Runding.dk





Mr. Eggman


Uddrag af novelle af Finn Gemynthe Madsen

Velvære. Vægtløst, silkeblødt velvære. Evigt velvære så langt tilbage, jeg mindes. Jeg svæver i et venligt ocean, varmt og givende. Intet savner jeg.
Når jeg strækker benene, mærker jeg en blød grund under fødderne. Jeg lader musklerne spænde af, nyder den blide, glidende kontakt, før jeg atter svæver frit i oceanet. Pulsens rytme er rolig og regelmæssig, og jeg føler glæde uden ord.
Det påstås, at man skal have været udsat for sorg, før man kan opleve glæde. Man kunne lige så godt hævde det modsatte. For den, der lever i nuet, er oplevelsen absolut. Og hvis det første, man mærker, er glæde, så giver manglende erfaring ikke det mindste skår i denne meget velkomne følelse.


 
 


Modvilligt registrerer jeg et lille ubehag. Skutter mig, mit ocean kølnes. Nødtvungent åbner jeg øjnene og ser mine tæer stikke op gennem hvidt skum. Dernede i benenden er der endnu små isbjerge, ellers ligger resterne fordelt på det grønne vand som flydende sydhavsøer. Der er nu intet som et karbad!
Jeg løfter min hånd op under en skumtop og ser boblerne briste på håndryggen. Hånden stiger helt op til den røde vandhane og drejer den rundt. Vandfaldet sender først et koldt gys ned over min hofte, men så mærker jeg en livsalig varme brede sig over kroppen.
Tænker, at forestillingen om Adam og Eva i Edens have udspringer af livmodererindringen. Nøgne drev de rundt i haven, uden at blues, uden at fryse. Mad var der nok af, men hvis de spiste af kundskabens træ, skulle de visselig dø. De spiste selvfølgelig, for hjernen var i vækst og tænkte de første tanker, Så begyndte veerne, og både Adam og Eva troede, de skulle dø. Men de blev uddrevet af Edens have, og keruberne, kirurgerne? lægerne? jordemødrene? vogtede indgangen. Fostertilstandens salighed var for evigt tabt.
Men mennesker kan ikke leve uden håb; Derfor drømmer de om paradiset; derfor har Jeg lagt mig i dette karbad; for at genoplive fostertilstanden i en times tid. RINGG. .RINGG. Ah, gid fanden havde den telefon, jeg tager den ikke. Slet ikke, hvis det er ham!
Han stiller mig overfor et problem, der volder mig kvaler. Det var endnu en grund til dette karbad; ingen steder tænker man så godt som her; tilstanden fostrer tanker, man ellers aldrig ville have tænkt.
Telefonen tier, og jeg lukker øjnene og synker bevidst tilbage i det salige velvære. Baner mig vej til de aller tidligste oplevelser. Lige fra befrugtningen har jeg været i live, suget næring til mig, er vokset og vokset. Som et agern til et vidtforgrenet egetræ. Det har været en god tid, uden forstyrrelser af nogen art. Absolut mørke, absolut stilhed.
I mørket tændes en gnist, så flere, snart er de talrigere end himlens stjerner. Og de har farver, alle regnbuens mellem hinanden. De smelter sammen og danner nordlys, der bølger hen over himlen. Et lyshav, der breder sig over hele jorden, som når solen står op.
Det bliver nat igen, men natten er aldrig mere absolut mørk. Stjernerne funkler, nordlyset bølger, månen går sin gang. Selv når det er overskyet, skimtes svage konturer, selv i den dybeste søvn.
Da den første nervecelle tændte i hjernen, beviste den eksistensen: Der er forskel! På lys og mørke. Ingenting og noget! Snart sendes der livstegn fra alle dele af kroppen. Jeg vænnes til deres signaler, så at jeg ikke længere opfatter dem som lys, men som føle 1- ser. Den første følelse er nydelsen ved, at alt er, som det skal være.