Runding.dk





Havde hobbitterne
rigtige svømmefødder?


Finn Gemynthe Madsen

Hvordan får man en rund(tosset?) idé? Her et lille eksempel:

I efteråret 2008 læste jeg en spændende artikel: Balladen om HOBBITTEN, i Illustreret Videnskab nr. 15/2008. Pludselig gik en prås op for mig! Det var nok alle de mange gåder, der knyttede sig til fundet af de fossile "hobbit-mennesker" fra en hule på øen Flores. Bitte små mennesker med mærkelige primitive ansigtstræk, som først var uddøde for så relativt nyligt som ca. 15.000 år siden. Alle disse gåder fik med ét et forklarelsens skær over sig, idet jeg læste sætningen:

"Det mest besynderlige er fødderne. De var enorme. Derfor må hobbitten have bevæget sig i en underlig gangart ... som hos en person, der prøver at gå... med svømmefødder."
Sæt nu der virkelig var tale om svømmefødder? Dvs. fødder der er tilpasset et svømmende liv. Sammenholdt med at armene var lange så jeg for mig et lille menneskeligt væsen, der var en eminent svømmer, og som skaffede sig størstedelen af sin føde i søer og floder samt i havet.
Flores er en tropisk aflang ø, hvor med søer og floder og ikke er langt til havet nogetsteds.. Med fastgroede svømmefødder må hobbitterne have levet som fisk i vandet. Det var de så velegnede til, at de ikke behøvede store hjerner og veludviklet teknologi. Og samtidig kunne de leve på samme ø som Homo Sapiens i titusindvis af år, før de desværre uddøde. - Elementært kære Watson?


 
 


Men hvorfor blev jeg nu så begejstret for hobbitternes svømmefødder? Det kræver en nærmere forklaring:

For adskillige år siden læste jeg et par bøger om en teori, der fascinerede mig meget. Bøgerne var skrevet af Elaine Morgan og hed "Hvor kom kvinden fra?" og "Udviklingens pris." Bag de kryptiske titler gemmer sig en teori om, at mennesket har en "aquatisk" fortid. Dvs. en periode hvor vi levede i nærkontakt med vand. Denne teori forklarer, hvorledes vi klarede den vanskelige overgang fra firbenet til tobenet gang dengang for 5 - 8 millioner år siden. Det gik meget nemmere ved vandet end hvis de vaklede ud på en savanne fuld af rovdyr. Desuden forklarede teorien en række mærkværdigheder ved vor anatomi samt vor fortrolighed ved vand og svømning. Noget jeg som inkarneret "badedyr" kender fra mig selv.
Ifølge Elaine Morgan kan det være gået således til, at en gruppe menneskeaber for ca. 5 - 8 millioner år siden isoleredes på en ø ved navn Danakil i Det røde Hav. Skovene svandt pga. tørke, kun på stranden kunne de skaffe sig føde. Og jo bedre de blev til at vade ud på toben og svømme, desto bedre klarede de sig. Snart kunne de svømme over til Afrika og Arabien, og Danakil blev i øvrigt landfast med Afrika hvor den strandede ø ligger ved den såkaldte Afar-region.
Efterfølgende opstod så arten Australopithecus Afarensis i den samme region. Den berømte "Lucy har 3,7 millioner år på bagen. Måske havde "Danakil-aberne" da allerede delt sig i en landlevende og en vandlevende gren? Og måske er hobbitterne fra Flores de foreløbig eneste spor af den vandlevende gren?
Men det har været lidt af en ørkenvandring at være tilhænger af "vandabeteorien." Den ignoreres eller latterliggøres på det skammeligste, uanset nulevende vandbabyer, vandlande for begejstrede vandpjaskere i alle aldre og tropiske strandes magiske tiltrækningskraft på alverdens turister.

I de senere år var jeg derfor tilbøjelig til at trække i land. Nøjedes med at tro, at vi først for nyligt lærte at elske havet. Jeg blev bestyrket i denne sene "vandmennesketeori" af artikler som "I Afrika blev vi tidligt kreative," Illustreret Videnskab nr. 8/2008. Heri dukker tilknytningen til havet tydeligt op. "For cirka 164.000 år siden levede en gruppe sydafrikanske hulemennesker af skaldyr og anden føde fra havet." Flere Hulefund fra denne tid har afsløret, at "havdyr kom på menuen," og da dette falder sammen med de første tegn på kreativitet, har det fået nogle forskere til at mene, at "den menneskelige hjerne udviklede sig ganske dramatisk på grund af indtagelse af fiskeolie."
Billedet af det moderne menneskes udvandring fra Afrika tegner også et billede af en art med stor fortrolighed med havet. På nutidens "out of Africa kort" ser man, hvordan de første udvandringsbølger for ca. 60.000 år siden løb langs kysterne helt ud til Kina og Australien. Undervejs er de kommet til samme ø som deres fjerne fætre på Flores, hvor hobbitterne sikkert har måttet forlade strandene og søge tilflugt i huler.
Sidenhen, da Amerika koloniseredes, foregik det også i første omgang over Beringsstrædet og ned langs vestkysten. Det centrale Eeuropa og andre havfjerne steder koloniseredes først senere omkring for 40.000 år siden. Altså fik jeg en ny vandbaseret tro på, at det var blandt strandlevende stammer, at den afrikanske Eva levede og spredte sine kreative og vandelskende gener til resten af jordens befolkning.

Men pludselig kom så "Balladen om HOBBITTEN." Blandt andet står der i artiklen, at hobbitternes kranium, ben og arme minder mest om, hvad der kendetegner Australopithecus. Dog siges det også at: "Kun få ... kan forestille sig, at en tidlig form som fx en art af Australopithecus har bevæget sig fra Afrika til en lille ø i Asien uden at efterlade sig spor på vejen." - Jo, jeg kan altså ikke lade være med..
Og jeg mener forresten også at vide, hvorfor de indtil nu ikke har efterladt sig spor, igen baseret på en artikel i Illustreret Videnskab, nr. 16/2008: "Kæmpeasteroide slog ned for 5000 år siden." Heraf læser jeg en nærliggende forklaring på, at "en art af Australopithecus har kunnet bevæge sig fra Afrika til en lille ø i Asien uden at efterlade sig spor på vejen." Holder teorien stik, og har mega-tsunamien som ventet også ramt de øvrige kyster rundt om Det indiske Ocean, må den have slettet mange eller alle spor af en sådan kystlevende Australopithecus. Generelt er tsunamier i dette område som bekendt ikke nogen sjældenhed. Derfor er det foreløbig kun på Flores, hvor de sidste hobbitter en tid klarede at overleve i huler, at man har fundet de knoglerester, som trænger til en eller anden slags forklaring.
Helt broget bliver billedet af, hvordan mennesket lærte sig at gå på to ben og elske havet, hvis både den gængse savanne - teori og vandabe - teorien er rigtige. Den ene teori udelukker jo ikke den anden. Når menneskeaberne havde det samme problem, nemlig at skovene for 5 - 8 millioner år siden skrumpede ind rundt om i Afrika, så kan det vel ikke udelukkes, at én gruppe klarede problemet på én måde, en anden på en anden måde - alt efter hvilket miljø de befandt sig i? Det kunne forklare den efterfølgende artsrigdom af tobenede abemennesker, hvoraf vi stadig finder nye arter, såsom hobbitterne!

En sådan rund(tosset?) tolkning hører hjemme på runding.dk, synes jeg...