet, at der findes milliarder af sorte huller. De ”fakta”, man alle vegne støder på, kan sammenfattes til følgende:

”Hver gang en udbrændt stjerne tungere end 3 solmasser kollapser, forsvinder den i et sort hul. Alt opsluges i ét matematiske punkt i centrum, og udenom ligger den såkaldte Schwartschilds-radius eller begivenhedshorisonten, indenfor hvilken undvigelses­hastigheden overstiger lysets. Intet lys og ingen partikel kan således undslippe, ergo er der tale om et sort hul, og et sådant vil hele tiden vokse, når der er stof at tage af i omgivelserne”. (Se her bort fra Hawkings teori om en beskeden partikel­produktion lige udenfor begivenhedshorisonten).

 

File:Black Hole Milkyway Event Horizon.png - Wikimedia Commons

Skal sorthulsteorierne stå uimodsagte?
Hmm, trods allehånde dugfriske "beviser" føler jeg mig ingenlunde overbevist.Ja, selv hvis jeg nødtvunget må acceptere deres eksistens, vil jeg fastholde, at det er dogmer, at millioner af solmasser kan presses sammen til et punkt med uendelig høj massetæthed, samt at intet nogensinde kan undslippe et sort hul. Hvorfor vil fremgå af nærværende artikel, men her og nu vil jeg stille to spørgsmål til dogmet om det totale, uafvendelige kollaps:

1: Begivenhedshorisontteorien tager udgangspunkt i enkelte partikler som fotoner og atomer, der udslynges fra et punkt ved eller under begivenhedshorisonten. For at kunne undslippe det sorte hul skal disse partikler kunne præstere hastigheder, der overstiger lysets 300.000 km/sek. – en fysisk umulighed - ergo vil de blive afbøjet og falde tilbage imod det sorte hul. 

Forestiller vi os imidlertid, at det sorte huls stof ikke som hævdet kollapser til uendelighedernes singularitet i centrum, men udgør et superkompakt materiale med større tæthed end neutronstjernernes, fx en "quarksuppe" – ja så er der i virkeligheden ikke tale om et sort hul, men om en sort stjerne eller galaksekerne.

I et sådant supermassivt objekt, hvad skulle da forhindre det yderste lag af quarksuppen i at ekspandere ud gennem begivenhedshorisonten, hvis den "koger over"? Der behøver jo slet ikke være tale om, at "suppens" overflade bevæger sig hurtigere end lyset – tværtimod kunne den eksempelvis bevæge sig udad med 1 cm. om året og dog gennembryde begivenhedshorisonten!?

Man kan forestille sig, at en udadrettet kraft modvirker tyngdekraften og skaber en balance, der forebygger stoffets styrt ned i singularitetens uendelighed. Quarksuppen befinder sig således i en ligevægt mellem udadrettede og indadrettede kræfter; dog kan det tænkes, at fx nedstyrtende gasmasser forårsager ubalance, således at quarksuppen begynder af skvulpe og sågar koger over. 

Begivenhedshorisontpunkteringer
Sådanne punkteringer af sorte ”hullers” begivenhedshorisont går vel næppe stille af – og faktisk foreligger der et mystisk og overmåde kraftfuldt fænomen, der peger i netop denne retning. Det drejer sig om ekstreme radiobølgeglimt, som bærer følgende fabelagtige karakteristika:

  • Radioglimtene er ekstremt kortvarige; typisk i omegnen af 10 mikrosekunder. Det hidtil kortvarigeste var på 0,03 mikrosekunder.
  • I løbet af disse korte glimt udlades lige så store energimængder, som 80 års udstråling fra Solen
  • ”Et radioglimt på 10 mikrosekunder kan kun komme fra en kilde, fra hvis overflade lyset kan undslippe i det korte tidsrum.”
  • På dette grundlag kan man beregne, ”at kilden maksimalt kan have en diameter på 3000 kilometer.”
  • Radioglimtene kommer typisk fra ”fjerne galakser mindst syv milliarder lysår ude i rummet.”
  • ”Gentagne glimt øger mystikken. En enkelt kilde til de hurtige radioglimt, FRB 121102, har de sidste år blinket 2 gange.”
  • Altså kan sådanne glimt ”ikke stamme fra en engangsbegivenhed, fx en neutronstjerne, der kollapser til et sort hul.”
  • ”Forklaringerne spænder fra sorte huller, neutronstjerner, intelligent liv eller …?”

 (Fra Illustreret Videnskab, 9/2019, p. 49 – 51)

Mit bud på en ”eller-forklaring” er altså en skvulpende, sort stjerne eller galaksekerne. Når dens quarksuppe koger igennem ”begivenhedshorisonten”, bliver resultatet et radioglimt. En kolossal udladning, der lynsnart får ende, fordi den sorte stjernes ligevægtspunkt ligger under eller omkring begivenhedshorisonten.   

Accepterer vi at:

  • Der må findes en modspiller til tyngdekraften
  • En sådan modspiller sikrer, at stoffet lever videre i ultrakompakt form selv under en begivenhedshorisont
  • Og at begivenhedshorisonten derfor ikke er uigennembrydelig

får vi uventede muligheder for at forklare forskellige gådefulde fænomener, fra radioglimt til quasarer.

Foto af et sort hul? 
Sorte huller udbasuneres som beviste med det første foto af noget, der grangiveligt ligner et sort hul midt i kæmpegalaksen M87, blot 52 millioner lysår væk, jf. https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/danske-forskere-billede-af-sort-hul-er-begyndelsen-paa-en-ny-aera. Fotografiet viser en sort cirkel, der udnævnes til at være begivenhedshorisonten, og cirklen har en udstrækning som solsystemet. Den er altså af et enormt omfang, hvilket vækker min mistanke. Sæt nu vi stedet stirrer på en sort galaksekerne, jf. Illustreret Videnskab 12/2010, Helle & Henrik Stub: Sorte huller er sorte stjerner.) .Og sæt det viser sig, at den sorte cirkel er lidt større, end man skulle forvente sig udfra de estimerede 7 milliarder solmasser, som M87’s kerne menes at indeholde? - Så altså, fotografiet af M87 kunne lige så godt være en af en sort galaksekerne som af et sort hul.     

Men lad os fortsat lege med forestillingerne omkring sorte huller:

100 % masse til 100 % energi?

En sådan ”uendelighed” kan for mig at se kun kaperes, hvis der i virkeligheden sker det, at al massen i det sorte hul konverteres til ren energi i medfør af Einsteins berømte formel E = mc2, hvorefter energi og masse er to sider af samme sag. Formlen kan nemlig også vendes om og ser da således ud: m = E/c2, og hvis ”massekonverteringen” er 100 %, fylder al massen i et sort hul vel intet, fordi den er forvandlet til ren energi! I så fald vil der være ”blændende lyst” og ”brændende varmt” inde i et sort hul - sagt med underdrivelser, der fremmer forståelsen! – Jeg er aldrig stødt på denne forklaring, der først slog ned i mig for nyligt, og jeg aner ikke, om den holder vand – så den er blot et forsøg på at få det ubegribelige til at glide ned.    

Tyngdebølger fra sammenstød mellem to sorte huller
”I september 2015 registrerede forskerne en tyngdebølge fra to sorte huller, der stødte sammen”. De såkaldte LIGO-anlæg, der opererer med ultrapræcist laserudstyr, viste, ”at laserlyset var blevet forstyrret af noget, som var mindre end en atomkerne”. Ydermere mener at kunne udlede, at sammenstødet ”foregik 1,3 milliarder lysår væk”, og at ”de to sorte huller vejede henholdsvis 29 og 36 gange så meget som solen”. De to sorte huller fusionerede til ét stort, men med et massetab på 3 solmasser i form af tyngdebølger.

Det lyder næsten for utroligt, for godt til at være sandt! Man finder nøjagtigt, hvad man igennem 100 år har beregnet sig frem til må findes, uanset hvor ubegribeligt det end forekommer. Der åbnes dog en kattelem på klem med følgende ord fra Wikipedia: Denne information viste, at objekterne matte være sorte huller, eftersom enhver anden slags kendte objekter med disse masser ville have været fysisk større…  Det er ordene ”kendte objekter”, der åbner kattelemmen – sæt nu der findes ”ukendte objekter”, der opfører sig som sorte huller uden at være det.

Og man kunne måske åbne den mere på klem ved at betvivle, om det virkeligt skulle være muligt at registrere noget, der er mindre end en atomkerne på en afstand af 1,3 milliarder lysår – sæt nu objekterne rent faktisk var betydeligt større, men at de ekstreme forhold omkring et sådant brag af et sammenstød har komprimeret tyngdebølgerne ned til det mindst mulige?

I hvert fald formindsker LIGOs observationer ikke på nogen måde de teoretiske, praktiske og logiske betænkeligheder ved sorte huller, som har plaget mange forskere i årevis.  

Grå hår af sorte huller
Astrofysikeren Jan Teuber ytrer følgende manende ord:

   ”Når der har optrådt uendeligheder i fysikken, har det indtil dato været et usvigeligt sikkert faresignal, et tegn på, at de opstillede teoriers gyldighedsområde var overskredet.” Og Jan Teuber holder alternative veje åbne: ”I virkeligheden er de aktive galaksekerner måske et bevis for det stik modsatte, nemlig at naturen af al magt forsøger at undgå den katastrofe, som et sort hul indebærer …”

Sorte huller giver grå hår. De forsynder sig nemlig også mod en anden af fysikkens grundlove, idet de ”reducerer mængden af information i universet”. Information skal forstås som alt, hvad der kendetegner stof såsom partiklers masse. De sorte hullers paradokser har spøgt i geniet Stephen Hawkings hjerne i over 40 år. I 1974 forsøgte han at løse problemerne ved at introducere den såkaldte hawkingstråling, ifølge hvilken enkelte pardannede partikler skulle formå at undslippe fra lige udenfor hullerne, men dette viser sig at forårsage en endnu mere spekulativ ”ildmur” langs begivenhedshorisonten. Hans nyeste forsøg på at redde sorte hullers tilværelse i fysikkens verden går ud på, at begivenhedshorisonten ikke er så uoverstigelig indefra som hidtil antaget, men dækker over et lag af kvantefluktuationer.

Sorte huller er således den moderne videnskabs smertensbarn, så lad os lige engang spørge: Kan vi virkelig være absolut 100 % sikre på, at de findes?

Alternative muligheder
Enkelte forskere vover faktisk at spekulere i alternativer. Carlos Barceló, Stefano Liberati, Sebastiano Sonego og Matt Visser har nyligt udviklet en teori om, at nogle sorte huller faktisk er sorte stjerner. "Nye beregninger fra de fire forskere viser nemlig, at kvantemekanikken måske i nogle tilfælde kan vinde over tyngdekraften, så der dannes en sort stjerne og ikke et klassisk sort hul. Hvis kollapset ikke sker alt for hurtigt, har kvantemekanikken nemlig et sidste, hemmeligt våben, kaldet vakuum-polarisering…. : I sidste instans kan selve rummet skabe en frastødende kraft mellem partikler, der er så stærk, at singulariteten ikke kan dannes. I stedet dannes en sort stjerne.

I en sort stjerne er kollapset ophørt, lige før der dannes en begivenhedshorisont.

Det betyder, at den sorte stjerne har en overflade som en almindelig stjerne. Da overfladen befinder sig lige uden for det sted, hvor begivenhedshorisonten ellers ville dannes ifølge relativitetsteorien, er tyngdekraften ikke stærk nok til at hindre lys i at undslippe. Til gengæld kan den tappe lyset for så meget energi, at det bliver rødforskudt i en grad, der gør det næsten umuligt at observere: Udadtil vil stjernen i praksis være lige så mørk som et sort hul.”

Udover denne rødforskydning kan jeg forestille mig, at de fleste af lysets fotoner vil blive afbøjet og falde tilbage på den sorte stjerne – kun de, der udsendes tilnærmelsesvist vinkelret a la en rumrakets opsendelse fra Jordens overflade, vil kunne undslippe; og det som sagt i stærkt rødforskudt, dvs. svækket tilstand.  

Når en stjerne kollapser, kan den kun reddes af en hård opbremsning: ”Fysikerne kender en kvantemekanisk bremse, nemlig dannelsen af en neutronstjerne ved en supernovaeksplosion. Ifølge vores nuværende viden er denne bremse kun virksom, hvis neutronstjernens masse er mindre end tre gange Solens masse. Overskrides denne grænse, vil neutronstjernen omgående kollapse til en singularitet – så hurtigt som tyngdekraften kan få stoffet til at falde sammen. Men det er muligt, at der i stedet kunne dannes en serie af gradvist mere kompakte stjerner med navne som kvarkstjerner, “strange stars” eller Q-bolde.

Vacuum-polarisering kan imidlertid ikke i alle tilfælde redde os fra ”den katastrofe, som et sort hul indebærer”: ”Teorien om sorte stjerner løser dog ikke alle problemer om sorte huller. De meget store sorte huller, som findes i galaksecentrene, har masser på mange millioner solmasser. Uanset hvordan de er dannet, opstår begivenhedshorisonten, alle­­rede når stoftætheden ikke er meget større end vands. Begivenhedshorisonten nås dermed ved en så lille tæthed, at der ikke er nogen kvantemekanisk bremse, der kan modvirke et kollaps”.

Her fristes man til at indvende, at selv med en beskeden tæthed vil forholdene være så ekstreme og eksotiske i en sådan monstrøs masseansamling, at man vel ikke på forhånd kan udelukke en endnu ukendt ”X-faktor”, der sikrer, at galaksekernen under sin dannelse ikke sank ned under begivenhedshorisonten.   

X-faktor søges
En neutronstjerne er betydeligt større end begivenhedshorisonten, men tilfør ekstra solmasser, og neutronerne brister i kernen. Dermed flyder neutronernes indhold af quarks frit rundt i et inferno af stigende tryk og temperatur, jo vildere desto mere stjernen skrumper og nærmer sig begivenhedshorisonten. Lad os nu antage at en X-faktor, vacuum-polarisering og/eller andet, træder til og skaber et udadrettet tryk, der bremser kollapsen i tide og stabiliserer stjernen i en ny ligevægt. Denne kan udtrykkes ganske simpelt med følgende formel:

X-faktor - G = 0   

X-faktoren = summen af udadrettede kræfter, G = tyngdekraften, 0 = ligevægt.

X-faktoren må have den egenskab, at den øges med stigende tryk og temperatur og mindskes med faldende. Med G som modvægt fremkommer dermed en ligevægt, ligesom også solen og neutronstjernen er i ligevægt. I praksis kan der sikkert optræde svingninger, solen har vokset sig større i årmillionernes løb, dens ”X-faktor” må altså over tid have været en anelse stærkere end G. På samme måde vil et positivt tal, blot fx 0,0001, vise, at quarkstjernens X-faktor har et lille overtag, så den er under udvidelse, mens et negativt tal viser, at G har overtaget så stjernen skrumper.  

Findes den rette X-faktor, vil ovennævnte ligevægtsformel også være gældende for de supermassive galaksekerner og quasarer, og for dem kunne man tale om en ”quasarkonstant”. I stedet for den føromtalte kvantemekaniske bremse kan man forestille sig en form for ”mørk energi”, der aktiveres, når tryk og temperatur overstiger en vis grænse.

Men rotationens centrifugalkraft samt dramatisk stigende tryk og temperatur kunne måske i sig selv tænkes at være tilstrækkelige modspillere til G. Under en stjernes kollaps vil dens rotation øges voldsomt, og hvis rotationshastigheden nærmer lysets hastighed, vil stoffets vægt øges gevaldigt og skabe et ekstra træk udad fra ækvator. ”Rotationshastigheden på millisekundpulsarens overflade er større end 50.000 km i sekundet”, og under et yderligere kollaps ned mod begivenhedshorisonten, når rotationen muligvis op på hastigheder, hvis udadrettede kraft kan være med til at forebygge kollapset til det sorte hul.     

Der kan nemlig også tænkes andre modspillere indenfor den kendte fysiks rammer. Astrofysikerne taler poetisk om ”quarksuppe”, når frie quarks flyder rundt mellem hinanden under et hyperneutronstjernetryk. En sådan suppe må være over ”kogepunktet”, og ligesom en jordisk suppe i en trykkoger udøver den et enormt, udadrettet tryk. Jo voldsommere, desto nærmere det supermassive objekt presses ned mod begivenhedshorisonten. Ikke blot kan det blive sværere og sværere at komprimere quarksuppen yderligere, men temperatur og tryk vil stige yderligere i takt med, at mere og mere stof og stråling ikke formår at undslippe og pisker tilbage på overfladen. Derfor vil et ”næsten sort hul” opleve tryk og temperatur stigende mod ”uendeligt”; medmindre det lykkes den at etablere en ligevægt.   

Anti-G?
En anden kraftfuld modspiller til G kunne simpelthen være anti-G.  - Naturen er ellers kendetegnet ved en balance mellem modsatrettede kræfter. Atomet fungerer eksempelvis takket være balancen mellem de positivt ladede protroner overfor de negativt ladede elektroner.  Og generelt har enhver partikel en antipartikel. Uden ligevægten mellem alle disse plus- og minuskræfter ville naturen slet ikke kunne hænge sammen – og uden anti-G ville der måske opstå sorte huller?

Trods mange forsøg på at forene alle de fire kendte kræfter (elektromagne­tismen, den stærke kraft, den svage kraft og tyngdekraften) er det endnu ikke lykkedes at indbefatte G. Mon vi simpelthen ikke har nogen chance at forstå tyngdekraften, så længe vi betragter den som en monopol?

Men hvor kunne anti-G da skjule sig? Hele vor kendte verden er fyldt med tyngdekraft. Den omgiver solen som et krumt rum, en slags hulning, hvori jorden må følge sit spor. Så hvor kunne vi finde det omvendte, en negativ krumning, et sadelformet rum? – Hvad med de udelelige elementarpartikler, de såkaldte quarks, der til dagligt har masser af plads inde i partikler som neutroner og protoner? Deres ladning og rumkrumning kunne være negativ. Og lige udenfor quarksene kunne rummet bøjes for at danne det positive, krumme rum, vi kender. Man kunne sige, at de polariserer rummet omkring sig, og dermed skaber tyngdekraftens kraftformidlere, de såkaldte gravitoner. Hvis gravitoner har en positiv ladning, +, og alle andre partikler en negativ G-ladning, -, vil gravitoner tiltrække alle slags stof, også fotoner dvs. lys. 

Eftersom tyngdekraften er så langt den svageste af de 4 kendte kræfter, undrer det ikke, at gravitoner er hypotetiske partikler, og at tyngdekraften endnu ikke kan påvises eksperimentelt på partikelniveau. Samtidig er det ikke sært, at vi aldrig ser tegn på anti-G i hverdagen! Men hvad sker der, når neutronerne knuses under en neutronstjernes sammenbrud? Eller i en galaksekerne eller en quasar, hvori temperaturerne er milliarder af grader? Heri syder quarksuppen, og antager vi, at hver quark er ladet med anti-G, vil der uafladeligt ske voldsomme, frastødende sammenstød. Hvilket kunne være den afgørende X-faktor, der frelser såvel hver enkelt quark som hele stjernen/galaksekernen fra at forsvinde ned i den uendelige singularitet.

For mig at se kunne anti-G være den smukke og enkle X-faktor, der sørger for ligevægt og balance i ”quarksuppe-objekter”, fra ”for tunge” neutronstjerner til galaksekerner og quasarer. Imidlertid er ligevægten et internt anliggende i et måske næsten sort objekt (set udefra), hvilket går det svært om ikke umuligt at afklare, om det virkelig skulle være anti-G, der står bag. Men et andet og særdeles spektakulært fænomen kunne muligvis tolkes som et voldsomt og synligt udslag af vor efterlyste frastødningskraft, og mit bedste bud på dennes natur er nok anti-G.   

Skyldes supernovaer anti-G?
De berømte supernovaer, der eksploderer på det voldsomste og udslynger hele solmasser til alle sider, kan i en kort periode lyse lige så klart som en hel galakse, og sågar være synlige ved dagslys. Det gjaldt fx SN 1572, der gjorde Tyche Brahe berømt, og som kunne ses i to uger om dagen, skønt eksplosionen fandt sted 7.500 lysår borte. Supernovaer har været kendt i årtusinder; den ældste med sikkerhed registrerede supernova er dateret til år 185 e.v.t., men stjernekyndige mennesker har sikkert alle dage skuet med ærefrygt på ”nye stjerner”; ja muligvis har abemenneskene for 2,6 millioner år siden kløet sig forundret i skindet ved synet af en gigantisk supernova, der også har ladet det regne ned på Jorden med jernisotopen Fe-60 og muligvis forårsaget en uddøen af havorganismer. Og noget tyder på, at denne supernova lå omkring 450 lysår borte – men hvilken kraft kan dog ligge bag en så overvældende eksplosion?

Det har man naturligvis forsket intenst i i vore dage, og det står fast, at en tung stjerne med masse på over 8 gange Solens er i højrisikozonen for at ende sine dage med en supernovaeksplosion. Når en sådan kæmpestjerne ikke længere har mere hydrogen til fusionsprocessen i kernen, vil den begynde at forbrænde tungere grundstoffer. ”Disse processer går hurtigere og hurtigere for at danne energi nok til at modstå tyngdekraften. Når stjernen når jern, kommer der ikke længere energi ud af fusion, fordi jern er så tæt bundet, at der skal tilsættes energi for at skabe tungere grundstoffer. Der er derfor intet til at stå imod tyngdekraften, og stjernen begynder at falde sammen under sin egen vægt. Stjernens kerne vil da kollapse og blive presset mere og mere sammen, indtil den når et punkt, hvor den stærke kernekraft ikke tillader stoffet at blive presset mere sammen. Dette sker meget pludseligt, så det indfaldene materiale danner en chokbølge, der bevæger sig udad og fører energi til de ydre dele af stjernen og resulterer i en eksplosion.

Men så kommer den højst interessante konklusion fra samme pålidelige kilde: ”Computersimuleringer af supernovaer viser imidlertid, at der ikke føres nok energi ud fra kernen gennem denne chokbølge. En af de nuværende teorier for, hvordan stjernen så eksploderer, er, at neutrinoer, der er meget energirige, udsendes fra kernen og tilføjer den energi, der skal bruges. Der er dog stadig meget, vi ikke forstår om supernovaer.”

Med andre ord; man mangler tilstrækkeligt med frastødende kraft til fuldt ud at kunne forklare størrelsesordenen af de uhyrlige udladninger, der registreres. Kunne anti-G (og/eller en af de øvrige mulige ”X-faktorkræfter”) mon komme i spil her som kandidater til at levere det fornødne ”frastødnings-udput”? Og kunne dedikerede astrofysikere udfra nærværende teori mon regne sig frem til, hvilken natur og styrke en sådan frastødningskraft har?

Umiddelbart kunne jeg forestille mig, at det meget hurtige og voldsomme kollaps i den døende stjerne får elementarpartiklerne til at briste, således at der fremkommer en ”quarksuppe”. Men i stedet for at kollapset fortsætter ned under ”sorthulsgrænsen”, den berømte begivenhedshorisont, opstår der fra kernen en udadrettet frastødningskraft af en så umådelig styrke, at den er i stand til at vende kollapset til sin modsætning: Den synlige supernova.

Frastødningskraften må dog hurtigt aftage igen med det faldende tryk; ellers ville vi ikke kunne observere de neutronstjerner, der er hyppige efterladenskaber i centrum af supernovarester. Men dette passer kun glimrende med vor teori, thi så snart de løbske quarks atter indfanges i deres ”neutronskaller”, vil alle tegn på anti-G forsvinde igen.

En nu 30-årige supernova ved navn SN 1987A har imidlertid givet forskerne en artig overraskelse: ”I dag studerer man stadig supernovaresten til SN 1987A, men på nuværende tidspunkt har det stadig ikke været muligt at finde den neutronstjerne der burde være blevet skabt ved eksplosionen. Dette kan skyldes at denne har blevet skjult bag en tåge af støv, blevet et sort hul eller at eksplosionen efterladt en quarkstjerne (endnu mere kompakt end en neutronstjerne).”

Disse ”bortforklaringer” forekommer mig ikke specielt overbevisende: Skulle man ikke umiddelbart tro, at et så heftigt, nylavet og hurtigt-roterende objekt, af den ene eller den anden slags, ville have givet sig til kende tværs gennem selv de tykkeste tåger i kraft af et voldsomt magnetfelt med tilhørende synchrotronstråling o. lign. – på et eller andet tidspunkt i løbet af 30 år? Antager vi, som det foreløbigt tyder på, at der rent faktisk intet findes tilbage af SN 1987A, bliver den påkrævede kraftudladning til supernovaudbruddet endnu mere dramatisk. - Men forestiller vi os, at en X-faktor såsom anti-G har nået at udøve sin frastødning tilstrækkeligt længe til, at den udadrettede inerti har splittet selv stjernens inderste kerne for alle vinde, står vi med en forklaringsmodel på, hvordan en hel kæmpestjerne kan forsvinde i den blå luft. Lidt a la Big Bang?     
Antistofs anti-G?
Hvor lidt vi egentlig ved om tyngdekraften fremgår at følgende citat fra Videnskab.dk :

Falder antibrint ned eller op?

Eksperimentet får stor betydning for den videre udvikling af de fysiske teorier, for der hersker stor uenighed om, hvad resultatet bliver. … På den anden side er der teoretisk set ikke noget til hinder for, at tyngdekraften rummer to hidtil ukendte kraftled, der først begynder at spille med musklerne, når der er antistof i nærheden.

De to ekstra led ville måske være lige store og modsatrettede for almindeligt stof, så effekterne af dem ophæver hinanden. Når det kommer til antipartiklerne, ville der derimod være en mulighed for, at de to kraftled virkede i samme retning væk fra jorden, så de tilsammen kommer til at udgøre en slags antityngdekraft.”

I New Scientist udtrykkes det mere jordnært:

Would an antimatter apple fall up?

Antistof er også en varm kartoffel for Big Bang-teoretikerne, jf Wikipedia: ”Da antistof ifølge CPT-symmetrien er et perfekt spejlbillede af normalt stof, mener man at der også burde opstå lige så meget antistof som normalt stof ved Big Bang,[16] dette skyldes at massen …skabes … ud fra energi, ifølge formlen E=mc² sker det ved pardannelse.[12] Der skulle altså eksisterer lige så meget antistof, som stof i universet[17] eller der skulle slet ikke have været noget masse i universet i dag, for hvis stof og antistof blev skabt i lige mængder ville de have annihileret hinanden lige efter big bang.[18][19][20]  … En anden forklaring kunne være at antistof frastødes af stof pga. en antityngdekraft.[9]

Anti-G knyttet til antistof kunne således være endnu en X-faktor i kampen mod det sorte hul. Og man kunne forestille sig, at stoffet forvandles til antistof, når trykket i et næsten-sort hul overstiger en vis grænse. Dette kunne så dels forårsage en kraftig udadrettet trykbølge, dels skabe anti-gravitoner, der modvirker kollapset.

Vender vi tilbage til min antagelse i foregående afsnit om Anti-G, nemlig at almindelige partiklers ladning kunne være negativ, og at de omkring sig krummer rummet positivt som vi kender det fra tyngdekraften; ja så kunne det forholde sig lige omvendt med antistof: Det skaber frastødning omkring sig, men er i sig selv ladet med G. Og med en positiv G-ladning kunne antistoffet være langt mere sårbart under de sidste øjeblikke af Big Bang – hvilket dermed kunne ligne endnu en forklaring; nemlig på den besynderlige mangel på antistof i universet, som vi kender det.

Big Bangs hvide hul
Helt grundlæggende fristes man til at spørge, om anti-G kunne være selve den kraft, der fik Big Bang til at ekspandere så ubegribeligt hurtigt? Universets samlede, komprimerede masse udvidede sig i de første brøkdele af det første sekund tilsyneladende hurtigere end lyset under den såkaldte inflation. Kunne anti-G ikke ligne en enkel og ligetil forklaring?

En ”autoriseret” forklaring er for mig at se mere kompliceret: Man opererer med et felt af hypotetiske partikler kaldet inflatoner, og ifølge Wikipedia under ”inflaton” sørgede kvantefluktuationer for en faseovergang, der genererede den fornødne frastødningskraft. Michael Atkins spekulerer i, om Higgs bosonen kunne være den eftersøgte inflaton .

Så hvis anti-G-teorien ikke nyder fremme, kunne jeg i stedet tage denne tråd op og foreslå, at et lignende, omend langt svagere felt af inflatoner /Higgs bosoner, også kunne frembringe den fornødne, stabiliserende frastødningskraft i hjertet af, hvad der ellers ville blive til sorte huller.  

Uanset hvad så opførte universet sig dengang for 13,7 milliarder år siden i total modstrid med alt, hvad vi ”ved” om tyngdekraft og sorte huller, ja Big Bang kan vel bedst beskrives som et hvidt hul. Der fandtes en masse masse, som ikke ville finde sig i at blive sig i at blive klemt ud af eksistens i en singularitet, men tværtimod sprængte sig ud af enhver begivenhedshorisont. Og man fristes til udvide og omformulere Jan Teubers ræsonnement fra denne artikels indledning, så det også omfatter skabelsen: ”I virkeligheden var Big Bang måske et bevis for det stik modsatte, nemlig at naturen af al magt undgik den katastrofe, som et sort hul ville indebære.”

Spørgsmål til de sorte huller
Lad os derfor ikke fortrænge alle betænkeligheder omkring de sorte huller. Hvilke beviser har man for deres eksistens?

1, En neutronstjerne kan kun rumme 3 solmasser; kollapser en tungere stjerne, vinder tyngdekraften, og intet kan frelse stjernen fra at forsvinde ned i et uendeligt kollaps.

Lyder det i grunden ikke mistænkeligt dogmatisk, at intet massivt objekt kan modstå totalt kollaps ved en given grænse? Vi har lige set, hvordan selveste Big Bang opførte sig som et hvidt hul, og lidt forinden hvordan en hidtil upåagtet faktor, vacuum-polarisering, kan modvirke dannelsen af sorte huller. Og vi kunne tilføje: Ved man nøjagtigt, hvorledes rum, stof og stråling reagerer, når neutronerne brister ved et ”hyperneutronstjernetryk” og de ellers så bundne quarks flyder rundt mellem hinanden i den såkaldte quarksuppe? Kan naturen ikke have ukendte esser i ærmet, som vi indtil videre kunne kalde ”frastødningens X-faktor”?

Faktisk indrømmer man vor uvidenhed, hvad angår det punkt, hvor en stjerne ikke bliver til en neutronstjerne, men et sort hul, ligesom man ikke har styr på, hvorledes forholdene er afhængigt af størrelsen, rotationen og ”det eksotiske stof inde i disse objekter”. Dette nævnes som det 17. af 40 mysterier i Astronomy.  

Det er ikke længe siden, at man modstræbende måtte acceptere den mystiske frastødningskraft kaldet ”mørk energi”, der uimodståeligt udvider rummet med accelererende hast og udgør 73 % af universets energi.  

Men vil man ikke vide af hidtil ukendte kræfter, kunne man måske forestille sig, at trykket og temperaturen vil stige ”uendeligt”, efterhånden som tætheden øges og begivenhedshorisonten nærmer sig, således at der opstår et kompenserende, udadrettet tryk, der modvirker kollaps?

Og hvad med centrifugalkraften? Jo mere et objekt trækker sig sammen, desto vildere må rotationen nødvendigvis blive. Neutronstjerner kan opvise afsindige omdrejningshastigheder, endnu voldsommere må det blive under en kollaps fra en neutronstjerne på vej mod begivenhedshorisonten. ”Der kendes eksempler på, at neutronstjerner roterer om deres egen akse flere hundrede gange i sekundet”.  ”I nogle tilfælde foregår rotationen så hurtigt, at det er på grænsen af, at stoffet i de yderste dele kan modstå centrifugalkraften og kun med nød og næppe holder sig fast på stjernen.”

Nyligt er det lykkedes at bestemme nogle sorte hullers (?) rotationshastigheder, og de står ikke tilbage for neutronstjernernes. ”Det lysende sorte hul i (quasaren) RX J1131-1231 indeholder ca. 200 millioner solmasser og konsumerer (eller udslynger?) … omkring 1 solmasse pr. år… dette sorte hul roterer med en hastighed på ca. 90 % af det maksimalt mulige ifølge den almindelige relativitetsteori…” Røntgenstrålingen fra RX J1131-1231 stammer fra dengang, universet kun var halvt så gammelt - quasarernes æra.

  
File:The Center of the Southern Crab Nebula He2-104.tif - Wikimedia Commons

Man må gå ud fra, at de forskere, der har regnet sig frem til tyngdekraftens uafvendelige sejr, har taget højde for de kendte, udadrettede kræfter fra både tryk, temperatur og centrifugalkraft, men har de mon fået det hele med? - Mens det tit og ofte fastslås, at grænsen er 3 solmasser, ser man ikke meget til den argumentation og de beregninger, der ligger til grund for denne afgørende forudsætning for de sorte hullers eksistens. Måske bevisførelsen burde gås efter i sømmene? Og selv hvis man efter endnu en gennemgang kårer G som sejrherre, kunne det være interessant at vide, hvor stor en modvirkende X-faktor, der kræves for at afvende kollapsen.   

2, Cygnus X-1 er et berømt eksempel på et sort hul. Denne stjerne vejer 14,8 solmasser, menes at have en diameter på kun 58 km og afslører sig selv ved at opsuge, komprimere og ophede gasser fra en nærliggende blå kæmpestjerne, så de gløder med kraftig røntgenstråling, før de ædes.

Sæt nu naturen rent faktisk tillader eksistensen af betydeligt tungere massive stjerner end de 3 solmasser? Sæt nu Cygnus X-1’ opretholdes af føromtalte vakuum-polarisering? Sæt nu diameteren i virkeligheden er lidt større end 58 km, og altså ligger udenfor begivenhedshorisonten? Vi har ovenfor set, at en sådan stjerne vil se sort ud. – Altså kan Cygnus X-1 sagtens være en stjerne, der opfører sig præcist som et sort hul uden at være det.

3, I centrum af Mælkevejen findes der et supermassivt sort hul …. Det kan man udlede af de nærliggende stjerners baner og hastigheder.

Sæt nu en eller anden X-faktor i virkeligheden sikrer, at massive objekter, uanset indholdet af solmasser, holder sig fri af begivenhedshorisonten, så ville vi slippe for ”singularitetens faresignal”. Endvidere kunne vi bedre forklare følgende mærkværdige iagttagelse omkring vor egen Mælkevej: ”Det sorte hul, som har en masse som fire millioner sole, gør ikke meget væsen af sig, og det er faktisk lidt af et mysterium. Astrofysikerne ved, at det sorte hul eksisterer, fordi de kan se stjerner kredse om det, men hullet sluger tilsyneladende ingen gasser.”

 Hænger vi ikke fast i teorien om det sorte hul, kunne den enkle forklaring være, at det supermassive objekt takket være en X-faktor formår at udslynge partikler. Denne ”kernevind” er tilsyneladende ikke af stort omfang, og den bremses kraftigt op af trækket fra 4 millioner solmasser, så den formår ikke at lave det store ramasjang, men den ”screener” indfaldende gasser væk og skaber en trafik væk fra ”tyngdekraftsfælden”. Ind i mellem suges gasskyer, asteroider eller en sjælden gang en stjerne muligvis den modsatte vej mod sønderrivning og nedstyrtning – kernen har i så fald både et output og et input. Observationer af små, daglige røntgenglimt fra kerneområdet må kunne tolkes begge veje; sorthulsforklaringerne peger på enten magnetfeltets indflydelse eller sønderrivning af små asteroider.     

Vor rolige Mælkevejskerne kunne også antyde en lovmæssighed mht. kampen mellem tyngdekraften G og X-faktoren, nemlig at jo mindre et massivt objekt, desto stærkere står G og desto bedre camoufleres objektet som et sort hul, skønt det i virkeligheden er en sort kerne / stjerne. Dette ville på det smukkeste passe med quasarernes forsvinden fra det nuværende univers – de er skrumpet ind nogenlunde stabile størrelser.

4, Hvordan kan quasarers sorte huller repræsentere et tidligt stade af galaksernes udvikling? Disse forslugne krabater må siden da have vokset sig endnu langt større, hvorledes hænger dette logisk sammen? Kan det virkelig passe, at jo større de blev, desto mere faldt de til ro?  

Man fristes uvægerligt til at tænke: Blev de rent faktisk større? Har Mælkevejens nu gådefuldt rolige og relativt lille kerne mon engang været en mægtig quasar, der udslyngede vældige gasmasser?

Ville det ikke give mere mening, hvis denne quasar siden da er skrumpet kraftigt ind og er blevet ”lille, gammel og rolig”, og altså aldrig kan have været et sort hul?  - Ja, sæt nu Mælkevejens kerne som ovenfor citeret er ”et produkt af big bang”, dvs. en stofkoncentration som har holdt sig intakt lige siden big bang.

5, Dette kunne forklare endnu et nyopdaget mysterium, nemlig ”Stjernen der ikke burde være født” . Den mystiske stjerne, SDSSJ102915+172927, ”er mindst 13 milliarder år gammel.” ”Men den indeholder alt for få tunge grundstoffer, selv i forhold til sin høje alder”. Fx ”næsten intet litium, der ellers er et af de få stoffer ud over brint og helium, der blev dannet i big bang”. – Men forestiller vi os, at big bang fortsatte i det små i kraft af udslyngede stofmasser fra quasarer, der siden blev til galaksekerner, har vi en nærliggende forklaring på, at disse ”mini big bangs” næsten ikke formåede at fusionere litium.   

Samtidig kunne vi også se for os, hvordan der af de udslyngede gasmasser opstod en stjernedannende chokfront et stykke væk fra kernen. Den mystiske stjernes bane synes at bekræfte en sådan oprindelse. Banen er ”kometagtig”, idet ”den dykker ned imod” Mælkevejens kerne til en afstand af måske mindre end 1000 lysår.  Og det viser sig, at stjernen ikke er enestående, der findes nemlig ”adskillige andre stjernekandidater, der kan have metalniveauer, der minder om eller endda er lavere…”  

Sæt nu sådanne ”mystiske stjerner” ikke kan forklares på andre måder end ved, at Mælkevejens kerne aldrig har været et sort hul, men et aktivt, stofproducerende ”mini big bang”?

6, 500.000 lysår strækker en galakse i hoben PKS 0745-19 sig over. I midten ligger det ultramassive sorte hul. 40 milliarder gange Solens masse, det hidtil tungeste sorte hul.

Jamen hvorfor normalt kun ét i hver galakse? Hvorfor ikke et virvar af sorte huller i alle mulige størrelser, der laver en farlig ravage i de centrale, tætpakkede områder, mens de kredser rundt om hinanden i utvivlsomt ustabile kredsløb? I betragtning af at galakserne har eksisteret i over 13 milliarder år, og at den generelle stoftæthed var højere i universets ungdom, har der været masser af tid til, at ”små” sorte huller burde kunne vokse sig mellemstore eller ultramassive derinde, hvor der er masser af guf. Det siges imidlertid at: Supertunge sorte huller kan være dannet af tyngdekollaps af en stor stjernehob, eller måske er de et produkt af big bang for 13,7 milliarder år siden.        

Et muligt produkt af big bang, spændende! Brygger vi videre på denne antagelse, kan vi foreslå, at sådanne "produkter" i virkeligheden bedst kan beskrives som kosmisk gejsere! Dette passer som fod i hose, både med en lang række observationer og med det samlede billede af universets udviklingshistorie! Se fx her: 

Quasarerne er meget aktive galakser, hvor det supertunge sorte hul i midten hvert år fortærer stof svarende til mellem 1.000 og 2.000 gange Solens masse”. ”De supertunge sorte huller har masser, der er 100.000 til 10 mia. gange større end solen”. ”… det ser ud til, at den slags særlig aktive galakser var meget mere udbredte i det tidlige univers, som vi kan se mellem 10 og 13 mia. lysår væk.

Her skal vi blot korrigere, at quasarerne i virkeligheden udslyngede "stof svarende til mellem 1.000 og 2.000 gange Solens masse" - så hænger hele det universelle billede sammen!   

Men selvfølgelig kan X-faktor-teorien også rejse adskillige tvivlsspørgsmål, her blot tre stykker, flere må gerne følge:

Spørgsmål til X-faktorens sorte stjerner og galaksekerner

1, Hvis en sort stjerne eller galaksekerne er så komprimeret, at dens overflade kun ligger lige over begivenhedshorisonten, hvilken naturlov skulle så forhindre en ”katastrofe” i form af yderligere kollaps? Blot en millimeter under begivenhedshorisonten er der jo ingen vej tilbage!

X-faktoren kan tænkes at have den egenskab, at den stiger eksponentielt med stigende tryk og temperatur. Dvs. at jo mere et næsten sort hul skrumper, desto voldsommere indre modtryk genereres der indefra. En sådan naturlov kunne i princippet svare til den, der forhindrer fotoner og stof i at komme hurtigere frem end lysets hastighed på 299.792.458 m/s. Jo mere energi du prøver at sparke bagi en foton, desto hidsigere bliver bølgelængden, uden at den kommer hurtigere afsted, og tilsvarende bliver en partikel tungere og tungere, jo nærmere den presses op imod lyshastigheden. Denne gådefulde ”naturlovsbremse” forhindrer overlyshastigheder. På lignende vis kunne X-faktoren forbyde ”sorthulskatastrofen”.

2, Jamen sæt så to sorte stjerner kolliderer! I et nært kredsløb mellem to så massive objekter vil der hele tiden blive udsendt tyngdebølger, hvilket koster energi, således at kredsløbet bliver en spiral der uundgåeligt driver de to stjerner mod kollision. Det burde da nemt kunne resultere i et sort hul?

Det kommer vel stadig an på X-faktorens effektivitet. Tryk avler modtryk. Og allerede inden det store sammenstød, vil stoffet i de to, uhyre masseansamlinger være omfattet af et fælles, stærkt stigende tyngdefelt, der tilsvarende forstærker X-faktorens frastødende styrke.

3, Jamen føromtalte LIGO-anlæg afslørede jo i 2015 en tyngdebølge fra to sorte huller, der stødte sammen, og at sammenstødets kerneområde hidrørte fra noget, der var mindre end en atomkerne”. Ligner det ikke en kraftig indikation på ikke blot eksistensen af sorte huller, men også at de i deres centrum huser en singularitet, et matematisk punkt af uendelig høj massefylde? 

Jo, det giver sandelig stof til eftertanke, og jeg skal ikke afvise, at belastede sorte stjerner / galaksekerner kunne tænkes at kollapse ned under begivenhedshorisonten og videre ned mod singulariteten. Derfor også mit indledende forslag om, at massen i så fald konverteres til ren energi, der i princippet intet fylder, i medfør af Einsteins m = E/c2.

Men er alle disse stjernemasser dermed klemt ud af eksistens, eller har de nogen chance for at vende tilbage? Tja, Einsteins formel gælder jo også omvendt: E = mc2. Energi kan lige så vel konverteres til masse, og det var jo nøjagtigt, hvad der hændte under Big Bang, hvor en stor del af den oprindelige ”energisuppe” blev til quarks og andre partikler efterhånden som tætheden mindskedes under den vilde ekspansion. Måske forholder det sig således, at singularitetens ”uendelige” energitæthed ikke er stabil, men snart må ekspandere, om den så skal op på ”overlyshastigheder”, således som det var tilfældet under føromtalte inflation under Big Bang.

Singulariteten i et sort hul minder påfaldende om de første øjeblikke af Big Bang. Sæt nu der i et sort hul kan udspille sig et ”mini Big Bang”, der blæser energi og stof udad, måske endda ud gennem begivenhedshorisonten! I så fald skulle man tro, at det ville kunne observeres som et ordentligt brag, måske i form af et gammaglimt? – Men der er jo tale om et meget lille Big Bang, så måske rækker kraften ikke til stort mere end at gennembryde begivenhedshorisonten, hvorefter de voldsomme G-kræfter foretager en hurtig opbremsning, og der fremkommer en ny ligevægt i medfør af min tidligere foreslåede formel: X-faktor - G = 0.   

Levende galaksekerner
En supermassiv galaksekerne er ikke kedeligere end et supermassivt, sort hul. Tværtimod kan den virke endnu mere uhyrlig. For hvad er det egentlig, der sker i kerneområdet af quasarerne og de aktive galakser?

  • Der udslynges enorme, ophedede gasmasser
  • Fra kernens poler udsendes gigan­tiske jets, kanaliseret i hver sin retning af et ekstremt kraftigt magnetfelt
  • Vanemæssigt giver man sorte huller æren for disse jets, uagtet det kniber voldsomt med at forklare, hvorledes de bærer sig ad. ”Whatever way that is”, konkluderes det opgivende som det 19. af 40 mysterier i Astronomy.   

Passer observationerne i virkeligheden ikke bedre med en levende, supertung masse, der aktivt kan udspy tusindvis af solmasser, end med et dødt, sort hul, der kun kan få indfaldende stof til at eksplodere i ofte ujævn takt? Kunne en kontinuerlig stofudsendelse ikke langt bedre forklare jetternes imponerende stråler? Sæt nu myriader af ”nylavede”, ladede partikler i en stadig strøm slynges mod de magnetiske poler, hvorfra de ekspederes tusindvis af lysår ud i rummet? Er det ikke en nærliggende mulighed, at en galaksekerne ikke blot tiltrækker og holder sammen på hele galaksen, men også optræder som stofproducent?

Galakseskabelsen er faktisk en af kosmologiens helt store, varme kartofler. Umiddelbart er det svært at forestille sig, hvorledes en nogenlunde jævnt fordelt gasmasse kunne trodse den voldsomme ekspansion kort efter Big Bang, og hurtigt begynde at klumpe sig sammen til de vældige stofkoncentrationer, der nu ligger strøet rundt som øer i oceaner af tomrum. Denne enorme gåde nævnes som det 10. af universets største mysterier i Astronomy, hvor det tilføjes, at den hidtil ældste galakse er 13,35 milliarder år gammel og centreret omkring et aktivt, supermassivt hul – en quasar. Den indeholder så få tunge grundstoffer, at dens stjerner må være nyfødte, hvilket betyder at det sorte hul dannedes først … Men det er uklart, hvorledes sådanne, sorte huller dannes, og hvorledes de påvirker den efterfølgende stjernedannelse.

Igen må jeg gribe tilbage til føromtalte citat, nemlig at ”måske er de et produkt af big bang for 13,7 milliarder år siden”. Erstatter vi ”sorte huller” med ”supermassive quarkquasarer” kan vi forestille os, hvordan der fandtes en sværm af tætpakkede stofklumper på det tidspunkt, hvor ekkoet fra Big Bang, den kosmiske baggrundsstråling, udsendtes efter omkring 380.000 års ekspansion fra alle steder udenfor de vordende quasarer / galakser. Disses diametre var allerede på daværende tidspunkt så små sammenlignet med det omgivende rum, at de næppe kan være til at skelne med det nuværende måleudstyr. Samtidig kan deres diametre på daværende tidspunkt have ligget så tæt ved begivenhedshorisonten, at de tager sig sorte og usynlige ud sammenlignet med det sydende, nyfødte univers.

Men vor efterlyste X-faktor formåede snart at puste quarkquasarerne op, således at de kunne begynde deres velsignelsesrige virke som stabile mini Big Bangs, der udspyede tilbageholdt stjernestof. Samtidig virkede de som samlingspunkter for de omkringliggende gasmasser, og afhængigt af forskellige faktorer som deres udput, rotationshastighed, afstanden til nærmeste quarkquasar, eventuelle sammenstød og gasmasserne omkring dem skabtes de forskellige grundtyper: Spiralgalakser, elliptiske galakser, irregulære galakser, kuglehobe samt dem, der falder udenfor nummer. - Tager man højde for X-faktoren, vil det muligvis lette forståelsen af galaksernes udviklingshistorie.

Satellit-quasarer – et indicium eller et bevis? 
De små, tætpakkede kuglehobe, der omgiver store galakser og er fulde af 10-12 milliarder år gamle stjerner, udgør en kæmpestor, udviklingshistorisk gåde. Mælkevejen omkredses af omkring 150 kuglehobe, mens den vældige, elliptiske galakse M87 omkredses af omkring 12.000. Og som det siges ligeud: ”Kuglehobes oprindelse er stadig et særdeles godt spørgsmål, som vi mangler svar på.”

Men antager vi, at kuglehobene er skabt udfra mikro satellitquasarer omkring den store moderquasar, kunne det ligne et svar på gådens løsning. Moderquasaren kan i den tidligste tid, hvor selve rummet ekspanderede vildt og voldsomt, have været så ustabil, at den udslyngede ”kogende” mikro-quasarer, der ”fordampede” og dannede kuglehobenes tætte vrimmel af stjerner. Og snart var mikro-quasarerne blevet så små, at de udefra lignede sorte stjerner.

I centrum af M31 G1 har man fundet noget, der antages at være et sort hul af ”middelklasse”. Man eftersøger nemlig en sådan middelklasse af sorte huller, der burde være en almindelighed, men endnu ikke er påvist. Et såkaldt “intermediate-mass black hole (IMBH)” er en hypotetisk klasse af sorte huller med masser fra 100 til 1 million solmasser: Betydeligt mere end sorte huller efter sammenfaldne stjerner, men mindre end de supermassive sorte huller.” - Ifølge nærværende teori kunne der derimod være tale om sort rest af den oprindelige mikro-quasar indeholdende fx 100 – 1000 solmasser. Kuglehoben M2 indeholder til sammenligning omkring 150,000 gamle stjerner.   

En kuglehob, Terzan 5, er unik ved at have dannet stjerner i to omgange: ”Stjernerne i den ældre gruppe er cirka 12 milliarder år gamle, mens stjerner fra den nyere population er 4,5 milliarder år gamle”.– Mon en nu sort mikro-quasar i kiglehobens centrum for 4,5 milliarder år siden ramtes af en nedfaldende stjerne og fik sig endnu et stjernedannende udbrud?

Kuglehobene er så specielle og samtidig så vanskelige at forklare udfra de gængse teorier om galaksedannelse, at de måske slet ikke kan forstås på andre måder end som output fra en moderquasar. Og lad os stille det fundamentale spørgsmål: Vægter vi de to teorier, sorte huller vs sorte stjerner/quark-quasarer, hvilken af disse passer så bedst med universets skabelse og udvikling?

Singularitet eller X-faktor?
Man kan finde den eftersøgte X-faktor yderst spekulativ, men er den det i højere grad end forestillingen om singularitetens sorte hul? Hvorfor ikke operere med en X-faktor som en alternativ mulighed og efterprøve, hvorledes den mon passer med de faktiske observationer?

Man kunne også lægge øre til selveste Einstein. I underteksten til overskriften STJERNESLUGER i National Geographic står der: Einstein mente, at et sort hul … var en alt for bizar tanke. Einstein tog fejl. – Underligt! Det gjorde han ellers yderst sjældent. Burde vi ikke også i dette tilfælde lytte lidt til ham?

Længere nede i artiklen siges det: ”Når man spørger eksperterne, hvor sikre de er på, at sorte huller er virkelige, svarer de gerne 99.9 %. Hvis der ikke er sorte huller midt i de fleste galakser, må der være noget endnu vildere.” – Lige mine ord! Og skulle man ikke give de 0,1 % og det endnu vildere chancen som et spændende alternativ?

Straks efter vil man dog helst slukke lyset: ”Men den sidste rest af tvivl bliver muligvis udryddet om få måneder. Astronomerne vil nemlig udspionere et sort hul, mens det æder….” Mælkevejens kerne kaldes Sgr A*, ”og Sgr A* forbereder sig på at spise. Den trækker en gassky ved navn G2 mod sig med omkring 3000 km i sekundet. Om kun et år vil G2 nærme sig hullets begivenhedshorisont… Det er ikke selve hullet, vi vil få at se, men sandsynligvis det, der kaldes tilvækstsskiven – en ring af rester omkring kanten af hullet, som krummerne efter et stort måltid. Det burde være nok til at afvise den sidste rest af tvivl om sorte hullers eksistens.” – Hvorfor det? spørger jeg bare. Tænk igen på førnævnte citat fra den artikel, der pirkede til min tvivl om sorte hullers eksistens: ”Udadtil vil stjernen i praksis være lige så mørk som et sort hul.” Og, kunne jeg tilføje, en sort galaksekerne vil utvivlsomt også danne en tilvækstsskive, på samme vis, som var den et sort hul. Ergo bør man stadig efter G2’s endeligt holde de 0,1 % åbne for alternativer, alt andet ville være uvidenskabeligt, dogmatisk, kedeligt.

Det er således mit håb, at uforfærdede astrofysikere vil se en udfordring i at arbejde videre med nærværende forsøg på at undgå ”singularitetens faresignal”, så vi måske derved får en bedre forståelse af en lang række astronomiske fænomener og universets store, forunderlige helhed.  

Noter & kilder (skal lige tjekkes op)
Illustreret Videnskab, 10/2016, p. 60-65.
Wikipedia.First observation of gravitational waves. Astrophysical Origin.
Jan Teuber: Kosmiske Katastrofer, Teknisk Forlag 1997, p 129.
Illustreret Videnskab 11/2014: Sorte huller er utætte.
Stephen Hawking: Information Preservation and Weather  Forecasting for Black Holes, I Cornell University Librarary, 2014.
Illustreret Videnskab 12/2010, Helle & Henrik Stub: Sorte huller er sorte stjerner.
Det følger af kvantemekanikken , at vacuum ikke et tomrum, men syder af konstant, selvophævende vibration og virtuel partikeldannelse. Under uhyre kraftpåvirkning såsom et (næsten) sort hul, vil der blive frembragt virkelige partikler. Disse er vacuumfluktuationernes polariseringseffekter.
Nogle nævner også en ingrediens yderligere, idet de kalder den quark/gluon suppe. 
http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/de-forste-abemennesker-var-i-naerkontakt-med-en-supernova
http://fysikleksikon.nbi.ku.dk/s/supernova/
https://astrofysikk.wikispaces.com/Supernova+historie
Antistof kan afsløre en ny form for tyngdekraft. Artikeloverskrift af Sybille Hildebrandt i Videnskab.dk, juli 2010.
New Scientist 12. June 2008, Rachel Courtland.
Illustreret Videnskab 14/2014, Rolf Haugaard Nielsen: Teleskop på Sydpolen har udsigt til big bang.
Michael Atkins: Could the Higgs Boson be the Inflaton? – University of Sussex, Phys.Lett. B697 (2011) 37-40.
Astronomy, august 2013: 40 greatest mysteries of the universe, p. 35.
Universets gåder, 2008 Bonnier,  p. 78.
Astronomy, july 2014 p. 12.
Ill. Vid. 17/2012 p. 41.
Ill. Vid.  15/2012 p. 46
Astronomy, july 2014 p. 27.
Universets gåder, 2008 Bonnier, p. 81.
Ill. Vid. 9/2013, p. 27.
Universets gåder, 2008 Bonnier, p. 104.
Universets gåder, 2008 Bonnier, p. 104-105.
Ill. Vid. 18/2012 p. 58.
Astronomy & Astrophysics: A primordial star in the heart of the Lion, 12/3-2012.
Science 2.0 + www.eso.org 31/8-2011.
Illustreret Videnskab, 10/2016, p. 60-65.
Astronomy, august 2013: 40 greatest mysteries of the universe, p. 35.
Astronomy, august 2013: 40 greatest mysteries of the universe, p. 34.
http://videnskab.dk/naturvidenskab/unik-stjernehob-fortaeller-om-maelkevejens-barndom
https://en.wikipedia.org/wiki/Intermediate-mass_black_hole
http://videnskab.dk/naturvidenskab/unik-stjernehob-fortaeller-om-maelkevejens-barndom.
National Geographic Danmark: Stjernesluger, 3/2014, p. 52 + 61.
Illustreret Videnskab 12/2010, Helle & Henrik Stub: Sorte huller er sorte stjerner.

File:Santorini Landsat.jpg - Wikimedia Commons

Rundt i Mælkevejen

Om små 5 millioner år kan hele vor galakse være koloniseret

Det var en artikel i Politiken, der gav mig idéen. Titlen lød: "Er der nogen derude?" Og efter at have slugt den lille artikel, kastede jeg mig over dens forlæg, nemlig en større artikel i Scientific American, July 2000: "Where Are They? Maybe we are alone in the galaxy after all." 


File:4 Milky Way (ELitU)-blank.png - Wikimedia Commons

Det vildt spændende aspekt er for mig at se astronomen Ian Crawfords synspunkt om, at en avanceret civilisation relativt hurtigt kan kolonisere hele Mælkevejen. Da dette ikke synes at være sket, skønt der har været 12 milliarder år til det, konkluderer han, at vi sandsynligvis er alene og uden konkurrenter i vor galakse. 
 Ian Crawford opstiller et regnestykke, hvor der i gennemsnit er 10 lysår mellem hver stjerne, og hvor hver rumrejse kan foregå med 10 % af lysets hastighed og altså varer 100 år. Så sætter han konsolideringen af hver ny rumkoloni til at vare 400 år, før de to næste ekspeditioner mod de to næste stjerner sendes afsted. Hver fase eller "generation" varer altså 500 år og fordobler antallet af beboede solsystemer. Allerede efter 10.000 år kan alle stjerner i et område på 200 lysår være koloniserede, og på relativ kort tid kan hele vor galakse være beboet af intelligensvæsener, der startede ud fra samme lille hjemmeplanet. Eksakt 3,75 millioner år vil det tage ifølge Crawfords regnestykke. Til sammenligning kan nævnes, at dinosaurerne beherskede jorden i 140 millioner år.

Jordiske kæmpekratere

Kig engang på Jorden helt oppe nordfra, og undr dig! Man ser det meste af en cirkel, med enkelte revner og et større hul mellem Grønland og Norge. Og ikke en ø i en kæmpe cirkel rundt om Nordpolen, som er dybt hav. Eller kig på Jorden fra siden, og lige over Stillehavet! Mange steder meget dybt hav, helt ned til rekorddybden på over 11 km's dybde på bunden af Marianergraven. Udgør hele Stillehavsbassinet i virkeligheden et gigantisk krater?

Levn fra Jordens hårde fødsel?
Tænk om vi kigger på urgamle kæmpekratere! Helt tilbage fra Jordens ældste æra, kaldet Hadal efter Hades, underverdenens dystre gud. Det gik da også hedt til for mere end 4 milliarder år siden. På et tidspunkt baldrede en hel protoplanet på størrelse med Mars ind i vor hårdtprøvede Jord,  og af det udslyngede materiale skabtes Månen. Er Jorden mon helt glattet ud ovenpå den omgang, eller findes her stadig kratere, der er så store, at de er gået ubemærket hen?   

Kraterranden omkring Nordpolen
Kontinenterne vandrer, men hvornår har der sidst været et kontinent ved Nordpolen? Hvornår har der ikke været dybt hav? Mig bekendt ikke i flere 100 millioner år? Siden dinosaurernes æra er de store kontinenter som Asien, Amerika og Europa fra tre sider gledet nordpå. Indtil et vist punkt, hvor fremrykningen synes at møde modstand. I en vældig kurvet vold, der siger: "Hertil og ikke længere." Her findes tilsyneladende en slags barriere, der indtil videre har holdt Nordpolsområdet landfrit. 
 Kunne barrieren tænkes at være en gammel kraterrand? I så fald må nedslaget have været gigantisk, men der findes også gigantiske kratere på de andre planeter og måner.

Dybt vand og mærkelige strukturer
Der er dybt vand under den arktiske is. Tæt ved Nordpolen, i det Eurasiske Bassin er der dybder på 4300 m. Lidt længere sydpå findes der en særpræget struktur, en undersøisk bjergryg, der ligner en lang stribe af vældige uregelmæssige firkanter. Strukturen kaldes Nansen Cordillera og er lang som vejen fra København til Rom. Intet andet sted på klodens atlas ser jeg noget lignende. Kunne Nansen Cordillera skyldes de specielle forhold, der kan opstå, når en kraterbund bliver tilstrækkelig gammel, samtidig med at kontinentaldriften og trykket indefra skubber og trækker? 

Perm-Trias-katastrofen
Hvornår kan krateret være skabt? Det finder man næppe ud af, før man begynder at opfatte det som et krater. Det kan have indtil 4,6 milliarder år på bagen og stamme tilbage fra tiden kort efter Jordens fødsel, hvor solsystemet "flød" med brokker, der endnu ikke var "fusioneret" med nogen planet eller måne. Eller kan det være meget nyere, fx blot 250 millioner gammelt og være resterne af den værste af de 5 store "dræbere," et nedslag, der ved grænsen mellem perm og trias udryddede 95% af jordens plante og dyreliv. Nedslaget kan have sat gang i en ekstrem vulkanisme, der netop på den tid dækkede Sibirien med tykke lavalag. Begge dele kan tilsammen have forårsaget det katastrofale klimakaos, Perm - Trias katastrofen, som er en ren gyser at læse om. 

Største nedslag i Jordens historie
Eller kunne man forestille sig, at Nordpolskrateret er forårsaget af det største nedslag nogensinde? Den kollision der skabte Månen! Forskerne er ved at være enige om, at vor egen Måne skabtes ved en kataklysmisk kollision, Big Splash kaldet, mellem Jorden og en protoplanet lige efter dannelsen for omkring 4,6 milliarder år siden. Jorden overlevede sammenstødet, men der hvirvledes så meget materiale så højt op, at der omkring Jorden dannedes en gigantisk sky og siden en ring a la Saturns, blot langt mere tæt og massefyldt. Udfra denne kæmpering dannedes så vor gamle måne. 
 Jorden selv må have været et rødglødende inferno længe efter, fra top til tå. Kunne det tænkes, at nedslagsstedet lå, hvor Nordpolen ligger nu? Månens radius er 1737 km. Ca. samme afstand er der fra Nordpolen til mange af de nordligste kyster i Nordamerika, Sibirien og Nordnorge. Kunne man lægge Månen på Nordpolens plads, ville den ikke passe perfekt i "hullet," men den ville på den anden side ikke dække de store landområder. Queen Elizabeth Islands, Nordgrønland og Svalbard er de eneste steder, hvor der ville være overlap. Hvor kontinenterne måske har klaret at forcere de smuldrende rester af kraterranden? 

Tænk endnu større!
Men næppe! Krateret er for lille! Søger vi Månekrateret, må vi tænke endnu større. Ethvert nedslag frembringer et krater, der er langt større end det nedstyrtende objekt. Efter den kosmiske kollision, der skabte Månen, må den ene side af Jorden have været "udhulet" som når man tager den første store, men overfladiske bid af et æble. Er Jorden mon kommet sig helt over dette urbid? 4,6 milliarder år er lang tid, har tidens tand formået at glatte arret helt ud, at gøre Jorden pæn og rund hele vejen rundt om?

Stillehavskrateret!
Ikke helt tilsyneladende. Betragter vi kloden fra et punkt over midten af Stillehavet, ja så ser vi ikke meget andet end hav. Mange steder meget dybt hav, helt ned til rekorddybden på over 11 km's dybde på bunden af Marianergraven. 
   Hele Stillehavsbassinet lader os ane konturerne af et gigantisk krater. Omkranset af Østasien, Australien & New Zealand, Antarktis, Sydamerika og Nordamerika, Alaska og Sibirien. Og når der enkelte steder findes småøer i verdens største ocean, så er det vild vulkanisme, der har klaret at hæve Hawaii og de øvrige øer over Stillehavets overflade. Kun New Zealand synes at have mast sig et stykke derudad, men de to store øer har også haft både vulkanisme og bjergfoldning til hjælp. 
   Javist, kontinenterne er kommet vandrende, de har ligget ganske anderledes og på mange forskellige måder igennem den seneste milliard år fra Prækambrium til nu. Atlanterhavet er fx skabt ved, at Amerika og Afrika/Europa er gledet fra hinanden. Men mht. Stillehavet så synes der generelt at have manglet store kontinenter i hele dette vældige område. Øer og småkontinenter har der fra tid til anden været, fx i Ordovicium og Kambrium, men den generelle tendens så langt tilbage det kan spores er, at den synlige del af kontinentaldriften, den der får kontinenter til at hæve sig højt over havoverfladen, overvejende er foregået på den resterende del af kloden, der ligger uden for Stillehavsbassinet.
  Ikke så underligt hvis der her findes en fordybning, hvor der kræves ekstraordinær landhævning, vulkanske hot spots fx, for at landjord kan hæve sig over vandmasserne. Findes der desuden en dybtliggende barriere, verdens ældste kraterrand, rundt om Stillehavet, så forstår man hvorfor kontinenterne helst driver uden om dette enorme trug. 


File:Pacific Ring of Fire volcanoes.png - Wikimedia Commons
 
Sammenstød med protoplanet
Den protoplanet, der vædrede Jorden og skabte Månen, menes at have været på størrelse med Mars. Denne planets diameter er 6780 km. Afstanden fra Alaska til Antarktis er ca. 16.000 km., fra New Guinea til Sydamerika langs Ækvator ca. 13.500 km. Ethvert nedslag frembringer som sagt et krater, der er en hel del større end det nedstyrtende objekt. Altså kunne alt materialet, der formede Månen, godt være spyet ud fra det sted, hvor Stillehavet i dag ligger. 
 At Månekraterets centrum i så fald ligger ved Ækvator, som ligger i Månens plan, gør ikke teorien dårligere. Mig bekendt er Jorden aldrig "væltet," således at dens rotationsakse og dermed en af polerne, har peget imod Månen. Månen holder os pænt på plads, således at aksehældingen selv i dag, hvor Månen gradvist har fjernet sig og dermed har løsnet sit greb om Jorden, højst kan svinge mellem ca. 21 og 24 grader......
 
Tak til Månen
Vi har meget andet at takke Månen og dermed dens skaber, protoplaneten bag "Big Splash" for. Vor jordskorpe er beriget med værdifulde mineraler som fx Månen mangler. Og alt dette tidevand, der siden havenes dannelse har overskyllet og udtørret enorme landområder i en fast rytme, har muligvis skabt livet, og sandsynligvis lettet dets landgang. De havplanter og havdyr, der bedst tålte at blive tørlagt, er lidt efter lidt blevet så seje, at de har kunne bide sig fast på landjorden. 
 Og så er der kontinentaldriften. Sattes den mon ikke i gang af "Big Splash?" Vore søsterplaneter, Venus og Mars, mangler denne vigtige drift, der har skabt dynamik og nye landskaber gennem hele livets historie, og som beriger atmosfæren med luftarter og gøder jorden med aske. Og som, aller vigtigst, tager trykket af den indre kedel.
 
Jordens uheldige søster
Venus, som af størrelse er næsten mage til jorden, lader til at være blevet udsat for en global vulkanisme for 500 millioner år siden. Et inferno, der har slettet alle kratere, og udslettet ethvert liv, der måtte have været. Men Venus har sikkert altid været gold på grund af manglende kontinentaldrift. Uden en sådan mangler de små "sikkerhedsventiler", som på Jorden har sørget for, at overskudsvarmen løbende har kunnet slippe ud. På Venus synes vulkanismen med lange mellemrum at blive global og forvandle den til ét glødende lavahav. Thi Venus var ikke så heldig at møde sit Big Splash. - Eller ifølge en ny teori: Venus blev ramt så uheldigt, at den mangler både måne, kontinentaldrift og livsvenlig atmosfære og rotation. 
 
Hjælp Venus!
Men hvad med fremtidens Venus? Et velrettet Big Splash II kunne måske stadig nå at frelse Venus fra evig goldhed. Næppe gennem naturlig eller guddommelig indgriben, men arten menneske på naboplaneten Jorden er jo inde i en yderst ekspansiv fase og har taget de første spæde skridt ud i rummet. Og vi har fantasi og visioner! Læs fx bogen "The Next Ten Thousand Years" af Adrian Berry. 
  Fortsætter rumeventyret som Berry forudaner, bliver menneskeheden engang i stand til at manøvrere rundt med asteroider, ved fx at affyre raketter eller brintbomber modsat bevægelsesretningen og dermed bremse deres færd om solen. Dermed kunne man lade den udvalgte asteroide bevæge sig ind i en bane nærmere solen. På denne måde kunne man fx manøvrere den største asteroide, Vesta, ind i tæt kredsløb omkring Venus, og dermed sætte gang i planetens rotation. For derpå, efter et passende antal årtusinder, at lade Vesta styrte ned i en vinkel, der hvirvler tilstrækkelig meget materiale op til at frembringe en lille Venusmåne, og og ydermere forårsage en kontinentaldrift, der kan tage trykket af Venus' indre kedel.
  Det ville være terraforming i stor og konstruktiv målestok, og det skulle selvfølgelig følges op af en regn af vandfyldte kometer, således at den stakkels tørre, solbagte planet kunne køle af og begynde at få søer og have - og det liv, som hurtigt vil blomstre op på en måneberiget, solbeskinnet planet med en passende temperatur - og et ordentligt, nylavet krater til Venus' første ocean!

Havde hobbitterne svømmefødder?

Var vi vandaber?

I efteråret 2008 læste jeg en spændende artikel: Balladen om HOBBITTEN, i Illustreret Videnskab nr. 15/2008. Pludselig gik en prås op for mig! Var midt i alle de mange gåder, der knyttede sig til fundet af de fossile "hobbit-mennesker" fra en hule på øen Flores. Bitte små mennesker med mærkelige primitive ansigtstræk, som først var uddøde for så relativt nyligt som for ca. 15.000 år siden. Alle disse gåder fik med ét et forklarelsens skær over sig, idet jeg læste sætningen:

 "Det mest besynderlige er fødderne. De var enorme. Derfor må hobbitten have bevæget sig i en underlig gangart ... som hos en person, der prøver at gå... med svømmefødder." 
 
Sæt nu der virkelig var tale om svømmefødder? Dvs. fødder der er tilpasset et svømmende liv. Sammenholdt med at armene var lange så jeg for mig et lille menneskeligt væsen, der var en eminent svømmer, og som skaffede sig størstedelen af sin føde i søer og floder samt i havet. 
  Flores er en tropisk aflang ø med masser af nedbør og deraf følgende søer og floder, og der er ikke langt til havet nogetsteds.. Med fastgroede svømmefødder må hobbitterne have levet som fisk i vandet. Det var de så velegnede til, at de ikke behøvede store hjerner og veludviklet teknologi. Og samtidig kunne de leve på samme ø som Homo Sapiens i titusindvis af år, før de desværre uddøde. - Elementært kære Watson?
  Men hvorfor blev jeg nu så begejstret for denne lille idé? - Det kræver vist en nærmere forklaring:
 
Badedyr
For adskillige år siden læste jeg et par bøger om en teori, der fascinerede mig meget. Bøgerne var skrevet af Elaine Morgan og hed "Hvor kom kvinden fra?" og "Udviklingens pris." Bag de kryptiske titler gemmer sig en teori om, at mennesket har en "aquatisk" fortid. Dvs. en periode hvor vi levede i nærkontakt med vand. Denne teori forklarer, hvorledes vi klarede den vanskelige overgang fra firbenet til tobenet gang dengang for 5 - 8 millioner år siden. Det gik meget nemmere ved vandet, end hvis de vaklede ud på en savanne fuld af rovdyr. Desuden forklarede teorien en række mærkværdigheder ved vor anatomi samt vor fortrolighed ved vand og svømning. Noget jeg som inkarneret "badedyr" kender fra mig selv. 
 Ifølge Elaine Morgan kan det være gået således til, at en gruppe menneskeaber dengang isoleredes på en ø ved navn Danakil i Det røde Hav. Skovene svandt pga. tørke, kun på stranden kunne de skaffe sig føde. Og jo bedre de blev til at vade ud på toben og svømme, desto bedre klarede de sig. Snart kunne de svømme over til Afrika og Arabien og videre derudad helt til bl.a. Flores. Øen Danakil blev i øvrigt sidenhen landfast med Afrika, hvor den strandede ø i dag ligger ved den såkaldte Afar-region. 
   Efterfølgende opstod så arten Australopithecus Afarensis i den samme region. Den berømte "Lucy har 3,7 millioner år på bagen. Måske havde "Danakil-aberne" da allerede delt sig i en landlevende og en vandlevende gren? Og måske er hobbitterne fra Flores de foreløbig eneste spor af den vandlevende gren? 
 Men det har været lidt af en ørkenvandring at være tilhænger af "vandabeteorien." Den ignoreres eller latterliggøres på det skammeligste, uanset nulevende vandbabyer, vandlande for begejstrede vandpjaskere i alle aldre og tropiske strandes magiske tiltrækningskraft på alverdens turister.
 
File:Human Aquatic Adaptations.png - Wikimedia Commons

Hvornår blev vi da badedyr?
I de senere år var jeg derfor tilbøjelig til at trække i land. Nøjedes med at tro, at vi først for nyligt lærte at elske havet. Jeg blev bestyrket i denne sene "vandmennesketeori" af artikler som: "I Afrika blev vi tidligt kreative", Illustreret Videnskab nr. 8/2008. Heri dukker tilknytningen til havet tydeligt op. "For cirka 164.000 år siden levede en gruppe sydafrikanske hulemennesker af skaldyr og anden føde fra havet." Flere Hulefund fra denne tid har afsløret, at "havdyr kom på menuen," og da dette falder sammen med de første tegn på kreativitet, har det fået nogle forskere til at mene, at "den menneskelige hjerne udviklede sig ganske dramatisk på grund af indtagelse af fiskeolie." 
 Billedet af det moderne menneskes udvandring fra Afrika tegner også et billede af en art med stor fortrolighed med havet. På nutidens "out of Africa kort" ser man, hvordan de første udvandringsbølger for ca. 60.000 år siden løb langs kysterne helt ud til Kina og Australien. Undervejs er de kommet til samme ø som deres fjerne fætre på Flores, hvor hobbitterne sikkert har måttet forlade strandene og søge tilflugt i huler. 
 
File:Homo floresiensis cave.jpg - Wikimedia Commons
 
Sidenhen, da Amerika koloniseredes, foregik det også i første omgang over Beringsstrædet og ned langs vestkysten. Det centrale Eeuropa og andre havfjerne steder koloniseredes først senere omkring for 40.000 år siden. Altså fik jeg en ny vandbaseret tro på, at det var blandt strandlevende stammer, at den afrikanske Eva levede og spredte sine kreative og vandelskende gener til resten af jordens befolkning.
 
Badedyr i to omgang
Men pludselig kom så "Balladen om HOBBITTEN." Blandt andet står der i artiklen, at hobbitternes kranium, ben og arme minder mest om, hvad der kendetegner Australopithecus. Dog siges det også at: "Kun få ... kan forestille sig, at en tidlig form som fx en art af Australopithecus har bevæget sig fra Afrika til en lille ø i Asien uden at efterlade sig spor på vejen." - Jo, jeg kan!
   Jeg forestiller mig, at vandaberne allerede for omkring 4-5 millioner år spaltedes i to hovedgrene:

1: De der begyndte at bevæge sig op gennem floderne og videre ud ind på landjorden, hvor de høstede fordelene af både at kunne svømme, gå på to ben og klatre i træer. Og lidt efter lidt blev de til mennesker...

2: De der tog "skridtet" fludtud, fik svømmefødder og stortrivedes i det våde element. Helt ud til Flores nåede de....     
    
Men hvorfor efterlod de sig da ingen spor undervejs? Hmm, som kystboere har deres efterladte knogler ført en yderst udsat tilværelse. Strande og kyster udgør et særdeles omtumlet miljø. Bølger, flod og ebbe slår til stadighed ind og river ud, og der bliver aflejret enorme sedimenter langt ude på det dybe vand, eller dybt ned i undergrunden hvor en kyststrækning er rykket længere ind på landjorden. For ikke at tale om de frygtindgydende tsunamier: Her lidt om en, i Illustreret Videnskab, nr. 16/2008: "Kæmpeasteroide slog ned for 5000 år siden." Heraf læser jeg en nærliggende forklaring på, at "en art af Australopithecus har kunnet bevæge sig fra Afrika til en lille ø i Asien uden at efterlade sig spor på vejen."
 Holder teorien stik, og har mega-tsunamien som ventet også ramt de øvrige kyster rundt om Det indiske Ocean, må den have slettet mange eller alle spor af en sådan kystlevende Australopithecus. Generelt er tsunamier i dette område som bekendt ikke nogen sjældenhed. Derfor er det foreløbig kun på Flores, hvor de sidste hobbitter en tid klarede at overleve i huler, at man har fundet de knoglerester, som trænger til en eller anden slags forklaring. 
 Imens bredte Home habilis, Homo erectus, neandertalerne osv. sig inde på landjorden, hvor de efterlod sig flere og flere spor. Men hangen til det våde element hang ved. Og for omkring 200.000 år siden befandt en særlig heldig gren af vore forfædre og formødre sig allerbedst ved Afrikas paradisiske strande, hvor de levede nøgne og lykkelige som Adam & Eva. Hvorfra de langs havet kunne opfinde både og sprede sig helt til Australien og Amerika, og alle vegne gøre afstikkere ind langs floderne og videre ind på de tørre vidder.  
 
Ergo kan menneskeheden være blevet aquatisk i to skelsættende omgange: Første afgørende vandgang fandt sted for 5 - 8 millioner år siden, og hobitternes jordiske rester vidner herom. Anden epokegørende vandgang var så den, der skabte Homo sapiens med gentilskud fra bl.a. neandertalerne.
 Så lad os tage hobitternes svømmefødder alvorligt og begyndte at indse, at mennesket er skabt til at nyde livet i nærkontakt med det livgivende våde element, fra fødslen af. Og lad os følge op mere flere vandfødsler, mere babysvømning, flere svømmehaller og bedre adgang til rene, tiltrækkende badestrande. Kanske det ville øge vor livskvalitet i en sådan grad, at vi fandt os selv og blev bedre mennesker...

Homers nordiske rødder

Af og til bliver jeg grebet af en eller anden højst alternativ teori, som pludselig runder min vej. Først tænker jeg: Tænk hvis manden har ret! Snart efter tænker jeg: Manden har ganske enkelt ret! Der er alt for meget, der passer sammen til at det kan være et tilfælde. Og derpå kan jeg slet ikke lade være med at brygge videre på den kontroversielle, men geniale teori, og bakke den op så vidt jeg formår. - Her en teori af Felice Vinci, der for mig at se får en mængde brikker til at falde på plads og danne et stort, smukt billede:

Titlen på denne artikel lyder måske helt rundt på gulvet i mine ærede læseres øren? Og dog er den baseret på en kontroversiel, men for mig at se forbløffende sandsynlig bog & teori af italieneren Felice Vinci.
 På italiensk hedder den "Omero nel Baltico", og er nu udkommet i 5 udgaver. Derudover er den udgivet i Rusland (2004), USA (2006 - "The Baltic Origins of Homer's Epic Tales"), Estland (2008), Sverige (2009), Danmark (februar 2012 - oversat af undertegnede) og siden da også i Tyskland og Frankrig.

 Det var en omtale i Politiken den 13. juli 1996 af "Homer i Østersøen," der gjorde mig opmærksom på den forbløffende teori. Jeg smilede i skægget og blev nysgerrig. Siden mine dage som klassisk-sproglig i gymnasiet har jeg været dybt interesseret i Iliaden og Odysseen. Samtidig læser jeg nogenlunde italiensk, så jeg bestilte bogen hjem.
 Jeg havde ikke ventet mig andet end en fiks idé a la så mange andre, men jeg skulle ikke langt ind i Vincis bog, før jeg fandt den yderst overbevisende. Mange tegn og navne i Homers værker peger i retning af Norden, og i betragtning af hvilken rig og fremmedartet kultur, der udfoldede sig heroppe i bronzealderen (lurerne, solvognen, Egtved-pigen), burde det egentlig ikke virke så utænkeligt. Når dertil kommer, at de første grækere, mykenerne, var kommet indvandrende nordfra omkring år 1600 f. kr., øjner man den fjerne sammenhæng.
 Med Vincis teori i baghovedet er det en helt aha-oplevelse at læse Illiaden og Odysseen. Fx minder Homers vejr- og landskabsbeskrivelser slående om dem, vi synger med på i fædrelandssangene. Også belysningsforholdene og de lange, lyse nætter virker nordiske. Heltene sveder aldrig, derimod klager de ofte over dårligt vejr.
 Men det aller mærkeligste er nok, at mange af nutidens stednavne, især i Finland, passer så godt med Homers, at en modteori om "tilfældighedernes spil" forekommer statistisk usandsynlig. Vincis teori bryder ikke sammen, hvis nogle af etymologierne viser sig ikke at holde vand. Der er ikke tale om en "kædeteori," der knækker ved det svageste led, men om en "billedteori" sammensat af utallige punkter. Selv om nogle af punkterne forsvinder, kan man stadig let se, hvad billedet forestiller.
 Da jeg havde læst bogen, sendte jeg Vinci et begejstret brev. Hurtigt fik jeg et venligt svar. Siden da har vi haft en livlig korrespondance, og Vinci har vist sig meget lydhør overfor mine kritikpunkter og supplerende oplysninger og ideer. Han har også besøgt mig, og vi har sammen besøgt Kranaes Ø = Møn og beundret Møns Klint. (Nærmere forklaring findes i min artikel herom)

Odysseus ville hjem til Lyø
Da han havde gjort det af med bejlerne til sin elskede viv Penelope, gav han sig til at fortælle skipperhistorier fra Norge og Nordatlanten. Kyklopen var en norsk kæmpetrold, og malstrømmen ved Lofoten blev til uhyret Charybdis, der “indsuger det sortladne søvand ... Gid du ej må komme derhen når hun suger ... “ (Odysséen oversat af Wilster, 12. 104 + 106). Ja alle de sindsoprivende eventyr Odysseus kommer ud for – uhyret Skylla, Solgudens ø Thrinakia, vindenes gud Aiolos, lotofagerne, laistrygonerne, sirenerne, troldkvinden Kirke, rejsen til Hades, nymfen Kalypsos skjulte ø lang ude i oceanet og endelig de gæve fajakeres land – giver forbløffende og fascinerende mening når de anbringes oppe i nærheden af polarcirklen.
 Den italienske atomingeniør, Felice Vinci, har som sin hobby beskæftiget sig indgående med Homers Iliade og Odyssé. Og han er nået frem til en forbløffende teori: Den antikke kulturs to hovedværker blev skabt i Norden, i lurernes, Egtvedpigens og solvognens tid! Derpå satte en klimaforværring gang i en folkevandring, og via de russiske floder nåede hin tid nordboere, ligesom siden vikingerne, Grækenland.
 Teorien hænger sammen med, at de første grækere, mykenerne, indvandrede nordfra omkring år 1600 f. v. t. Rummene i de mykenske borge er centrerede omkring ildstederne, og bygningernes lukkethed står i stærk kontrast til middelhavsfolkenes åbne byggestil. Også skeletter, våben, rav og klædedragter peger nordpå. Således bar mykenske kvinder bluser af samme snit som den, man fandt på den jyske Egtvedpige.
 Den etablerede forskning har endnu ikke fastslået, hvorfra mykenerne kan være kommet. Vinci drister sig imidlertid til at sætte stednavne på. Samtidig inddrager han den antikke kulturs ældste og fornemste værker. Han antager, at indvandrerne medbragte deres sagnskat og omplantede den til Middelhavet. Også stednavnene omplantede de, ligesom nybyggerne i nyere tid har gjort det i USA og New Zealand. Helt til Ægypten og Ethiopien rakte hellenernes navngivninger.
 Men der kunne selvfølgelig kun blive tale om en tilnærmelse. Derfor passer Homers beskrivelser af de geografiske forhold i Middelhavsområdet så dårligt med virkeligheden, at man allerede i oldtiden hovedrystende sagde: "Homer er poet, ikke geograf." Peleponnes betyder "Pelops-ø," men det græske Peleponnes er kun en halvø. Odysseus' ø, Ithaka, opgives at være den vestligste af en øgruppe bestående af yderligere tre hovedøer: Dulichium, Samos og Zacynthos. I dag ligger Ithaka øst for en ø ved navn Kefallinia. Dulichium betyder "den lange ø," men der fandtes ingen ø af det navn i det klassiske Grækenland. Øerne i nærheden er ikke udpræget lange, og nutidens Samos ligger et helt andet sted.
 Efter at have gennemsøgt alverdens øgrupper kan Vinci kun få Homers geografi til at passe ét sted: I det sydfynske øhav. Lyø er den vestligste af en række øer, der strækker sig fra "den lange ø" Langeland over Tåsinge/Zacynthos og Ærø/Samos til Lyø/Ithaka. Den lille ø Asteris, hvor bejlerne lagde sig i baghold for at få ram på Odysseus' søn Telemachos, kunne være Avernakø.
 Med en sådan omvæltning af alle tilvante forestillinger kan det ikke undre, at den etablerede oldtidsvidenskab kvier sig ved at acceptere Vincis teori. Den ignoreres eller latterliggøres fra mange hold, men der findes også etablerede forskere, som bakker teorien op. Den italienske homerover-sætter Rosa Calzecchi Onesti roser teorien for at tage Homers værker alvorligere end megen anden forskning, der i vidt omfang reducerer værkerne til at være fri fantasi.

Nordiske stemninger
I Odysséen besøger Telemachos den gamle Nestor i hans kongerige på vestsiden af Peleponnes, på jagt efter oplysninger om sin forsvundne fader. Nestor tager hjerteligt imod ham, men henviser ham til at drage videre til Menelaos og Helena. De regerer over et ur-Sparta, som ikke virker spor spartansk. Hovedstaden er Lakedaimon på den sydøstlige del af øen. Nestor anbefaler Telemachos at køre i hestevogn derover, da det vil være nemmere end at sejle. Dette råd forekommer umiddelbart besynderligt, idet det græske Peleponnes er bjergrigt og ufremkommeligt.
 Men Telemachos og hans følgesvend ager afsted ved daggry, og hestene "fløj hen over sletten." Om aftenen gjorde de holdt i Ferae, som ifølge Vinci kunne være landsbyen Førslev nær Susåen. Vi befinder os altså på Sjælland! Næste morgen fortsætter køreturen forbi "den hvedebevoksede mark" og om aftenen når de bestemmelsesstedet uden problemer af nogen slags. Der nævnes intet om stejle bjergveje, middagshede og støv; det landskab, Telemachos kører igennem, er et lavland.
 Ganske vist siges det efterfølgende om Lakedaimon, at det ligger "i dal mellem fjelde," men for mennesker, der ikke er vant til store højder, bliver bakker let til bjerge, sådan som vi kender fra Bjergsted og Himmelbjerget. Dertil kommer, at Iliaden og Odysséen igennem århundreder er blevet overleveret i Grækenland fra skjald til skjald. Derfor er det ikke underligt, at der i tidens løb er sket en vis tillempning, således at der kunne blive plads til løver, marmor og vin brygget på druer. Man kan snarere undre sig over, hvor mange beskrivelser der stadig er præget af nordiske stemninger.
 Heltene klager over meget, men aldrig over varme, skønt de på et tidspunkt kæmper to døgn i træk. Lyse sommernætter og køligt vejr kunne være en enkel forklaring på, at en sådan skildring overhovedet har kunnet opstå. I Iliaden og Odysséen myldrer det med vejrbeskrivelser, der kunne høre hjemme i nordiske fædrelandssange, og det gælder både sommer og vinter:

"Som når en vestenvind kommer i heftige ryk og bevæger
langstrået korn på en mark, så aksene nejer derunder - "
(Illiaden II, 147-148)
 
"Som når en hyrde fra varden ser uvejrsskyen i optræk
rulle indad mod kysten fra havet for vestlige vinde;
begsort tegner den sig i det fjerne for øjnene af ham
som den står ind over søen med ruskende stormvinde foran;"
(Ill. IV, 275-278)
 
".. sådan en skrigen der lyder fra traner oppe på himlen
når de på flugt for vinter og plaskende efterårsbyger
skrigende flyver af sted på træk til Okeanos' strømme.."
(Illiaden. III, 3-5)
 
"som når den hårfagre Heres gemal lader lynene glimte -
enten før skyllende regn eller heftigt piskende haglvejr
eller en byge af sne der fyger hen over marken.."
(Ill. X, 5-7)
 
"….. Og stenene faldt som et snefog.
Som en orkan der ryster og rykker i sortnende skyer,
Pisker flokke af fnug på det livsopholdende markland -"
(Ill. XII 156-158)
 
Navne fra bronzealderen?
Rundt om i Norden finder Vincis teori forbavsende mange stednavne, der både lydligt og handlings-mæssigt passer ind i den homeriske sammenhæng: Grækerne kaldte sig selv "danaer," og ægypterne talte om nogle krigeriske søfolk ved navn danauna, der omkring år 1200 f.v.t. kom sejlende nordfra. Vinci mener, at ordet stadig lever i form af Danmark.
 Der er adskillige danske stednavne, der passer ind i Homers geografi. Er der virkelig tale om navne fra bronzealderen, vil det være et stort gennembrud for stednavneforskningen. Hidtil stopper forklaringerne ved de ældste skriftlige kilder, som sjældent er ældre end 900 år. Derfor må man ofte gætte sig frem, og kan nemt komme til at gætte forkert. Eksempelvis menes Neksø at indeholde ordet "næk," dvs. en slags vandtrold kaldet en nøkke. Og navnet skulle således betyde: "Søen hvor der bor en nøkke." - Men hvis stedet allerede har haft et gammelt, uforståeligt navn, der lød i retning af "nøkke," kan det være derfor, at man har ment, at søen husede en nøkke.
 I Sverige er Euboea blevet til Øland. Theben byen Täby. Og øen Faros var oprindelig Fårø, der ligger nordøst for Gotland. Allerede i antikken undrede geografen Strabon sig over, at en ø, der ifølge Homer lå en dagsejlads fra Ægypten, når vinden er god, i virkelighedens verden lå så nær, at der blev bygget et fyrtårn for at markere indsejlingen til Alexandria på denne ø. En anden ting, han kunne have undret sig over, er den malende beskrivelse af sælernes uforstyrrede liv på Faros.
 I Iliaden nævnes det, at der kom forsyninger til hæren ved Troja fra Lemnos. Midtvejs mellem flådens formodede afskibningssted ved Norrtälje og den finske sydøstkyst findes øen Lemland. Her finder man i dag stednavet Flaka, mens man på den græske ø Lemnos finder navnet Plaka. "P" modsvarer på germansk "F," som f.eks. i Pater - Fader.
 I Finland findes påfaldende mange stednavne, som umiddelbart minder om navne på trojanernes allierede. F.eks: Askainen - Askanios, Nästi - Nastes og Kiikoinen - Kikonerne. Midt iblandt disse homeriske navne ligger der en lille by ved navn Toija. (Finsk har aldrig "r" efter en konsonant) - Ifølge Vinci minder stedets omgivelser slående om Iliadens beskrivelser af den trojanske omegn.
 
De forsvundne hellespontinere
Ingen ved, hvilket sprog der taltes i bronzealderens Norden. Men det står fast, at med overgangen til jernalderen forsvandt den rige bronzealderkultur. En magrere og barskere jernalder trådte i stedet, og en nærliggende forklaring kunne være, at germansk- og finsktalende stammer erobrede magten i Norden. Indvandrerne medbragte sprog, der fortrængte "græsk" tale og kultur i Norden. Kun i Hellas overlevede Homers sprog og værker.
 Hvad blev der af de sidste af Nordens hellenere? Saxo taler om sejre over et mystisk folk ved navn "hellespontinerne." Disse synes at have holdt længst stand i Baltikum, og nutidens lettisk og litauisk udviser faktisk så mange ligheder med latin og græsk, at disse sprog udgør vigtige brikker i indoeuropæisk sprogforskning.
 Trods det græske sprogs forsvinden har den "nord-hellenske" befolkning sikkert efterladt sig efterkommere i hele Norden. Det almindelige mønster har været, at undertvungne folkeslag har levet videre under nye høvdingeætter. Altså kan mange af os være direkte efterkommere af folk som Odysseus og Penelope, Menelaos og Helena.
 Det sprog, de talte, foreslår jeg kaldes hellespontisk.

Gåden Homer
Mens man almindeligvis har biografiske oplysninger om andre græske digtere, forfattere og filosoffer, fortaber personen Homer sig i en forhistorisk tåge. I en sådan grad at visse homerforskere ligefrem betvivler, at han nogensinde skulle have eksisteret. Værkerne er i så fald de samlede produkter af mange skjaldes kvad, overleverede mundtligt fra generation til generation. Andre mener, at én skjald digtede Iliaden, en anden Odysséen. Mens atter andre fremhæver, at værkerne er så sammenhængende, at én skjald er den oprindelige mester. Kun vides det, at værkerne blev nedskrevet på et eller andet tidspunkt fra det 8. til det 6. århundede f.v.t.
 Ifølge Vinci kan Homer have været skjald for høvdingeslægten på Lyø, der på homerisk kaldes Ithaka. Formentlig engang i 1600-tallet f.v.t. inden den store udvandring til sydens sol tog sin begyndelse. En så fjern oprindelse kan være den umiddelbare forklaring på, at intet vides om en så stor digter som Homer.
 
Gåden Troja
For 150 år siden anede man ikke, hvor Troja lå. Nogle var endda tilbøjelige til at mene, at byen skulle være et foster af digterisk fantasi. Men Heinrich Schliemann troede på, at byen skulle findes i det nordvestlige Lilleasien, og i 1868 opdagede han adskillige lag af byer under en høj ved navn Hissarlik; hvorefter han udnævnte stedet til at være det sagnomspundne Troja.
 Senere udgravninger har afsløret, at der findes ni lag af byer oven på hinanden. Nu om dage regner man med, at Homers Troja repræsenteres af enten lag 6 eller 7a. Der findes dog også forskere, som bestrider, at stedet skulle kunne identificeres som Homers Troja. Moses Finley er en af dem, og Vinci er enig med ham. Homers beskrivelser af omgivelserne stemmer dårligt med stedets geografi. Derimod finder Vinci, at forholdene omkring det finske Toija passer langt bedre.
 Så hvis Vincis teori står til troende, reduceres Hissarlik til at være en ruinhøj på linie med mange andre i Middelhavsområdet. Og turister med interesse for Homer kan i stedet valfarte til kultsteder i Finland, Sverige, Norge og Danmark.
 
Forhistorie bliver historie
Teorien om hellenernes nordiske herkomst rejser stribevis af spørgsmål. Det er et helt nyt felt, som åbner sig foran oldtidsforskningen, og der synes at være stof til mange års undersøgelser og debatter. Men opnår teorien en rimelig anerkendelse, vil det have vidtrækkende konsekvenser.
 Nordens historie kan tilføjes nogle nye kapitler, foran de hidtil kendte. Den fjerne bronzealder, som normalt anses for at ligge langt tilbage i forhistorisk tid, vil med eet slag få mæle. Og hvilken bedre historiefortæller kan man ønske sig end Homer? Tør vi stole på ham, bliver forhistorie til historie, og Nordens historie rykkes tilbage i tiden, fra omkring år 1000 e.v.t. til omkring år 1700 f.v.t.
 Opdagelsen kan også få turistmæssig og økonomisk betydning. Og kunstnerisk! Hvem ved om ikke der kunne komme en relativt realistisk film ud af at anbringe Odysseus i nordiske omgivelser!
 
Nedenfor ses to kort fra et italiensk tidsskrift, hvorpå jeg har tilføjet enkelte navne yderligere, som også hører hjemme i Vincis teori. De øvrige billedtekster henviser til billeder og fund, som kan findes i diverse bøger og på nettet:
 
Kortforklaring 1: (Det store del af landkortet)
Her ses den nordiske verden i den ældre bronzealder. Vinci mener at kunne følge Homers såkaldte "skibskatalog," der omhyggeligt nævner "skibenes tal" samt navnene på de ledende høvdinge, Østersøen rundt. Ved yderligere at trække på mange andre oplysninger fra antikkens verden giver Vinci dette overraskende bud på oldtidens oprindelige geografikort.
 Det fremgår heraf, at Kreta oprindelig betegnede en del af Polens nordkyst. Homers beskrivelse af Kreta er næsten blottet for mindelser om Middelhavets højkulturelle Kreta. Derimod taler han om nogle indbyggere, kaldet pelasgere, et navn der måske genfindes i vore dages "Polska."
 Nord for Kreta lå Naxos, vore dages Bornholm. Fra Naxos sejlede helten Theseus videre mod Athen, som ifølge Vinci oprindelig lå i skærgården ved Karlskrona. Her findes øer med navne som klinger af oldtidens Athen og omegn. Platon fortæller iøvrigt i dialogen "Kritias" nogle underlige ting om Athen: I gamle dage var der vidtstrakte skove på bjergene, der var floder og kilder alle vegne, og Akropolis var langt større end på hans tid. - Refererer Platon mon til datidens sidste rester af viden om det fjerne Nord?
 En virkelig overraskelse er Ægypten, vore dages polske flod Vistula. Da Odysseus fortæller om sin ankomst til "floden Ægypten," starter han med at sende spejdere ud til "de højeste bakker." Siden hen bliver han gode venner med kongen, der græder og omfavner ham. Der er intet ophøjet over denne "farao," intet om pyramider og andre vidundere.
 En anden mærkværdighed er "Ethioperne." De siges at bo yderst på jorden. De er delt i to forskellige stammer: Den ene bor hvor solen ved gry står op, den anden hvor den daler om aftenen. Vinci placerer dem i det nordligste Norge, hvor to nærliggende fjorde, Eids- og Hops-, vender henholdsvis mod vest og øst. Kan Eid + Hop mon være blevet til Et + Hioperne? - I hvert fald vides det, at den såkaldte Komsa-kultur blomstrede i området allerede i stenalderen.
 
Billedforklaring 2:
(Det lille kort i nederste højre hjørne)
Vincis kort over Danmark på Odysseus' tid. Jeg har selv haft fornøjelsen at bidrage til forskellige stednavnefund, som passer fuldstændig ind i sammenhængen og er godkendte med applaus af Vinci selv. Her  fx. Mykene og Kranaes Ø: Det er påfaldende, at bronzealderens "hovedstad" måske i dag ligger begravet under København og omegn. Leder af danaernes togt mod Troja hed Agamemnon, og han regerede i Mykene, på græsk 'ai Mykenai. Et navn, der muligvis overlever i form af Amager. I middelalderen hed øen Amakæ.
 Agamemnons lillebror, Menelaos, regerede i et Lakedaimon beliggende på Præstøegnen. Herfra røvede prins Paris hans skønne viv, Helena, hvorefter han for første gang favnede hende på øen Kranae. Denne ø er aldrig blevet fundet i Middelhavet, men har man røvet en pige ved Præstø og skal sydøstpå, kommer man hurtigt til Møn. Byen Kraneled kunne være en sidste reminiscens af øens oprindelige navn. På græsk betyder kranaeos "klippe-," og Møns klint er jo en virkelig påfaldende klippe i området.

Vulkanske beskrivelser hos Homer?

I Homers Iliade kaldes kapitel 20 Gudernes kamp. Dette sammenholdt med andre beskrivelser af "gudernes indgriben" i den trojanske krig har givet mig en ide, som, hvis den er rigtig, muliggør en meget præcis datering til oprindelsen til Homers kvad: Nemlig samtidig med et gigantisk vulkanudbrud på vulkanøen Thera / Santorini. 
 
Af Finn Gemynthe
  
De naturvidenskabelige dateringsmetoder er for tiden inde i en rivende udvikling, og fremstår i dag som langt mere troværdige end de gamle arkæologiske dateringsforsøg, der efter alt at dømme regner 100 år galt. Iskerneanalyser fra Grønland viser et kraftigt ”svovlsyrehop” omkring år 1642 f.Kr. plus/minus 5 år, hvilket næsten kun kan være forårsaget af udbruddet på Santorini. Frostskader på årringe fra børstekoglefyrretræer i White Mountains i Nordamerika indikerer særligt strenge vintre forårsaget af enorme askemængder i atmosfæren i årene 1628-1626 f.Kr. Mens en olivengren, der begravedes i pimpsten under udbruddet, har skænket forskerne både årringe og kulstof-14 dateringer, der peger på år 1613 f.Kr. plus/minus 13 år.  Det ses altså, at selv om der endnu ikke råder fuldstændig enighed om resultaterne, indsnævres det mulige tidsrum stadig, og der hersker naturvidenskabelig enighed om, at udbruddet må være sket mellem år 1647 og 1600 f.Kr. - Under alle omstændigheder passer de naturviden¬skabelige dateringer i påfaldende grad med mykenernes opdukken på den græske scene omkring år 1600 f.Kr.  
 
Et vulkanudbrud i særklasse
Udbruddet på Santorini var af en ganske anden størrelsesorden end Vesuvs, der i år 79 ”nøjedes” med at begrave sine nærmeste omgivelser herunder Pompei. I stedet sammenligner man det med Tamboras udbrud på øen Sumbawa i 1815 og Krakataus i 1883, der begge havde global klimaeffekt og tydeligt kan registreres i indlandsisen. Begge udbrud forårsagede fatal nedkøling af hele den nordlige halvkugle samt særprægede lys- og skyfænomener på himlen, herunder solnedgange så røde, at de gav anledning til falske brandalarmer.  
Tamboras udbrud anses for at være det kraftigste af de tre, men på sin vis var det mere behersket end Santorinis og Krakataus, idet denne vulkan ligger langt fra havet, og ikke sprængtes i luften af indstrømmende havvand. Det gjorde derimod både Santorini og Krakatau, og da sidstnævntes udbrud fandt sted så relativt nyligt, har man godt styr på hændelsesforløbet:
 Et overjordisk højt brag sprængte bogstaveligt talt hele vulkanøen i stumper og stykker. Senere har man beregnet at aske, klippestumper og slagger blev skudt helt op til 40 kilometers højde. Lige før den definitive kraftudladning var Krakatau som en enorm, kogende kedel med en solid prop i. Proppen var skabt af det indstrømmende havvand, der havde nedkølet og dermed gjort den ellers tyktflydende magma i den øverste del af vulkanens caldera ganske fast. Imens fortsatte trykket fra den intense hede nedenunder med at stige og stige, og til sidst kunne hverken magmaproppen eller hele vulkanen klare presset længere, hvorpå alt eksploderede. Brølet nåede videre omkring end nogen anden lyd, videnskaben har kendskab til. 
 Trykbølgen fra Krakatau registreredes jorden rundt, folk i Australien 3000 km borte vækkedes af bragene, og der faldt askeregn på en afstand af 1600 km. Der rejste sig enorme tsunamier, som overskyllede vidtstrakte kystområder og kunne registreres to gange jorden rundt, selv i Københavns havn. Men dette berygtede udbrud, der udslyngede 25 kubikkilometer lava, aske og pimpsten og dræbte 36.000 indbyggere på Java og Sumatra, var betydeligt mindre end Santorinis, hvis caldera er fire gange så stor, og hvis output for nylig er blevet opjusteret til 60 kubikkilometer. Santorinis udbrud er nu klassificeret til styrke VEI = 7, højeste karakter på den vulkanske styrkeliste.  
 
File:The Santorini Caldera.jpg - Wikimedia Commons
Fra vulkanø til havdyb
Santorini var ligesom Krakatau en vulkan i nærkontakt med havet. Ifølge en moderne rekonstruktion af Santorins udseende før udbruddet lå vulkanen som en ø i midten af et havvandsfyldt krater, en såkaldt caldera, der er resultatet af mange tidligere udbrud. Næsten hele den brede kraterrand var intakt og udgjorde en såkaldt ringø, kun mod sydvest var der en lille åbning.  I vore dage mangler store dele af kraterranden, som simpelthen bortsprængtes, og selve vulkanøen forsvandt fra havets overflade og erstattedes af et dybvandshul på omkring 400 meter. Blot man ser fotos af Santorini, kan man danne sig et begreb om udbruddets forfærdende kraft, og turister må føle et sugende gys ved at være en sådan naturkatastrofe så nær.  
På basis af tydelige geologiske vidnesbyrd kan man i vore dage rekonstruere, så nogenlunde hvad der gik for sig dengang: ”Så en dag i år 1628 f.v.t. (tror man nok efter forskellige forsøg på datering) formørkedes den ellers klare høsthimmel næsten totalt af store mængder vulkansk aske fra en gigantisk askesøjle … Den enorme udladning af gas og smelte… medførte, at magmakammerets tag ikke længere kunne bære den ovenliggende vulkanbygning. Under øredøvende brag kollapsede hele strukturen, således at havvand trængte ind og kom i direkte berøring med den resterende magma. Dette resulterede i en række gigantiske eksplosioner spredt ud over hele det ringformede areal, som i dag begrænses af øerne Thera, Therasia og Aspronisi”. 
Som Krakatau demonstrerede, går det helt galt, når et i forvejen voldsomt udbrud får en vulkan til at revne, således at havet fosser ind og får en hel ø til at eksplodere. Vældige tsunamier har raseret kysterne i det østlige Middelhav, netop hvor befolkningstætheden var størst. Der har efter alt at dømme været tale om en hel serie af eksplosioner, som har varet i dagevis. På grundlag af udgravninger i Akro¬tiri, den balsamerede, minoiske by på Thera, skete katastrofen efter at der var høstet forskellige afgrøder; man har nemlig fundet forrådskar indeholdende frø og frugter. Man har dog kun fundet enkelte bygfrø, skønt man fra fresker og keramik kan se, at det var en vigtig afgrøde. En årsag kunne være, ”at byggen endnu ikke var høstet, da eruptionen startede”.  Eftersom byg formodentlig har kunnet høstes allerede ved højsommertid så langt mod syd, kan vi tilsyneladende afgrænse udbruddet årstidsmæssigt til juni – juli.  
 
Iliadens øjenvidneskildringer
I Felice Vincis sensationelle bog, Omero nel Baltico / Homers nordiske rødder, sandsynliggøres det, at hele handlingen i Odysseen og Iliaden foregik i Norden i bronzealderen. Hvorefter grundstammen til disse verdensberømte kvad sammen med en mængde ”hellespontinske”  stednavne bragtes til Grækenland takket være en folkevandring ad de russiske floder. Hvilket stemmer overens med, at de første grækere, mykenerne, bevisligt kom nordfra omkring år 1600 f.Kr., og at man i deres ældste grave har fundet masser af rav fra Østersøen eller Vesterhavet. Tager man det skriftlige kildemateriale bogstaveligt, viser det sig, at alt peger herop, og det kan endda lade sig gøre at stedfæste hele den homeriske geografi til ét stort, sammenhængende billede. Og det oprindelige Troja har tilsyneladende ligget ved nutidens Toija i det sydlige Finland.  
   Inspireret af den for mig at se yderst overbevisende teori, som jeg sidenhen har oversat til dansk under titlen Homers nordiske rødder, fik jeg lyst til at genlæse Homers urtekst. Under genlæsning af Iliaden og med Vincis fantastiske opdagelser i baghovedet gik det op for mig, at en række af Iliadens ”vejrmæssige” skriftsteder gav helt ny mening. Ja, et udpluk af disse dannede for mig at se et tydeligt mønster og kunne sammensættes til en dramatisk og sammenhængende beskrivelse af et fjernt, men gigantisk vulkanudbrud. - Og lad nu Homer tale: 
 
Natten igjennem den mægtige Zeus bebuded dem vanheld
Ved sin forfærdende torden, og bleg forskrækkelse slog dem.
(7.478-479 Christian Wilsters oversættelse, medmindre andet anføres)
 
Mærkværdigvis tager det fat igen allerede dagen efter, denne gang nok suppleret med ægte torden og lynild på grund af ”atmosfærechokket”:
 
Fluks fra Ida han tordnede højt, og sin strålende Lynild
slynged han ind mod achaiernes folk, og alle ved synet
skælvede svart, af rædsel og skræk de blegned tilhobe.
(8.75-77)
 
Frygtelig tordned han nu, og slynged sin brændende Lynild,
lige foran Diomedes`s spand slog strålen i jorden
ned, og en lue som brændende svovl opblussede rædsomt.
(Ili. 8.133-135)
 
Tre gange tordned den vældige Zeus fra toppen af Ida …
(Ili. 8.170)
 
En mærkelig beskrivelse af et tordenvejr. Og lidt efter mærkes en jordrystelse, denne gang er det Hera, der får skylden:
 
…højen Olymp hun kom til at skælve …
(Ili. 8.199)
 
Zeus er også sur, og
 
… under hans fjed kom højen Olymp til at ryste …
(Ili. 8.443)
 
Gudinderne holder sig ikke tilbage:
 
… da tordnede højt både Pallas og Here …
(Ili. 11.45)
 
Det vil Zeus ikke sidde overhørig:
 
… da vakte Kronion
gruelig larm, og højt fra sky gennem luften han stænked
dug med blodige dråber iblandt …
(Ili. 11.52-54)
 
Regndråber blandet med aske? I hvert fald fortsætter det med mærkelige vejrfænomener (Homers poetiske årsagsforklaring er, at gudeparret skjuler deres elskovsfavntag i en guldsky):
 
… en dejlig og strålende guldsky
trindt dem var bredt, og den klareste dug nedperled fra oven.
(Ili. 14.350-351)
 
Blodige dråber fra himlen han ned lod regne på jorden.
(Ili. 16.459)
 
Mere askeregn?
 
Over den heftige kamp drog Zeus et grueligt natmulm,
stridens besvær om hans elskede søn skulle gruelig være.
(Ili. 16.567-568)
 
… hylled en mørknende tåge kring alle de blinkende hjelme …
(Ili. 17.269)
 
… skulle man troet, at sol og måne var gangne tilgrunde,
thi af det tykkeste mulm omhyllede …
(Ili. 17.367-368)
 
Efterhånden som askeskyen breder sig over den nordlige halvkugle, bliver himlen sikkert usædvanlig mørk både nat og dag. Naturfænomenerne er så særprægede og ærefrygtindgydende, at de tillægges guder og helte. - Achilleus får hjælp af Pallas Athene, så han kan jage skræk i livet på trojanerne:
 
… og med en sky hans hoved hun kransed, den høje gudinde,
blank den var som et guld, og i lysende lue den blussed.
Ret som når glødende røg fra en stad opstiger i luften
fjernt på en ø …
Stående der han råbte, og særligen Pallas Athene
hæved sin røst, og usigelig skræk hun troerne indjog.
Ret som der lyder et gjaldende råb, når der blæses en hærblæst…
Men da så hine fornam Achilleus`s tordnende malmrøst
klapped hjertet af gru, og de fagermankede heste
vendte mod vognene fluks, deres sind bebuded dem ufærd.
Skræk vognstyrerne slog, da de så den spillende lue
brænde så frygtelig vild om helten Achilles`s hoved…
(Ili. 18.205-226)
 
Kort efter (18.240) går solen ned, og man kommer til at tænke på de falske brandalarmer efter Krakataus udbrud. Vestenhimlen kan have luet rødt bag Achilleus og fjerne drøn have akkompagneret ham.
20. sang kaldes som nævnt Gudernes Kamp. – Var det da, at vulkanen revnede, og havet fossede ind, hvorpå det som en gigantisk trykkoger sprængte Santorinis centrale ø i luften?
 
… og med forfærdeligt brag lod guders og menneskers fader
tordenen rulle foroven, imens Poseidon forneden
rystede jorderig vide og bjergenes knejsende toppe.
Rundtom skælvede brat det kildebesprudlede Idas
fødder og pynter, med Ilions stad og achaiernes skibe.
Selv under jord blev skyggernes drot Aidoneus forfærdet,
sprang med et skrig fra sin stol af gru, om over hans hoved
jorderigs muld kanske ved Poseidons stød skulle revne …
Sådant et bulder blev hørt, da guderne trådte til kampen.
(Ili. 20.56-63, 66)
 
Bragene må have runget som fjern, uhyggelig torden ved. Formentlig har man efter de største detonationer kunnet mærke jorden skælve så langt borte som i Norge. 
 
Snart efter siges det, at floden er regnopsvulmet og oversvømmer sletten. Da vækker Hera vindene, vestenvinden afløses af søndenvinden, idet hun rejser
 
fra strand en rygende stormvind; 
frem skal jeg drive den hærgende ild …    
(21.335-336)
 
Oplysningen om denne hede søndenvind passer uhyggeligt godt med nutidens viden om udbruddet. Santorinis udbrudssøjle anslås at have haft en højde på 36-38 km., dvs. at den ragede langt op i stratosfæren, hvorefter ”udbrudsskyen” blev båret ”mod nord”…. ”Med stratosfærevindene, som på den nordlige halvkugle blæser mod nord, kunne aerosolerne transporteres helt til Grønland.”   Toija / Troja i det sydlige Finland ligger så at sige stik nord for Santorini. Undervejs nordpå kan dele af denne knastørre og hede sky være dalet nedad og have forårsaget en usædvanlig hed vind, der ”tørrede sletten” (21.348):
 
… da slynged Hefaistos sin frygtelig brændende lue.
Først brød ilden på sletten i blus …
(Ili. 21.342-343)
 
Derpå vendte Hefaistos mod floden sin lysende flamme;
Luerne greb hver elm, hver pil og hver tamriskbusk,
Og i det samme var sivet ibrand med kløver og enggræs..
(Ili. 21.349-351)
 
At dømme efter Homers skildring har denne hede, tørre vind været iblandet endnu glødende pimpsten, Hefaistos’ glødende ånde (Ili. 21.355), som antændte mange brande rundt omkring og sydede, når de ramte vandet. En anden mulighed er, at vinden har hvirvlet brandfarligt op i gløder fra nattens bål langs flodbredden, jf. øjebliksbilledet ”tusinde bål var i brand … og rundt om hvert …  sad halvhundrede kæmper, af blussende flammer belyste. (Ili. 8.562-563). Under disse forhold kan brændende grene og træer have sydet, når de ramte vandet, og fra floden og pytterne omkring der være opsteget dampskyer og mosekonebryg, så det opfattedes som om ”selv den mægtige flod kom ibrand” (Ili. 21.356). Et mere realistisk ordvalg er nok ordet dampen (Ili. 21.366).
Efter hovedeksplosionen har der utvivlsomt fulgt adskillige mindre, vulkanologer taler om 3 eller 4 faser af udbruddet, og guderne buldrer videre kort efter, at den hede vind og Hefaistos var ”styret til ro” (Ili. 21.384).:
 
Frem de for med forfærdelig støj; vidt drønede jorden,
himmelen gjalded som krigslurs skrald …
(Ili. 21.387-388)
 
Gradvist stilner det af, dog ikke uden efterveer.
 
Og over Hektor en blånende sky drog Phoibos Apollon
lige fra himlen til sletten …
(Ili. 23.188-189)
 
Forståeligt nok bliver det yderst regnfuldt, når en vulkan udspyr 60 kubikkilometer støv og aske. Efter Tamboras udbrud blev sommeren 1815 som nævnt den vådeste i mands minde langt borte i Europa, og 1816 kaldtes året uden sommer fra Nordmerika til Kina. Også i Danmark var 1816 et ualmindeligt koldt og fugtigt år. Ifølge historiske optegnelser på DMI lå sommertemperaturen i København ca. fem grader under det normale …, og august var over hele landet præget af ustadigt vejr med evig regn og blæst, hvilket forværrede høsten mærkbart.   - Også i Iliaden hører man om evindelig regn:  
 
…mens Kronion
idelig regned …
(Ili. 12.25-26)
 
I 12. sang profeteres det, at Poseidon og Apollon efter krigen vil lade en række navngivne floder gå over deres bredder og ændre retning. Og i 21. sang kommer en lang og naturalistisk beskrivelse af, hvordan floden Skamander er helt regnopsvulmet:
 
… rasende bovnede Strømmen,
vælted fra bunden sit brusende vand …
… højt som en tyr den brølte …
Frygtelig rejste det brusende vand sig …
… da greb han fat i en frodig
knejsende elm, men op med rode den faldt, og i farten
rev flodbrynet den med sig, dens tætudvoksede grene
spærred den dejlige strøm, og danned en bro over floden …
(Ili. 21.234-245)
 
… styrted den regnopsvulmede flods højtrullende bølger.
(Ili. 21.268)
 
… videre hen ad marken, som helt var beskyllet af flodvand.
(Ili. 21.300)
 
Ja! den regnopsvulmede flod med purpurne vande …
(Ili. 21.326)
 
En anden sandsynlig eftervirkning af gigantudbruddet er blæst og storm. Iris opfordrer Zefyr og Boreas til at vise deres kræfter:
 
… da rejste sig begge
med en forfærdelig larm, og skyerne drev de foran sig.
Fluks over havet de stormede frem, højt rejste sig bølgen
under den susende blæst …
Natten igennem med hvinende pust …
(Ili. 23.212-217)
 
Efter alt at dømme har det taget adskillige år for atmosfæren at falde til ro. Dermed ligner det en udmærket forklaring på, at Odysseus måtte døje så meget med uvejr og vilde vover under deres problematiske hjemfærd. Og da vejret utvivlsomt har artet sig slemt i adskillige år, er det forståeligt, at det har sat gang i en udvandringsbølge mod syd langs de russiske floder.
 
På betryggende afstand
Hvor befandt Homers helte sig da under Theras titaniske udbrud? Umiddelbart skulle man tro, at de netop da kæmpede ved den tyrkiske by, der ifølge gænge teorier er udlagt til Troja, blot mere end 400 år tidligere end det traditionelle, men uunderbyggede årstal. Beskrivelserne af gudernes indgriben tyder imidlertid på, at man ikke har anet, hvad i alverden der foregik. Havde man været kendt med middelhavsforhold, ville man i det mindste efterfølgende have fået øjnene op for en sammenhæng med det bjerg, der var eksploderet. Dér kendte man så nogenlunde betingelserne og vidste, hvad der var sket – hvis man altså havde overlevet. I ruinbyen Akrotiri er der fundet et vægmaleri af den vulkan, man boede på, indtil den sprang i luften.
 Hvad der også indikerer, at Homers ”vulkanske beretninger” ikke stammer fra Middelhavets verden, er at Iliaden overhovedet ikke omtaler tsunamier. Kæmpebølgerne, der estimeres til at have haft en højde på op til 46 meter når de ramte kysterne, må ellers have haft en overvættes dramatisk effekt, og det ville også være gået ud over ”dem derhjemme.” Endvidere savner man beskrivelser af massive askenedfald, som geologerne ellers påviser i tykke lag rundt omkring i hele det østlige Middelhavsområde. Endelig kunne man forvente at læse om andre vulkanske fænomener såsom heftige nedfald af pimpsten og lava, jf. Plinius den Yngres beretning fra ”minivulkanen” Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. – Alt i alt synes Homers beskrivelser at handle om et fjernt, men gigantisk og ufatteligt vulkanudbrud.
Lad os med Homers skildringer af ”Gudernes kamp” i baghovedet lytte til nogle øjenvidneskildringer fra folk på betryggende afstand af Krakataus betydeligt mindre udbrud i 1883:
 
”På den lille ø Rodriguez … hele 4.653 kilometer vestsydvest for Krakatau – nedfældede den lokale politichef James Wallis i sin døgnrapport for den 27. august en stærkt opsigtsvækkende bemærkning. Ud over havet i østlig retning, skrev han, havde man gennem hele natten og frem til om eftermiddagen den 27. gentagne gange ”hørt en fjern rummel som fra tungt artilleri.” Drønene blev også hørt næsten overalt i Australien … Også i Burma, Singapore, Sri Lanka og på Borneo samt på talrige skibe flere tusind kilometer fra de vulkanske begivenheder hørte man ”geværild,” ”detonationer” eller ”fjerne brøl.” Under Krakataus indflydelse rystede ikke mindre end 13 procent af jordklodens overflade hørbart.” 
 
Et væld af indicier
Hypotesen om at Santorinis udbrud fandt sted under den trojanske krig, kan opsummeres med følgende argumenter:
 
Homers ”vulkanske” og ”uvejrsagtige” beretninger virker forbavsende autentiske og i pagt med, hvad vor tids vulkanologer, geologer og meteorologer har registreret omkring lignende udbrud i nyere tid.
 
Heltenes hjemrejser er et mareridt af storme og modvind.
 
Det bliver forståeligt, hvorfor netop denne krig og hvad der siden fulgte, skulle foreviges med to mammutværker. Der har utvivlsomt været ført mange krige i løbet af bronzealderen; gamle Nestor beretter om adskillige. Men under den trojanske krig skete der noget, der virkelig gjorde indtryk. Øjensynligt har det stået klart for alle, at her greb guderne ind! En ny gudsfrygt, en religiøs vækkelse, en betaget øjenvidneskildring lyser ud af Iliaden og Odysséen.
 
Dårligt vejr og misvækst har op igennem historien været en af de vigtigste faktorer bag folkevandringer, år ”uden somre” og ”fimbulvintre” har utvivlsomt været følgevirkninger af et så enormt og relativt nært vulkanudbrud.
 
Samtidig kan man i Norden have hørt forlydender om, at minoernes rige var stærkt svækket (på grund af vulkanudbruddet). Øer og vidtstrakte kystområder kan endda have ligget mennesketomme hen, efter at tsunamier har hærget.
 
Hvilket også kan forklare, hvorfor indvandrernes sprog og kultur har kunnet overleve i langt renere form, end hvad der normalt sker for indvandrende folkeslag, der kommer til mere tætbefolkede områder.
 
Tilsvarende kan alle disse stednavne, som mykenerne lader til at have medbragt fra Norden og efter forgodtbefindende og i rigt mål har overført til talrige græske lokaliteter, ligne et vidnesbyrd om, at de kunne slå sig ned i temmelig affolkede landområder.
 
Dateringen af vulkanudbruddet på Santorini til kort før år 1600 f.Kr. passer som hånd i handske med mykenernes opdukken i Grækenland omkring år 1600 f.Kr.
 
Den kronologiske årsagskæde gør det endda muligt, at enkelte veteraner fra den trojanske krig kan have været med på udvandringstogtet, ja man kan forestille sig, at udvandrerne især har hæget om ”den gamle skjald,” der som ingen anden kunne fortælle: Sådan gik det til!
 
Dermed bliver det også forståeligt, hvorfor Iliaden og Odysséen står så stærkt og på forbløffende vis overlevede 800 års efterfølgende, mundtlige genfortællinger indtil nedskrivningstidspunktet. Værkerne var ganske nye (om end de som traditionen foreskrev indeholdt masser af stof fra ældre kvad), og for udvandrerne udgjorde de en livline til deres tabte hjemland.
 
Iliaden var selveste ”biblen” om gudernes indgriben og om helte og begivenheder, som aldrig måtte glemmes.
 
Derimod kan man undre sig over, at Odysséen har kunnet overleve og endda kaste skygger over Iliaden. Mens Iliaden er et stort, kollektivt, religiøst værk, der måtte have relevans for alle udvandrerne, handler Odysséen om en lille konge, hans lillebitte kongerige, hans kæmpestore ego og en frygtelig forbrydelse, man ville prøve at retfærdiggøre. Derfor må man næsten gå ud fra, at Odysseus selv (eller Meriones, hans dobbeltgænger ifølge Vinci!) eller hans søn Telemachos samt slægtens skjald var med på togtet mod syd. Faktisk kan hele denne slægt ovenpå massemordet på bejlerne have følt jorden brænde under sig, således at alle dens medlemmer fandt det klogest at fortrække til lunere og tryggere himmelstrøg. Det forekommer derfor troligt, at det lykkedes slægten at etablere et nyt, lille kongerige på en lille græsk ø, som de opkaldte efter den lille, sydfynske ø Ithaka (Lyø), de havde måttet forlade.  
 
Odysséens medbragte skjald hed formentlig Femios, et navn der sidenhen ignoreredes til fordel for Homer. I kraft af karakteristiske forskelle på de to værker mener både Vinci og mange andre homerkyndige, at Iliaden og Odysséen må være skabt af hver sin skjald. Navnet Femios  nævnes allerede i 1. sang; han er ”den fortrinlige Skjald”, der besang den ”jammer” ..  ”som Athena lod achaierne times, da hjem de styred fra Troja” og betog folk så de ”…sad og lyttede tavst…”. (Od.1.325 -27). Få linjer længere fremme (1.337) får vi endnu et vink om, at han er mestersangeren bag Odysséen, denne gang siger Penelope det ligeud: ”Femios - mangen fortryllende sang kan ellers du synge …  ”. Hvorpå Telemachos i endnu tydeligere vendinger (1.346-47) roser sin Femios: ”Moder! Hvorfor vil du laste den elskede skjald, at han synger / her os til gammen, som sindet ham byder det …”  - Med så tydelig en ophavsmandsreklame må det undre, at det ikke er Femios, men Homer, der figurerer som forfatteren på alverdens udgaver af Odysséen. 
 
Hvorom alting er, så sikrede en passende blanding af held og dygtighed Odysseus’ bedrifter for eftertiden. En anden af de heldige faktorer kan have været Ithakas afsides beliggenhed, der muligvis skånede øboerne for den såkaldte dorervandring (formentlig endnu en indvandring fra Østersøområdet), der omkring år 1100 f.kr. lagde mykenernes verden øde. Måske var Ithaka det eneste refugium, hvor både Iliaden og Odysséen i en kritisk periode overlevede det store kulturkollaps, og dermed blev det muligt for netop dette kongekvad at kaste skygger over selveste Iliaden, hvori der forekommer visse påfaldende manipulationer fra Odysséen.  
 
Forslag til en tidstavle
På basis af den omtrentlige datering af Santorinis udbrud, tilslutter jeg mig Vincis bud på år 1630 f.Kr. som et ”kompromisforslag” mellem iskerneanalyserne, frostskaderne på børstekoglefyrretræerne samt kulstof-14 dateringerne og årringene på olivengrenen fra Thera. Tidstavlen bygger desuden på Vincis teori, Homers beretninger og arkæologernes fund af de ældste mykenske grave med masser af nordisk rav, og på dette grundlag kan man forestille sig følgende handlingsforløb:
 
Ca. år f.Kr.
 

1639-32?

Den skønne Helena bortføres fra Lakedaimon i Sydsjælland til Troja i Sydfinland

1639-31?

De første 9 års ”krig” mod Troja består i, at Menelaos og Agamemnon samler en vældig koalition af høvdinger, der vil deltage i et togt mod Troja (Har Vinci ret i sin formodning om, at hele forløbet i virkeligheden kun strakte sig over et år, foregik Helenas bortførelse derimod år 1631.) Men for mig at se må det have været en tidskrævende affære at samle et så vidtstrakt netværk, og Homers ord om, at krigen varede i ti år, kan muligvis forstås således: Bortførelsen = krig. Derpå 8-9 års forberedelser og 1 års aktiv krigsførelse, jf. Vincis argumentation og hans citat fra følgende skriftsted: ”Han holdt vagt i et år [eis eniautón]” (Od. 4.526).

1630

Koalitionen samles ved Aulis (Norrtälje) om foråret og afsejler mod Troja.

1630

De første krigshandlinger, achaierne bygger en vold omkring skibene.

1630

Vulkanen på Thera / Santorinis går i udbrud     

1630

Trojas fald, heltenes hjemrejse om efteråret

1630-18

Skjalden Homer, der var med ved Troja, skaber Iliaden. Eftersom Achilleus, der har den store hovedrolle, ifølge Vinci var høvding i nutidens Estland, kan man forestille sig, at det var dér det vældige kvad for første gang greb folk. Hvilken stemning har der ikke været i slægtens kongsgård, mens Homer kvad om de ærefrygtindgydende tildragelser, mens fimbulvinterens storme ruskede i tagryggen, og sneen lejrede sig udenfor i vældige driver.

1630-21

Odysseus forsvundet, isvintre og elendige somre, udvandring sydpå planlægges blandt veteranerne fra Troja og deres slægtninge. Imens flokkes bejlere og sultne flygtninge omkring Penelope og hendes ”kødgryder,” mikrokongeriget Ithaka / Lyø og prins Telemachos er i fare. At Penelopes hånd var så afgørende for at kunne sikre sig magten afslører en hel del om bronzealderens aristokratiske spilleregler

1621

Telemachos’ hurtige rejse til Nestor og Menelaos, angiveligt på desperat jagt efter nyheder om sin forsvundne fader, eller snarere fordi en dobbeltgænger til Odysseus er ankommet fra Norge i form af Meríones, jf. Vincis detektiviske ”komplotteori.” Efter at have truffet de rette aftaler med Menelaos og hans mænd, iler Telemachos hjem til Lyø

 

1621

”Odysseus'’’ hjemkomst, drabet på bejlerne.

1621-11?

Livsfarlig situation for slægten Odysseus pga. truslen om blodhævn fra bejlernes pårørende på de omliggende øer

1621-11

Skjalden Femios (manden fra Femø) skaber i tæt samarbejde med ”Odysseus” Odysséen på Lyø. Et desperat og fantasifuldt forsvarsværk for den hjemvendte høvding og drabet på bejlerne, jf. Odysséens sidste beroligende ord om ”besvoret forlig imellem de stridende parter” (Dues oversættelse)  

1611

Men forgæves: Familien Odysseus må flygte/emigrere fra Ithaka og slutter sig til en ekspedition af ”klimaflygtninge”, der ad de russiske floder sejler sydpå mod destination Grækenland, hvor rygtet vil vide, at der er forbavsende øde trods det skønne klima

1610

Ankomst til Grækenland

1610-05

Udforskning, navngivning, erobring, fordeling af kongeriger under hensyntagen til den nordiske geografi. Familien Odysseus bosætter sig på den vestgræske ø Ithaka. Muligvis er Penelope med, hun virker ganske forstående, da hendes (nye?) mand, knap ankommet, allerede taler om at drage bort igen (Od. 23.267-288)). Men ellers tyder mykenske skeletfund på, at det hovedsagelig har været en mandetur, og at man vel dernede har ægtet lokale kvinder. Erobringen går let langs de temmelig øde kyster, der få år forinden er blevet raseret af de vulkanske tsunamier. Derfor er der rigelig plads til de krigeriske udvandrere. Først omkring 50 år senere dukker mykenerne op på Kreta, hvor den minoiske kultur trods alt har overlevet, og her inspireres mykenerne til at opfinde deres eget alfabet, den såkaldte linear-B skrift

1600

De ældste, fundne mykenske grave, rige på medbragt, nordisk rav

 

Alt dette tykkes mig at danne en storslået sammenhæng. Samtidig er jeg fascineret af tanken om, at man i Iliaden tilsyneladende læser en fjern øjenvidneskildring af det uhyrlige vulkanudbrud på Santorini. Det er en forunderlig oplevelse at læse Homers og Femios’ bronzealdermesterværker med friske øjne og respektere dem som troværdige skjaldeværker, der skulle berette om, hvad der nys havde tildraget sig. Der er tale om fakta isprængt fantasi og poesi, når skjaldene måtte prøve at fortolke det ubegribelige, såsom et fjernt supervulkanudbrud.


File:Piet Hein - super egg.jpg - Wikimedia Commons



File:Celestia sun.jpg - Wikimedia Commons