Runding.dk





Fra Landmand til Havmand

Tangkegler

Finn Gemynthe Madsen

Det er endnu såre sporadisk, hvad der dyrkes af havbrug. Altid satser man på landbrug, landbrug, landbrug, og min fornemmelse siger mig, at det er en alt for ensidig satsning. Hvorfor ikke benytte sig af, at 71 % af jordens overflade er dækket af vand?
Mange slags tang og havplanter er næringsrige og hurtigtvoksende, men det er selvfølgelig et problem at høste dem, når de vokser vildt og uregelmæssigt, i mange havdybder og ofte langt fra nærmeste havn. Også for havmiljøet ville det sikkert være dybt problematisk, om vi i stor stil gav os til at græsse og samle alle vegne, hvor der er godt med grøntfoder.
Men havnenært havbrug, hvor man på et velegnet areal giver sig til at dyrke de mest givtige former for tang og vandplanter, det må kunne tilrettelægges, så havmiljøet ikke lider overlast. Ja det kan tværtimod gavne: Dels kan havafgrødernes yppige vækst opsuge mængder af overskydende næringsstoffer, producere ilt og forhindre iltsvind. Dels kan de nye tangskove give føde og ly til en mangfoldighed af fisk og rejer og dermed skabe et rigere liv på åbne havområder; og endda gavne fiskeriet.
Og set i det store perspektiv burde det være fornuftigt af os at skabe mere balance i kredsløbet mellem jord og hav. Som det er nu sender vi meget mere ud i havet end vi henter derfra. Det drejer sig både om næringsstoffer og mineraler. Begynder vi i stor stil at dyrke havbrug, kan vi da hive nogle af de spildte ressourcer i land igen.


 
 


Hvordan da så tang, og hvordan sikre sig, at det vokser godt, og hvor det skal? Og hvordan høste det? Det er selvfølgelig en udfordring. For os landkrabber er det umiddelbart nemmere at have med jorden end havet at gøre. At være landmand føles tryggere end at være vandmand eller havmand. Fast grund under fødderne, også til afgrøderne, det ved man, hvad er. Men måske er udfordringen snarere vanemæssig end teknologisk....?
Som landplanter skal også vandplanter forankres. Men det er som at bevæge sig fra 2 til 3 dimensioner at gå fra landbrug til havbrug. Hvilket egentlig kun burde være en fordel, produktionsmæssigt.

Tangen skal plantes i en dybde, hvor den trives og gror opefter mod lyset. På hvad skal den da plantes? - For mig at se må kegleformen være den mest hensigtsmæssige:
  • Keglens top skal stikke op over bølgerne og markere afgrødens voksested. Evt. kan toppen være flad og give plads til landsætning af en havmand eller to.
  • Keglens bund forankres til bunden. Og keglens sider kan være terrasseformede, og på hver terrasse planter havmanden da sin tang.
  • En anden mulighed er, at keglernes sider er fulde af hulrum, hvori tangen rodfæstes - I hvert fald er der flere fordele ved at anvende kegleformen som voksested:
  • Tangen kan opfange sollyset i mange etager
  • Der er basis for avl af flere sorter; fra dem, der kan tåle den skumle belysning ved keglens bund, til de lyskrævende, som må sidde nær toppen
  • Keglen vil kaste mindst mulig skygge på vandmasserne under vandoverfladen
  • Keglen kan ligge og gynge stabilt i vandet
  • Havmanden vil ubesværet kunne sejle til og fra sine kegler
  • Bliver det nødvendigt at dykke ned og tilse og evt. nyplante, vil det for dykkeren være praktisk at have keglen at holde sig til. Derfor kan siderne med fordel være forsynede med håndtag
Selve plantningen kan foregå inden søsætningen af havbrugskeglerne. Og under høsten sørger man for, at tangen beskæres uden at rødderne rives op. På denne måde vil samme plante kunne give stort udbytte i årevis, måske årtier.

Med særlige redskaber, som i princippet vil ligne leer eller sakse på lange stænger, vil vandmanden kunne høste oppe fra havoverfladen. Længere oppe ad skaftet sørger en slags kroge eller bånd for at holde fast på den afskårne tang, således at den kan hives eller vippes op og høstes. Formentlig vil afgræsningen af hver kegle ikke tage mange minutter. Og med tiden vil der sikkert kunne udvikles både a la høstmaskiner.
Efter landingen af høsten skal denne renses og skylles, og hvad kan den da bruges til? - Fra gammel tid har man vidst, at tang er fremragende gødning. Og i Østen spiser man med fornøjelse forskellige slags tang, og små stumper heraf havner hos os i form af dyr helsekost og tilbehør til avancerede retter. Men vi vesterlændinge har da taget souchi til os, hvorfor skulle vi ikke også kunne lære at værdsætte alt det gode grønne fra havet?
Eller fra søerne? Visse ferskvandsplanter gror så vildt, at de kaldes vandpest. Og har man et velfungerende akvarium må man tit luge store mængder af vandplanter op til komposten; hvoraf man ser hvor meget der kan høstes på hvor lille et areal.

At anvende tang og vandplanter til menneskemad er kun i sin vorden. Det skulle undre mig, om ikke der ligger masser af uanede muligheder for at koge, riste, mose, hakke eller på anden vis forarbejde vandets grønne afgrøder, så de bliver anvendelig i såvel køkkener som fødevareindustrien. For ikke at tale om, at der kan udvindes olie og biodiesel af tang.
Men hvad med dyrene? Alle vore grådige planteædere som køer, får, heste, hjorte, grise, kaniner og fjerkræ. Når tang og vandplanter landes i tonsvis, og når betragtelige mængder måske betragtes som mindre lødigt, ja så vil det ligge lige for at forarbejde vandplantemasserne til foder.
Når en landmand kommer godt afsted med at sadle om fra hest til søhest og bliver havmand, ja så vil han sikkert se tilbage på sin landmandstid som havende været temmelig usikker og besværlig. Al denne afhængighed af vejret, snart var det for tørt, snart for vådt. Alle disse gange jorden skulle tromles, pløjes, harves, gødskes, luges og sprøjtes. Sandelig, det var et slid!
Og alt dette slid sled på jorden. Kostede masser af ressourcer. Drænede undergrunden for grundvand og berøvede jorden masser af skove og enge med alt hvad dertil hører af planter og dyr.
Man burde for længst have satset på at udvikle kunstige komaver, så man kunne springe landbruget over og forvandle græs, grene, blade og grene til foder og føde. Men det kan altså også gøres ved at landmanden står til søs. Alt hvad der kan mindske presset på naturen skal være så hjerteligt velkommen...