Runding

File:Aryballos owl Louvre CA1737.jpg - Wikimedia Commons

   Senromersk stemning i Høje-Taastrup

Uddrag af uudgivet artikel af Finn Gemynthe om ligheder mellem det undergangstruede romerriges monumentale koncept - og nutidens. 

 

File:SPLIT-Hebrard restitution plan-NUM.jpg - Wikimedia Commons

File:Transit plaza at Høje-Taastrup station in Denmark.jpg -  Wikimedia Commons

For at trumfe de gamle romere er selv søjler og vinduer råt firkantede. Ganske vist er Thorstårnet på torvets midte rundt og viet til en nordisk gud, men selve konceptet med en monumental statue midt i byplanen er romersk så det basker.

File:EUR Piazza Guglielmo Marconi.jpg - Wikimedia Commons 

Også Mussolini lod sig inspirere af det gamle Rom - thi drømmen om varig storhed er symptomatisk for alle store imperier. Men er nutidens globaliserede industriimperium ikke alle tiders største?   

0     0     0 

Uddrag af essay af undertegnede i Fredag nr. 20, december 1988

File:Rungsted city border IMG 0125.JPG - Wikimedia Commons 

Når man sætter sig til rette i Kystbanetoget og kører nordpå, begynder allerede ved Hellerup et opulent landskab. Smukke, statelige villaer, hele små palæer i velplejede små parker glider forbi, og efter Klampenborg vandrer hjorde af kronhjorte under ældgamle ege og bøge. Så med et skuer man, ved at dreje hovedet fra vindue til vindue, i et enkelt åndedrag fra Eremitagens nette pragt til det skønne, blå Øresund og Sveriges bølgende kyst. Således fortsætter det hele vejen op langs kysten, og man forstår så udmærket digterens henførte beskrivelse af Rungsteds lyksaligheder. 
 Man skulle tro, at også de mennesker, der i dag bebor dette dejlige område, måtte høre til landets mest privilegerede, og sandt er det, at deres købekraft ikke står tilbage for nogens. Men denne åbenlyse rigdom modsvares af en udpræget nøjsomhed, som, netop fordi den ikke er dikteret af håndgribelig nød, virker så meget desto stærkere. Vi står af på en tilfældig station, hvor den ærværdige, røde stationsmestermurstensbygning spreder en aura af hygge, og begiver os ud blandt beboerne. Ikke lader vi os forblænde af ydre pragt og herlighed, vi har gennemskuet, at sligt kun er et skalkeskjul for en beskeden nøjsomhed, der alt for længe har ligget upåagtet hen. ......

Nøjsomhedens veje
Den nøjsomhed, vi bemærker hos Myrestiens beboere, er den ægte vare. Det kan vi se at, at den ikke er dikteret at nødvendighed. Af egen fri vilje vælger disse mennesker at spare på en lang række at de glæder, der både er store og gratis. De nøjes med et langt mindre udbytte af livet, end de behøvede. De affinder sig med snævre rammer og tunge ofre. Den fattige families "nøjsomhed," derimod, kan bunde i et brændende ønske om at slå sig igennem så godt som muligt og er således alt andet end ægte. Nødvendig nøjsomhed fornægter sig selv, medens u-nødvendig nøjsomhed knejser mod himlen. Den virker imponerende, næsten frygtindgydende. 
Myrestiens mennesker kunne sagtens, om ikke stå at ræset, så dog trappe ned. Galvanisere deres biler og beholde dem i tyve år, utvivlsomt en god forretning. Købe brugt gennem den blå avis, nøjes med cykelferier, genbruge deres tøj i flere sæsoner, leje en etage ud eller danne et bofællesskab med gode venner. Snakke sammen over hækkene og arrangere en vejfest. I det hele taget unde sig selv mere fritid og flere af de gratis glæder. Og hvis de gerne ville opleve den rare følelse af at foretage sig noget meningsfuldt, kunne de engagere sig i miljøet omkring dem eller i samfundets truede velfærd. Introducere en genbrugsmælkeflaske, overføre kapital til produktion af varige eller harmløse goder. DE har mulighederne, men det interessante, og foruroligende ved dem er, at de stædigt opretholder deres nøjsomme levevis på trods af alle afsavn. 

0   0   0

Uddrag af uudgivet essay af undertegnede

File:William-Adolphe Bouguereau (1825-1905) - Song of the Angels (1881).jpg - Wikimedia Commons

Uddrag af min debatbog Rigdom Uden Arbejde

Endnu et uddrag af samme bog 

File:Tredimensionel julekalender af telefon..jpg - Wikimedia Commons

Man kunne med fuld ret holde følgende peptalk til hver enkelt ledig: Set med samfundets øjne tilhører du som arbejdsløs en uundværlig samfundsklasse. Selv om samfundet ikke udtaler sin påskønnelse, så gør du vitterlig megen nytte! Kig lidt på denne ”julekalender” med 24 gode grunde til, at du burde agtes langt højere, end det er tilfældet i dag:

1. Du hører til den nødvendige arbejdskraftreserve. - Forestiller man sig det absurde tankeeksperiment, at arbejdsløshed var så nervenedbrydende en tilstand, at alle arbejdsløse døde af hjertestop efter få måneders ledighed, ville samfundet hurtigt komme til at mangle reservearbejdskraft.
2. Der ville også komme til at mangle forbrugere. Ond cirkel og eskalerende krise… 
3. Du koster færre skattekroner end en offentligt ansat.
4. Du mindsker virksomhedernes lønudgifter, når de kan undvære dig.
5. Du holder lønpresset i ave, til gavn for konkurrenceevnen. 
6. Du skåner betalingsbalancen i forhold til dem, der importerer, sælger og køber varer fra udlandet. Og du har ikke råd til at rejse langt og lægge så mange danske kroner i andre landes kasser.
7. Du skåner også miljøet i forhold til dem, der har større indkomster at rutte med.
8. Du sørger for en mere effektiv udnyttelse af samfundets ressourcer. Som mindrebemidlet køber og opsamler du brugte varer og genbruger dem, hvis eneste mangel er at de umoderne og/eller slidte. Uden dig ville disse varer ende på lossepladsen eller affaldsforbrændingen.
9. Du har også mere tid end de arbejdende til at dyrke nyttehave, samle vilde æbler og gå på svampejagt. Selvforsyning er den mindst miljøbelastende måde at skaffe sig føden på.
10. ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”. Hvor mange arbejdsløse har ikke i tidens løb fået gode idéer, begået nyttige opfindelser, lært sig nye færdigheder?
11. ”Fritid er inspirationstid”. Efter det gamle ordsprog kommer her et nyt, men måske lige så sandt. Thi der foreligger masser af beretninger om, hvordan det netop var i en ørkesløs stund, at en god idé fødtes. Havde Newton ikke siddet og vegeteret, da det berømte æble faldt ned, havde han måske aldrig opdaget tyngdekraften.     
12. Som arbejdsløs kan du være mere sammen med dine børn og din samlever. Begge nævnte parter kan have stor gavn og glæde af dig som hjemmegående m/k. Ligeså kan andre familiemedlemmer, venner og naboer. Er du flink og hjælpsom, kan du komme til at føle dig som en Figaro, der er brug for hér, dér og alle vegne. Netop fordi alle andre i deres bedste alder har så kissetravlt med deres arbejde, kan du risikere at føle dig uundværlig: “Kan du ikke lige…” “Hør lige hvad jeg har oplevet!” “Jeg har et problem. Kan du ikke lige give mig et godt råd.”
13. Du kan endda gøre endnu mere gavn. Du kan være besøgsven, være frivillig arbejdskraft, gå ind i en forening eller to, deltage i integrations- eller ulandsarbejde.
14. Og så befolker du sandsynligvis et ellers overvejende uddødt kvarter i dagtimerne. - Måske forhindrer du en dag et indbrud! Og handler du ind om formiddagen, gør du køen mindre for dem, der først kan købe ind efter fyraften.  
15. Sjældent bevæger du dig ud i en myldretid. Altså mindsker du presset på trafiknettet og den arbejdende befolkning.
16. Du har bedre mulighed for at lægge kræfter i demokratiet, hvad enten det er i dit lokale beboer¬demokrati, eller du skriver læserbreve, demonstrerer eller deltager i partipolitisk arbejde. Demokratiet savner folk med tid og energioverskud.
17. Det gør kulturen også. Fortravlede mennesker har ikke tid til at lægge mange kræfter i kulturlivet, men som arbejdsløs har du bedre muligheder for at kreere noget nyt, eller udfylde tomme pladser ved billige/gratis kulturarrangementer. 
18. Du kan opbygge et mere holistisk verdenssyn. Se dybere sammenhænge. Man kan ikke forlange en større helhedsforståelse af hårdtarbejdende, professionelle fagfolk.
19. Du belaster sundhedsvæsenet langt mindre end dem, der er i arbejde. Ikke? – Hm, det er måske en anden sang, end hvad man normalt hører? Men kan den virkelig være sand? Som arbejdsløs har du jo alle muligheder for at leve sundere. Mindre stress, ingen arbejdsulykker, ingen musearme. Gode muligheder for at holde dig i form i løbet af dagen. Frit kan du cykle, vandre, svømme eller gøre gymnastik. Uden at overan¬strenge dig, og bagefter kan du få dig en sund lur. Dårlige vaner såsom rygning, for meget alkohol og for usunde spisevaner har du alle muligheder for at lægge bag dig, når du er fri for stress og jag. 
20. Du øger engagementet og selvværdsfølelsen hos den arbejdende befolkning.
21. Arbejdsløse fodrer medierne med godt stof. Uden arbejdsløshed ville der være mange huller i aviser og nyhedsudsendelser.   
22. Du giver plads til de mere egnede! – Det kan kun være i alles interesse, at den bedst egnede får et givet job. Derfor gør alle disse jobsøgningskurser mere skade end gavn. Jo mere fancy og durkdrevne ansøgninger, desto sværere må det være udvælge den rette. ”Bluf dig til et job!” kunne man kalde visse kurser. Nej, en ansøgning bør være ærlig, og har du nogle handicap, kan arbejds¬giverne ikke være tjent med, at du fortier dem. - Der burde udvikles nogle ansøgningsstandard¬formularer med rubrikker til svage sider.  
23. Du gør en anden arbejdssøgende glad, når du ikke får jobbet.
24. Som arbejdsløs påtager du dig en nødvendig, uattraktiv birolle.

På denne baggrund ville det klæde både stat og borger at acceptere arbejdsløse som fuldgyldige medlemmer af samfundet. Det behøvede strengt taget ikke at koste noget, ja man kunne endda spare en hel del udgifter ved at gøre aktivering / nyttejob til en frivillig sag. Og alt andet lige må man gå ud fra, at når arbejdsløse kunne få lov til at ranke ryggen, ville det gøre dem sundere og raskere. Dermed kunne de udfylde deres rolle bedre, til gavn for alle parter. Samtidig ville de være bedre rustede, den dag der var brug for deres arbejdsindsats.   

Lad os altså håbe på, at tiderne skifter og sæderne mildnes. Efterhånden som den tekniske snilde overflødiggør flere og flere arbejdspladser, og alle kan se, at metroen er ubemandet, burde det snart stå klart for alle, at arbejde ikke længere kan være en allemandsret og – pligt. - Men for dem, der stædigt fastholder, at fuld beskæftigelse altid skal være en ufravigelig målsætning, kan der være trøst at hente i Parkinsons lov.

Uudgivet artikel af undertegnede 

File:Frederik V statue front.jpg - Wikimedia Commons

Hvorfor er det ikke en helt almindelig social mærkesag at kæmpe for "overlevelsessikring til alle"? Så længe noget sådant virker som ren utopi, er arbejde ikke frivilligt - og ufrivilligt arbejde er beslægtet med slaveri. I et rigt land som Danmark burde overlevelsessikring være en selvfølgelig menneskeret.

Et gammelt idéudkast af undertegnede 

File:Ostrakon with the name of Themistokles.JPG - Wikimedia Commons

Længe har det regnet med ukvemsord ned over vort ellers højt besungne demokrati. Blot et ord som ”politikerlede” afslører, at der er noget rivende galt, og helt skralt står det til i USA, hvor det moderne demokratis vugge ellers stod, men hvor budgetkrisen i 2013 sendte folkets tillid til politikerne helt ned under gulvbrædderne. 
   Hvad er der da i vejen med vort nuværende repræsentative demokrati? Selve ordsammenstillingen afslører, hvad der er galt! Ordet demokrati, der betyder folkestyre, modsiges jo af ordet repræsentative, der betyder, at det er visse repræsentanter, der styrer. At repræsentanterne skal vælges af folket er et formildende element, men det fjerner ikke den grundlæggende modstrid: Nemlig at det er disse repræsentanter, der træffer alle beslutninger og giver alle love! Og ministrene, dem vælger repræsentanterne selv! Kun i ganske særlige tilfælde, ved grundlovsændringsforslag og suverænitetsafgivelser, lægges beslutningsprocessen ud til folket. I alt andet har repræsentanterne en ret til at bestemme, som alle andre indbyggere fuldstændig mangler. 
   På denne baggrund ville det være mere logisk og ærligt at kalde den nuværende styreform for ”de folkevalgte repræsentanters grundlovsbundne, oplyste enevælde.” Styreformen er således klart forældet. Fx kan de valgte repræsentanters magt snildt overstige det rimelige og betryggende, og folket har ingen sikkerhed for, om valgløfter indfries. Dette kan let gøre vælgerne opgivende og magtesløse og netop føre til politikerlede. 
   Desuden ser man en tendens til, at repræsentanternes målsætning og planlægning præges af ”valgflæsk” eller nødtvungne kompromisser med heraf følgende kortsynethed. Politik får karakter af opslidende rivegilder i stedet for af konstruktivt samarbejde og fremsynet tænkning og forbeholdes i realiteten ”politiske idrætsstjerner”, der har ork og tæft til at sejre i den ene kappestrid efter den anden, tit for åbent kamera. Politisk symbiose er under disse vilkår en by i Rusland. For ikke at tale om noget der kunne ligne en holistisk verdensanskuelse i de folkevalgtes arena. – At politikerne trods alt formår at agere med en ofte forbløffende dygtighed kan kun aftvinge én den dybeste respekt, men hvorfor dog give en lands ledere så belastende arbejdsforhold?    
   Da Gandhi blev spurgt: ”Hvad mener De om vestlig civilisation,” svarede han: ”Det ville da være en god idé!” Man får lyst til at besvare et spørgsmål om ”det moderne demokrati” på samme måde: ”Demokrati? Det ville da være en god idé!” 

Direkte demokrati
Lad os forfølge den gode idé om demokrati! Den bedste, den naturligste orden for Homo Sapiens må være den, hvor alle mennesker i et fællesskab har lige ret, herunder lige ret til at bestemme, hvad der skal besluttes. Hvor alle respekteres og enhver er i sin gode ret til at fremsætte velbegrundede forslag. Og hvor folketinget som navnet antyder = hele folket. Til forskel fra det ”repræsentative demokrati” kunne vi kalde denne styreform for direkte demokrati. Her kan hr. Hansen opleve den ære at se sit forslag til næste folkeafstemning!
   Med den moderne teknologi burde folkeafstemninger om alle vigtige love og beslutninger ikke volde praktiske problemer. Tips- og lottospilleriet beviser, at millioner af krydser kan administreres uge efter uge. Der vil være langt færre krydser at holde styr på, selv hvis ethvert lovforslag og enhver beslutning sættes til folkeafstemning. Stemmeprocenterne kan meget vel tænkes at blive langt lavere, end når det kun er ved sjældne lejligheder, at man som vælger har ret til at give sin mening til kende. Men det kan vi tage med sindsro, i betragtning af at hele folket har fået en ny og indlysende medbestemmelsesret. De fleste, der tager stilling til et forslag og er interesserede i det, må formodes at stemme. Og når der står vigtige sager på spil, fx når et af flere finanslovsforslag skal vedtages, må man forvente en stor og direkte interesse hos vælgerne. Hvem ved om stemmeprocenterne da kan overgå folketingets ”repræsentantskabsvalg?” Og om ikke den generelle politiske interesse vil vise støt stigning, efterhånden som det bliver en spændende vane at engagere sig i sit samfunds ve og vel?   
   For at det direkte demokrati ikke skal blive belastet at for mange, ugennemtænkte og indbyrdes kontrasterende forslag, må alle forslag imidlertid igennem en grundig behandling. Et Forslagsråd bestående af anerkendte fagfolk som jurister, økonomer og fremtidsforskere analyserer forslagene og afgiver et svar til forslagsstilleren. Denne kan så frafalde eller ændre i sit forslag, hvis svaret er kritisk.  
   Som en yderligere sikring imod misbrug af forslagsretten opkræves der et forslagsgebyr, der på den ene side ikke skal være så højt at nogen udelukkes, og på den anden side skal afholde useriøse forslagsstillere fra at belaste systemet og vælgerne. Samtidig kan gebyret finansiere ekstraomkostningerne ved det direkte demokrati.
   Endelig kan det blive nødvendigt at rationere det antal forslag, som en person har lov til at stille. Fx til 1 pr. år. Ellers kan forslagsretten få social slagside; rige kan nu engang lettere afse de ”basører,” der for fattigere medborgere udgør en mindre formue. Det er naturligvis tilladt at være flere sammen om et forslag, men for at forslagsgebyret ikke skal svinde ind til det latterlige, bør det stadig være det samme pr. næse. Jo flere forslagsstillere til samme forslag, desto højere placeres forslaget på ”stemmesedlen”. 
 
Rådgivning snarere end styring
Hvad moderne, oplyste mennesker har brug for er ikke at blive styret, men vejledt. Rådgivet af alsidige, vidende, begavede og sympatiske mennesker. Ergo kunne man overveje, om ikke ”Folketinget” med indførelse at det direkte demokrati burde afløses af ”Folkerådet”. Bestående af folkevalgte rådgivere, der har overbevist vælgerne om, at de har viden og indsigt til at give gode råd. Ligesom alle andre af landets myndige borgere har de naturligvis ret til at fremsætte et lovforslag pr. år, men derudover kan de anbefale eller fraråde borgerne at stemme på konkrete forslag. Og under visse betingelser skal de have vetoret overfor et vedtaget lovforslag, som et rådsflertal anser for katastrofalt. Dermed kan de bidrage til at skabe sammenhæng i den førte politik. 
   Men hvad med ministrene og regeringen? Hvorfor skal ministre ikke vælges ved direkte afstemning? Og hvad skal vi med regeringer, når det er folket, der har den lovgivende, udøvende og dømmende magt? – Igen må vi på denne direkte måde kunne undgå en stor del af de faldgruber, der hjemsøger det ”repræsentative demokrati”.  
   Endelig kunne man spørge: Hvad da med kongehuset? Er en monark ikke et eklatant brud på det direkte demokrati? – Jovist, men ingen regel uden undtagelse! For mig at se udgør en dronning eller konge en nyttig og måske endda nødvendig modvægt mod alt for stor folkelig ”turbulens”. I et velfungerende monarki som det danske tror jeg, det ville være viist at bibeholde et nationalt samlingspunkt og dermed sikre en vis kontinuitet. Tilsvarende kunne man i republikker fortsætte med folkevalgte præsidenter.  
   Som i det store, således også i lokalsamfundene. Direkte demokrati med kommunale folkeafstemninger må være vejen. Bistået at lokale folkeråd, hvis medlemmer vælges som hidtil. Dog ville det være klædeligt, om også borgmestre vælges direkte af vælgerne blandt alle opstillede borgmesterkandidater. Hvorefter den kårede borgmester må respektere, at han eller hun ikke længere er bykonge, blot rådgiver overfor borgerne, der har det afgørende ord at skulle have sagt i det direkte demokrati. – Mon ikke vi også i lokalsamfundene vil se en øget interesse for at blive medbestemmende….    

Skræmmer sporene?
Men dette lille ideudkast, som jeg skrev engang for årtier siden, er muligvis lige lovlig godtroende. I oldtidens Athen blev der i storhedstiden praktiseret direkte demokrati, dog kun for frie, velanskrevne mænd. Et for sin tid fantastisk, epokegørende og inspirerende eksperiment; men medaljen havde en iøjnefaldende bagside: "Store" mænd med retoriske og demagogiske evner forførte gang på gang folkestyret til at træffe højst uheldige beslutninger såsom at kaste Athen ud i den fatale Peloponesiske Krig - for ikke at tale om justitsmordet på Sokrates. Slige faldgruber må et moderne direkte demokrati forsøge at forebygge - medmindre andre styreformer i virkeligheden vil være endnu bedre. Hvad med et helhedsorienteret, humanistisk Holokrati? Udtænkt af min gode ven Niels Nielsen med enkelte bidrag af undertegnede.... 

0 0 0  

0   0   0

Alt iberegnet? - Et lille, bekymret spørgsmål af undertegnede

File:BLJ 5 Thor i Marielund.JPG - Wikimedia Commons

I takt med stigende globale temperaturer, afsmeltning ved polerne og gletsjerne, hidsigere orkaner oma. bliver drivhuseffekten en stadig varmere kartoffel. Og jeg deler naturligvis denne bekymring for miljøet og havenes vandstand; men efter at en mistanke en dag slog ned i mig, er der kommet en yderligere bekymring til.

Spørgsmålet er: 
 Hvad med alle disse moderne menneskelige aktiviteter? Hvor megen varme tilfører alle disse motorer og maskiner og alt dette kølevand og rumopvarmning af jorden og atmosfæren? Hvor stort er mon affaldsvarmens bidrag til den globale opvarmning, sammenlignet med drivhuseffektens? 
 Man kan sige, at den enkelte borger og den enkelte virksomheds bidrag er minimale. Men det drejer sig om rigtig mange bække små, og hvor stor bliver åen?

• Motorer og maskiner, i biler, tog, fly, kraftværker, fabrikker og køkkener.
• Tekniske apparater som fjernsyn, computere og vaskemaskiner.
• Målrettet varmeproduktion, ved affaldsforbrænding og fjernvarme samt i talløse små hjem og offentlige rum.
• Målrettet kuldeproduktion som i køleskabe og airconditionanlæg, tilfører sjovt nok også omgivelserne en nettovarme.
• Friktion, alle disse hurtige transportmidler må også bidrage til den globale opvarmning, til lands, til vands og i luften.
• Krigsførelse og oprustning, udover forstærket motoraktivitet sprænges der også varmeproducerende bomber.

0   0   0

Uddrag af uudgivet artikel af undertegnede

File:Elderly people.JPG - Wikimedia Commons

Vi nærmer os "alderdommedag!" Hin skæbnesvangre dag, hvor pensionisterne er så talrige i forhold til den arbejdende befolkning, at denne segner under byrden. Tidligere har demograferne nøjedes med at tale om "pensionistbomben," men nu har Paul Wallace sat triumf på med sin profetiske bog: "Alderdommedag!" 

Baggrunden for en sådan skrækvision er den ufrugtbare hverdag: Kvinderne har i årtier haft for travlt til at få tilstrækkeligt med børn, og samtidig lever flere af begge køn længere og begynder tidligere at nyde deres otium. Derfor hævdes det, at det vil betyde dommedag for velfærdssamfundet, når en stadig skrumpende arbejdsstyrke skal forsørge en stadig voksende pensionistpukkel. 

Dommedagsprofetier tages ofte med et skuldertræk af oplyste mennesker. De kan jo henvise til adskillige, der bevisligt har været en fis i en hornlygte. Men mærkeligt nok tages denne såre alvorligt af en mængde oplyste politikere, økonomer og vismænd, også i Danmark. Men heldigvis har samme mennesker mulighed for at gribe ind, og det gør de da også meget gerne. 

Deres bedste bud går ud på at få flere til at arbejde mere. Fx kan man jo hæve pensionsalderen og forlænge arbejdsugerne. Eller malke arbejdskraft ud af lande, hvor kvinderne endnu har tid til at få børn. Der nævnes tal på 300 millioner indvandrende "fremmedarbejdere" til EU. (Hvordan det siden skal gå, når også disse "fødedygtige" kvinder trapper ned, er der ingen, der tør spå om.)

Men jeg synes nu, det er synd, at de oplyste mennesker tilsyneladende ikke bemærker, i hvor høj grad det moderne samfund på samme tid frådser og ødsler med arbejdskraft. Overalt i hverdagen myldrer det med hårdtarbejdende mennesker, der arbejder faretruende hårdt, fordi de skal. Mens en stor del af den anden halvdel af befolkningen slet ikke må arbejde. Mange er simpelthen for gamle, ifølge dåbsattesten, men hvis helbredet og lysten er til det, kunne man da ikke sagtens tillade folk at arbejde videre efter de 67? Hvorfor denne aldersracisme? 

Den tvungne pensionering er blot ét eksempel på, hvordan velfærdssamfundet ødsler med arbejdskraft, endda på en nærmest senil facon. Og selv om jeg ikke tør kalde mig vismand, kan jeg ikke dy mig for at foreslå nogle løsninger, der for mig at se temmelig smertefrit vil afværge den truende alderdommedag: ....

File:Roulette casino.JPG - Wikimebia Commons

File:Squirrel posing.jpg - Wikimedia Commons

File:1926 danish 25 øre coin.png - Wikimedia Commons