Runding.dk





Grå Huller

Et spørgsmål vedr. sorte huller,
og to andre vedr. et muligt alternativ

Finn Gemynthe Madsen

Hvor meget fylder stoffet i et sort hul?
Nogle steder oplyses det, at alt stoffet klemmes sammen til et matematisk punkt, en såkaldt singularitet, hvor alle beregninger bryder sammen pga. uendeligheder. Men fysikken er forståeligt nok ikke glad for singulariteter. Findes der teoretiske modeller for, hvordan det endeløse kollaps kan undgås?

Findes der grå huller?
I Illustreret Videnskab 1994 nr. 7 bringes der en upåagtet nyhed om at: Nu leder astronomer efter grå huller. Dvs. en kollapset stjerne på mellem 2 og 3 solmasser, hvor tyngdekraften er så stærk, at kun få procent af lyset formår at undslippe.
Har man siden da fundet disse grå huller, eller noget der ligner? Det ville være yderst interessant, for disse sparsomme lysstråler kan måske give spændende information om, hvad der foregår dernede? Og hvor overfladen må formodes at befinde sig, hvis hullet bliver sort?
Hvilket leder mig til endnu et spørgsmål, denne gang baseret på mine egne teoretiske overvejelser:


 
 


Er alle sorte huller grå?
Kunne det tænkes, at alle sorte huller i virkeligheden er grå? Hvis der nu i stof eller rum findes en indre frastødningskraft, som afværger singulariteten, så kunne dette være naturens måde at holde stjernens eller galaksekernens overflade så tilpas udspilet, at man undgår punktet, hvor der er "no return?" (Den såkaldte Schwartschilds-radius, indenfor hvilken undvigelseshastigheden overstiger lysets.)
I så fald ville det, der ligner et sort hul, i virkeligheden være gråt, idet det udsender en ganske svag stråling. Dermed ville der også være åbnet op for den mulighed, at det grå hul, fx pga. af centrifugalkraften, indre ustabilitet eller sammenstød med andre objekter, kunne udsende stof eller ligefrem eksplodere. Og dette kunne muligvis forklare observationer af visse ekstreme begivenheder såsom aktive quasarer og galaksekerner, der udslynger vældige jets og skyer på millioner af solmasser. Hemmeligheden bag nogle af gammaglimtene kunne også tænkes at være kolliderende og/eller eksploderende grå huller. Og så er der de mystiske superpartikler, der jævnligt rammer atmosfæren med ufattelig kraft. Den kraftigste af disse er blevet døbt: "Oh my God - partiklen." - Kunne det tænkes, at sådanne partikler er undsluppet fra objekter, som man tror er sorte huller, mens de i virkeligheden "kun" er grå og tillader, at særligt kraftfulde og "heldige" partikler udslynges med et ordentligt spark bagi?
Den kraft, der modvirker tyngdekraften, kunne være den samme frastødningskraft, som sørgede for universets eksplosive udvidelse efter Big Bang, os som stadigvæk blæser rummet op og galakserne længere og længere væk fra hinanden. Det vides, at kraften findes, men den er slet ikke forstået endnu. Den kaldes også mørk energi eller vaccuumkraften. Og det kunne være selvsamme frastødningskraft, som begynder at virke, når stoffet i en kollapsende stjerne nærmer sig en sådan tæthed, at lyset ikke kan undslippe. Og dermed skaber den ligevægt, der skal til for at undgå singulariteten og det sorte hul. I så fald findes der et gråt hul, midt i Mælkevejens kerne, og tilsvarende i centrum af alle disse aktive galakser og quasarer. Med kraft til at "gå amok" med millioner af komprimerede solmasser som ladning.
Ville det ikke være interessant at begynde at kalkulere med den teoretiske mulighed for sådanne grå huller? Måske kan mange af de voldsomme og gådefulde stofudslyngninger fra galakser og quasarer kun forklares, hvis kernernes sorte huller i virkeligheden er grå?