Runding

File:Aryballos owl Louvre CA1737.jpg - Wikimedia Commons

Et gammelt idéudkast af undertegnede 

File:Ostrakon with the name of Themistokles.JPG - Wikimedia Commons

Længe har det regnet med ukvemsord ned over vort ellers højt besungne demokrati. Blot et ord som ”politikerlede” afslører, at der er noget rivende galt, og helt skralt står det til i USA, hvor det moderne demokratis vugge ellers stod, men hvor budgetkrisen i 2013 sendte folkets tillid til politikerne helt ned under gulvbrædderne. 
   Hvad er der da i vejen med vort nuværende repræsentative demokrati? Selve ordsammenstillingen afslører, hvad der er galt! Ordet demokrati, der betyder folkestyre, modsiges jo af ordet repræsentative, der betyder, at det er visse repræsentanter, der styrer. At repræsentanterne skal vælges af folket er et formildende element, men det fjerner ikke den grundlæggende modstrid: Nemlig at det er disse repræsentanter, der træffer alle beslutninger og giver alle love! Og ministrene, dem vælger repræsentanterne selv! Kun i ganske særlige tilfælde, ved grundlovsændringsforslag og suverænitetsafgivelser, lægges beslutningsprocessen ud til folket. I alt andet har repræsentanterne en ret til at bestemme, som alle andre indbyggere fuldstændig mangler. 
   På denne baggrund ville det være mere logisk og ærligt at kalde den nuværende styreform for ”de folkevalgte repræsentanters grundlovsbundne, oplyste enevælde.” Styreformen er således klart forældet. Fx kan de valgte repræsentanters magt snildt overstige det rimelige og betryggende, og folket har ingen sikkerhed for, om valgløfter indfries. Dette kan let gøre vælgerne opgivende og magtesløse og netop føre til politikerlede. 
   Desuden ser man en tendens til, at repræsentanternes målsætning og planlægning præges af ”valgflæsk” eller nødtvungne kompromisser med heraf følgende kortsynethed. Politik får karakter af opslidende rivegilder i stedet for af konstruktivt samarbejde og fremsynet tænkning og forbeholdes i realiteten ”politiske idrætsstjerner”, der har ork og tæft til at sejre i den ene kappestrid efter den anden, tit for åbent kamera. Politisk symbiose er under disse vilkår en by i Rusland. For ikke at tale om noget der kunne ligne en holistisk verdensanskuelse i de folkevalgtes arena. – At politikerne trods alt formår at agere med en ofte forbløffende dygtighed kan kun aftvinge én den dybeste respekt, men hvorfor dog give en lands ledere så belastende arbejdsforhold?    
   Da Gandhi blev spurgt: ”Hvad mener De om vestlig civilisation,” svarede han: ”Det ville da være en god idé!” Man får lyst til at besvare et spørgsmål om ”det moderne demokrati” på samme måde: ”Demokrati? Det ville da være en god idé!” 

Direkte demokrati
Lad os forfølge den gode idé om demokrati! Den bedste, den naturligste orden for Homo Sapiens må være den, hvor alle mennesker i et fællesskab har lige ret, herunder lige ret til at bestemme, hvad der skal besluttes. Hvor alle respekteres og enhver er i sin gode ret til at fremsætte velbegrundede forslag. Og hvor folketinget som navnet antyder = hele folket. Til forskel fra det ”repræsentative demokrati” kunne vi kalde denne styreform for direkte demokrati. Her kan hr. Hansen opleve den ære at se sit forslag til næste folkeafstemning!
   Med den moderne teknologi burde folkeafstemninger om alle vigtige love og beslutninger ikke volde praktiske problemer. Tips- og lottospilleriet beviser, at millioner af krydser kan administreres uge efter uge. Der vil være langt færre krydser at holde styr på, selv hvis ethvert lovforslag og enhver beslutning sættes til folkeafstemning. Stemmeprocenterne kan meget vel tænkes at blive langt lavere, end når det kun er ved sjældne lejligheder, at man som vælger har ret til at give sin mening til kende. Men det kan vi tage med sindsro, i betragtning af at hele folket har fået en ny og indlysende medbestemmelsesret. De fleste, der tager stilling til et forslag og er interesserede i det, må formodes at stemme. Og når der står vigtige sager på spil, fx når et af flere finanslovsforslag skal vedtages, må man forvente en stor og direkte interesse hos vælgerne. Hvem ved om stemmeprocenterne da kan overgå folketingets ”repræsentantskabsvalg?” Og om ikke den generelle politiske interesse vil vise støt stigning, efterhånden som det bliver en spændende vane at engagere sig i sit samfunds ve og vel?   
   For at det direkte demokrati ikke skal blive belastet at for mange, ugennemtænkte og indbyrdes kontrasterende forslag, må alle forslag imidlertid igennem en grundig behandling. Et Forslagsråd bestående af anerkendte fagfolk som jurister, økonomer og fremtidsforskere analyserer forslagene og afgiver et svar til forslagsstilleren. Denne kan så frafalde eller ændre i sit forslag, hvis svaret er kritisk.  
   Som en yderligere sikring imod misbrug af forslagsretten opkræves der et forslagsgebyr, der på den ene side ikke skal være så højt at nogen udelukkes, og på den anden side skal afholde useriøse forslagsstillere fra at belaste systemet og vælgerne. Samtidig kan gebyret finansiere ekstraomkostningerne ved det direkte demokrati.
   Endelig kan det blive nødvendigt at rationere det antal forslag, som en person har lov til at stille. Fx til 1 pr. år. Ellers kan forslagsretten få social slagside; rige kan nu engang lettere afse de ”basører,” der for fattigere medborgere udgør en mindre formue. Det er naturligvis tilladt at være flere sammen om et forslag, men for at forslagsgebyret ikke skal svinde ind til det latterlige, bør det stadig være det samme pr. næse. Jo flere forslagsstillere til samme forslag, desto højere placeres forslaget på ”stemmesedlen”. 
 
Rådgivning snarere end styring
Hvad moderne, oplyste mennesker har brug for er ikke at blive styret, men vejledt. Rådgivet af alsidige, vidende, begavede og sympatiske mennesker. Ergo kunne man overveje, om ikke ”Folketinget” med indførelse at det direkte demokrati burde afløses af ”Folkerådet”. Bestående af folkevalgte rådgivere, der har overbevist vælgerne om, at de har viden og indsigt til at give gode råd. Ligesom alle andre af landets myndige borgere har de naturligvis ret til at fremsætte et lovforslag pr. år, men derudover kan de anbefale eller fraråde borgerne at stemme på konkrete forslag. Og under visse betingelser skal de have vetoret overfor et vedtaget lovforslag, som et rådsflertal anser for katastrofalt. Dermed kan de bidrage til at skabe sammenhæng i den førte politik. 
   Men hvad med ministrene og regeringen? Hvorfor skal ministre ikke vælges ved direkte afstemning? Og hvad skal vi med regeringer, når det er folket, der har den lovgivende, udøvende og dømmende magt? – Igen må vi på denne direkte måde kunne undgå en stor del af de faldgruber, der hjemsøger det ”repræsentative demokrati”.  
   Endelig kunne man spørge: Hvad da med kongehuset? Er en monark ikke et eklatant brud på det direkte demokrati? – Jovist, men ingen regel uden undtagelse! For mig at se udgør en dronning eller konge en nyttig og måske endda nødvendig modvægt mod alt for stor folkelig ”turbulens”. I et velfungerende monarki som det danske tror jeg, det ville være viist at bibeholde et nationalt samlingspunkt og dermed sikre en vis kontinuitet. Tilsvarende kunne man i republikker fortsætte med folkevalgte præsidenter.  
   Som i det store, således også i lokalsamfundene. Direkte demokrati med kommunale folkeafstemninger må være vejen. Bistået at lokale folkeråd, hvis medlemmer vælges som hidtil. Dog ville det være klædeligt, om også borgmestre vælges direkte af vælgerne blandt alle opstillede borgmesterkandidater. Hvorefter den kårede borgmester må respektere, at han eller hun ikke længere er bykonge, blot rådgiver overfor borgerne, der har det afgørende ord at skulle have sagt i det direkte demokrati. – Mon ikke vi også i lokalsamfundene vil se en øget interesse for at blive medbestemmende….    

Skræmmer sporene?
Men dette lille ideudkast, som jeg skrev engang for årtier siden, er muligvis lige lovlig godtroende. I oldtidens Athen blev der i storhedstiden praktiseret direkte demokrati, dog kun for frie, velanskrevne mænd. Et for sin tid fantastisk, epokegørende og inspirerende eksperiment; men medaljen havde en iøjnefaldende bagside: "Store" mænd med retoriske og demagogiske evner forførte gang på gang folkestyret til at træffe højst uheldige beslutninger såsom at kaste Athen ud i den fatale Peloponesiske Krig - for ikke at tale om justitsmordet på Sokrates. Slige faldgruber må et moderne direkte demokrati forsøge at forebygge - medmindre andre styreformer i virkeligheden vil være endnu bedre. Hvad med et helhedsorienteret, humanistisk Holokrati? Udtænkt af min gode ven Niels Nielsen med enkelte bidrag af undertegnede.... 

0 0 0  

File:Roulette casino.JPG - Wikimebia Commons

File:Squirrel posing.jpg - Wikimedia Commons

File:1926 danish 25 øre coin.png - Wikimedia Commons