Runding.dk





Afsaltning gennem
undertrykskogning


Finn Gemynthe Madsen

Det er en kendt sag, at jo lavere tryk, desto hurtigere koger vand. På Mont Blanc, f. eks., koger vand allerede ved ca. 80 C.
På basis af denne viden burde man kunne afsalte havvand i stor stil. Hvor havvand er varmt, er der mange steder vandmangel på land. Undertryksafsaltningsanlæg kunne vise sig at være sagen på de græske øer såvel som langs kysterne af Afrika, Arabien, Indien, Chile, Californien og Australien.
Ganske vist kender man adskillige andre metoder til afsaltning af havvand, men typisk er de både dyre og energikrævende. Derfor har verden hidtil kun set relativt små og dyre anlæg, der slet ikke rækker til større udfordringer såsom at opdyrke ørkener.


 
 


I det følgende vil jeg skitsere nogle simple principper for et undertryksafsaltningsanlæg beliggende mellem en kyst og et bjerg:
Havvand ledes ind til anlægget gennem rør, der er gennemsigtige foroven og sorte i bunden, således at vandet forvarmes fra 20 til måske 40 C. Rørene udmunder i et kammer, hvor trykket er tilstrækkeligt lavt til at vandet koger. Derved udskilles salte og andre mineraler, mens vanddampen stiger til vejrs og strømmer ud af kammeret gennem en bred rørføring i loftet.
Røret fører op til den nærliggende bjergtop. Her ledes dampen på skift ind i cylindriske pumper, (F. eks. A, B, C, D, E, F og G) der i princippet fungerer som cykelpumper. Så længe stemplet trækkes tilbage, suges der damp ind, hvilket er med til at bibeholde undertrykket i systemet.
Når stemplet er trukket fuldt ud, lukkes der for tilgangen til resten af systemet. Vanddampen ledes ud i en anden beholder, der holdes kold, f.eks. ved at være indbygget i bjerget og omgivet af trækkanaler. Derved fortættes dampen ved et minimalt energiforbrug.
Imens trykkes stemplet i A i bund, og pumpen er klar til en ny indsugning af vanddamp. I forskudt rækkefølge gentages samme procedure i de øvrige pumper, således at der hele tiden er tilstrækkelig kapacitet til at opretholde undertrykket i systemet ned til kogekammeret.
Det afsaltede vand ledes fra fortætningsbeholderne ned ad bjerget gennem et rørsystem, der undervejs passerer en kraftværksstation. Det strømmende vand holder gang i turbiner, der producerer elektricitet. På denne måde bliver systemet selvsupplerende med energi. Om den producerede strøm fuldt ud kan dække pumpernes behov er måske tvivlsomt, men behovet for yderligere energitilførsel kan formentlig holdes på et så lavt niveau, at afsaltningsanlægget kan klare sig med små driftsudgifter. Beliggenheden på bjergtoppen vil være gunstig for vindmøller og/eller solfangere. Således kan afsaltningsanlægget drives 100% af vedvarende energikilder.
Nede på det tørre lavland er vandet renset for de salte, der på langt sigt gør overrisling med flodvand problematisk. Vandet fra afsaltningsanlægget er 100% saltfrit og kan endda bruges til at udvaske salt fra områder, der er ufrugtbare grundet for høj saltholdighed. Skulle der omvendt komme til at mangle salt, vil det være en enkel sag at tilsætte passende små doseringer af de mængder, der udvindes i kogekammeret.
Viser de første pilotanlæg sig at fungere tilfredsstillende, kan det første rigtig store undertryksafsaltningsanlæg tænkes at blive anlagt i Californien og forsyne Los Angeles med drikkevand og landbruget med overrislingsvand. Endnu større perspektiver ligger der i at få de internationale hjælpeorganisationer til at gå ind i et storstilet program for etablering af undertryksafsaltningsanlæg rundt om i verden. På denne måde kan man højne levevilkårene i mange u-lande og mindske presset på ferskvandsressourcerne.
Ja, man kunne med god ret gøre det til en mærkesag for FN at gå til modangreb mod ørkendannelsen. De gamle ægyptere forvandlede med små og primitive midler Nilområdet til en frugtbar have. De teknologiske landvindinger siden da er så store, at vor tids verdenssamfund burde kunne give sig i kast med at gøre Sahara grøn påny.
Til en begyndelse kan vandledningerne gå til wadierne, de udtørrede flodlejer, og til de udtørrede søer. Langs bredderne kan folk bosætte sig. De kan udsætte fisk, plante træer og dyrke den nærliggende jord. Og som der bliver flere og flere vådområder, vil den onde klimacirkel blive brudt. Det begynder atter at regne, og de grønne områder breder sig.
Men det skal ikke nødvendigvis blive således, at hele Sahara opdyrkes. Vidtstrakte områder må gerne ligge hen som savanner fulde af antiloper, bøfler, løver, giraffer og elefanter. Sådan en fauna trivedes der for 7000 år siden, da Saharas klippemalerier skabtes. Der var bøffer nok, både til løverne og menneskene. - Men uden vand kan intet leve.
Der kan være endnu en grund til at iværksætte en verdensomspændende afsaltningskampagne: Drivhuseffekten! Havene stiger, når isen ved polerne smelter. Men Sahara og andre ørkener kan muligvis opsuge så store vandmængder, at vi nogenlunde kan holde trit med havstigningen.
Så lad os dog give afsaltning og overrisling en høj prioritet. Hvad enten det sker ved hjælp af undertryksafsaltningsanlæg eller andre metoder. Så længe det foregår ved hjælp af vedvarende energikilder, kan jeg ikke se andet end fordele ved at forvandle gold jord til grøn jord.