Runding.dk





Brandalarm fra oven


Finn Gemynthe Madsen Februar 2009

Hver gang jeg hører om skovbrande rundt om på kloden, undrer jeg mig: Hvorfor bruger man dog ikke satellitterne?
Jorden er omsværmet af sindrige satellitter til alle mulige formål. Og det siges at visse af dem har så skarpe øjne, at de kan læse bilernes nummerplader. Hvorfor i alverden opretter man ikke et netværk af alarmsatellitter som en global alarmcentral, der straks kan sende besked til de ansvarlige myndigheder, dér hvor det brænder på.

Jovist, tanken er nærliggende, og der er da også gjort forskellige tiltag i den rigtige retning.
Læs fx: http://www.azocleantech.com/Details.asp?newsID=4129
eller http://www-tem.jrc.it/regions/southamerica.htm
Men når man hører om de uhyrlige skovbrande, aktuelt i Australien som jo ikke er noget forarmet uland, så kan man let få den tanke, at mulighederne slet ikke udnyttes optimalt. Varslingssystemet må kunne forbedres ved, at der i farezonen er konstant satellitovervågning - når en satellit forsvinder bag horisonten, skal den næste tage over. Samtidig med at der på jorden er højt beredskab og gode og hurtige slukningsmuligheder. Hurtig hjælp er mere end dobbelt hjælp i disse tilfælde. - For at fremme sagen foreslår en global organisation i FN-regi, med et navn a la Prevent Forest Fires, PFF.
Rent praktisk må en hvilken som helst friluftsbrand være let at registrere fra rummet. Ild udsender som bekendt masser af stråling foruden røg, og der må kunne specialdesignes særligt ild - & røgfølsomme øjne til satellitter. I forvejen er jorden jo gennemregistreret, jf. Google Earth, og en så påfaldende ændring i lokale forhold som ildløs, må lynhurtigt kunne registreres fra oven. Så meget desto mere som skovbrande i reglen opstår i tørt og skyfrit vejr. Det skulle ikke undre mig, om et lille bål i et kritisk område vil udsende tilstrækkelig stråling til, at der kan slås lynsnar alarm.
Det siger sig selv, at man på denne måde hurtigt kan varsko mennesker i de udsatte områder. Desuden får politiet bedre chancer for at pågribe eventuelle pyromaner. Men den helt store nyttevirkning af hurtige brandalarmer forudsætter selvfølgelig, at brandvæsenet kan rykke hurtigt og effektivt ud. I betragtning af at man udmærket kender risikofaktorerne, tørke og blæst, burde det være en rutine, at der råder forhøjet beredskab, når situationen spidser til. Endvidere skal de respektive brandvæsener have den fornødne udrustning. Terrængående slukningskøretøjer kan køres i stilling, men igen kan den bedste hjælp komme fra oven. Optankede vandfly eller endda vandluftskibe kan rykke ud og nedkaste deres livreddende last i løbet af få minutter, og eftersom der er slået så hurtig alarm, vil mulighederne for at kvæle branden i opløbet være stærkt forbedrede.
Indtil satellitvarslingen er blevet til virkelighed, må man kunne fremme varslingen ved at udsprede mange mikrobrandalarmer i de farligste områder, der vha. mobiltelefoni alarmerer brandvæsenet. Det vil være nærliggende, om mikrobrandalarmerne drives af solceller. Defekte alarmer kan med fordel udstyres med et kaldesignal til brandvæsnet, således at de kan spores og repareres eller udskiftes.
Med nutidens teknologi bør intet af dette virke afskrækkende, sammenholdt med ulykkerne ved hærgende, ukontrollable skovbrande. Hensyn til mennesker, dyr, planter og natur bør veje langt tungere end økonomiske hensyn, men det skulle ikke undre mig, om der rent faktisk vil være god økonomi i at benytte hjælp fra oven for at forhindre store brande.